Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Isak Hoffmeyer

Wednesday, September 28, 2011

Læse, læse

At læse skønlitteratur er ofte en ganske indadvendt og privat affære. Bagefter er skønt at kunne dele oplevelsen med andre. Jeg er imponeret over den rigdom af læseklubber, der findes rundt om i landet. Det er helt fantastisk hvad og hvor meget, der bliver læst - både på privat initiativ og gennem bibliotekernes læseklubber. I dette efterår læser DR's romanklub historiske romaner og jeg er så heldig, at Hildegard I bliver læst i november og december.

Gyldendal giver også alle bogelskere mulighed for at læse sammen med andre ved en ny type arrangementer. Med udgangspunkt i spørgsmål som "hvordan læses litteratur?" og "hvor står det i teksten?" vil en række gode læsere medbringe korte tekster, som skal ultra nærlæses. Man får teksten udleveret og den bliver også læst op, så man behøver ikke forberede sig hjemmefra for at følge med. Der er fri entre, ingen tilmelding og man kan læse mere her.

Thursday, September 8, 2011

Efterårets arrangementer og endnu en grund til at læse skønlitteratur.

Jeg har opdateret arrangementskalenderen for dette efterår. Jeg kommer rundt i hele landet og glæder mig til at møde mine læsere. Flere af stederne kan man opleve meget mere end mig og Hildegard.

Tager man f. eks. til litterær søndagsmatiné på BIBLIOTEKET på Rentemestervej i København d. 11. september, kan man både høre mig og Lone Hørslev læse op og tilmed beundre det spritny biblioteks spændende arkitektur.

Har man lyst til at høre både Hildegards musik og min oplæsning, kan det lade sig gøre i Husum kirke d. 25. september. Det er ensemblet Magnificat, der står for musikken, og jeg er sikker på, det bliver smukt.

Og hvis nogen skulle have brug for (endnu) en god grund til at læse gode bøger og til at opfordre deres børn til at gøre det samme, kan man læse denne artikel fra den engelske avis The Guardian. Der står, at læsning af skønlitteratur øger evnen til empati, og det er der vist ikke nogen, der kan være kede af.

Tuesday, August 9, 2011

Mystik, rejser, baby

Jeg er hjemme igen efter dejlige, varme dage i Kroatien. Min skrivehjerne elsker uendelige, ustrukturerede dage i fremmede omgivelser. Jeg har samlet sammen: Bunkevis af indtryk og idéer som skal med i min nye roman. Den foregår ikke i Kroatien, men i et fiktivt land med en kystlinje, der ligner.

Information bringer i denne tid en række interviews om mystik lavet af Karen Syberg. Hun har også interviewet mig, og det kan læses her. Billedet er taget på Assistens kirkegård, i nærheden af mit nye Nørrebro-hjem. Og som man kan se, er jeg ikke helt alene på billedet - jeg venter mit tredje barn til november. Derfor holder jeg sæsonens sidste foredrag d.9.11. Følg med i kalenderen, som jeg opdaterer løbende.

Thursday, June 16, 2011

Davd Lynch og Hildegard

Der er garanteret mange, der ikke ved det, men David Lynch producerede i 1998 et album med Hildegard-musik. Jocelyn Montgomery synger, og Lynch har lavet lyd til. Det giver musikken et melankolsk, mørkt, drømmende, næsten mystisk præg, der går fint i spænd med Montgomerys smukke stemme. Lyt selv her, det er ret enestående.

Man kan også se et fascinerende klip om Lynchs arbejde med Hildegardmusikken her.

Tuesday, June 7, 2011

Løbe rundt, løbe rundt

...det er, hvad jeg gør lige for tiden. Jeg skal flytte og pakker kasser, samtidig med jeg forsøger at få første del af min nye roman færdig inden sommerferien. Ikke at det er afgørende, at det bliver lige der, det ville bare være rart. Så kan min redaktør få lov til at læse begyndelsen på en temmelig lang roman, og jeg kan holde ferie med god samvittighed.

Jeg har kun opdateret min foredragskalender til og med juli. Derefter holder jeg foredragsfri indtil 1. september, hvor det går løs igen.

Monday, May 2, 2011

Tyskland og noget helt andet

Jeg er ikke ligefrem flittig på bloggen for tiden. Det skyldes at jeg har travlt - ikke mindst med at skrive på en ny roman. Jeg har stadigvæk nogle foredrag og oplæsningsarrangementer tilbage i denne sæson, som det fremgår af arrangementskalenderen. Det er stadigvæk sjovt at tale om Hildegard og helt igennem dejligt at tale med mine læsere. Det kommer der mange spændende samtaler ud af - både undervejs og bagefter.

Hildegard er nu også blevet solgt til Tyskland. Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for!

Og så en stor anbefaling. Min gode veninde og forfatterkollega Hanne Richard Beck udgiver en ny roman på Gyldendal midt i maj. Den hedder 7 Sydøst, og jeg har været så heldig at få lov til at læse den på forhånd. Det er en meget spændende og velskrevet roman, som man godt kan glæde sig til. I mellemtiden kan man følge med på hendes blog, hvor hun skriver om nogle af de tanker, hun har gjort sig undervejs og stadigvæk gør sig. Det er vigtige emner, hun tager op - og jeg er sikker på, man på den side også kan få en god debat med forfatteren.


Monday, March 28, 2011

Igen og tilbage

Jeg er her endnu, selvom det er længe siden, jeg har skrevet på min blog. Jeg har haft vældig travlt med foredrag og med at skrive. På et tidspunkt blev det for travlt, og jeg var nødt til at aflyse et par foredrag. Det var jeg rigtig ked af, men nu er jeg på banen igen. Inden længe er forårets foredragssæson forbi. Så skal jeg hellige mig skrivningen og holde lang sommerferie.

Jeg bliver nogle gange spurgt, om det ikke er svært at skrive en ny bog, mens jeg taler om de gamle. Det er det ikke. Det er sværere at lade være med at skrive, det er vist et godt tegn.