P1 og bøger der bliver solgt

Nu kan man høre en hel time om Hildegard af Bingen i Religionsrapport på P1 ved at følge linket her. Der var lidt lydtekniske problemer med nogle dele af udsendelsen, da den blev sendt igår, men det bliver rettet.

Og så skal Hildegard allerede trykkes i 2. oplag. Mere juhu !

Hildegard hitliste og radio

I går blev jeg interviewet af Iben Thranholm til P1 programmet Religionsrapport. Det er et langt interview, næsten en hel time om Hildegard. Jeg fortæller om tilblivelsen af min roman, om den historiske person Hildegard af Bingen, om forholdet mellem fakta og fiktion, om middelalderens religiøsitet, om skrivning som åndelig oplevelse og meget mere. Iben Thranholm er en dygtig interviewer og en grundig researcher, og det var inspirerende at tale med hende. I programmet kan man også høre musik af Hildegard og et indslag om hvad der karakteriserer hendes musik. Derudover kan man høre et kort indslag med Jytte Abildstrøm, der også er stor Hildegard-fan. Det bliver sendt første gang på mandag.

I en kommentar her på siden blev jeg bedt om at give min personlige Hildegard af Bingen hitliste. Det er ikke enkelt at vælge, men her er i hvert fald nogle af de musikstykker, jeg ikke bliver træt af at lytte til:

Caritas abundat
O ecclesia
O viriditas

Hvis man gerne vil vide mere om musikken, finde gode indspilninger og måske finde en Hildegard-koncert, kan man se det danske Hildegard Ensembles hjemmeside. Det er Danmarks eneste kvindelige vokalgruppe, der specialiserer sig i middelalderens kirkemusik med gregoriansk enstemmigt repetoire. De synger a capella, og de gør det smukt.

Mandag formiddag

Jeg er begyndt at få tilbagemeldinger fra folk, der har læst Hildegard. Jeg bliver altid glad for at høre fra mine læsere. På samme måde glæder jeg mig meget til de oplæsningsaftner, jeg har på programmet i efteråret. Det er særdeles inspirererende for mig, at høre om andres forhold til Hildegard af Bingen.

Idag har jeg lyttet til Hildegardmusik hele formiddagen. Jeg havde lovet en journalist fra DR, der skal interviewe mig om bogen at finde mine yndlingsnumre. Det er ikke en let opgave, for selvom mange synes, sangene er meget ens, bliver de meget forskellige, når man virkelig lytter. Og så er der ordene. Det er ren poesi, det er ild og kraft, mystik og overgivelse.

Da jeg skrev Hildegard, var jeg så uheldig at falde på min cykel og få hjernerystelse. I en hel uge kunne jeg ikke skrive eller læse eller se fjernsyn uden at få knaldende hovedpine. Først var jeg ved at blive desperat, for mit manuskript TRAK sådan i mig, og jeg havde overhovedet ikke lyst til en pause. Efter milde trusler fra min læge overgav jeg mig til sofaen. Det endte med at blive en særdeles inspirerende uge alligevel. For jeg kunne godt høre musik. Jeg hørte Hildegard på repeat hele ugen. Musikken lukkede sig op og foldede sig ud og viste sig hele tiden fra nye sider.

Bagefter skrev jeg nogle af afsnittene i bogen, der handler om Hildegards forhold til musik.

Her er et lille uddrag fra bogen, hvor jeg beskriver Hildegards gryende fornemmelse for, at musikken kan være anderledes end den måde, hun hører munkene synge. Hun er ganske ung på det tidspunkt, endnu ikke voksen. Hun får undervisning i at spille på psalter og hendes verden er fuld af munkenes sang:

"Hun koncentrerer sig om at skelne én tone fra en anden og ser lydene som farver. Hun lytter til munkenes sang med lukkede øjne. De synger for Gud syv gange i løbet af døgnet, bløde toner stiger og falder i samme takt. De synger for at nærme sig Gud, siger Jutta, men selvom det er smukt, kan Hildegard ikke høre lyset i deres sang. Det er hellig sang, der lyder som vuggeviser, kønt og søvndyssende. Hun kan se sangens farver, når hun lukker øjnene, men der mangler så mange nuancer - vinterens farver behersker brødrene til perfektion: Himlens isblå, dådyrets gråbrune vinterpels, en tynd bræmme af guld over kulsorte graner. Efterårets farver rammer de punktvis, ligesom sensommerens tørre, gule græs, men forårets saftspændte grønne kraft kan hun slet ikke fornemme i deres sang. Engang prøver hun at forklare Jutta det. De gennemsynger alle salmerne hver uge, siger Jutta bare, og Hildegard siger ikke mere."

Mere af det gode

Det er en turbulent oplevelse at udgive en bog. Efter al den tid med hårdt arbejde og musestille samvær med romanpersoner står det enhver frit for at udtrykke sin mening om det færdige produkt. Kontrasten mellem det lange seje træk med dagligt indadvendt arbejde og så selve udgivelsen er ubegribelig stor. Det føles vildt og voldsomt, fantastisk og overvældende. Som jeg før har skrevet, synes jeg, det er vidunderligt at få lov til at dele ud af min egen begejstring for det stof, jeg har begravet mig i så længe. Og stor er min glæde, når jeg fornemmer, jeg når igennem til modtageren.

Hildegard bliver meget flot anmeldt i Berlingske Tidende idag. Eftersom jeg selv skriver anmeldelser for samme avis, har den gode bogredaktør bedt en ekstern anmelder om at læse min roman. Elisabeth Møller Jensens anmeldelse kan læses her. Hun slutter anmeldelsen med disse ord: Det er denne helt utrolige historie, der får kød og blod i Anne Lise Marstrand-Jørgensen højlitterære, intuitive og næsten mirakuløst velskrevne roman. Man griber sig i at undre sig over, hvor forfatteren mon selv modtager sine syner fra.

Jeg har også fået fine anmeldelser andre steder. I Flensborg avis skriver Christina Dahl, at Hildegard er "et fremragende psykologisk drama om en af middelalderens mest betydningsfulde kvinder." Og på Dansk Historisk Fællesråds spændende hjemmeside er Elisabeth Windmüller yderst positivt stemt.

Overfor al den ros har jeg lige nu kun ét at sige: JUHUUU!

Hele Weekendavisens anmeldelse kommer her:

Weekendavisen d.9.10.2009. Leonora Christina Skov.

Fremragende nyt til alle, der holder af historiske romaner, litterære fantasier og visionære tyske nonner.

Wow, det kan da kun gå godt! var min første tanke, da jeg fik Anne Lise Marstrand-Jørgensens litterære fantasi over den tyske nonne Hildegard af Bingen (f. 1098) i hænderne. Hildegard, hedder den, og den er god. Virkelig god, endda. Marstrand-Jørgensen er efter min bedste overbevisning en af Danmarks mest velskrivende forfattere, selv om det helt store publikum, hun fortjener, vist endnu har til gode at opdage det. Hun tager sig kærligt af Hildegard af Bingen, uden sammenligning middelalderens mægtigste kvinde. I en tid, hvor kvinder skulle tie og underordne sig, nedskrev hun med pavens velsignelse sine religiøse visioner, forfattede poesi og naturvidenskabelige værker, opfandt sproget lingua ignota, komponerede liturgisk musik og korresponderede med flere tyske kejsere og den hellige Bernard af Clairvaux. Hun grundlagde også klostre i Rupertsberg og Eibingen og arbejdede som abbedisse, lægekyndig og mystiker frem til sin død i 1179. Feminister har hyldet hendes kvindemod i årtier, og new age-folk har taget hendes holistiske helbredelsesmetoder til sig. Nå ja, og så har neurologen Oliver Sacks slået til lyd for, at hendes lysende visioner skyldtes noget så ordinært som migræne, mens andre kloge hoveder har diagnosticeret hende som synæstetiker. Men det er stadig først og fremmest hendes musik, vi kender hende for i dag. Hildegard af Bingen er formodentlig den mest indspillede af samtlige komponister fra før 1600 og den første, hvis biografi er kendt.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har tidligere skrevet fire digtsamlinger og tre højst forskellige romaner. I den ene ende af spektret har vi den store forelskelsesroman Konventioner. I den anden ende har vi Ingen, der handler om sindssyge og angst, og med Hildegard spreder forfatteren vingerne endnu mere. Der er ikke tale om en klassisk biografi, som genrebetegnelsen litterær fantasi vel også antyder. Lige præcis den genrebetegnelse har jeg det ellers normalt ambivalent med, for ofte dækker den over temmelig ligeud-ad-landevejen historiske romaner, der gerne vil være mere end dét. Nemlig stor litteratur. Men i Hildegards tilfælde giver genrebetegnelsen god mening. På den ene side er der ingen tvivl om, at romanen, med sin stærke, gennemresearchede historie, vil sprede glæde blandt læsere af for eksempel Maria Hellebergs og Mette Winges historiske romaner. På den anden side må man nok sige, at Hildegard både kompositorisk og sprogligt er lige så meget i familie med f.eks. Sara Stridsbergs Nordisk Råd-vindende Drømmefakultetet om den hårdtslående Valerie Solanas.

Vi følger den skravlede Hildegard, der kommer til verden som tiende barn i en velhavende tysk familie. Da hun mod alle odds overlever, beslutter hendes mor med det storslåede navn Mechthild at give hende som oblat til kirken, når hun fylder otte. Som årene går, virker beslutningen mere og mere indlysende. For den lille pige er sær. Hun er hele tiden uforklarligt syg, det første, hun siger, er »lys«, og de syner, der følger med lyset, er foruroligende. Den ene dag ser pigen en ufødt kalv i koens mave, den næste et dødt foster i kokkepigens. Forældrene aner ikke, hvad de skal stille op med hverken deres datter eller hinanden, og Marstrand-Jørgensen beskriver nænsomt det uvidende og overtroiske samfund og ægteskabets gradvise opløsning. For ikke at tale om den lille piges ensomhed, da hun forstår, at ingen ser det samme som hun, og at ingen må vide, hvad hun ser. Som otteårig bliver hun sendt til en familie langt væk. Her skal hun sammen med den strenge, 16-årige Jutta forberede sig på klosterlivet, og i 1108 ender de to unge piger i det nyopførte munkekloster Disibodenberg. Jutta bliver hurtigt en selvpinerisk, anorektisk eremit, imens Hildegard bliver venner med sin jævnaldrende lærer, munken Volmar. Han lærer hende alt, hvad der er værd at vide om lægekunst og helbredende urter, og imellem dem vokser en åndelig kærlighed, der udholder alt. Relationen mellem de to er lydhørt beskrevet af Marstrand-Jørgensen, der har sans for både intimiteten og udviklingen i venskabet, efterhånden som Hildegards visioner tager til, og magtbalancen forrykker sig. Til slut er visionerne så stærke, at hun må følge »Det Levende Lys« og gøre sig til »trompet for herren«, selv om det er uhørt for en kvinde at tale. Da hun beder Volmar fungere som sin sekretær, må han gøre endegyldigt op med sig selv, om han tør tro på hendes åbenbaringer eller ej. Med overhængende fare for ekskommunikation, hvis han er den eneste, der tror hende.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen vægter med held den gode historie lige så højt som det fintmærkende litterære sprog. Formen, der veksler mellem det fortællende og det lyriske, passer perfekt til den hypersensitive hovedperson med de højstemte visioner og den associative tankegang. I hænderne på en mindre kompetent forfatter kunne Hildegard af Bingen let være endt som enten helgen eller bindegal, men fra begyndelsen fremskriver Marstrand-Jørgensen helt ubesværet et menneske af kød og blod. På én gang plaget og oplyst af sine religiøse syner og med tiden i stand til at forvalte den magt over eget og andres liv, som synerne giver hende. For når alt kommer til alt, hvem tør så argumentere mod Guds vilje? Eftersom Hildegard er en litterær fantasi, kan man vel dårligt klandre den for at slutte, hvor Hildegard af Bingens livshistorie bliver allermest spændende. Nemlig i 1148, hvor hun langt om længe får pavens tilladelse til at nedfælde sine visioner. Herefter grundlægger hun sine klostre og komponerer sin musik. Som læser undrer man sig dog en del over, at hendes mest produktive år går upåtalte hen, også i den sært fåmælte biografiske opsummering til slut. Man vil i hvert fald hellere end gerne læse mere, selv om bogen allerede er 400 sider lang. Især om komponisten Hildegard, som trods alt er den Hildegard, de fleste kender i dag. Om der rent faktisk er et bind to i støbeskeen, ved jeg ikke. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg krydser både fingre og tæer.

Bims?

Jeg fik en fin anmeldelse med fire stjerner og den mærkelige overskrift "Var Hildegard bims?" i Politiken igår. Der kaldes Hildegard både interessant og klog. Anmelderen, Mikkel Bruun Zangenberg bekender kulør og betegner sig selv som agnostisk realist, og det præger hans læsning. Derfor konkluderer han, at Hildegard må have lidt af en let form for sindssyge. Det tror jeg bestemt ikke, hun gjorde, men derfor er det stadigvæk interessant at få en andens blik på tingene.

Ellers er det vist mest mig, der er bims idag. Eller træt i hvert fald. Så er det godt, det er sådan en regnvåd søndag, hvor det mest fornuftige er at blive indendøre og læse gode bøger og lave så lidt som muligt.

Mere glæde

Hildegard bliver fantastisk anmeldt i Weekendavisen idag. En hel side med en smuk ledsagende Hildegard-illumination. Leonora Christina Skov skriver bla:

"Anne Lise Marstrand-Jørgensen vægter med alt held den gode historie lige så højt som det fintmærkende litterære sprog. Formen der veksler mellem det fortællende og det lyriske, passer perfekt til den hypersensitive hovedperson med de højstemte visoioner og den associative tankegang. I hænderne på en mindre kompetent forfatter kunne Hildegard af Bingen let være endt som enten helgen eller bindegal, men fra begyndelsen fremskriver Marstrand-Jørgensen helt ubesværet et menneske af kød og blod."

Det er lykkeligt, når det jeg gerne vil med min bog går igennem til læseren.

Udgivelsesglæde

Idag er Hildegard på gaden. Jeg har allerede fået en meget fin anmeldelse i Kristeligt Dagblad under overskriften "At tie eller at tale". Her skriver Maria Sjøqvist mange rosende ord om bogen. Hun skriver også, at den fænger fra første side. Gode anmeldelser er dejlige. Ikke mindst fordi jeg så gerne vil dele min egen fascination af Hildegard af Bingen med andre.

Idag holder jeg fri og fejrer. Katten er virkelig hårløs. Og jeg er virkelig glad.

Lidt for hurtig ...

Var jeg med min seneste kommentar. Det var åbenbart en joke - et fremtidsinterview. Det er der sikkert mange, der synes er sjovt. Jeg gør ikke. En af grundene er, at jeg mener det jeg skrev om det middelalderlige efterslæb.

Middelalderens genkomst? Eller hvor langt kan man nå på 1000 år?

I al den tid, hvor jeg har læst om middelalderen, har jeg penduleret mellem at synes, at vi er milevidt fra og meget tæt på den tid. Under alle omstændigheder vil jeg vove at påstå, at den manglende ligestilling mellem kvinder og mænd, som stadigvæk findes i nogen grad i Danmark og i høj grad mange andre steder i verden, er et middelalderligt efterslæb med endnu ældre rødder.

Det blev jeg mindet om, da jeg læste et af de mest tåbelige interviews, jeg længe har set. I Information igår udtaler den 73-årige litteraturprofessor Bjørn Alsted Nielsen sig om, den amatørisme, han synes at finde i megen moderne litteratur. Han taler om Nobelprisen, men det er kvinderne, der står for skud: "Det er eksempelvis sigende, at vi ser så mange kvindelige vindere i disse år, for amatørismen ligger mere naturligt til det kvindelige. Men en nobelpristager bør hæve sig over det behagelige og det hyggesyge. Stor litteratur kommer et helt andet sted fra. Den kræver mod, styrke og viljen til konfrontation."

Hvad skal man sige til det? Jeg tror, jeg vil lade det tale for sig selv og bruge lidt tid på at minde mig selv om, at vi i det mindste har ytringsfrihed i vore dage.

En helt anden Hildegard og en hilsen til Ingen

Jeg er lige blevet gjort opmærksom på, at en spillefilm om Hildegard af Bingen netop har haft premiere i Tyskland. Den hedder Vision - aus dem leben der Hildegard von Bingen, og det er den store tyske filminstruktør Margarethe von Trotta, der står bag. Den har fået en temmelig blandet modtagelse og bliver nogle steder kritiseret for, at ville vise for mange sider af Hildegard af Bingen. Jeg har ikke set filmen endnu, men traileren er meget dramatisk - von Trottas Hildegard har selvlysende blå øjne, og bag hende står himlen i brand.

I en helt anden boldgade vil jeg reklamere for et nyt tiltag og en ny hjemmeside om psykisk sygdom. Siden hedder www.psykisksaarbar.dk og i styregruppen finder man bla Poul Nyrup Rasmussen. Hjemmesiden åbnede i anledning af psykiatritopmødet i weekenden, og formålet er bla at være med til at nedbryde tabuer om psykiske sygdomme. På hjemmesiden kan man læse, at Psykiatrifonden anslår, at hver anden familie i Danmark har psykisk sygdom inde på livet. Alligevel er det svært at tale om, selvom man kunne ønske sig, at det var ligeså acceptabelt at fortælle, at man lider af angst eller psykisk sygdom, som det er at fortælle, at man har en hjertesygdom eller diabetes.

Når jeg læser op fra og taler om Ingen kommer samtalen med publikum ofte til at handle om lige præcis det - skam, tabuer og ensomhed. Psykisk sårbar er et prisværdigt initiativ, og hjemmesiden er meget fin og informativ. Det lille filmklip med personlige beretninger, burde alle mennesker se. Ingen er også med på hjemmesidens litteraturhenvisninger, og det er jeg naturligvis meget glad for.

Weekendavisen og Frederikssund

Susanne Bjertrup har lavet et interview med mig til Weekendavisen. Det kan man læse i bogsektionen idag. Jeg synes, hun er sådan en god interviewer, og det var dejligt at tale med hende. Så kan jeg godt leve med det mærkelige billede af mig, som de har valgt at sætte i. Det er vist taget på skønne Hald Hovedgaard for cirka 100 år siden.

Jeg havde en meget fin aften på Frederikssund bibliotek i går. Der var stort fremmøde og publikum var af den bedste slags: Interesserede, spørgende, entusiastiske. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre førstegangsoptræden med Hildegard. Efter at have siddet i stilheden og arbejdet i så lang tid, er det en gave at få lov til at dele noget af det jeg brænder for med andre.

At holde Hildegard i hånden

Nu er bogen kommet fra trykkeriet, og jeg har fået den i hånden. Det er en vældig god følelse. Ida Balslev-Olesen har lavet det flotte omslag med en detalje fra et middelalderbillede af Hildegard, der modtager en af sine visioner.

Og så skal jeg ud og tale om bogen for første gang i aften. Selvom den først kommer om en uge, skal jeg tale om den på Frederikssund bibliotek. Jeg glæder mig meget til at møde nogle af mine - forhåbentlig - kommende læsere.