Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Isak Hoffmeyer

Wednesday, December 30, 2015

Godt nytår

Det har været et travlt efterår, så jeg har ikke skrevet meget på bloggen.
Foråret bliver også travlt. Jeg har opdateret kalenderen for første kvartal.
Jeg har fået en forfatterside på Facebook, hvor der af og til er konkurrencer og spas.
Den finder du her: https://www.facebook.com/Anne-Lise-Marstrand-Jørgensen-forfatter-1488584141472049/?fref=ts

Friday, November 6, 2015

Bogforum

På Bogforum kan du møde mig her:

Lørdag 11.30 på Scenen - Debat om Danmarks krigsdeltagelse. Sammen med Carsten Jensen og Kristina Stoltz. Martin Krasnik interviewer.

Lørdag 15.15 på Gyldendals Tranescene 1. Samtale med Nanna Mogensen om "Dronningen af Saba & Kong Salomon"

Lørdag 16.00 på Kristeligt Dagblads Forlags stand. Sammen med Jens Smærup- Sørensen om at skrive skønlitteratur ud fra Biblens påsketekster. Kristian Ditlev Jensen er ordstyrer.

Søndag 11.00 på DR Scenen er jeg Kultursøndags gæst og fortæller om "Dronningen af Saba & Kong Salomon"

Søndag 15.30 på Scenen. Samtale med Nanna Mogensen om "Dronningen af Saba & Kong Salomon"


Wednesday, November 4, 2015

Læsere

Gode avisanmeldelser er skønne.
Læseranbefalinger er ikke mindre skønne.
Dronningen af Saba & Kong Salomon lå nummer 5 på bestseller-listen i weekenden.
Og så har jeg lige læst denne fine blog.
Der er meget at være glad for

Friday, October 23, 2015

Modtagelse

"Dronningen af Saba & Kong Salomon" er ude i verden. Jeg har holdt de første foredrag, talt med de første læsere og fået fine anmeldelser. Og så er den blevet solgt til Italien allerede.

I Berlingske giver Eva Pohl den 5 stjerner og afslutter med disse ord "Hun har researchet grundigt ved selv at rejse i de områder, hun skriver om, og hun fletter eviggyldige spørgsmål om hengivelse og magt sammen med landskabet. Altsammen i et værk, der er båret af et strømmende poetisk sprog og af fascination af kvindelig ambition og styrke.
Man lader sig gerne bære på vingerne." 
Informations Erik Skyum-Nielsen kalder under overskriften "Henført kærlighedshyldest" romanen for et storværk og "en klogskabsbåren og lidenskabsdreven eventyrlig roman."
Svend Skriver fra Kristeligt Dagblad mener i sin gode anmeldelse, at "det er svært at ønske sig mere af dansk litteratur."
Politikens anmelder skriver "tempoet styres overlegent og sproget sprudler."
Nordjyske giver 5 stjerner.
Litteratursiden skriver, at sproget er i en klasse for sig og kalder bogen "en meget læseværdig roman, der gør myter og bibelske fortællinger lyslevende med komplekse problemstillinger, der også er aktuelle i dag."
Kun Jyllandsposten mørkemand Johs H. Christensen er i mildest talt ikke begejstret. I en opremsning af egne idiosynkrasier får han sagt, at mine Hildegard-romaners publikum består af kvinder og sødladne præster. Jeg tilføjer for egen regning, at hvis man er sådan en - eller bare kunne lide Hildegard-bøgerne - kan det være, man alligevel vil få lidt ud af at læse "Dronningen af Saba & Kong Salomon."
Jeg er glad og lettet og glæder mig til at møde endnu flere læsere rundt omkring i landet i den kommende tid.



Tuesday, September 22, 2015

Snart





Korrekturen er læst, omslaget lavet. D. 10. oktober udkommer min roman med den lange titel "Dronningen af Saba & Kong Salomon."

Jeg overvejede at nøjes med at kalde den "Dronningen af Saba," men det var ikke retfærdigt overfor Salomon. Det er nemlig en dobbeltfortælling om de to - og den verden af myte og virkelighed, de er skabt af.

Peter Stoltze har lavet omslag. Jeg synes, det er smukt.

Thursday, April 2, 2015

Påskenovelle

Min påskenovelle kan læses her. Jeg fik Langfredag at skrive om, så den er ikke just munter.

Monday, February 23, 2015

Dronningen




I løbet af foråret bliver jeg færdig med min kommende roman. Den har ikke fået titel endnu, men den udkommer til efteråret. Den bliver ret omfattende, men som noget helt nyt: Kun i ét bind. 

Der ligger et gigantisk researcharbejde bag, som af og til har været ved at tage pippet fra mig. Mest fordi det længe var svært at få fat i ordentlige kilder og vanskeligt at komme til at besøge de steder, hvor handlingen udspiller sig. Men så indtraf magien i løbet af sommeren: Jeg begyndte at møde mennesker - til middagsselskaber, når jeg holdt foredrag, gennem venners venner -  som var eksperter i lige præcis dét, jeg gerne ville vide noget om. Eller som kendte en, der var. Og jeg tog på min hidtil mest fantastiske research-rejse til Etiopien.

Romanen handler om Dronningen af Saba og Kong Salomon. Den historie findes både i Biblen, Koranen og i det etiopiske nationalkvad Kebra Negast. Skildringen af Salomon er tilmed meget ens i Islam (hvor han kaldes Sulayman og er profet) og i Det Gamle Testamente. Der er meget diskussion om, hvor Saba egentlig lå og om hvor Dronningen stammede fra (og om hun overhovedet fandtes). I min historie kommer hun fra Etiopien og hedder Makeda, som etioperne mener, hun gjorde. Og det sabeanske rige sig strækker sig fra Etiopien til Yemen. 

Grunden til at jeg kastede min kærlighed på hende er ganske personlig, og den fortæller jeg en anden gang.

På billedet kan man se en etiopisk gengivelse af Makeda. Og jeg siger jer, hun er et spændende bekendtskab.