Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Isak Hoffmeyer

Wednesday, September 23, 2009

I mellemtiden



Jeg venter på "Hildegard" og kan, som hver gang jeg venter på en bogudgivelse, ikke forstå det skal være sådan en mærkelig tid. Selvfølgelig er det først og fremmest fordi jeg allerbedst kan lide at være opslugt af at skrive, og det er svært at finde ro, før "Hildegard" er blevet hjulpet helt ud i verden.

Til gengæld er det bogsæson for andet end min egen bog, og det betyder masser af bøger til anmeldelse. Nogle af dem anbefaler jeg også i P2 lørdag formiddag, og der er i sandhed nogle perler iblandt. Polske Wojiciech Kuczok har skrevet "Skarn" der udkommer på Batzer & Co fredag og Forlaget Ørby har sørget for at få oversat den store portugisiske forfatter Agustina Bessa-Luis vidunderlige sidste roman "Nattevagten". Begge bøger er et must for den sprogelskende læser, der vil beriges ud over egne landegrænser.

Og så er der generalforsamling i foreningen Poesiens Hus torsdag d.24.9. klokken 19 i salen i PH caféen på Halmtorvet på Vesterbro. Foreningen skal støtte tilblivelsen af det fremtidige Poesiens Hus i København. Jeg er en af initiativtagerne, en af dem der drømmer om at København inden længe vil få sit helt eget Poesiens Hus ligesom andre storbyer rundt omkring i verden har. Det skal være et sted, hvor man kan få viden om og indsigt i, hvad der rører sig i dansk poesi. Hvor man kan finde information om tidligere danske udgivelser, kan lede i lyrikbiblioteket og komme til at opleve en lang række arrangementer, hvor man kan møde et bredt udsnit af gode danske digtere. De fleste har hilst vores initiativ velkomment. Nogle få har været kritiske, da de frygter, vi vil konkurrere med Literaturhaus, bibliotekerne, det poetiske bureau og andre gode steder. Selv mener vi, det er et tegn på rigdom, hvis mange steder kan eksistere side om side og supplere hinanden på bedste vis. Lyrikeren Lene Henningsen er den absolutte drivkarft i projektet, og hun har netop fundet nogle spændende lokaler i nærheden af Kongens Have, hvor vi håber vi kan realisere nogle af drømmene. Oprindelig havde vi fået lov til at overtage Paludan i Fiolstræde på meget fordelagtige betingelser, men vores økonomiske sikkerhedsstiller blev ramt af finanskrisen og måtte trække sig i sidste øjeblik. Lene er heldigvis et damplokomotiv med uanede kul-reserver - hun opgiver ikke så let, og vi arbejder støt videre. Alle er velkomne til den stiftende generalforsamling. Man kan læse mere på Facebook. Der har vi også en gruppe, der hedder Poesiens Hus. Indtil det bliver virkelighed, kan man lade sig inspirere af andre poetiske huse - f.eks Poets House i New York.

Endelig skriver jeg som altid. Jeg løfter først sløret for, hvad det bliver til senere, men kan sige så meget, som at det falder i smuk forlængelse af "Hildegard".

Ja, og så har jeg ryddet op på mit skrivebord - deraf det nydelige billede foroven. Bunker af papirer, notesbøger og fagbøger er ryddet til side. Så nu kan jeg igen se på billedet af mine søde børn, der året rundt sidder og smiler til mig fra en café i Paris, når jeg arbejder. Det er sand motivation.

No comments: