Kan man tale om kærlighed med en bog?

Jeg kendte en gang en, der sagde, at hans bøger var hans bedste venner. Han boede i en hule af de bøger, han havde tilbragt så meget liv sammen med. Han havde ført samtaler med romanpersoner og forfatterstemmer. Han havde grædt med dem, leet med dem, havde skændtes og var blevet forsonet med dem. Han påstod, at bøgerne aldrig talte ham efter munden eller bare gav ham de svar, han gerne ville have.

Heldigvis står valget sjældent mellem virkelige mennesker og bøger. Men hvis man ikke kan tale med en bog, er det ikke en god bog. Og som med mennesker gælder det, at de som har mod til at være ærlige og har noget på hjerte er mest tiltrækkende. Ordene behøver ikke være perfekte. De kan være klodsede og ujævne og alligevel lukke en samtale op og sitre af liv. De kan være mumlende, næsten uforståelige, knapt hørlige og alligevel brænde som ild. De kan være sat i stramme systemer, holdt i kort snor, beskårede og begrænsede og alligevel sparke til en sten, der bliver til en lavine. De kan være sludrende og snakkesaglige eller ordknappe og vanskelige at vriste et svar ud af.

Der er folk, der bruger bøger til at tage varsler. Man stiller et spørgsmål, slår op i bogen, læser svaret. Det er nok bestemte bøger, de bruger. Det er næppe "Anatomisk Atlas" eller telefonbogen. Selvom det sidste måske kunne være frugtbart, hvis man så ringede den person, som ens øjne faldt på op og spurgte vedkommende om det, man gerne ville have svar på: Skal jeg skifte job? Bliver jeg rask? Finder jeg nogensinde kærligheden?

Den del af magien har jeg endnu ikke dyrket. Men det er ikke for sent at prøve. Jeg har tre bøger liggende på mit skrivebord. Det er udvalg af tre meget forskellige poeters digte : Tomas Tranströmers "Samlade dikter", Ole Sarvigs "digte" udvalgt af Søren Ulrik Thomsen og gode gamle Lean Nielsens digtudvalg "Jeg siger dig, jeg har danset i nat".

Jeg vil høre noget om kærlighedens væsen, hvad andet er værd at tænke på en regnfuld formiddag i slutningen af oktober? Jeg stiller mit spørgsmål, jeg slår tilfældigt op:

Ett tåg har rullat in. Här står vagn efter vagn,
men inga dörrar öppnas, ingen går av eller på.
Finns några dörrar ens? Därinne vimlar det
av instängda människor som rör sig av och an.
De stirrar ut genom de orubbliga fönstren.
Och ute går en man längs tåget med en slägga.
han slår på hjulen, det klämter svagt. Utom just här!
Här sväller klangen ofattbart: et åsknedslag,
en domkyrkoklockklang, en världsomseglarklang
som lyfter hele tåget och nejdens våta stenar.
Allt sjunger. Ni ska minnas det. Res vidare!

Thomas Tranströmer Stationen fra Det vilda torget, 1983.

I nat ønskede jeg
at du ville komme svævende
over himlen fra byen
for at lande her og
banke på min dør
og komme stille ind
tage cigaretten
ud af min mund
fjerne bogen fra min hånd
og sige, kom, vær rolig
nu skal vi elske længe.

Lean Nielsen I nat

Elskede.
Dit ansigt var mig en kirke.
Højt oppe stod du
ved skovbrynet,
lyste hvidt mod de veje,
der lå for din fod.

Altid stod du og lyste,
når jeg færdedes ad vejene
i dit land.

Jeg husker middagene, da du vendte
ansigtet halvt bort
i sensommerskovens skygge ...
Og månenætterne, da du stirrede
mig imøde under månens ur ...

Altid stod dit blege ansigt
over mine dage,
kaldt fra skovens kant.

Du ved det jo. - Jeg for vild.
Men jeg var aldrig uden for
dit ansigts egn.

Ole Sarvig Vejene fra Menneske 1948.

Blev vi klogere? Jeg gjorde i hvert fald.

Kajbjerg

Jeg var for nylig til en ualmindelig festlig 50-års fødselsdag hos gode venner. Min bordherre viste sig at være et spændende bekendtskab. Det var en herre med et alias, det var selveste Matthias Faerber alias ... her må bloglæseren på detektivarbejde, og jeg røber ingenting.

Matthias Faerber er direktør for Kajbjerg Skov Kunstmuseum.

På et af Danmarks smukkeste udsigtspunkter, Kogsbølle Bakke syd for Nyborg blev dette enestående kunstmuseum indviet i 1962. På museets egen (usædvanligt velskrevne og fyldige) hjemmeside beskrives arkitekturen således:

Navnlig østfacadens vældige panoramavindue med udsigt over fjorden er berømt, ligesom den yndefulde etageopbygning i to, delvis fritliggende planer, der nærmest synes at svæve i storrummet.

Man ser det for sig. Vanskeligere bliver det, når man forsøger at gennemrode hukommelsen for de kunstnere, som museet repræsenterer: Marco da Spoleto, Alessio Bronzetto, Hubert Nickel, for slet ikke at tale om Hans Lüdungweit.

Er det fordi kunstnerne alle er fra 14- og 1500-tallet, at ikke en eneste klokke ringer? Og hvem er iøvrigt Fru Rank, der bager sådan nogle gode boller til museets café? Eller Iben Santerfelt Petersen, hvis passionsmusik blev uropført Skærtorsdag 2008?

Inden man starter bilen og følger den udførlige rejsebeskrivelse på museets hjemmeside, vil jeg komme med en advarsel. Matthias Faerber er mere sit alias end Hr. Faerber. Og det er en mand med en særdeles krøllet hjerne. Muligvis en herre med sans for magi og besværgelser - i hvert fald benægter fynboerne ethvert kendskab til Kajbjerg. Og kunsthistorikerne kender ikke kunstnerne.

Findes museet? Findes Hr. Faerber? Et lille spor er lagt ud på Forlaget Springs hjemmeside.

Flakker, Sexdronning, Hund

Jeg har anbefalet bøger til Kulturguiden på DR2, som blev sendt her til aften. De bøger jeg anbefalede var Thomas Bobergs "Flakker", Christina Hagens "Sexdronning" og Hanne Richardt Becks "Men Bedste Hr. Hund".

Thomas Boberg er en af vores allerbedste lyrikere, og han har også skrevet fremragende rejseskildringer. "Flakker" er hans romandebut. Det er en vidunderlig, flaksende bog om den unge mand Robert Flakker. Det er en roman om kærlighed, opvækst, rejser og stor rastløshed. Jeg morede mig, da jeg læste Jyllandspostens (iøvrigt fine) anmeldelse af romanen: I underrubrikken står, at "som klassisk roman betragtet er digteren Thomas Bobergs genredebut ikke videre vellykket." Nej, det tror pokker - og jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at det har været Bobergs intention at skrive en klassisk roman. Det lader han til gengæld elegant være med, og resultatet er en dejligt udfordrende og fængslende roman. Sprogligt er det altid en fornøjelse at læse Thomas Boberg - uanset om det er digtsamlinger, rejsebøger eller denne sørgmodigt smukke roman.

Christina Hagens "Sexdronning" er en novellesamling. Det er Hagens meget overbevisende debut. Som titlen antyder, handler novellerne i høj grad om sex. Hagen har en befriende direkte måde at skrive på. Her bliver bestemt ikke lagt fingre imellem. Novellerne bevæger sig helt ud over kanten, der tages livgreb med fordomme og følelseskulde i et univers, hvor der kneppes på livet løs. Det er rystende læsning, fordi det så præcist fører den sproglige skalpel gennem den ene scene efter den anden, hvor mennesker udnytter, hader, misforstår og forsøger at elske sig selv og hinanden.

Og endelig er der Hanne Richardt Becks roman "Men bedste Hr. Hund" som er en af mine absolutte favoritter dette efterår.

I "Alice i eventyrland" møder Alice en mus, der svømmer rundt i en sø af tårer. Da de får fast grund under fødderne, vil musen forklare Alice, hvorfor han ikke kan lide hunde. Alice misforstår, hvad han siger, og tror han vil holde "hale" istedet for "tale" (eller tail vs tale i den engelske udgave). Derfor ser hun hans fortælling for sig som en hale - sådan er den også grafisk sat på siden. Årsagen til musens mistro overfor hunde er, at han en gang mødte hunden Bister, der dømte den uskyldige mus til døden uden forudgående retssag. "Jamen, bedste Hr. Hund," protesterer musen, men Bister svarer bare "”Stik din anke i lommen (…) jeg sørger for dommen og dømmer dig herved til døden.”

I Becks roman hedder hovedpersonen Alis, og hendes mor læser "Alice i Eventyrland for hende." Det vil hendes far ikke have, for det er ikke en bog for børn. Han smider bogen i affaldsskakten, men den er allerede flyttet ind i hovedet på Alis. Barnet Alis lever nemlig ligesom musen i en verden, der ikke er ligetil at forstå, og hvor hun er nødt til at bruge både fantasi og energi for at skabe orden og sammenhæng. Hun fornemmer tydeligt, at hendes familie ikke er som de andre familier i betonbyggeriet i 60'ernes København. Hendes far går hjemme, han er fysisk og psykisk medtaget efter at have været taget af tyskerne under 2.Verdenskrig. Alis bliver hans allierede, de står sammen mod en verden, som ikke altid fatter, at faren har brug for mere morfin, flere penge og mere kredit.

Det er ikke let at skabe en troværdig barnestemme i en roman, men det lykkes suverænt for Richardt Beck. Alis er et klogt, fantasifuldt og ensomt barn. Nogle gange misforstår hun sproget, ligesom eventyrets Alice. For det er gennem sproget at verden foldes ud, det er sådan vi også bemærker at Alice bliver ældre og verden forandres i takt med, at brudstykker føjes sammen til historien om en far, en familie, et liv. Det er en sørgelig, hjertegribende, morsom og meget velskrevet roman. Der er kun én ting at sige: læs den!

Anmelderi

Jeg bliver tit spurgt, hvilken betydning det har for mig som anmelder, at jeg selv er forfatter.

Det er svært at svare på, men jeg tror det betyder, at jeg i hvert fald anmelder bogen og ikke forfatteren. Men måske er det bare, fordi jeg er sådan en bognørd, at jeg synes, det er interessant at finde og pege på de steder i et værk, der fungerer godt og mindre godt. Til gengæld synes jeg ikke, det er særlig spændende, hvor forfatteren har gået i skole, eller hvor gammel hun er.

Jeg kan godt lide, når anmeldelser er lige dele analyse og personlig mening. Jeg kan også godt lide, når det er tydeligt, hvad der er hvad. Derfor elsker jeg også at læse udenlandske aviser. I New York Times kunne man tidligere på ugen læse om Philip Roths nye roman "Indignation." Det er et fint eksempel på en anmelder, der forsøger at tage værket alvorligt, selvom han ikke er specielt vild med bogen.

Jeg bryder mig ikke om anmeldelser, hvor det virker som om anmelderen gerne vil have bogen til at matche egne litterære præferencer. Hvor bogen så at sige skal passe til anmeldelsen i stedet for omvendt. Det svarer til at skælde ud på en digtsamling, fordi man bedst kan lide krimier. Eller til at være forhåndsindtaget fordi forfatteren har - eller ikke har - gået på Forfatterskolen. Sådan en anmeldelse kunne man læse i Information igår. Det er Kamilla Löfström, der anmelder Henriette Rostrups nye roman. Jeg blev rigtig gal, da jeg læste den anmeldelse. Man kan læse hvorfor på Informations hjemmeside lige under selve anmeldelsen.

Flere gode grunde til at skrive

Jeg er i Tyskland for at researche til en roman, jeg er ved at skrive. På vej her ned faldt jeg over en artikel i SAS's flyvemagasin. Der kan man læse, at nyere forskning viser, at det er sundhedfremmende at skrive. Det skulle efter sigende være godt for hukommelsen, styrke immunforsvaret, forbedre nattesøvnen og få sår til at hele hurtigere.

Forskerne bag det glade budskab kan ikke sige, præcis hvad det er, der gør skrivning til sådan en fantastisk kur. De mener det har noget med dopamin at gøre, men det bliver man jo ikke klogere af.

Så nu er der ikke længere nogen, der behøver spørge en forfatter, om skrivning er terapi og ingen forfatter, der behøver blive forskrækket over det spørgsmål.

Den sidste hal

Øverste Kirurgiske som blandt meget andet arrangerer oplæsninger, har fået nyt sted efter Lab er lukket. Det nye sted hedder "Den sidste Hal" og det ligger på Enghavevej 82.

Der skal jeg læse op torsdag d.4.9. klokken 20.

Man kan læse mere om aftenen program på ØK's nye hjemmeside.

Ord under himlen

Lørdag d.30. august klokken 13 er det tid til "Ord under himlen". Det er et stort anlagt og tilbagevendende oplæsningsarrangement i Kongens Have. Her kan man møde og høre mere end 100 digtere og forfattere, der vil stå rundt omkring på plænerne og læse op. Nogle er etablerede forfattere, andre er endnu ukendte digterspirer. Der vil blive læst digte, noveller, uddrag af romaner, børnebøger og meget mere. Arrangementet slutter med uddelingen af årets forfatterpris ved Herkulespavillonen klokken 17. Bag arrangementet står nogle meget energiske arrangører, der af ren og skær kærlighed til litteraturen sørger for, at enhver der lægger vejen forbi Kongens Have på lørdag vil få en helt speciel og ganske gratis oplevelse. "Ord under himlen" har deres egen blog, hvor man kan læse meget mere om deltagerne.

Jeg skal læse op sammen med min gode ven og kollega, digteren Mikael Josephsen. Mikael kommer rejsende helt fra Thurø for at berige københavnerne med sine ord. Han har udgivet tre suveræne digtsamlinger med smukke, hårdtslående digte samt prosasamlingen "Opløb." Det er en række foruroligende barndomserindringer med titler som "Den gang færingen tapetserede under mors kjole," "Da mors øje blomstrede som en mark," og "Dengang der var en der mistede sit øje mens far blev solbrændt i striber."

Som opvarmning til "Ord under himlen" kan du her læse et af Mikaels digte:

Verden er fantastisk.
En kat gnider på skinnebenet
og pokaler af kød trylles ned fra
hylden. Jeg afskyr jordens tabere,
vinderne med, men har altid et eller
andet væddeløb kørende i hjernen.
Tænk om man kunne gå bagom ligesom
hos købmanden og få det hele skrevet,
alt det der hober sig op i fingrene
og må afdrages med ord som kat og
væddeløb.

Mikael Josephsen Pokalhjertet, Borgen 2000.