Hvordan kan du holde til det?

Det er ingen hemmelighed, at jeg har meget om ørene. Skrivning, foredrag, børn, resten. Når folk ser mit program, får jeg ofte spørgsmålet: Hvordan kan du holde til det? Så svarer jeg som regel, at det kan jeg fordi, det er sjovt, og fordi jeg har et højt energiniveau. Og det er sandt.

Men det er også sandt, at jeg af og til har svært ved at holde til det. Så bliver alt andet end arbejde og mine nærmeste barberet væk. Så knokler jeg så meget, at jeg lægger mig med enten migræne eller en eller anden virus. Så føler jeg at mit hoved er ved at eksplodere, og så kan jeg ikke sove om natten.

Der går altid lidt for længe, inden jeg kommer i tanke om, at jeg skal skrue ned for tempoet. Tage et par fridage, sige nej til noget der ellers lyder spændende. Når jeg presser mig selv mest, er en af de piske jeg svinger, at jeg i virkeligheden bare er priviligeret: Det går godt med mine bøger, folk har lyst til at høre, hvad jeg siger, jeg har den store lykke at have en stor familie. Og det er sandt.

Men det kan aldrig blive det samme som, at det er en god idé at køre sig selv i sænk. Og selvom det gør mig til et heldigt og ofte meget lykkeligt menneske, giver det mig ikke superkræfter.

Efteråret har været lige så travlt som altid. Jeg skriver på livet løs på fortsættelsen til "Hvad man ikke ved"og har været en del rundt og tale om min nye bog i mange forskellige sammenhænge. For at skrive skal jeg helst være i en tilstand af afslappet modtagelighed - det er en dejlig tilstand at være i. Og når skrivedagen er slut, er jeg helt og aldeles udmattet.

Som sædvanlig har jeg arbejdet for meget og har ovenikøbet udgivet en ny bog (og nej, ingen af mine børn har sovet igennem, før de var på den gode side af et år). Derfor har jeg hele efteråret lagt mig med den ene virus efter den anden. Og der har været stille på bloggen.

Midt i det hele blev jeg bedt om at skrive til Outsideren. Det er et et blad (og en meget fin hjemmeside) skrevet til og af psykisk sårbare. De har i hvert nummer en såkaldt diagnosefri spalte, hvor de beder en kulturpersonlighed om at skrive noget efter eget valg. Den eneste regel er, at spalten skal indledes med ordene: Jeg hedder ... og jeg er normal. Mit indlæg er afleveret, men ikke bragt endnu. Det blev en interessant rejse tilbage i tiden at skrive den ganske korte tekst.

Da jeg var yngre led jeg i perioder frygteligt af angst og depressioner. Det er der rigtig mange mennesker, der gør, og det er desværre stadigvæk et tabu. Der er ingen, der har lyst til at blive betragtet som sart, sær eller syg. Jeg har af samme grund heller ikke nogen særlig trang til at sige det højt, men man kan ikke drømme om, at et tabu skal skydes i sænk og samtidig holde sine egne kort tæt mod kroppen.

Selvom en psykiater gerne ville overbevise mig om, at det skyldtes en kemisk ubalance, er jeg ikke i tvivl om, at det snarere var resultatet af kombinationen af et følsomt sind og lang tids overbelastning. I den forbindelse kom mit energiniveau og min målrettede evne til at knokle mig også til gode. At jeg idag lever et liv, hvor jeg bliver forkølet i stedet for angst, at jeg har lært at holde pause, inden jeg trimler helt ud over kanten til den mørkeste afgrund, skyldes ikke kun held og tilfældigheder, men hårdt arbejde. Dejligt hårdt arbejde, gode mennesker og alt muligt andet.

Jeg ved godt, det er mere kompliceret end som så for mennesker, der lider psykisk og følelsesmæssigt. Det handler om en hel masse andet end om hårdt arbejde og om at møde de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt. Min historie er min, fordi jeg er mig, og den kan ikke byttes ud med en andens. Men friheden for den styrende angst gør, at jeg føler mig ekstra priviligeret. Og at jeg ved, hvor vigtigt det er, at lytte til udmattelsestegn og holde de pauser. Især når man slet ikke synes, man har tid.