Påskenoveller

Selvom det ikke er påske endnu, er der netop udkommet en samling påskefortællinger under overskriften Gennem den kulsorte sky. Den er blevet til på biskops-initiativ, alle bidragsydere har hver fået tildelt en af påskens syv dage og har iøvrigt haft helt frie hænder. Jeg har selv skrevet en novelle, de andre forfattere er Dy Plambeck, Bjarne Reuter, Pia Juul, Harald Voetmann, Lars Husum og Jens Smærup Sørensen.

Det er en fin samling fortællinger med højt til loftet, og jeg har nydt at læse de andres bidrag. De spænder vidt og rækker langt, og det bliver på den måde en bog for alle.

Selv fik jeg tildelt Langfredag, som er påskens mest forfærdelige dag. Derfor er min novelle ikke ligefrem munter. Jeg valgte at flette to historier sammen i novellen: Dels Jesus oplevelse, dels en nutidig fortælling om sorg. For kun ved at anlægge et perspektiv, hvor opstandelsesthistorien endnu ikke er en del af påskefortællingen, kunne jeg fornemme dét, jeg synes er essensen af Langfredag: Smerten der tager til, døden, fraværet, sorgen og et håb, der hele tiden bliver sværere og sværere at få øje på. Uddrager man de eksistentielle temaer, som påskedagene rummer, bliver det relevant på tværs af tid. For selvom livet på mange måder formentlig er lettere og mere bekvemt nu end for 2000 år siden, slår død, lidelse og tab stadigvæk benene væk under os. Og længslen efter at finde mening er givetvis også den samme.

Erik Skyum-Nielsen gæsteanmelder i Kristeligt Dagblad, hvor han holder mere af nogle noveller end af andre. Det ændrer imidlertid ikke på, at han afslutter sin anmeldelse med at skrive, at "(han er) parat til at forære bogen til hvem som helst." Har man adgang til avisen, kan man læse anmeldelsen her.

Hjem

Jeg er dybt begravet i min kommende roman og holder derfor kun ganske få foredrag dette forår. Til efteråret er jeg klar igen. Datoerne bliver hurtigt booket, så send mig gerne en mail snart, hvis I vil have besøg.

Min kommende roman foregår for 3000 år siden på Afrikas Horn, i Yemen og i Israel. Jeg rejste til Etiopien for at se på landskaber, planter, dyr. Og for at tale med kloge folk om landets historie. Det hele bliver vævet ind i min nye bog.

Rejsen var helt igennem fantastisk, og jeg drømmer om at komme tilbage. Det hele genoplives hver dag i min hukommelse, når jeg skriver. Det kan januar og mørk vinter ikke stille noget op imod.

Billederne er fra Simienbjergene og fra Gondar. Se bare at komme at afsted.

Ud

Før i tiden var jeg bange for at køre i metro og i elevator. For at sejle og flyve og bevæge mig nogen steder hen i det hele taget. For vaccinationer og medicin og sygdomme. Tanken om at være afskåret fra omverden på en ø skræmte mig fra vid og sans. Også selv om den ø f. eks lå i Danmark. Jeg var sådan set også bange, når jeg ikke foretog mig noget særligt. Jeg var et omvandrende hamsterhjul af angst og bekymringer.

Af grunde jeg ikke kan gøre rede for, blev jeg ved med at gøre de ting, der tændte min angst. Igen og igen og igen. Og gjorde en hel masse andet også. Det virkede. Nogle dage er jeg stadig tyndhudet og overfølsom og optaget af katastrofer. De fleste dage er jeg ikke. Min verden har forandret sig.

På fredag rejser jeg til Etiopien i ti dage for at lave research til en roman, jeg er ved at skrive. Jeg er ikke 100% zen hele tiden, men jeg glæder mig vildt alligevel. Det er et fremskridt, der gør mig ualmindelig glad.

9x9x9

Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Teater og Gyldendal samarbejder om forestillingen 9x9x9 som netop har haft premiere i dag.

Ni forfattere har hver valgt et billede fra museets samlinger og fået frie hænder til at skrive en tekst. Ni skuespillere opfører teksterne foran billederne ni søndage i løbet af efteråret.

Jeg har selv skrevet om Abraham Bloemaerts Apollon og Diana straffer Niobe ved at dræbe hendes børn. Billedet er fra 1591 og motivet er grusomt.

Da jeg skulle finde mit maleri, var der kun salene med ældre europæisk kunst tilbage. Da jeg primært holder af moderne kunst, var det en vanskelig opgave at vælge. Jeg kan sagtens se at ældre værker er kunsthistorisk interessante, at de kan være sublimt udført osv - men af en eller anden grund bliver jeg sjældent grebet. Jeg bliver så underligt træt, når jeg går gennem de sale på museet.

Da jeg kom til Bloemaerts maleri, blev jeg overvældet - ikke af skønhed eller rørelse, men først og fremmest fordi jeg blev frastødt. Det er mig ubegribeligt, at man kan forvandle så tragisk en fortælling - Niobes ni børn bliver dræbt fordi deres mor pralede med sin frugtbarhed - til et uempatisk studie i anatomi, skønhed og ophøjethed. Og det var i virkeligheden den undren, der satte mig i gang.

Andrea Vagn Jensen fremfører teksten, og det gør hun meget, meget fint. Det fungerer vældig godt, at gå fra værk til værk og høre meget forskelligartede tekster fremført af dygtige skuespillere.

Man kan læse om de andre forfattere, værker og skuespillere og købe sin billet her.

Stille her, snart ferie.

Første halvdel af 2014 har været usædvanlig travl. I de næste to år er jeg formand for Statens Kunstfonds Litteraturudvalg. Udvalgsarbejdet er i sig selv ganske krævende, og i kølvandet på vores forårsuddeling opstod der stor debat og palaver. Hvad jeg har at sige om den sag, kan man læse her.

Samtidig er jeg i fuld gang med at skrive en ny roman. Det er et vanvittigt, tidskrævende og researchtungt projekt, jeg har kastet mig ud i. Mere vil jeg ikke røbe lige nu. Om halvanden uge rejser jeg til Israel med min familie. Det er både ferie og research og har i hvert fald intet med Kunstfonden at gøre.

Portrætprogram på DR K

DR K har lavet en serie portrætter af fem forskellige kvindelige forfattere. Jeg er en af dem og udsendelsen med mig blev sendt i går aftes. Den kan også ses her. Optagelserne er lavet lige omkring udgivelsen af "Hvis sandheden skal frem" - kaotiske, travle, dejlige og trætte dage.

Eget værelse

Jeg har altid siddet hjemme og skrevet. Fordi jeg bedst kunne lide det, og fordi det var praktisk. Engang fungerede det upåklageligt, det gør det ikke længere. Fire børn der bliver syge på skift, der møder sent og kommer tidligt hjem og stikker hovedet ind for at spørge om dit eller dat. Blikkenslagere og postbude og viceværter der ringer på hos mig, fordi de har fundet ud af, at jeg som regel er der. Rædslen i mine øjne, hvis min mand skulle få den afsindige idé at ville arbejde hjemme en enkelt dag. Katten der kradser på døren eller brækker sig demonstrativt, hvis den ikke får lov til at ligge på tastaturet. Mit skrivebord forvist til et hjørne af soveværelset.

Jeg er igang med research til en ny roman, der foregår i en tid, jeg ikke ved ret meget om, på et sted jeg endnu ikke kender. Det er en verden, der skal befolkes, romanpersoner der skal opstå, landskaber jeg skal kunne bevæge mig igennem. Det kræver ro og koncentration, og for en måned siden var jeg så desperat, at jeg var ved at gå ud af mit gode skind. 

Det er jeg ikke mere. Jeg har nemlig for første gang nogensinde fået mit eget kontor med en dør, der kan lukkes. 

Selvom det regner, og jeg har vinter-klaustrofobi, gør det ikke så meget idag. Jeg har sat mig bag mit skrivebord i hjertet af København. Det venter jeg mig meget af. Det her er udsigten: