Flakker, Sexdronning, Hund

Jeg har anbefalet bøger til Kulturguiden på DR2, som blev sendt her til aften. De bøger jeg anbefalede var Thomas Bobergs "Flakker", Christina Hagens "Sexdronning" og Hanne Richardt Becks "Men Bedste Hr. Hund".

Thomas Boberg er en af vores allerbedste lyrikere, og han har også skrevet fremragende rejseskildringer. "Flakker" er hans romandebut. Det er en vidunderlig, flaksende bog om den unge mand Robert Flakker. Det er en roman om kærlighed, opvækst, rejser og stor rastløshed. Jeg morede mig, da jeg læste Jyllandspostens (iøvrigt fine) anmeldelse af romanen: I underrubrikken står, at "som klassisk roman betragtet er digteren Thomas Bobergs genredebut ikke videre vellykket." Nej, det tror pokker - og jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at det har været Bobergs intention at skrive en klassisk roman. Det lader han til gengæld elegant være med, og resultatet er en dejligt udfordrende og fængslende roman. Sprogligt er det altid en fornøjelse at læse Thomas Boberg - uanset om det er digtsamlinger, rejsebøger eller denne sørgmodigt smukke roman.

Christina Hagens "Sexdronning" er en novellesamling. Det er Hagens meget overbevisende debut. Som titlen antyder, handler novellerne i høj grad om sex. Hagen har en befriende direkte måde at skrive på. Her bliver bestemt ikke lagt fingre imellem. Novellerne bevæger sig helt ud over kanten, der tages livgreb med fordomme og følelseskulde i et univers, hvor der kneppes på livet løs. Det er rystende læsning, fordi det så præcist fører den sproglige skalpel gennem den ene scene efter den anden, hvor mennesker udnytter, hader, misforstår og forsøger at elske sig selv og hinanden.

Og endelig er der Hanne Richardt Becks roman "Men bedste Hr. Hund" som er en af mine absolutte favoritter dette efterår.

I "Alice i eventyrland" møder Alice en mus, der svømmer rundt i en sø af tårer. Da de får fast grund under fødderne, vil musen forklare Alice, hvorfor han ikke kan lide hunde. Alice misforstår, hvad han siger, og tror han vil holde "hale" istedet for "tale" (eller tail vs tale i den engelske udgave). Derfor ser hun hans fortælling for sig som en hale - sådan er den også grafisk sat på siden. Årsagen til musens mistro overfor hunde er, at han en gang mødte hunden Bister, der dømte den uskyldige mus til døden uden forudgående retssag. "Jamen, bedste Hr. Hund," protesterer musen, men Bister svarer bare "”Stik din anke i lommen (…) jeg sørger for dommen og dømmer dig herved til døden.”

I Becks roman hedder hovedpersonen Alis, og hendes mor læser "Alice i Eventyrland for hende." Det vil hendes far ikke have, for det er ikke en bog for børn. Han smider bogen i affaldsskakten, men den er allerede flyttet ind i hovedet på Alis. Barnet Alis lever nemlig ligesom musen i en verden, der ikke er ligetil at forstå, og hvor hun er nødt til at bruge både fantasi og energi for at skabe orden og sammenhæng. Hun fornemmer tydeligt, at hendes familie ikke er som de andre familier i betonbyggeriet i 60'ernes København. Hendes far går hjemme, han er fysisk og psykisk medtaget efter at have været taget af tyskerne under 2.Verdenskrig. Alis bliver hans allierede, de står sammen mod en verden, som ikke altid fatter, at faren har brug for mere morfin, flere penge og mere kredit.

Det er ikke let at skabe en troværdig barnestemme i en roman, men det lykkes suverænt for Richardt Beck. Alis er et klogt, fantasifuldt og ensomt barn. Nogle gange misforstår hun sproget, ligesom eventyrets Alice. For det er gennem sproget at verden foldes ud, det er sådan vi også bemærker at Alice bliver ældre og verden forandres i takt med, at brudstykker føjes sammen til historien om en far, en familie, et liv. Det er en sørgelig, hjertegribende, morsom og meget velskrevet roman. Der er kun én ting at sige: læs den!

Anmelderi

Jeg bliver tit spurgt, hvilken betydning det har for mig som anmelder, at jeg selv er forfatter.

Det er svært at svare på, men jeg tror det betyder, at jeg i hvert fald anmelder bogen og ikke forfatteren. Men måske er det bare, fordi jeg er sådan en bognørd, at jeg synes, det er interessant at finde og pege på de steder i et værk, der fungerer godt og mindre godt. Til gengæld synes jeg ikke, det er særlig spændende, hvor forfatteren har gået i skole, eller hvor gammel hun er.

Jeg kan godt lide, når anmeldelser er lige dele analyse og personlig mening. Jeg kan også godt lide, når det er tydeligt, hvad der er hvad. Derfor elsker jeg også at læse udenlandske aviser. I New York Times kunne man tidligere på ugen læse om Philip Roths nye roman "Indignation." Det er et fint eksempel på en anmelder, der forsøger at tage værket alvorligt, selvom han ikke er specielt vild med bogen.

Jeg bryder mig ikke om anmeldelser, hvor det virker som om anmelderen gerne vil have bogen til at matche egne litterære præferencer. Hvor bogen så at sige skal passe til anmeldelsen i stedet for omvendt. Det svarer til at skælde ud på en digtsamling, fordi man bedst kan lide krimier. Eller til at være forhåndsindtaget fordi forfatteren har - eller ikke har - gået på Forfatterskolen. Sådan en anmeldelse kunne man læse i Information igår. Det er Kamilla Löfström, der anmelder Henriette Rostrups nye roman. Jeg blev rigtig gal, da jeg læste den anmeldelse. Man kan læse hvorfor på Informations hjemmeside lige under selve anmeldelsen.

Flere gode grunde til at skrive

Jeg er i Tyskland for at researche til en roman, jeg er ved at skrive. På vej her ned faldt jeg over en artikel i SAS's flyvemagasin. Der kan man læse, at nyere forskning viser, at det er sundhedfremmende at skrive. Det skulle efter sigende være godt for hukommelsen, styrke immunforsvaret, forbedre nattesøvnen og få sår til at hele hurtigere.

Forskerne bag det glade budskab kan ikke sige, præcis hvad det er, der gør skrivning til sådan en fantastisk kur. De mener det har noget med dopamin at gøre, men det bliver man jo ikke klogere af.

Så nu er der ikke længere nogen, der behøver spørge en forfatter, om skrivning er terapi og ingen forfatter, der behøver blive forskrækket over det spørgsmål.