Hvor er du? Hvem er du?

Det er kommet bag på mig, hvor mange mennesker, der leder efter forfatteren i romaner. Både da jeg holdt foredrag om "Hildegard" og nu, hvor jeg holder foredrag om min helt igennem fiktive Familien Horn fra "Hvad man ikke ved" får jeg ofte det samme spørgsmål: Er der ikke ret meget af dig selv i Hildegard/Flora?

Hildegard er en nonne fra 1100-tallet, Flora er født i 1959 som det vilde, stille, fantasifulde midterbarn. Hver gang må jeg svare det samme: Nej og jo.

Jeg forsøger at skabe psykologisk troværdige karakterer i mine romaner. Og selvom Hildegard af Bingen er en virkelig person, var mit arbejde det samme med hende, som med Flora og alle de andre. Jeg vil gerne gøre dem levende, nuancerede, mangefacetterede. For sådan er mennesker. Derfor lever og føler jeg med dem, når jeg skriver.

Det kan virke absurd, at fiktive personer ligger mig så meget på sinde, at jeg af og til tænker på dem lige før, jeg skal sove og som noget af det første, når jeg står op. En af de eneste regler jeg har, når jeg skriver er, at jeg skal have forståelse for alle mine personer. Jeg holder af de fleste, kun nogle meget få bi-personer er entydigt modbydelige. Derfor er jeg nødt til at leve mig ind i dem og den indlevelsesevne er et af mine allervigtigste arbejdsredskaber.

Når man søger at forstå andre - i og udenfor bøger - må man nødvendigvis sætte sig selv i deres sted. På den måde er der noget af mig i dem. Jeg har, mens jeg skrev, stået der, hvor de står. Jeg har tænkt deres tanker for dem, sagt deres replikker og ladet dem gøre som de gør.

Er man derimod ude på at lave en decideret biografisk læsning må jeg skuffe. Eller i hvert fald undlade at svare. Så skal man nok kende mig overordentlig godt for at finde ud af, hvem jeg ligner og i hvilket omfang. Under alle omstændigheder har det ikke været min hensigt at skrive mig selv ind i mine romaner.

Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde vil skrive en selvbiografisk roman. Jeg bliver helt træt ved tanken om at skulle endevende alt det liv, jeg har levet og lagt bag mig og udmattet ved tanken om at skulle være endnu mere i mit eget selskab, end jeg er i forvejen. Alt hvad jeg personligt har gennemlevet giver mig forhåbentlig mulighed for at trænge endnu dybere ind i mine fiktive personer, og jeg bruger i den grad løs af mig selv og min egen mosaik af erfaring, når jeg skriver. Men det gør ikke mig og mine personer ikke til én.

At skabe en karakter er at skrue op og ned for knapperne. Jeg kan tage en side, jeg kender hos mig selv eller hos andre og få den til at larme og skingre. Og tage en anden og skrue den ned til en hvisken. Op med temperament, ned med empati, på det jævne med viljestyrke og videre i den dur.

Der er mange forfattere, der får det samme spørgsmål, som jeg gør: Hvor er du? Hvem af dine personer er du (mest)? Der er nogen, der hader det og synes, det er intimiderende. Nogen der synes, det er at misforstå litteraturen. Jeg opfatter det som en kompliment. Ikke til mig som person, for de fleste af mine læsere kender mig i sagens natur ikke. Jeg tager det som et tegn på, at læserne synes, personerne er levende nok til at de kunne være en virkelig person. Og når det netop er i Hildegard eller Flora, at de regner med at kunne finde mig, virker komplimenten endnu mere smigrende, da jeg at så får lov til at være en af mine helt egne heltinder.