Da jeg af Radio24syv blev spurgt, om jeg havde lyst til at deltage i programmet Mikrofonholder, sagde jeg ja og tak med det samme. Idéen er, at man får lov til at vælge, hvem man gerne vil tale med, bliver udstyret med en mikrofon (og en forholdsvis tavs radiovært) og så iøvrigt selv styrer samtalen.
Jeg valgte, at jeg gerne ville tale med Karen Grue, som var med i forreste række i hippiebevægelsen. Jeg havde læst om hende i Peter Øvigs Hippie 1 og var faldet for billederne af hende i særtoget på vej til Thylejren, hvor hun optræder i hjemmesyet silkekjole med huller til brysterne. Jeg var dels fascineret af hendes vilje til forandring, dels af at hun stadigvæk lever i overensstemmelse med idealerne fra dengang. Hvis man gerne vil se billeder fra dengang og læse mere om Øvigs pragtfulde dobbeltværk, kan man klikke sig ind på hippieselskabets hjemmeside.
Jeg fik lejlighed til at spørge Karen om alt muligt, som jeg gerne vil vide, når jeg skriver mig længere ind i 1970'erne i efterfølgeren til "Hvad man ikke ved."
Det blev en dejlig eftermiddag i Karens selskab. Man kan høre samtalen her.
Wednesday, October 31, 2012
Tuesday, October 23, 2012
Litteratursiden
Der er kommet en anmeldelse af "Hvad man ikke ved" på Litteratursiden. Anmelderen kalder det for en "stor og absolut fremragende roman." Det er dejligt at få sådan en anmeldelse på sådan et dejligt site. Jeg har reklameret for dem før, og jeg gør det igen. Det er bibliotekernes side, og der er så meget godt at finde - boganmeldelser, temaartikler, analyser, online læseklubber, litteraturblogs. Det er altid inspirerende at klikke ind på den side.
Monday, October 22, 2012
Bokprogrammet
Det norske tv-program Bokprogrammet har været i København for at lave et indslag om mine Hildegardbøger i anledning af udgivelsen i Norge. Resultatet kan ses her. De har også været i Tyskland og filme bl.a på Disibodenberg - det er der kommet nogle meget smukke billeder ud af.
Tuesday, October 16, 2012
Wednesday, October 10, 2012
Friday, October 5, 2012
Sted
"Hvad man ikke ved" foregår i et land, jeg selv har fundet på. Jeg kalder det for Landet. Hovedstaden hedder Farring, den næststørste by Rossel og den forstad, hvor mine hovedpersoner bor, har jeg kaldt Vase.
Det er et vestligt land, et på én gang fremmed og genkendeligt land, et land som læseren forhåbentlig danner sig egne billeder af og hurtigt kan finde rundt i. Nogle læsere er overbeviste om, at det er Danmark. Andre at det er USA, Frankrig eller noget helt fjerde. Det tager jeg som et udtryk for, at de har taget stedet til sig og gjort det til deres eget.
Jeg valgte at gøre det sådan af flere grunde. Først og fremmest ville jeg gerne have, at læseren og jeg selv kunne møde mine personer uden at bedømme dem på baggrund af forudindtagede meninger om bestemte steder. Det gør jeg selv hele tiden. Hvis nogen siger Hellerup eller Nørrebro, danner jeg spontant indre billeder og forestillinger. Ligeledes hvis man siger Århus, Risskov, Nørresundby, Femø eller Odense.
Da jeg var i Oslo tidligere på ugen, og der var nogen, der talte om at en eller anden typisk og umiskendeligt stammede fra et bestemt sted i Norge, tænkte jeg, at det både rummer frihed og desorientering ikke at forstå, hvad de talte om. For mig, der ikke kender Norge på den måde, var stedet ikke andet end et navn og idéen om et landskab. Jeg forestiller mig at mødet med det andet menneske på den måde bliver mere fordomsfrit, end det ellers ville have været.
Jeg ville også gerne have den størst mulige frihed til at lade mine personer agere uden at tage strengt nationalpolitiske hensyn. Jeg ville lave et portræt af en tid og nogle personer, der var koncentreret om større tendenser i tiden end nationale strømninger. Opgøret med tidligere generationer og længslen efter frihed fik mange forskellige udtryk i 60'erne og 70'erne. Nogle meget lokale, andre mere omsiggribende og fælles.
At følge med ind i Landet kræver selvfølgelig en vis nysgerrighed og overgivelse hos læseren. Bliver man alt for forhippet på at finde ud af hvor romanen VIRKELIG foregår, tror jeg man går glip af noget.
Det er et vestligt land, et på én gang fremmed og genkendeligt land, et land som læseren forhåbentlig danner sig egne billeder af og hurtigt kan finde rundt i. Nogle læsere er overbeviste om, at det er Danmark. Andre at det er USA, Frankrig eller noget helt fjerde. Det tager jeg som et udtryk for, at de har taget stedet til sig og gjort det til deres eget.
Da jeg var i Oslo tidligere på ugen, og der var nogen, der talte om at en eller anden typisk og umiskendeligt stammede fra et bestemt sted i Norge, tænkte jeg, at det både rummer frihed og desorientering ikke at forstå, hvad de talte om. For mig, der ikke kender Norge på den måde, var stedet ikke andet end et navn og idéen om et landskab. Jeg forestiller mig at mødet med det andet menneske på den måde bliver mere fordomsfrit, end det ellers ville have været.
Jeg ville også gerne have den størst mulige frihed til at lade mine personer agere uden at tage strengt nationalpolitiske hensyn. Jeg ville lave et portræt af en tid og nogle personer, der var koncentreret om større tendenser i tiden end nationale strømninger. Opgøret med tidligere generationer og længslen efter frihed fik mange forskellige udtryk i 60'erne og 70'erne. Nogle meget lokale, andre mere omsiggribende og fælles.
At følge med ind i Landet kræver selvfølgelig en vis nysgerrighed og overgivelse hos læseren. Bliver man alt for forhippet på at finde ud af hvor romanen VIRKELIG foregår, tror jeg man går glip af noget.
Thursday, October 4, 2012
Tilbage
Jeg er tilbage i København efter efter nogle fine og intense dage i Oslo. Mit norske forlag var fantastiske værter og jeg fik både talt med journalister og set det helt nye og anbefalelsesværdige Astrup Fearnley museum på Tjuvholmen.
Selvom jeg efterhånden har talt om mine Hildegardbøger mange gange, er hvert eneste interview noget særligt. For mig handler det ikke om, at jeg skal fortælle noget, jeg har sagt hundrede gange før, men om et møde og en samtale med et nyt menneske. En af journalisterne havde sågar en gave med til mig. Han gav mig tre digtsamlinger af Steinar Opstad, som jeg ikke kendte i forvejen. Jeg har endnu ikke haft tid til at læse dem ordentligt. Men det tegner godt, for hver gang jeg har åbnet bøgerne og læst lidt her og lidt der, er jeg blevet fanget.
Opstad skriver også om Hildegard i et digt i samlingen Samle øksene inn for kvelden.
Han forestiller sig først at være hende, men ender med at skrive, at han nok bare forbliver sig selv
- det vil si en som skriver dikt
som en håndfull menn strides om
La de bare stride, sier Hildegard,
og elsk din ensomhet slik du elsker uendeligheten.
Og selvom digtet er meget længere og meget større end disse få linjer, er det præcis så sært først at skrive i ensomhed, siden at lade andre kaste granskende og vurderende blikke på de ord, som er vokset frem af ens tanker.
Selvom jeg efterhånden har talt om mine Hildegardbøger mange gange, er hvert eneste interview noget særligt. For mig handler det ikke om, at jeg skal fortælle noget, jeg har sagt hundrede gange før, men om et møde og en samtale med et nyt menneske. En af journalisterne havde sågar en gave med til mig. Han gav mig tre digtsamlinger af Steinar Opstad, som jeg ikke kendte i forvejen. Jeg har endnu ikke haft tid til at læse dem ordentligt. Men det tegner godt, for hver gang jeg har åbnet bøgerne og læst lidt her og lidt der, er jeg blevet fanget.
Opstad skriver også om Hildegard i et digt i samlingen Samle øksene inn for kvelden.
Han forestiller sig først at være hende, men ender med at skrive, at han nok bare forbliver sig selv
- det vil si en som skriver dikt
som en håndfull menn strides om
La de bare stride, sier Hildegard,
og elsk din ensomhet slik du elsker uendeligheten.
Og selvom digtet er meget længere og meget større end disse få linjer, er det præcis så sært først at skrive i ensomhed, siden at lade andre kaste granskende og vurderende blikke på de ord, som er vokset frem af ens tanker.
Monday, October 1, 2012
Interviews, Norge og den lille bamse
Interviewet med mig i Berlingske blev rykket til næste søndag. På fredag kan man også læse et interview i Kristeligt Dagblad. Selvom jeg ikke har læst det endnu, tror jeg vi kommer vidt omkring - det gjorde vi i hvert fald i samtalen.
I disse dage udkommer Hildegard II i Norge, og jeg tager til Oslo for at tale med journalister og møde mit rare norske forlag.
Mit yngste barn er kun 10 måneder, så hun kommer med. Denne gang med hendes mormor som passer. Min lille pige er sin unge alder til trods temmelig berejst. Hun har været med rundt i landet, når jeg skulle holde foredrag og i udlandet til boglancering og optræden og på ferie. Det er selvfølgelig mere krævende, end hvis jeg rejste alene. Men det er også hyggeligt, og hun tager det i stiv arm. Derfor er den lille sovebamse, som hun fik i dåbsgave af to af sine faddere, blevet det vigtigste i tasken, når jeg er på farten for tiden.
I disse dage udkommer Hildegard II i Norge, og jeg tager til Oslo for at tale med journalister og møde mit rare norske forlag.
Mit yngste barn er kun 10 måneder, så hun kommer med. Denne gang med hendes mormor som passer. Min lille pige er sin unge alder til trods temmelig berejst. Hun har været med rundt i landet, når jeg skulle holde foredrag og i udlandet til boglancering og optræden og på ferie. Det er selvfølgelig mere krævende, end hvis jeg rejste alene. Men det er også hyggeligt, og hun tager det i stiv arm. Derfor er den lille sovebamse, som hun fik i dåbsgave af to af sine faddere, blevet det vigtigste i tasken, når jeg er på farten for tiden.
Subscribe to:
Posts (Atom)
Posts
