Bagsidetekster er vanskelige at skrive. Det bliver ikke lettere, når man skal uddrage essensen af en omfangsrig roman. Jeg har selv været med til at skrive bagsideteksten til Hvad man ikke ved, og synes den er blevet præcis, som den skal være. Alligevel bliver jeg ved med at kredse om, at der står, at den handler om en familie, der går i opløsning. På en måde lyder det forfærdelig trist. Som om de bliver overhældt med syre, forsvinder eller falder fra hinanden.
Det kunne også lyde, som om jeg er en af dem, der begræder kernefamiliens almindelige forfald og skilsmissestatistikkerne. Det er jeg egentlig ikke. Jeg synes hverken, det behøver være en skam eller en ulykke at blive skilt, selvom det kalder på stor ansvarlighed, især hvis der er børn involveret. Jeg ville meget nødigt leve dengang, hvor det var forbundet med social stigmatisering ikke at kunne leve lykkeligt sammen til dagenes ende. Og jeg synes kun verden bliver rigere og bedre, når vi har frihed til at vælge, hvordan vi vil leve - med eller uden børn.
Derfor synes jeg heller ikke, det er helt sandt, at sige at familien i min bog går i opløsning. De holder fast i hinanden trods alt. Men det er man nok nødt til at læse bogen for at blive klogere på.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment