Går tiden baglæns i andre universer?

Når jeg skriver intenst, kunne jeg skrive syv dage om ugen i timevis. Det ville ikke være særlig sundt. Og skriften ville sikkert ikke blive bedre. Der er nogen, der spørger mig, hvordan jeg kan være så disciplineret, at jeg kan sætte mig ned foran computeren og skrive dag ud og dag ind, når der ikke er nogen, der tvinger mig til det. Men jeg synes, det kræver mere disciplin at holde fri. Det er skrivetrang og arbejdsglæde, der holder mig igang.

Alligevel kan jeg af og til have brug for at blive kickstartet mandag morgen. Nogle gange kræver det mere end stærk grøn te. Idag skete det ved, at jeg faldt over en artikel i Scientific American Digital.

Der kan man blandt andet læse, at universet ser forkert ud, og at tiden i princippet ligeså godt kunne gå baglæns. Et af universets mest unaturlige aspekter er tidsassymetrien. De fysiske love, der ligger bag den måde, universet opfører sig på, skelner ikke mellem fortid og fremtid. Alligevel er det tidlige univers væsensforskelligt fra nutidens univers. Oprindelig var universet velordnet, nu er det kaotisk. Men tiden går alligevel kun i én retning - vi kan ikke lave en omelet og derefter få ægget tilbage i den ubrudte skal. En af forklaringerne er, at vores univers kan være del af et meget større multivers.

Så vågnede jeg. Og før min hjerne koger sammen i forgæves forsøg på at fatte omfanget af det ... sætter jeg mig og skriver igen.