Forfatterskab? Moderskab? Hvilket skab?

For nylig opstod der en debat på forfatteren Henriette Rostrups facebookside om forældreskab og forfatterskab. Præcis hvordan og hvorfor kan man læse om på hendes blog. I virkeligheden kom den til at handle mest om moderskab, alene af den grund at det er de færreste mandlige forfattere, der bliver konfronteret med spørgsmålet om, hvordan de får skrift og faderskab til at gå op.

Jeg har holdt mange foredrag og talt med mange læsere. Det er inspirerende og positivt, og noget jeg holder meget af at gøre. Det eneste som irriterer mig er, når mor-spørgsmålet bliver stillet. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange læsere (primært ældre kvinder) har spurgt mig, hvordan jeg kan være mor og forfatter samtidig. Et par gange er jeg blevet spurgt, om jeg nogensinde har glemt mine børn (?!), om det overhovedet er muligt på forsvarlig vis at kombinere moderskab og forfatterskab, og om skrivning ikke rummer en form for vanvid, der må gå ud over børnene. En enkelt gang er jeg også blevet spurgt - da jeg flere gange har taget mine børn med på researchrejser - om de så ikke er rodløse "cirkusbørn". Researchen var i parentes bemærket til mine Hildegard-bøger og gik til det sydlige Tyskland + middelalderkirker i hele Europa, og var altså ikke til mine romaner om den gang kærligheden blev fri.

I facebookdebatten blev Jens Christian Grøndahl citeret for at have sagt, at det er umuligt at kombinere forfatterskab og forældreskab, og at f. eks Tove Ditlevsen var en halv forfatter af samme grund. En anden citerede Richard Ford for at have sagt, at man bliver en dårligere forfatter af at have børn. Det er i sagens natur en gratis (og ualmindelig dum) udtalelse, da det ikke kan efterprøves i praksis - med mindre han naturligvis mener, at ethvert allerede eksisterende forfatterskab svækkes mærkbart, når forfatteren får børn. Ford har i et interview opstillet ti regler for skrivning.  Blandt en række ellers fine karma-agtige regler er regel nummer to, at man ikke skal få børn. Den første regel er, at man skal sikre sig, at den man gifter sig med forstår og støtter, det man laver.

Det med at vælge en støttende partner er en fin regel. Ikke kun for forfattere, men for alle mennesker. Det med børnene er jeg af indlysende grunde uenig i.

I virkeligheden kunne jeg være ligeglad, men det er jeg ikke. Det skyldes givetvis, at jeg selv har børn, men det er ikke hele forklaringen. Det skyldes helt sikkert også, at jeg har en indbygget modvilje mod at mennesker skal opstille den slags regler for andre end sig selv, men det er heller ikke grund nok til, at jeg bliver så provokeret.

Da jeg læste bagsiden af Politiken idag, kom jeg igen op i det (lyse)røde felt og nærmere en forståelse af, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør. Det handler om køn og ligestilling. Om at tage sig selv alvorligt og nægte at blive bombet tilbage til de hæslige, forklædeblomstrede gamle dage. Om at stå ved, at det man laver og brænder for har værdi. Ikke kun som produkt, men også som fænomen. Om at det at være en god mor også handler om at være en god rollemodel og at det - set med mine øjne - kræver andet end opofrelse og gammeldags dyder. Egentlig ville det aldrig have faldet mig ind, at det kunne være et uoverstigeligt problem at kombinere skrivning og børn, hvis jeg ikke hørte det fra andre. Hvis jeg ikke så den ene kvindelige kunstner efter den anden tabe pusten og miste gejsten og hensynke i årelang tavshed efter den første fødsel. Jeg tror aldrig, jeg har set det samme ske for mænd. Og vi lever vel at mærke i år 2013.

At det kan rumme udfordringer at kombinere forældreskab og forfatterskab er indlysende, for hvilke menneskelige forhold, der involverer forskellige interesserer gør ikke det? At det skulle være umuligt? Glem det!


På bagsiden af Politiken kan man idag læse Marie Tetzlaffs interview af Charlotte Weitze i anledning af udgivelsen af hendes nye roman "Harzen-sanger." Allerede i rubrikken slås temaet an med spørgsmålet: Hvordan kan kærlighed, kunst og moderskab eksistere sammen? Forfatterens svar kan læses i slutningen af interviewet. Jeg blev provokeret, anfægtet og irriteret på samme tid. Både af det ensidige fokus - som dog hænger sammen med romanens tema og bagsideinterviewenes format. Og af Weitzes svar.

Lad mig slå fast med det samme, at jeg ikke kender, men kun har et godt indtryk af Weitze som person. Jeg synes tilmed, hun er en fantastisk forfatter. Jeg synes også, det er vigtigt, at man kan tale om moderskab og forfatterskab, og om hvor det brænder på. At mennesker er forskellige og kan have forskellige erfaringer er jeg også med på. Men når Weitze siger man frem for jeg, gør hun sine udtalelser almene.

Der står f. eks følgende:

"(...) den opmærksomhed man har på en roman, er den samme som den, man har på et lille barn. (...) Man er nødt til at leve sig ind i (de små børn) og nærmest være dem for at kunne hjælpe dem. Og det er måske det samme sted i hjernen, man bruger, når man skal leve sig ind i en roman."

og slutbemærkningen, hvor Weitze svarer på Tetzlaffs spørgsmål om, hvorvidt det er en besværgelse, at hun lader den lille familie i romanen overleve (på bekostning af kunsten):

"Jeg tror ikke, jeg kunne holde ud - som min livssituation er nu - at skulle ende med, at de gik fra hinanden. Så hellere ofre, hvad der skal ofres."

Som sagt: Weitze taler ud fra sine personlige erfaringer, og dem kan man ikke stille spørgsmålstegn ved. Men når hun siger man, bliver det alment og det ændrer det lille formildende måske, ikke ret meget ved. Og hvis man skal tage det for gode varer, betyder det altså:

- at forældre (primært mødre, forestiller jeg mig) ikke har plads til andet end deres børn i HJERNEN. At empaticentret er helt fyldt ud, når børnene er små, og at man derfor ikke kan skrive. Jeg forestiller mig, at det må være et stort problem for andre faggrupper også - psykologer, læger, sygeplejersker.

- at der findes et regnskab, som man er tvunget til at være en del af, som handler om, at noget må ofres, at det er enten familie eller kunst, enten børn eller den ild der antænder ord. Og hvilket menneske, hvilken mor, vil ikke straks gøre honnør og sige ja og amen til, at det aldrig er børnene (eller den hellige familie) der skal ofres?

Og selvfølgelig skal børnene ikke ofres. Problemet er, at jeg slet ikke kan få øje på, hvorfor i alverden de skulle blive det. Og hvorfor i alverden mødre villigt tager imod invitationen til den dans, der fordrer så pilrådden en grundantagelse, at de dels bærer ansvaret for hele familiens trivsel, dels ikke kan eller må gøre det, de elsker at gøre uden det stjæler noget fra børnene. At retten til at tænke en eneste egoistisk tanke bliver tabu i det øjeblik man får et barn i sin varetægt.


Jeg har tre børn. Den yngste er et år, den ældste er seksten. De har hver deres far og uden at fornærme nogen, kan man godt sige, at jeg har stået for stort set det hele, hvad angår de to ældste. Jeg forlod min mellemstes far, da jeg var gravid og har været alene med mine ældste børn i mange år. Nu bor jeg sammen med mine tre børn og min mand og halvdelen af tiden har vi også glæden af hans søn fra et tidligere ægteskab.

Jeg debuterede i 1998. På det tidspunkt var min ældste et år og digtsamlingen var skrevet, mens han lå i min mave. Siden er det blevet til en del flere bøger. Nogle af dem er skrevet, mens børnene sov og jeg havde barsel.


Som alle andre mennesker, der brænder for det, de laver, synes jeg af og til det er svært at få enderne til at mødes. Nogle gange måtte døgnet gerne have flere timer. Og som mange andre forældre tænker jeg meget over, hvordan jeg er den bedst mulige mor for de børn, jeg af egen fri vilje har valgt at sætte i verden.

Givet mit ønske om at være der for mine børn i den korte tid, de netop er børn, har der i sagens natur ikke været mange muligheder for at trække stikket ud og lade mig opsluge fuldstændigt i døgndrift af min skrivning. Jeg har vist været på 3 x 1 uges skriveophold i løbet af hele mit forfatterskab.

Forfatterarbejdet er hæmningsløst og grænseløst i sin natur. I sin essens vil det hele tiden trække mig væk fra andre mennesker, det fordrer ro, rum, at jeg kan slå mure om mine tanker og isolere mig med ordenes ekstatiske, besværlige, krævende strøm. Det er lystpræget og angstpræget at skrive. Det er kompromisløst, udsat og til tider vanvittigt. Det er det absolut modsatte af at være mor.

Sammen med mine børn fordres nærvær, ansvarlighed, lydhørhed og en bunke andre dyder, som i glimt får forfatterskabet til at klapre hidsigt med lågen. Klapre, klapre, klapre, som morsesignaler, SOS, vær her og ingen andre steder.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at det er et enormt arbejde, som kræver stor selvdisciplin at skrive i det hele taget. Det bliver ikke mindre, når man har børn. Og slet ikke, når man ikke har nogen at dele det daglige ansvar med. Det rummer en konstant ambivalens, et træk i modsatte retninger, som i visse øjeblikke kan føles umenneskeligt. Til gengæld rummer det også fantastiske muligheder - at lade moderskab og forfatterskab stå side om side og klapre med hver deres låge. Der kan opstå en hel symfoni på den måde. Jeg har f. eks lært at kickstarte min skrivning og tune ind på min skaberevne i løbet af et splitsekund. At skabe en fiktiv fornemmelse af, at jeg har uendelig tid til min rådighed, så jeg uden vanskeligheder kan springe ud i dén afgrund, hvor ord og fortællinger ligger på lur selvom jeg med min fornuft ved, jeg kan blive afbrudt om ti minutter. At skrive hver eneste gang, det kan lade sig gøre uden at spørge mig selv om jeg er træt, har lyst, hellere vil spise fyldte chokolader på sofaen. Eller om jeg burde gøre noget andet. Gøre rent, vaske tøj, lave praktiske ting. At have børn har givet min tilværelse en ny dimension. Det har lært mig så meget, at det er meningsløst at begynde at remse det op. Jeg tror ikke, man bliver et bedre eller dårligere menneske af at have børn. Jeg tror heller ikke på den fortærskede sang om, at det er den eneste måde, hvorpå man kan lære at forstå betingelsesløs kærlighed. Men jeg ved, at det i tilfældet MIG har været en entydig berigelse, som har givet mig flere nuancer og flere strenge at spille på. Og den indlevelsesevne jeg bruger for at skabe mine fiktive personer gør mig ikke til et mindre empatisk mor-menneske.

Jeg vil ikke synge den meningsløse sang om, at fordi jeg kan, så kan alle. Det har jeg absolut ingen forudsætninger for at sige. Men jeg får lyst til at slå i bordet og råbe: Mødre, stå fast! Tag kunsten og dig selv alvorligt. Lad være med at tro på skrønen om af den gode mor skal ofre alt. Man tager ikke noget fra nogen ved at brænde. Man kan faktisk risikere at give noget tilbage.

Find den partner, som Ford taler om. Eller lad være med at have en. Nytænk familien, tag ansvar, gør noget. Vi har allerede set generationer af kvinder, der trådte ned fra tribunen, når de fik børn. Eller helt lod være med at gå derop. Jeg har lyst til at råbe det meget højt: Det er en myte, som er skabt for at holde kvinder nede, at det ikke kan lade sig gøre. Det kan godt være, vi skal kæmpe for det. At vi skal insistere, sætte alt ind, rive og flå og kræve. Det er bedre end at bøje nakken og indordne sig under en tonstung kulturel forestilling om den gode mor. I alle de tilfælde hvor der er to forældre på banen, er det ikke kun den enes ansvar. Det er når vi tror det, at ligestillingen dør. De fleste nogenlunde moderne mænd vil nok gerne være med til at skrive under på, at forældreskab er noget man gør sammen. Man bliver ikke en dårlig eller uansvarlig mor af at have andet end sit barn at gå op i. Man bliver heller ikke en dårligere forfatter af at gøre andet end sit forfatterskab til det vigtigste.

Men måske kræver det et opgør med en hel håndfuld kunstnermyter. At stor kunst kræver døre, der kan lukkes i ugevis, at andre mennesker må træde varsomt i den store kunstners nærvær, at de skal stå ret så inspirationen kan indfinde sig. At egoet skal pudses og plejes og værnes om. Hov, det ligner jo næsten den gamle, udtrådte kliche om den mandlige kunstner.