Træthed og gaffatape for munden

Ferien er forlængst overstået, korrekturen ventede på mig, da jeg kom hjem. Min første indskydelse er, at skynde mig at sige, at det i virkeligheden er en så slidsom og kedsommelig del af arbejdet, at det næsten ikke er værd at skrive om.

Det burde være let. Det handler om at få øje på utydeligheder og kommafejl, på meningsløse gentagelser og ord der er blevet væk. Sproget skal strammes og poleres endnu en gang, så jeg kan ende med at vide, at jeg har gjort det så godt, jeg kan. Det kræver selvfølgelig en vis grad af perfektionistisk koncentration, men ikke på samme måde som skrivningen gør. Det er let og ubesværet at gå til og fra, at lave noget andet i nogle timer og vende tilbage om aftenen, når børnene er gået i seng. Korrekturen skaber ikke sit eget særprægede og altopslugende univers - jeg drømmer ikke om den om natten, som da jeg flere nætter i foråret løb panikslagen rundt i Hildegards kloster og havde glemt noget meget vigtigt. Jeg taler ikke med korrekturen i mine tanker, som jeg kommer til at gøre med mine romanpersoner, den ligger bare på mit skrivebord som løse ark, som den stille tilfredshed med at den rettede bunke langsomt vokser sig større end den urettede. Derfor undrer det mig hver gang, at det virker så uoverkommeligt og drænende og nogle gange næsten umuligt for mig at tage mig sammen. Jeg bliver træt og irriteret og urolig. Det er jo bare at komme igennem det, det er at tage en kuglepen i hånden og glæde sig over mine blå streger og håndskrevne kommentarer, fordi de er håndgribelige beviser på, at jeg er et skridt nærmere afslutningen. Timemæssigt tilbringer jeg også kortere stræk ved skrivebordet, end når jeg skriver, så der er virkelig ikke noget at klage over.

Alligevel gik det i morges op for mig, at det ikke er det, det handler om. Det er heller ikke den uomgængelige udgivelsesnervøsitet, der forbereder sindet på anmeldelser og læserkommentarer. Det er først og fremmest, fordi jeg skal tilbringe time efter time i selskab med min egen indre kritiker, den hårdeste dommer, den ondeste censor. Bøger bliver skrevet ved at låse den side inde og give den gaffatape for munden. Men de bliver kun færdige ved at lade den komme ud af fængslet og kæfte op om alt det, der kan gøres bedre og formuleres snedigere. Problemet er bare, at den form for kritikere sjældent kender deres besøgelsestid. De tror, de skal mene noget om alting og sætte meget i tvivl. Det er et nødvendigt, men anstrengende bekendtskab. Det er godt at få øje på, for så bliver det måske lettere at huske at låse gitterporten og sætte ny tape over munden i al den tid, jeg ikke sidder og arbejder.