Synæstesi

Jeg har gjort Hildegard til synæstetiker. Eftersom det ikke interesserede hende, at skrive om sig selv og sine private sensoriske oplevelser, er det ikke noget, jeg har kunne læse mig til. Men selvom jeg ikke kan bevise, at den historiske Hildegard af Bingen var synæstetiker, er det en nærliggende tanke for mig. For det første fordi hun beskriver, hvordan musikken allerede findes i verden på en sådan måde, at den kan aflyttes og videregives. For det andet fordi sproget i hendes visioner er fantastisk billedrigt og sanseligt. For det tredje fordi poesi og synæstesi er nært forbundne for mig. Og for det fjerde fordi jeg selv oplever verden sådan, og det gjorde det nemmere for mig at leve mig ind i hendes verden, at jeg udstyrede hende med tilsvarende oplevelser.

Til gengæld mener jeg ikke, at synæstesien på nogen måde kan forklare Hildegards syner. Visionerne var mystiske, men det er synæstesi ikke. Synæstesi er ganske enkelt sammenkoblingen af sanseindtryk. Hvor mange mennesker der oplever verden sådan, ved man ikke. Nogen mener, at det er omkring 5 %, andre mener, at 25 % kender til den mest almindelige form for synæstesi - oplevelsen af at f. eks ugedage har farver - mens kun 1 % har stærke synæstetiske oplevelser. Til gengæld er der vist rimelig enighed om, at det ofte er arveligt i et eller andet omfang.

Der gik mange år, før jeg for alvor indså, at alle mennesker ikke har den type oplevelser. Som barn fik jeg den første fornemmelse af det, da vi i 1. klasse skulle lære om forskellen på konsonanter og vokaler. Alle bogstaverne i alfabetet blev hængt op i klassen, vokalerne var røde, konsonaterne var blå. Det generede mig i en sådan grad, at jeg næsten ikke kunne holde ud at se på det. For kunne enhver ikke se, at hvert bogstav havde sin egen farve, og at den farve også var knyttet sammen med både en tone og en følelse. Og at det i hvert fald ikke var de røde overfor de blå? Kunne de ikke se, at det derfor var komplet unødvendigt med den slags primitive og urigtige husketeknikker? Åbenbart ikke. Det var virkelig svært for mig at forstå. Ikke mindst fordi jeg ofte havde talt med mine bedsteforældre om de forskellige ugedages farver. De var ganske vist anderledes end mine egne og mine havde også former, men alligevel. Min mandag var f. eks oval, svagt turkis med et strejf af svømmehalslugt, min tirsdag var en lyserød cirkel med en frugtagtig duft og så fremdeles.

De fleste synæstetikere oplever deres sansesammenblandinger som neutrale og meget lidt opsigtsvækkende. Som en naturlig måde at orientere sig på i verden. Sådan oplever jeg det også selv. Kun en gang imellem kan det være lige i overkanten, nemlig når lyde eller visuelle indtryk bliver meget stærkt koblet med fysiske fornemmelser. Det kan f. eks være svært at forklare, hvorfor jeg ikke bare synes, at en bestemt farve f. eks er grim, men at den ligefrem er koblet med en helt bestemt form for fysisk ubehag. For de fleste mennesker er det svært at tolke som andet end overdreven sarthed, så det er sjældent, jeg nævner det.

Til gengæld kan det også være praktisk. Når jeg er istand til at huske overdrevent mange fødselsdatoer, er det fordi jeg ser dem plottet ind på min rumligt-visuelle årskalender. Den går sådan cirka fra skulder til skulder og ligner en skæv hestesko.

De fleste synæsteter fortæller sjældent om deres oplevelser. Sikkert fordi, man ikke selv synes, der er så meget at fortælle - farveblinde fortæller vel også kun sjældent om, hvordan deres verden ser ud, mennesker med absolut gehør forsøger sjældent at forklare, hvordan musik lyder for dem. Til gengæld er der ikke noget sjovere end at udveksle oplevelser med ligesindede. Således kunne min datter og jeg diskutere farven af en lyd allerede, da hun kun var et par år gammel. Og da jeg forleden talte med en nær veninde, der også er forfatter , diskuterede vi, hvordan man kan se sit eget ufærdige manuskript i farver og på den måde finde ud af, hvor der mangler noget. "Lidt orange på siden 5 f. eks," som hun så smukt udtrykte det.

Hvis man synes, det er sjovt at læse om synæstesi, kan man finde en del gode artikler på nettet og en hel masse overfladisk ævl. Mange af de gode sider er på engelsk, men jeg faldt for nylig over denne glimrende artikel fra Ingeniøren. Den er skrevet af Robin Engelhardt, der også samler sine artikler på sin egen virkelig interessante blog.