Sted

"Hvad man ikke ved" foregår i et land, jeg selv har fundet på. Jeg kalder det for Landet. Hovedstaden hedder Farring, den næststørste by Rossel og den forstad, hvor mine hovedpersoner bor, har jeg kaldt Vase.

Det er et vestligt land, et på én gang fremmed og genkendeligt land, et land som læseren forhåbentlig danner sig egne billeder af og hurtigt kan finde rundt i. Nogle læsere er overbeviste om, at det er Danmark. Andre at det er USA, Frankrig eller noget helt fjerde. Det tager jeg som et udtryk for, at de har taget stedet til sig og gjort det til deres eget.

Jeg valgte at gøre det sådan af flere grunde. Først og fremmest ville jeg gerne have, at læseren og jeg selv kunne møde mine personer uden at bedømme dem på baggrund af forudindtagede meninger om bestemte steder. Det gør jeg selv hele tiden. Hvis nogen siger Hellerup eller Nørrebro, danner jeg spontant indre billeder og forestillinger. Ligeledes hvis man siger Århus, Risskov, Nørresundby, Femø eller Odense.

Da jeg var i Oslo tidligere på ugen, og der var nogen, der talte om at en eller anden typisk og umiskendeligt stammede fra et bestemt sted i Norge, tænkte jeg, at det både rummer frihed og desorientering ikke at forstå, hvad de talte om. For mig, der ikke kender Norge på den måde, var stedet ikke andet end et navn og idéen om et landskab. Jeg forestiller mig at mødet med det andet menneske på den måde bliver mere fordomsfrit, end det ellers ville have været.

Jeg ville også gerne have den størst mulige frihed til at lade mine personer agere uden at tage strengt nationalpolitiske hensyn. Jeg ville lave et portræt af en tid og nogle personer, der var koncentreret om større tendenser i tiden end nationale strømninger. Opgøret med tidligere generationer og længslen efter frihed fik mange forskellige udtryk i 60'erne og 70'erne. Nogle meget lokale, andre mere omsiggribende og fælles.

At følge med ind i Landet kræver selvfølgelig en vis nysgerrighed og overgivelse hos læseren. Bliver man alt for forhippet på at finde ud af hvor romanen VIRKELIG foregår, tror jeg man går glip af noget.

Tilbage

Jeg er tilbage i København efter efter nogle fine og intense dage i Oslo. Mit norske forlag var fantastiske værter og jeg fik både talt med journalister og set det helt nye og anbefalelsesværdige Astrup Fearnley museum på Tjuvholmen.

Selvom jeg efterhånden har talt om mine Hildegardbøger mange gange, er hvert eneste interview noget særligt. For mig handler det ikke om, at jeg skal fortælle noget, jeg har sagt hundrede gange før, men om et møde og en samtale med et nyt menneske. En af journalisterne havde sågar en gave med til mig. Han gav mig tre digtsamlinger af Steinar Opstad, som jeg ikke kendte i forvejen. Jeg har endnu ikke haft tid til at læse dem ordentligt. Men det tegner godt, for hver gang jeg har åbnet bøgerne og læst lidt her og lidt der, er jeg blevet fanget.

Opstad skriver også om Hildegard i et digt i samlingen Samle øksene inn for kvelden.
Han forestiller sig først at være hende, men ender med at skrive, at han nok bare forbliver sig selv

- det vil si en som skriver dikt
som en håndfull menn strides om
La de bare stride, sier Hildegard,
og elsk din ensomhet slik du elsker uendeligheten.

Og selvom digtet er meget længere og meget større end disse få linjer, er det præcis så sært først at skrive i ensomhed, siden at lade andre kaste granskende og vurderende blikke på de ord, som er vokset frem af ens tanker.

Interviews, Norge og den lille bamse

Interviewet med mig i Berlingske blev rykket til næste søndag. På fredag kan man også læse et interview i Kristeligt Dagblad. Selvom jeg ikke har læst det endnu, tror jeg vi kommer vidt omkring - det gjorde vi i hvert fald i samtalen.

I disse dage udkommer Hildegard II i Norge, og jeg tager til Oslo for at tale med journalister og møde mit rare norske forlag.

Mit yngste barn er kun 10 måneder, så hun kommer med. Denne gang med hendes mormor som passer. Min lille pige er sin unge alder til trods temmelig berejst. Hun har været med rundt i landet, når jeg skulle holde foredrag og i udlandet til boglancering og optræden og på ferie. Det er selvfølgelig mere krævende, end hvis jeg rejste alene. Men det er også hyggeligt, og hun tager det i stiv arm. Derfor er den lille sovebamse, som hun fik i dåbsgave af to af sine faddere, blevet det vigtigste i tasken, når jeg er på farten for tiden.

Anmeldelser

Det har været en vild, træt og glad udgivelses-uge.

Hvad man ikke ved har fået fine anmeldelser, og det er jeg selvfølgelig ualmindelig glad for.

I Weekendavisen kalder Klaus Rothstein bogen for en vellykket og grum psykologisk velfærdsthriller, som er på højde med Hildegard-bøgerne. Han mener at det er en roman, som alle kan spejle sig i.

I Information skriver Marie Louise Kjølbye, at jeg "har en fabelagtig evne til at kalde indre universer til live (...) beskrevet med en minutiøs sanselighed, som Anne Lise Marstrand-Jørgensen mestrer."

I Kristeligt Dagblad skriver Nils Gunder Hansen, at bogens er lykkedes "i emninent grad" og kalder det ligefrem "realistisk litteratur som kunstnerisk mirakel."

I Jyllandsposten skriver Henriette Bacher Lind, at det er "en velklingende roman om mislyden mellem ideal og virkelighed."

Eva Pohl fra Berlingske Tidende synes, "der kastes modige blikke på familien og den seksuelle frigørelse i 1960'erne og 1970'erne" og at det gøres både med glimt i øjet og en dynamik der peger frem.

Marie Tetzlaff er i Politiken ikke glad for, at hun på den ene side læser det som en Danmarkskrønike og på den anden side ikke kan stedfæste romanen, eftersom geografien og stednavnene ikke er genkendeligt danske. Selvom hun synes, at det trækker ned (hvor f. eks Nils Gunder Hansen tværtimod synes det lægger til) skriver hun, at mit "...speciale er stadig at skrive krøniker med hyppig inddragelse af hovedpersonernes indre liv og originale, sanselige beskrivelse." Hun sammenligner med universet i Mad Men, med Christian Kampmanns Gregersen-saga og med Kirsten Thorups "Himmel og Helvede."

I Elle (hvor man også kan læse et lille interview med mig) kommer Marie Louise Wedel Bruun også til at tænke på Mad Men og skriver, at det er "en af årets store bøger. Det bliver svært at vente på toeren (...) succesforfatteren bag Hildegard-bøgerne imponerer igen med en pageturner af rang."

Film

Gyldendal har lavet en lille film i anledning af udgivelsen af "Hvad man ikke ved". Den kan man se her. Den handler om romanen, om mig og om kærlighed.

På søndag d. 30. 9. kan man læse et interview med mig i Berlingske, hvor jeg også taler om min bog.

Opløsning?

Bagsidetekster er vanskelige at skrive. Det bliver ikke lettere, når man skal uddrage essensen af en omfangsrig roman. Jeg har selv været med til at skrive bagsideteksten til Hvad man ikke ved, og synes den er blevet præcis, som den skal være. Alligevel bliver jeg ved med at kredse om, at der står, at den handler om en familie, der går i opløsning. På en måde lyder det forfærdelig trist. Som om de bliver overhældt med syre, forsvinder eller falder fra hinanden.

Det kunne også lyde, som om jeg er en af dem, der begræder kernefamiliens almindelige forfald og skilsmissestatistikkerne. Det er jeg egentlig ikke. Jeg synes hverken, det behøver være en skam eller en ulykke at blive skilt, selvom det kalder på stor ansvarlighed, især hvis der er børn involveret. Jeg ville meget nødigt leve dengang, hvor det var forbundet med social stigmatisering ikke at kunne leve lykkeligt sammen til dagenes ende. Og jeg synes kun verden bliver rigere og bedre, når vi har frihed til at vælge, hvordan vi vil leve - med eller uden børn.

Derfor synes jeg heller ikke, det er helt sandt, at sige at familien i min bog går i opløsning. De holder fast i hinanden trods alt. Men det er man nok nødt til at læse bogen for at blive klogere på.

Nedtælling

Min roman er ankommet, der er tolv dage, til den udkommer. Det er et mærkeligt og særligt øjeblik at have den i hænderne for første gang. Så er den virkelig i verden. Og helt ude af mine hænder.

Ida Balslev-Olesen skal have stor tak for indsatsen med det smukke omslag. På billedet herover kan man ikke se, hvor flot den også er på indersiden af omslaget. Under flapperne finder man nemlig en nattehimmel med månen og Sirius, og det er der også en mening med.

Bagsideteksten lyder sådan her: Hvad man ikke ved beskriver en familie, der går i opløsning i forældrenes ønske om at følge med ungdomsoprørets kærligheds- og frihedsidealer - ikke mindst den seksuelle frigørelse. Romanen handler om forholdet mellem mænd og kvinder og seksualitet gennem generationer, om frihedsdrømme og længslen efter at høre til.

Det er vanskeligt at koge 541 romansider ned til en lillebitte, repræsentativ tekst. Men det ér det, den handler om. Plus en hel del andet.

Familien hedder Horn til efternavn og består af Alice og Eric og deres tre børn, Marie-Louise, Flora og Martin. Det meste af handlingen foregår mellem 1969 og 1975, og der er afstikkere tilbage i tiden til 1940'erne og 1950'erne.

Som om det ikke var nok, kommer der en bog mere om samme familie. Efter planen til næste efterår.