Tilbage

Jeg er tilbage i København efter efter nogle fine og intense dage i Oslo. Mit norske forlag var fantastiske værter og jeg fik både talt med journalister og set det helt nye og anbefalelsesværdige Astrup Fearnley museum på Tjuvholmen.

Selvom jeg efterhånden har talt om mine Hildegardbøger mange gange, er hvert eneste interview noget særligt. For mig handler det ikke om, at jeg skal fortælle noget, jeg har sagt hundrede gange før, men om et møde og en samtale med et nyt menneske. En af journalisterne havde sågar en gave med til mig. Han gav mig tre digtsamlinger af Steinar Opstad, som jeg ikke kendte i forvejen. Jeg har endnu ikke haft tid til at læse dem ordentligt. Men det tegner godt, for hver gang jeg har åbnet bøgerne og læst lidt her og lidt der, er jeg blevet fanget.

Opstad skriver også om Hildegard i et digt i samlingen Samle øksene inn for kvelden.
Han forestiller sig først at være hende, men ender med at skrive, at han nok bare forbliver sig selv

- det vil si en som skriver dikt
som en håndfull menn strides om
La de bare stride, sier Hildegard,
og elsk din ensomhet slik du elsker uendeligheten.

Og selvom digtet er meget længere og meget større end disse få linjer, er det præcis så sært først at skrive i ensomhed, siden at lade andre kaste granskende og vurderende blikke på de ord, som er vokset frem af ens tanker.