Gratis lydbog

Hele ugen kan man hente "Hvad man ikke ved" som lydbog på P4's hjemmeside. Det er helt gratis og den er fint indlæst af Grethe Tulinius.

Man kan ovenikøbet hente to lydbøger mere: Gretelise Holms selvbiografi "Jesus, pengene og livet" og A.J. Kazinskis "Den sidste gode mand."

Rigtig god fornøjelse!

En pris

Jeg har fået besked om, at jeg bliver tildelt Det Danske Akademis Otto Gelsted-pris. Jeg er meget stolt, glad og beæret. Prisen kan man læse mere om her.

I samme ombæring får Lars Frost Beatrice-prisen og Jakob Martin Strid får Silas-prisen. Så jeg er også i godt selskab.

2. sektion

Jeg har været i DR 2's 2. sektion og tale om 70'erne og måden hvorpå, den tid bliver ved med at påvirke os i dag. Det kan man se her.

Hvis man vil høre mig tale om "Hvis sandheden skal frem"

kan man følge nedenstående links:

D. 1.10. i DR 2 Morgen indslaget begynder ca 1 time 48 minutter inde i programmet.
D. 4.10. i DR2 Dagen indslaget begynder ca 36 minutter inde i programmet.
D. 14.10. i TV2 Lorrys Lounge og der er jeg på fra begyndelsen.

Nå da da... lesbisk lir?

Man kan regne med Ekstrabladet. Deres anmeldelse af "Hvis sandheden skal frem" har overskriften Svælger i sex. Og lover læseren både gruppeknald og lesbisk lir.

Jeg er bange for, at det er falsk varebetegnelse. Det er sandt, at jeg ikke skriver specielt floromvundet om sex, og eftersom min hovedperson er en del af et frigjort 70'er-kollektiv-miljø, fylder sex naturligvis noget i romanen.

Alligevel får jeg lyst til at sige: Så er det heller ikke værre.

Det er en ret tyk roman, hvor jeg følger en familie i sytten år. I løbet af den tid har Flora to kærester, to elskere, en kortvarig affære med en anden kvinde og så en række løse forbindelser, som jeg kun berører overfladisk. To gange skriver jeg om, at hun er sammen med flere på en gang. Sidemæssigt fylder det ikke voldsomt meget. Derudover tænker hun en del på sex, længes som ung efter at komme af med sin mødom og har nogle ophedede diskussioner med sine kærester og elskere om troskab og mangel på samme. Floras far og hans kæreste dyrker også sex, men de taler om og tænker på helt andre ting det meste af tiden.

Er det virkelig nok til at berettige Ekstrabladets overskrift? Og det for mig overraskende ensidige fokus på de eksplicitte sexscener? Åbenbart. Og i så fald er jeg endnu en gang overbevist om, at vi ikke har helt så afslappet et forhold til vores kroppe og seksualitet, som jeg troede... og som blomsterbørnene drømte om.

I år 2000 blev der offentliggjort en dansk undersøgelse, der sammenlignede mennesker født før 1920 med mennesker født efter 1960. Der kunne man blandt andet læse, at blandt de yngre mænd og kvinder havde 42% haft mere end ti seksualpartnere. Blandt de ældre var tallet for kvinder 1% og 17% for mændene. Den seksuelle debutalder var 16 år for både piger og drenge.

Tallene afslører, at ligestillingen er slået igennem i seksualvanerne, og det er nærliggende at tænke, at den seksuelle revolution har en del af æren. P-piller, fri abort, kvinder på arbejdsmarkedets økonomiske uafhængighed af mænd. At flere mennesker har sex med flere i løbet af et liv, kan man mene om hvad man vil. Jeg synes, det er svært at forestille sig, at det ikke skulle smitte af på vores forhold, ægteskaber og følelsesliv. Et samfunds holdning til sex er et barometer, der fortæller meget om vores selvopfattelse og relationer. Det er en af grundene til, at det er interessant. Og til at jeg ville skrive en bog, der blandt andet forsøger at indkredse, hvordan seksualitet og især kvinders mulighed for at udtrykke sig seksuelt har ændret sig gennem tiden. Det handler nemlig slet ikke kun om sex.

I morgen aften optræder jeg i 2. sektion på DR2. Programmet skal optages i morgen formiddag, og jeg ved, at vinklingen bliver meget mindre sex-fikseret, end den har været andre steder. Det glæder jeg mig egentlig til.

Sex, sex og en sur klumme

Det har været nogle skønne og hektiske dage omkring udgivelsen af "Hvis sandheden skal frem." Jeg er rigtig glad for modtagelsen og oprigtigt overrasket over, hvor mange reaktioner det har affødt, at jeg skriver om sex på trods af, at hovedtemaet i romanen er den seksuelle revolution.

Jeg har selv svært ved at forstå, at nogen tager anstød af det seksuelle indhold i bogen, men ved selvfølgelig, at vi har forskellige grænser og normer. 

Jeg var forberedt på, at mange føler et stærkt ejerskab i forhold til halvfjerdserne. Nogen tror måske ligefrem, at det har været mit ærinde at skrive SANDHEDEN om den tid, selvom det er indlysende, at det var en mangfoldig tid. Og at jeg derfor tager fejl, hvis mine hovedpersoners erfaringer er meget anderledes end deres egne. Det er mærkeligt. Det er trods alt fiktion, ikke en fagbog, ikke et debatoplæg, ikke et essay, ikke et kampagneskrift. Der ligger ganske vist temmelig meget research og temmelig mange samtaler med forskellige mennesker til grund for min roman. Men mine personer er fiktive og min vinkling er klar: Jeg ville gerne undersøge, hvad der skete med seksualiteten, da den blev fri. Og hvad det kom til at betyde for os. Jeg ville skrive om seksualitet, begær, lyst, ulyst, vanskeligheder og glæder. Om at skulle orientere sig i en verden af muligheder, om hvordan seksuelle erfaringer kan være afsindigt vigtige, når man forsøger at finde ud af, hvem man er, og hvem man gerne vil være. Om hvad det vil sige at være kvinde i en kvindekrop, at kaste sit begærlige blik på verden, at lade sig lede, vildlede og forføre i lidenskab. At forsøge at blive fri, at fejle og at lykkes.

Jeg gjorde mig naturligvis en del overvejelser om, hvordan jeg skulle skrive om sex. Jeg ville ikke skrive pornografi, jeg ville ikke skrive en erotisk roman, jeg ville ikke omskrive og lave en hel masse floromvundne, højpoetiske omskrivninger.  Jeg valgte at skrive lige ud ad landevejen og forsøge at undgå klichéer - nogle gange uden omsvøb, nogle gange antydningsvist, altid orkestreret af sprog. Derfor er der ingen figner, lyserøde blomsterknopper, brusende bølger eller summende bier. Der er heller ingen pik-i-kusse-for-effektens-skyld.

Det er ikke sex for sex skyld. Det er ikke for at gejle min læser op, som jeg forestiller mig formålet med en erotisk roman er. Der er en del afsnit, der handler om sex, fordi det er vigtigt for den historie, jeg vil fortælle, og fordi det er en meget væsentlig del af at være menneske. Jeg skriver om, hvordan det er at forsøge at gøre sig fri at alle de mange restriktioner og normer, som historisk set er skabt for at holde seksualiteten nede og sætte kønnet i bås. Læserens egen reaktion på hovedpersonens seksuelle møder er naturligvis en del af den fortælling.

De fleste anmeldere har taget godt imod det hele, også Floras begær og erotiske eventyr. Der er et par undtagelser, og det har jeg det ganske fint med:

Jyllandspostens anmelder har svært ved at tro, at en sekstenårig pige kan have et brændende ønske om at komme af med sin mødom. Det viser vel bare, hvor forskellige mennesker og deres erfaringer er. Kristeligt Dagblads Nils Gunder Hansen synes, det er kedeligt at læse om sex, og det kan jeg jo ikke gøre noget ved. 

At sidstnævnte imidlertid vælger at gøre sin egen sex-træthed til genstand for en hel klumme må være fordi, han alligevel synes det er væsentligt. Overskriften "Ikke helt så meget sex, tak!" udtrykker hans egen orientering i feltet.

Alligevel blev jeg irriteret over nedenstående sure opstød, hvor den ellers udmærkede og belæste anmelder træder helt ved siden af og i karakter som patroniserende og ude af stand til at læse en bog på dens egne præmisser. Han tager fejl på mange områder, og burde måske i første omgang genlæse de interviews, han henviser til. Det virker som bevidst vildledning, at han så åbenlyst fejltolker mine personlige motiver - som han vel dybest set slet ikke kender endsige behøver hverken gisne om eller forholde sig til i sin analyse - og læser sin egen holdning til sex ind i teksten. Det forekommer mig at være den dårligst tænkelige måde at forholde sig til et værk på, selvom det måske i virkeligheden blot er et pip fra den konservative skyttegrav. Under alle omstændigheder har jeg svært ved at forestille mig, hvordan man skulle leve op til hans fordring, når man nu - som jeg - gerne vil skrive om den seksuelle frigørelse og dybest set mener, at sex ikke blot er kommet for at blive, men også er et betydningsfuldt fænomen, der både tåler og kalder på opmærksomhed og udforskning, der med seismografisk præcision fortæller om mennesker og deres forhold til sig selv, hinanden og livet. Også i litterær henseende. Han skriver sådan her, og jeg må med skam melde, at jeg synes, han vrøvler:

Som det fremgår af diverse interviews med Marstrand-Jørgensen, opfatter hun, ejendommeligt for en forfatter på hendes kunstneriske niveau, sin egen roman som en slags kampagnelitteratur til rehabilitering af den seksuelle frigørelse fra 1970' erne. I romanen skal det derfor være lysten, der styrer.

Vi får ikke alene alle disse reklame-, undskyld, sexblokke med rå og direkte ( læs: trivielle) samleje-og orgiebeskrivelser.

Lysten er i romanens handling og for dens personer af princip næsten løsgjort fra alle andre menneskelige motiverende faktorer som følelser, forelskelse, begær, forførelse, magt med mere. Lysten skal være tilfældig og ikke motiveret i andet end sig selv, for hvis den er det, lurer en eller anden ufrihed omkring næste hjørne.

Formødre, mødre, mor.

På tirsdag udkommer min nye roman "Hvis sandheden skal frem." Den foregår i perioden 1975 - 1992 og er en selvstændig fortsættelse af "Hvad man ikke ved" der udkom sidste efterår.

Når jeg bliver spurgt, hvilket forhold jeg selv har til 1970'erne, svarer jeg som regel to ting.

Det ene er, at jeg synes, at 68-generationen skal have genoprejsning og anerkendes for alt det gode, de gjorde i stedet for hele tiden at blive kritiseret for dér, hvor de ikke slog til. De kvinder og mænd, der nu nyder godt af den større ligestilling mellem kønnene, som kvindebevægelsen banede vejen for, må sende en taknemmelig tanke til dem, der tog en væsentlig del af kampen. Det er let at glemme andres indsats, når ens egne privilegier er blevet så indlysende, at de bliver usynlige.

Det andet jeg svarer er, at jeg ikke har noget personligt mellemværende med 70'erne. Selvom jeg er født i 1971, voksede jeg op i en boble af konservatisme i Nordsjælland. Der var ikke ret meget hippieflip i min familie, min skole eller hjemme hos mine venner. Der hvor jeg voksede op, var der stadigvæk mange hjemmegående husmødre i 70'erne. I min egen lille familie var kønsrollerne traditionelle, min mor arbejdede på deltid, min far arbejdede hele tiden. Selvom kvinderne i min familie havde uddannelser og ville være i stand til at klare sig selv, blev mange af mændene serviceret og vartet op. Ingen tvivl om at mændene knoklede på deres arbejdspladser ude i verden, men derhjemme rørte flere af dem ikke en finger.

Det provokerede mig allerede tidligt. Jeg kunne ikke forstå, det skulle være så kønsopdelt. Jeg synes ikke, at mændene anerkendte kvindernes indsats eller var deres privilegier bevidst. Jeg havde - og har - svært ved at se, hvad kvinderne vandt ved det. Den konstante tilsidesættelse af egne behov, var en høj pris at betale for økonomisk tryghed, at have en familie og leve op til århundrede gamle idealer om den gode og uselviske hustru.

Jeg tænkte, at jeg aldrig selv ville ende i sådan en konstellation. Uden at kunne formulere det, savnede  jeg meget mere 70'er kampgejst i mine nære omgivelser.

Selvom jeg mener det, jeg siger, kan det let komme til at lyde som om, jeg ikke beundrer min egen mor for noget som helst. Som om hun i mine øjne blev reduceret til opvarterske. Sådan er det slet ikke.

Hun var ikke en del af kvindekampen. Hun viste mig ikke, hvordan man slår i bordet og kræver sit eget engagement mødt med et tilsvarende hos sin mand, men hun lærte hun mig meget andet. Noget af det, jeg beundrer hende mest for er hendes generøsitet - med tid, omsorg og kærlighed. Aldrig at lade ens nærmeste være i tvivl om, at de er førsteprioritet. Solidarisk at yde en indsats der, hvor det brænder på for andre. Dét er i virkeligheden også ret hippie.

Og det allerbedste er, at den form for omsorg ikke længere er forbeholdt kvinder. At mange efterhånden har indset, at det ikke giver mening at definere egenskaber som maskuline eller feminine, at der godt kan være lidt højere til loftet og lidt mere frihed til at vælge.