Sex, sex og en sur klumme

Det har været nogle skønne og hektiske dage omkring udgivelsen af "Hvis sandheden skal frem." Jeg er rigtig glad for modtagelsen og oprigtigt overrasket over, hvor mange reaktioner det har affødt, at jeg skriver om sex på trods af, at hovedtemaet i romanen er den seksuelle revolution.

Jeg har selv svært ved at forstå, at nogen tager anstød af det seksuelle indhold i bogen, men ved selvfølgelig, at vi har forskellige grænser og normer. 

Jeg var forberedt på, at mange føler et stærkt ejerskab i forhold til halvfjerdserne. Nogen tror måske ligefrem, at det har været mit ærinde at skrive SANDHEDEN om den tid, selvom det er indlysende, at det var en mangfoldig tid. Og at jeg derfor tager fejl, hvis mine hovedpersoners erfaringer er meget anderledes end deres egne. Det er mærkeligt. Det er trods alt fiktion, ikke en fagbog, ikke et debatoplæg, ikke et essay, ikke et kampagneskrift. Der ligger ganske vist temmelig meget research og temmelig mange samtaler med forskellige mennesker til grund for min roman. Men mine personer er fiktive og min vinkling er klar: Jeg ville gerne undersøge, hvad der skete med seksualiteten, da den blev fri. Og hvad det kom til at betyde for os. Jeg ville skrive om seksualitet, begær, lyst, ulyst, vanskeligheder og glæder. Om at skulle orientere sig i en verden af muligheder, om hvordan seksuelle erfaringer kan være afsindigt vigtige, når man forsøger at finde ud af, hvem man er, og hvem man gerne vil være. Om hvad det vil sige at være kvinde i en kvindekrop, at kaste sit begærlige blik på verden, at lade sig lede, vildlede og forføre i lidenskab. At forsøge at blive fri, at fejle og at lykkes.

Jeg gjorde mig naturligvis en del overvejelser om, hvordan jeg skulle skrive om sex. Jeg ville ikke skrive pornografi, jeg ville ikke skrive en erotisk roman, jeg ville ikke omskrive og lave en hel masse floromvundne, højpoetiske omskrivninger.  Jeg valgte at skrive lige ud ad landevejen og forsøge at undgå klichéer - nogle gange uden omsvøb, nogle gange antydningsvist, altid orkestreret af sprog. Derfor er der ingen figner, lyserøde blomsterknopper, brusende bølger eller summende bier. Der er heller ingen pik-i-kusse-for-effektens-skyld.

Det er ikke sex for sex skyld. Det er ikke for at gejle min læser op, som jeg forestiller mig formålet med en erotisk roman er. Der er en del afsnit, der handler om sex, fordi det er vigtigt for den historie, jeg vil fortælle, og fordi det er en meget væsentlig del af at være menneske. Jeg skriver om, hvordan det er at forsøge at gøre sig fri at alle de mange restriktioner og normer, som historisk set er skabt for at holde seksualiteten nede og sætte kønnet i bås. Læserens egen reaktion på hovedpersonens seksuelle møder er naturligvis en del af den fortælling.

De fleste anmeldere har taget godt imod det hele, også Floras begær og erotiske eventyr. Der er et par undtagelser, og det har jeg det ganske fint med:

Jyllandspostens anmelder har svært ved at tro, at en sekstenårig pige kan have et brændende ønske om at komme af med sin mødom. Det viser vel bare, hvor forskellige mennesker og deres erfaringer er. Kristeligt Dagblads Nils Gunder Hansen synes, det er kedeligt at læse om sex, og det kan jeg jo ikke gøre noget ved. 

At sidstnævnte imidlertid vælger at gøre sin egen sex-træthed til genstand for en hel klumme må være fordi, han alligevel synes det er væsentligt. Overskriften "Ikke helt så meget sex, tak!" udtrykker hans egen orientering i feltet.

Alligevel blev jeg irriteret over nedenstående sure opstød, hvor den ellers udmærkede og belæste anmelder træder helt ved siden af og i karakter som patroniserende og ude af stand til at læse en bog på dens egne præmisser. Han tager fejl på mange områder, og burde måske i første omgang genlæse de interviews, han henviser til. Det virker som bevidst vildledning, at han så åbenlyst fejltolker mine personlige motiver - som han vel dybest set slet ikke kender endsige behøver hverken gisne om eller forholde sig til i sin analyse - og læser sin egen holdning til sex ind i teksten. Det forekommer mig at være den dårligst tænkelige måde at forholde sig til et værk på, selvom det måske i virkeligheden blot er et pip fra den konservative skyttegrav. Under alle omstændigheder har jeg svært ved at forestille mig, hvordan man skulle leve op til hans fordring, når man nu - som jeg - gerne vil skrive om den seksuelle frigørelse og dybest set mener, at sex ikke blot er kommet for at blive, men også er et betydningsfuldt fænomen, der både tåler og kalder på opmærksomhed og udforskning, der med seismografisk præcision fortæller om mennesker og deres forhold til sig selv, hinanden og livet. Også i litterær henseende. Han skriver sådan her, og jeg må med skam melde, at jeg synes, han vrøvler:

Som det fremgår af diverse interviews med Marstrand-Jørgensen, opfatter hun, ejendommeligt for en forfatter på hendes kunstneriske niveau, sin egen roman som en slags kampagnelitteratur til rehabilitering af den seksuelle frigørelse fra 1970' erne. I romanen skal det derfor være lysten, der styrer.

Vi får ikke alene alle disse reklame-, undskyld, sexblokke med rå og direkte ( læs: trivielle) samleje-og orgiebeskrivelser.

Lysten er i romanens handling og for dens personer af princip næsten løsgjort fra alle andre menneskelige motiverende faktorer som følelser, forelskelse, begær, forførelse, magt med mere. Lysten skal være tilfældig og ikke motiveret i andet end sig selv, for hvis den er det, lurer en eller anden ufrihed omkring næste hjørne.