Sol, måne, Silkeborg

Igår var jeg i Silkeborg og tale om Hildegard på biblioteket. Jeg ankom med toget en time før, jeg skulle optræde og gik en tur i kulden. Min oldemor boede der, da jeg var barn, og jeg ville se, om jeg kunne genkende byen. Det kunne jeg overhovedet ikke - men når jeg tænker tilbage er det, der står klarest i min erindring også villavejene, boldbanerne, Gudenåen og en enkelt gammeldags dametøjsforretning, hvor min oldemor skulle købe et eller andet.

Det blev en rigtig fin aften med mange mange gode spørgsmål. Det er en lang togtur, og jeg var først hjemme i nat. Til gengæld fik jeg set en film på min bærbare computer, som jeg har haft liggende længe. Filmen er fra 1972, den hedder "Brother Sun, Sister Moon" og er instrueret af Franco Zeffirelli, som nogen måske kender for "Romeo og Julie" fra 1968. Den handler om Frans af Assisi, der blev født knapt 100 år efter Hildegard af Bingen. Jeg ville se, hvordan Zeffirelli portrætterede ham og håbede at blive inspireret af billederne.

Jeg havde på forhånd læst, at Zeffirelli med filmen forsøger at pege på lighedspunkter mellem Frans af Assisi og hippiebevægelsen. Jeg vil ikke sige, det ligefrem var en skuffelse, det var snarere en lille smule komisk. Måske er det bare mig, der ikke har sans for kombinationen af det ekstremt sødladne og det meget højspændte. Donovans lydspor, de ansigts-dvælende kameraklip og prins Valiant looket rørte mig heller ikke rigtigt. Naturbillederne var ganske smukke - valmuemarker, ruiner i bølgende blomsterhav, blanke heste ind fra højre - men de mindede alligevel om en vilkårlig plakat fra 70'erne med pandebånd, panfløjte og vaseline på linsen.

Billedet her på siden er filmplakaten. Der har Frans netop smidt tøjet i (endnu) en temmelig komisk scene, det skal illustrere afstanden mellem hans fattigdomsideal og middelalderkirkens grådighed.

Så hvis man gerne vil vide noget om Frans af Assisi, skal det nok ikke være første valg. Vil man til gengæld gerne vide noget om hippiebevægelsens selvopfattelse og se 70'ernes tidsånd og billeder transformeret til middelalderen, er det lige sagen. Og det peger i hvert fald på noget interessant: Man aner ikke i hvor høj grad, man er et produkt af sin egen tid, og hvordan det afspejles i ens eget kunstneriske arbejde. I nogle værker et det bedøvende lige meget, fordi der er noget der overskrider al tid. Andre gange kommer det i vejen.