Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Isak Hoffmeyer

Friday, October 23, 2015

Modtagelse

"Dronningen af Saba & Kong Salomon" er ude i verden. Jeg har holdt de første foredrag, talt med de første læsere og fået fine anmeldelser. Og så er den blevet solgt til Italien allerede.

I Berlingske giver Eva Pohl den 5 stjerner og afslutter med disse ord "Hun har researchet grundigt ved selv at rejse i de områder, hun skriver om, og hun fletter eviggyldige spørgsmål om hengivelse og magt sammen med landskabet. Altsammen i et værk, der er båret af et strømmende poetisk sprog og af fascination af kvindelig ambition og styrke.
Man lader sig gerne bære på vingerne." 
Informations Erik Skyum-Nielsen kalder under overskriften "Henført kærlighedshyldest" romanen for et storværk og "en klogskabsbåren og lidenskabsdreven eventyrlig roman."
Svend Skriver fra Kristeligt Dagblad mener i sin gode anmeldelse, at "det er svært at ønske sig mere af dansk litteratur."
Politikens anmelder skriver "tempoet styres overlegent og sproget sprudler."
Nordjyske giver 5 stjerner.
Litteratursiden skriver, at sproget er i en klasse for sig og kalder bogen "en meget læseværdig roman, der gør myter og bibelske fortællinger lyslevende med komplekse problemstillinger, der også er aktuelle i dag."
Kun Jyllandsposten mørkemand Johs H. Christensen er i mildest talt ikke begejstret. I en opremsning af egne idiosynkrasier får han sagt, at mine Hildegard-romaners publikum består af kvinder og sødladne præster. Jeg tilføjer for egen regning, at hvis man er sådan en - eller bare kunne lide Hildegard-bøgerne - kan det være, man alligevel vil få lidt ud af at læse "Dronningen af Saba & Kong Salomon."
Jeg er glad og lettet og glæder mig til at møde endnu flere læsere rundt omkring i landet i den kommende tid.



No comments: