Ind og ud af klosteret

Når jeg holder foredrag om Hildegard, bliver jeg tit spurgt, om jeg aldrig selv har overvejet at gå i kloster i en periode. Svaret er nej, selvom det af og til har føltes, som om jeg faktisk var i kloster, mens jeg skrev Hildegard-bøgerne. Der har været mange lange og arbejdsomme dage. Der har været særdeles stille og set udefra har de fleste dage lignet hinanden. Det har til tider været ensomt, og der har ikke været tid til så forfærdelig meget andet end at skrive og være sammen med mine nærmeste. Alligevel var der ikke andet at gøre, end at skrive til jeg var færdig. I lang tid kunne jeg slet ikke forestille mig at sige farvel til Hildegard. Men i løbet af foråret kom det til at virke både naturligt og nødvendigt. Jeg fik lagt hende i graven lige inden sommerferien, det var lidt vemodigt, men mest godt. Hun var trods alt en gammel dame, især efter datidens standard. Og selvom det har været noget af det sjoveste og mest inspirerende, jeg nogensinde har lavet, er det også en befrielse at være kommet ud af mit skrivekloster igen. Jeg har fulgt i hælene på hende i nogle år, nu kan hun få lov til at følges lidt med mig. Ud i verden. For at holde foredrag blandt andet.