Det var godt at være i Tyskland igen. Selvom jeg har besøgt de fleste af stederne før, var det nogle andre ting, jeg lagde mærke til denne gang. Første gang jeg var på inspirations- og researchrejse, var jeg meget optaget af at få styr på geografien, kronologien og landskabet. Jeg tror egentlig ikke, jeg lærte noget nyt denne gang, hvad angår biografiske og historiske facts, men det var heller ikke mit ærinde. At være der igen hensatte mig i en særlig stilfærdig og eftertænksom tilstand, som er frugtbar for skrivningen, og meget svær at beskrive. Det er både krævende og enkelt at rejse sådan. Det er at gøre sig selv til en modtager, at suge til sig af indtryk uden egentlig at vurdere dem undervejs, at vide at alt kan bruges, men ikke at ane hvordan. Martsvejret skruede helt op for volumenknappen og satte landskabet i scene - det ene øjeblik gik sorte skyer og sorte bakker i ét, det næste skinnede solen præcis så formildende og afslørende, som den kun gør i det tidlige forår.
Mine børn havde påskeferie, så de var med. Det i sig selv gjorde det til en helt anderledes tur end sidst jeg var afsted, hvor jeg rejste alene. Mindre stilhed, mere sjov, flere tyske chokoladepåskeæg og mere Rammstein i bilen. De ville gerne ud og vandre i bjerge, så det gjorde vi. Og eftersom naturen har fyldt så umådelig meget i middelaldermenneskers bevidsthed i al almindelighed og i Hildegards i særdeleshed, blev det i virkeligheden en af de allermest inspirerende dage for mig.
På billedet tager de unge vandrere et hvil på Grosser Feldberg, der er det højeste bjerg i Taunuskæden. Udsigten var fantastisk, stilheden ligeså.
Posts
