Formødre, mødre, mor.

På tirsdag udkommer min nye roman "Hvis sandheden skal frem." Den foregår i perioden 1975 - 1992 og er en selvstændig fortsættelse af "Hvad man ikke ved" der udkom sidste efterår.

Når jeg bliver spurgt, hvilket forhold jeg selv har til 1970'erne, svarer jeg som regel to ting.

Det ene er, at jeg synes, at 68-generationen skal have genoprejsning og anerkendes for alt det gode, de gjorde i stedet for hele tiden at blive kritiseret for dér, hvor de ikke slog til. De kvinder og mænd, der nu nyder godt af den større ligestilling mellem kønnene, som kvindebevægelsen banede vejen for, må sende en taknemmelig tanke til dem, der tog en væsentlig del af kampen. Det er let at glemme andres indsats, når ens egne privilegier er blevet så indlysende, at de bliver usynlige.

Det andet jeg svarer er, at jeg ikke har noget personligt mellemværende med 70'erne. Selvom jeg er født i 1971, voksede jeg op i en boble af konservatisme i Nordsjælland. Der var ikke ret meget hippieflip i min familie, min skole eller hjemme hos mine venner. Der hvor jeg voksede op, var der stadigvæk mange hjemmegående husmødre i 70'erne. I min egen lille familie var kønsrollerne traditionelle, min mor arbejdede på deltid, min far arbejdede hele tiden. Selvom kvinderne i min familie havde uddannelser og ville være i stand til at klare sig selv, blev mange af mændene serviceret og vartet op. Ingen tvivl om at mændene knoklede på deres arbejdspladser ude i verden, men derhjemme rørte flere af dem ikke en finger.

Det provokerede mig allerede tidligt. Jeg kunne ikke forstå, det skulle være så kønsopdelt. Jeg synes ikke, at mændene anerkendte kvindernes indsats eller var deres privilegier bevidst. Jeg havde - og har - svært ved at se, hvad kvinderne vandt ved det. Den konstante tilsidesættelse af egne behov, var en høj pris at betale for økonomisk tryghed, at have en familie og leve op til århundrede gamle idealer om den gode og uselviske hustru.

Jeg tænkte, at jeg aldrig selv ville ende i sådan en konstellation. Uden at kunne formulere det, savnede  jeg meget mere 70'er kampgejst i mine nære omgivelser.

Selvom jeg mener det, jeg siger, kan det let komme til at lyde som om, jeg ikke beundrer min egen mor for noget som helst. Som om hun i mine øjne blev reduceret til opvarterske. Sådan er det slet ikke.

Hun var ikke en del af kvindekampen. Hun viste mig ikke, hvordan man slår i bordet og kræver sit eget engagement mødt med et tilsvarende hos sin mand, men hun lærte hun mig meget andet. Noget af det, jeg beundrer hende mest for er hendes generøsitet - med tid, omsorg og kærlighed. Aldrig at lade ens nærmeste være i tvivl om, at de er førsteprioritet. Solidarisk at yde en indsats der, hvor det brænder på for andre. Dét er i virkeligheden også ret hippie.

Og det allerbedste er, at den form for omsorg ikke længere er forbeholdt kvinder. At mange efterhånden har indset, at det ikke giver mening at definere egenskaber som maskuline eller feminine, at der godt kan være lidt højere til loftet og lidt mere frihed til at vælge.