Det er et vestligt land, et på én gang fremmed og genkendeligt land, et land som læseren forhåbentlig danner sig egne billeder af og hurtigt kan finde rundt i. Nogle læsere er overbeviste om, at det er Danmark. Andre at det er USA, Frankrig eller noget helt fjerde. Det tager jeg som et udtryk for, at de har taget stedet til sig og gjort det til deres eget.
Da jeg var i Oslo tidligere på ugen, og der var nogen, der talte om at en eller anden typisk og umiskendeligt stammede fra et bestemt sted i Norge, tænkte jeg, at det både rummer frihed og desorientering ikke at forstå, hvad de talte om. For mig, der ikke kender Norge på den måde, var stedet ikke andet end et navn og idéen om et landskab. Jeg forestiller mig at mødet med det andet menneske på den måde bliver mere fordomsfrit, end det ellers ville have været.
Jeg ville også gerne have den størst mulige frihed til at lade mine personer agere uden at tage strengt nationalpolitiske hensyn. Jeg ville lave et portræt af en tid og nogle personer, der var koncentreret om større tendenser i tiden end nationale strømninger. Opgøret med tidligere generationer og længslen efter frihed fik mange forskellige udtryk i 60'erne og 70'erne. Nogle meget lokale, andre mere omsiggribende og fælles.
At følge med ind i Landet kræver selvfølgelig en vis nysgerrighed og overgivelse hos læseren. Bliver man alt for forhippet på at finde ud af hvor romanen VIRKELIG foregår, tror jeg man går glip af noget.
2 comments:
Det er fuldkommen ligegyldigt, hvor bogen foregår - historien, personerne, SPROGET er jo fænomenalt! Jeg har netop lukket bogen og sidder med en følelse af slet, slet ikke at være færdig med Flora og hendes familie.
Tak!
Mange tak for det. Jeg ser først din kommentar nu - og bliver mægtig glad for at læse det, du skriver!
Post a Comment