Godt nytår

Det har været et travlt efterår, så jeg har ikke skrevet meget på bloggen.
Foråret bliver også travlt. Jeg har opdateret kalenderen for første kvartal.
Jeg har fået en forfatterside på Facebook, hvor der af og til er konkurrencer og spas.
Den finder du her: https://www.facebook.com/Anne-Lise-Marstrand-Jørgensen-forfatter-1488584141472049/?fref=ts

Bogforum

På Bogforum kan du møde mig her:

Lørdag 11.30 på Scenen - Debat om Danmarks krigsdeltagelse. Sammen med Carsten Jensen og Kristina Stoltz. Martin Krasnik interviewer.

Lørdag 15.15 på Gyldendals Tranescene 1. Samtale med Nanna Mogensen om "Dronningen af Saba & Kong Salomon"

Lørdag 16.00 på Kristeligt Dagblads Forlags stand. Sammen med Jens Smærup- Sørensen om at skrive skønlitteratur ud fra Biblens påsketekster. Kristian Ditlev Jensen er ordstyrer.

Søndag 11.00 på DR Scenen er jeg Kultursøndags gæst og fortæller om "Dronningen af Saba & Kong Salomon"

Søndag 15.30 på Scenen. Samtale med Nanna Mogensen om "Dronningen af Saba & Kong Salomon"

Læsere

Gode avisanmeldelser er skønne.
Læseranbefalinger er ikke mindre skønne.
Dronningen af Saba & Kong Salomon lå nummer 5 på bestseller-listen i weekenden.
Og så har jeg lige læst denne fine blog.
Der er meget at være glad for

Modtagelse

"Dronningen af Saba & Kong Salomon" er ude i verden. Jeg har holdt de første foredrag, talt med de første læsere og fået fine anmeldelser. Og så er den blevet solgt til Italien allerede.

I Berlingske giver Eva Pohl den 5 stjerner og afslutter med disse ord "Hun har researchet grundigt ved selv at rejse i de områder, hun skriver om, og hun fletter eviggyldige spørgsmål om hengivelse og magt sammen med landskabet. Altsammen i et værk, der er båret af et strømmende poetisk sprog og af fascination af kvindelig ambition og styrke.

Man lader sig gerne bære på vingerne." 

Informations Erik Skyum-Nielsen kalder under overskriften "Henført kærlighedshyldest" romanen for et storværk og "en klogskabsbåren og lidenskabsdreven eventyrlig roman."

Svend Skriver fra Kristeligt Dagblad mener i sin gode anmeldelse, at "det er svært at ønske sig mere af dansk litteratur."

Politikens anmelder skriver "tempoet styres overlegent og sproget sprudler."

Nordjyske giver 5 stjerner.

Litteratursiden skriver, at sproget er i en klasse for sig og kalder bogen "en meget læseværdig roman, der gør myter og bibelske fortællinger lyslevende med komplekse problemstillinger, der også er aktuelle i dag."

Kun Jyllandsposten mørkemand Johs H. Christensen er i mildest talt ikke begejstret. I en opremsning af egne idiosynkrasier får han sagt, at mine Hildegard-romaners publikum består af kvinder og sødladne præster. Jeg tilføjer for egen regning, at hvis man er sådan en - eller bare kunne lide Hildegard-bøgerne - kan det være, man alligevel vil få lidt ud af at læse "Dronningen af Saba & Kong Salomon."

Jeg er glad og lettet og glæder mig til at møde endnu flere læsere rundt omkring i landet i den kommende tid.

Snart

Korrekturen er læst, omslaget lavet. D. 10. oktober udkommer min roman med den lange titel "Dronningen af Saba & Kong Salomon."

Jeg overvejede at nøjes med at kalde den "Dronningen af Saba," men det var ikke retfærdigt overfor Salomon. Det er nemlig en dobbeltfortælling om de to - og den verden af myte og virkelighed, de er skabt af.

Peter Stoltze har lavet omslag. Jeg synes, det er smukt.

Påskenovelle

Min påskenovelle kan læses her. Jeg fik Langfredag at skrive om, så den er ikke just munter.

Dronningen

I løbet af foråret bliver jeg færdig med min kommende roman. Den har ikke fået titel endnu, men den udkommer til efteråret. Den bliver ret omfattende, men som noget helt nyt: Kun i ét bind. 

Der ligger et gigantisk researcharbejde bag, som af og til har været ved at tage pippet fra mig. Mest fordi det længe var svært at få fat i ordentlige kilder og vanskeligt at komme til at besøge de steder, hvor handlingen udspiller sig. Men så indtraf magien i løbet af sommeren: Jeg begyndte at møde mennesker - til middagsselskaber, når jeg holdt foredrag, gennem venners venner -  som var eksperter i lige præcis dét, jeg gerne ville vide noget om. Eller som kendte en, der var. Og jeg tog på min hidtil mest fantastiske research-rejse til Etiopien.

Romanen handler om Dronningen af Saba og Kong Salomon. Den historie findes både i Biblen, Koranen og i det etiopiske nationalkvad Kebra Negast. Skildringen af Salomon er tilmed meget ens i Islam (hvor han kaldes Sulayman og er profet) og i Det Gamle Testamente. Der er meget diskussion om, hvor Saba egentlig lå og om hvor Dronningen stammede fra (og om hun overhovedet fandtes). I min historie kommer hun fra Etiopien og hedder Makeda, som etioperne mener, hun gjorde. Og det sabeanske rige sig strækker sig fra Etiopien til Yemen. 

Grunden til at jeg kastede min kærlighed på hende er ganske personlig, og den fortæller jeg en anden gang.

På billedet kan man se en etiopisk gengivelse af Makeda. Og jeg siger jer, hun er et spændende bekendtskab.

Påskenoveller

Selvom det ikke er påske endnu, er der netop udkommet en samling påskefortællinger under overskriften Gennem den kulsorte sky. Den er blevet til på biskops-initiativ, alle bidragsydere har hver fået tildelt en af påskens syv dage og har iøvrigt haft helt frie hænder. Jeg har selv skrevet en novelle, de andre forfattere er Dy Plambeck, Bjarne Reuter, Pia Juul, Harald Voetmann, Lars Husum og Jens Smærup Sørensen.

Det er en fin samling fortællinger med højt til loftet, og jeg har nydt at læse de andres bidrag. De spænder vidt og rækker langt, og det bliver på den måde en bog for alle.

Selv fik jeg tildelt Langfredag, som er påskens mest forfærdelige dag. Derfor er min novelle ikke ligefrem munter. Jeg valgte at flette to historier sammen i novellen: Dels Jesus oplevelse, dels en nutidig fortælling om sorg. For kun ved at anlægge et perspektiv, hvor opstandelsesthistorien endnu ikke er en del af påskefortællingen, kunne jeg fornemme dét, jeg synes er essensen af Langfredag: Smerten der tager til, døden, fraværet, sorgen og et håb, der hele tiden bliver sværere og sværere at få øje på. Uddrager man de eksistentielle temaer, som påskedagene rummer, bliver det relevant på tværs af tid. For selvom livet på mange måder formentlig er lettere og mere bekvemt nu end for 2000 år siden, slår død, lidelse og tab stadigvæk benene væk under os. Og længslen efter at finde mening er givetvis også den samme.

Erik Skyum-Nielsen gæsteanmelder i Kristeligt Dagblad, hvor han holder mere af nogle noveller end af andre. Det ændrer imidlertid ikke på, at han afslutter sin anmeldelse med at skrive, at "(han er) parat til at forære bogen til hvem som helst." Har man adgang til avisen, kan man læse anmeldelsen her.

Hjem

Jeg er dybt begravet i min kommende roman og holder derfor kun ganske få foredrag dette forår. Til efteråret er jeg klar igen. Datoerne bliver hurtigt booket, så send mig gerne en mail snart, hvis I vil have besøg.

Min kommende roman foregår for 3000 år siden på Afrikas Horn, i Yemen og i Israel. Jeg rejste til Etiopien for at se på landskaber, planter, dyr. Og for at tale med kloge folk om landets historie. Det hele bliver vævet ind i min nye bog.

Rejsen var helt igennem fantastisk, og jeg drømmer om at komme tilbage. Det hele genoplives hver dag i min hukommelse, når jeg skriver. Det kan januar og mørk vinter ikke stille noget op imod.

Billederne er fra Simienbjergene og fra Gondar. Se bare at komme at afsted.

Ud

Før i tiden var jeg bange for at køre i metro og i elevator. For at sejle og flyve og bevæge mig nogen steder hen i det hele taget. For vaccinationer og medicin og sygdomme. Tanken om at være afskåret fra omverden på en ø skræmte mig fra vid og sans. Også selv om den ø f. eks lå i Danmark. Jeg var sådan set også bange, når jeg ikke foretog mig noget særligt. Jeg var et omvandrende hamsterhjul af angst og bekymringer.

Af grunde jeg ikke kan gøre rede for, blev jeg ved med at gøre de ting, der tændte min angst. Igen og igen og igen. Og gjorde en hel masse andet også. Det virkede. Nogle dage er jeg stadig tyndhudet og overfølsom og optaget af katastrofer. De fleste dage er jeg ikke. Min verden har forandret sig.

På fredag rejser jeg til Etiopien i ti dage for at lave research til en roman, jeg er ved at skrive. Jeg er ikke 100% zen hele tiden, men jeg glæder mig vildt alligevel. Det er et fremskridt, der gør mig ualmindelig glad.

9x9x9

Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Teater og Gyldendal samarbejder om forestillingen 9x9x9 som netop har haft premiere i dag.

Ni forfattere har hver valgt et billede fra museets samlinger og fået frie hænder til at skrive en tekst. Ni skuespillere opfører teksterne foran billederne ni søndage i løbet af efteråret.

Jeg har selv skrevet om Abraham Bloemaerts Apollon og Diana straffer Niobe ved at dræbe hendes børn. Billedet er fra 1591 og motivet er grusomt.

Da jeg skulle finde mit maleri, var der kun salene med ældre europæisk kunst tilbage. Da jeg primært holder af moderne kunst, var det en vanskelig opgave at vælge. Jeg kan sagtens se at ældre værker er kunsthistorisk interessante, at de kan være sublimt udført osv - men af en eller anden grund bliver jeg sjældent grebet. Jeg bliver så underligt træt, når jeg går gennem de sale på museet.

Da jeg kom til Bloemaerts maleri, blev jeg overvældet - ikke af skønhed eller rørelse, men først og fremmest fordi jeg blev frastødt. Det er mig ubegribeligt, at man kan forvandle så tragisk en fortælling - Niobes ni børn bliver dræbt fordi deres mor pralede med sin frugtbarhed - til et uempatisk studie i anatomi, skønhed og ophøjethed. Og det var i virkeligheden den undren, der satte mig i gang.

Andrea Vagn Jensen fremfører teksten, og det gør hun meget, meget fint. Det fungerer vældig godt, at gå fra værk til værk og høre meget forskelligartede tekster fremført af dygtige skuespillere.

Man kan læse om de andre forfattere, værker og skuespillere og købe sin billet her.

Stille her, snart ferie.

Første halvdel af 2014 har været usædvanlig travl. I de næste to år er jeg formand for Statens Kunstfonds Litteraturudvalg. Udvalgsarbejdet er i sig selv ganske krævende, og i kølvandet på vores forårsuddeling opstod der stor debat og palaver. Hvad jeg har at sige om den sag, kan man læse her.

Samtidig er jeg i fuld gang med at skrive en ny roman. Det er et vanvittigt, tidskrævende og researchtungt projekt, jeg har kastet mig ud i. Mere vil jeg ikke røbe lige nu. Om halvanden uge rejser jeg til Israel med min familie. Det er både ferie og research og har i hvert fald intet med Kunstfonden at gøre.

Portrætprogram på DR K

DR K har lavet en serie portrætter af fem forskellige kvindelige forfattere. Jeg er en af dem og udsendelsen med mig blev sendt i går aftes. Den kan også ses her. Optagelserne er lavet lige omkring udgivelsen af "Hvis sandheden skal frem" - kaotiske, travle, dejlige og trætte dage.

Eget værelse

Jeg har altid siddet hjemme og skrevet. Fordi jeg bedst kunne lide det, og fordi det var praktisk. Engang fungerede det upåklageligt, det gør det ikke længere. Fire børn der bliver syge på skift, der møder sent og kommer tidligt hjem og stikker hovedet ind for at spørge om dit eller dat. Blikkenslagere og postbude og viceværter der ringer på hos mig, fordi de har fundet ud af, at jeg som regel er der. Rædslen i mine øjne, hvis min mand skulle få den afsindige idé at ville arbejde hjemme en enkelt dag. Katten der kradser på døren eller brækker sig demonstrativt, hvis den ikke får lov til at ligge på tastaturet. Mit skrivebord forvist til et hjørne af soveværelset.

Jeg er igang med research til en ny roman, der foregår i en tid, jeg ikke ved ret meget om, på et sted jeg endnu ikke kender. Det er en verden, der skal befolkes, romanpersoner der skal opstå, landskaber jeg skal kunne bevæge mig igennem. Det kræver ro og koncentration, og for en måned siden var jeg så desperat, at jeg var ved at gå ud af mit gode skind. 

Det er jeg ikke mere. Jeg har nemlig for første gang nogensinde fået mit eget kontor med en dør, der kan lukkes. 

Selvom det regner, og jeg har vinter-klaustrofobi, gør det ikke så meget idag. Jeg har sat mig bag mit skrivebord i hjertet af København. Det venter jeg mig meget af. Det her er udsigten:

Gratis lydbog

Hele ugen kan man hente "Hvad man ikke ved" som lydbog på P4's hjemmeside. Det er helt gratis og den er fint indlæst af Grethe Tulinius.

Man kan ovenikøbet hente to lydbøger mere: Gretelise Holms selvbiografi "Jesus, pengene og livet" og A.J. Kazinskis "Den sidste gode mand."

Rigtig god fornøjelse!

En pris

Jeg har fået besked om, at jeg bliver tildelt Det Danske Akademis Otto Gelsted-pris. Jeg er meget stolt, glad og beæret. Prisen kan man læse mere om her.

I samme ombæring får Lars Frost Beatrice-prisen og Jakob Martin Strid får Silas-prisen. Så jeg er også i godt selskab.

2. sektion

Jeg har været i DR 2's 2. sektion og tale om 70'erne og måden hvorpå, den tid bliver ved med at påvirke os i dag. Det kan man se her.

Hvis man vil høre mig tale om "Hvis sandheden skal frem"

kan man følge nedenstående links:

D. 1.10. i DR 2 Morgen indslaget begynder ca 1 time 48 minutter inde i programmet.
D. 4.10. i DR2 Dagen indslaget begynder ca 36 minutter inde i programmet.
D. 14.10. i TV2 Lorrys Lounge og der er jeg på fra begyndelsen.

Nå da da... lesbisk lir?

Man kan regne med Ekstrabladet. Deres anmeldelse af "Hvis sandheden skal frem" har overskriften Svælger i sex. Og lover læseren både gruppeknald og lesbisk lir.

Jeg er bange for, at det er falsk varebetegnelse. Det er sandt, at jeg ikke skriver specielt floromvundet om sex, og eftersom min hovedperson er en del af et frigjort 70'er-kollektiv-miljø, fylder sex naturligvis noget i romanen.

Alligevel får jeg lyst til at sige: Så er det heller ikke værre.

Det er en ret tyk roman, hvor jeg følger en familie i sytten år. I løbet af den tid har Flora to kærester, to elskere, en kortvarig affære med en anden kvinde og så en række løse forbindelser, som jeg kun berører overfladisk. To gange skriver jeg om, at hun er sammen med flere på en gang. Sidemæssigt fylder det ikke voldsomt meget. Derudover tænker hun en del på sex, længes som ung efter at komme af med sin mødom og har nogle ophedede diskussioner med sine kærester og elskere om troskab og mangel på samme. Floras far og hans kæreste dyrker også sex, men de taler om og tænker på helt andre ting det meste af tiden.

Er det virkelig nok til at berettige Ekstrabladets overskrift? Og det for mig overraskende ensidige fokus på de eksplicitte sexscener? Åbenbart. Og i så fald er jeg endnu en gang overbevist om, at vi ikke har helt så afslappet et forhold til vores kroppe og seksualitet, som jeg troede... og som blomsterbørnene drømte om.

I år 2000 blev der offentliggjort en dansk undersøgelse, der sammenlignede mennesker født før 1920 med mennesker født efter 1960. Der kunne man blandt andet læse, at blandt de yngre mænd og kvinder havde 42% haft mere end ti seksualpartnere. Blandt de ældre var tallet for kvinder 1% og 17% for mændene. Den seksuelle debutalder var 16 år for både piger og drenge.

Tallene afslører, at ligestillingen er slået igennem i seksualvanerne, og det er nærliggende at tænke, at den seksuelle revolution har en del af æren. P-piller, fri abort, kvinder på arbejdsmarkedets økonomiske uafhængighed af mænd. At flere mennesker har sex med flere i løbet af et liv, kan man mene om hvad man vil. Jeg synes, det er svært at forestille sig, at det ikke skulle smitte af på vores forhold, ægteskaber og følelsesliv. Et samfunds holdning til sex er et barometer, der fortæller meget om vores selvopfattelse og relationer. Det er en af grundene til, at det er interessant. Og til at jeg ville skrive en bog, der blandt andet forsøger at indkredse, hvordan seksualitet og især kvinders mulighed for at udtrykke sig seksuelt har ændret sig gennem tiden. Det handler nemlig slet ikke kun om sex.

I morgen aften optræder jeg i 2. sektion på DR2. Programmet skal optages i morgen formiddag, og jeg ved, at vinklingen bliver meget mindre sex-fikseret, end den har været andre steder. Det glæder jeg mig egentlig til.

Sex, sex og en sur klumme

Det har været nogle skønne og hektiske dage omkring udgivelsen af "Hvis sandheden skal frem." Jeg er rigtig glad for modtagelsen og oprigtigt overrasket over, hvor mange reaktioner det har affødt, at jeg skriver om sex på trods af, at hovedtemaet i romanen er den seksuelle revolution.

Jeg har selv svært ved at forstå, at nogen tager anstød af det seksuelle indhold i bogen, men ved selvfølgelig, at vi har forskellige grænser og normer. 

Jeg var forberedt på, at mange føler et stærkt ejerskab i forhold til halvfjerdserne. Nogen tror måske ligefrem, at det har været mit ærinde at skrive SANDHEDEN om den tid, selvom det er indlysende, at det var en mangfoldig tid. Og at jeg derfor tager fejl, hvis mine hovedpersoners erfaringer er meget anderledes end deres egne. Det er mærkeligt. Det er trods alt fiktion, ikke en fagbog, ikke et debatoplæg, ikke et essay, ikke et kampagneskrift. Der ligger ganske vist temmelig meget research og temmelig mange samtaler med forskellige mennesker til grund for min roman. Men mine personer er fiktive og min vinkling er klar: Jeg ville gerne undersøge, hvad der skete med seksualiteten, da den blev fri. Og hvad det kom til at betyde for os. Jeg ville skrive om seksualitet, begær, lyst, ulyst, vanskeligheder og glæder. Om at skulle orientere sig i en verden af muligheder, om hvordan seksuelle erfaringer kan være afsindigt vigtige, når man forsøger at finde ud af, hvem man er, og hvem man gerne vil være. Om hvad det vil sige at være kvinde i en kvindekrop, at kaste sit begærlige blik på verden, at lade sig lede, vildlede og forføre i lidenskab. At forsøge at blive fri, at fejle og at lykkes.

Jeg gjorde mig naturligvis en del overvejelser om, hvordan jeg skulle skrive om sex. Jeg ville ikke skrive pornografi, jeg ville ikke skrive en erotisk roman, jeg ville ikke omskrive og lave en hel masse floromvundne, højpoetiske omskrivninger.  Jeg valgte at skrive lige ud ad landevejen og forsøge at undgå klichéer - nogle gange uden omsvøb, nogle gange antydningsvist, altid orkestreret af sprog. Derfor er der ingen figner, lyserøde blomsterknopper, brusende bølger eller summende bier. Der er heller ingen pik-i-kusse-for-effektens-skyld.

Det er ikke sex for sex skyld. Det er ikke for at gejle min læser op, som jeg forestiller mig formålet med en erotisk roman er. Der er en del afsnit, der handler om sex, fordi det er vigtigt for den historie, jeg vil fortælle, og fordi det er en meget væsentlig del af at være menneske. Jeg skriver om, hvordan det er at forsøge at gøre sig fri at alle de mange restriktioner og normer, som historisk set er skabt for at holde seksualiteten nede og sætte kønnet i bås. Læserens egen reaktion på hovedpersonens seksuelle møder er naturligvis en del af den fortælling.

De fleste anmeldere har taget godt imod det hele, også Floras begær og erotiske eventyr. Der er et par undtagelser, og det har jeg det ganske fint med:

Jyllandspostens anmelder har svært ved at tro, at en sekstenårig pige kan have et brændende ønske om at komme af med sin mødom. Det viser vel bare, hvor forskellige mennesker og deres erfaringer er. Kristeligt Dagblads Nils Gunder Hansen synes, det er kedeligt at læse om sex, og det kan jeg jo ikke gøre noget ved. 

At sidstnævnte imidlertid vælger at gøre sin egen sex-træthed til genstand for en hel klumme må være fordi, han alligevel synes det er væsentligt. Overskriften "Ikke helt så meget sex, tak!" udtrykker hans egen orientering i feltet.

Alligevel blev jeg irriteret over nedenstående sure opstød, hvor den ellers udmærkede og belæste anmelder træder helt ved siden af og i karakter som patroniserende og ude af stand til at læse en bog på dens egne præmisser. Han tager fejl på mange områder, og burde måske i første omgang genlæse de interviews, han henviser til. Det virker som bevidst vildledning, at han så åbenlyst fejltolker mine personlige motiver - som han vel dybest set slet ikke kender endsige behøver hverken gisne om eller forholde sig til i sin analyse - og læser sin egen holdning til sex ind i teksten. Det forekommer mig at være den dårligst tænkelige måde at forholde sig til et værk på, selvom det måske i virkeligheden blot er et pip fra den konservative skyttegrav. Under alle omstændigheder har jeg svært ved at forestille mig, hvordan man skulle leve op til hans fordring, når man nu - som jeg - gerne vil skrive om den seksuelle frigørelse og dybest set mener, at sex ikke blot er kommet for at blive, men også er et betydningsfuldt fænomen, der både tåler og kalder på opmærksomhed og udforskning, der med seismografisk præcision fortæller om mennesker og deres forhold til sig selv, hinanden og livet. Også i litterær henseende. Han skriver sådan her, og jeg må med skam melde, at jeg synes, han vrøvler:

Som det fremgår af diverse interviews med Marstrand-Jørgensen, opfatter hun, ejendommeligt for en forfatter på hendes kunstneriske niveau, sin egen roman som en slags kampagnelitteratur til rehabilitering af den seksuelle frigørelse fra 1970' erne. I romanen skal det derfor være lysten, der styrer.

Vi får ikke alene alle disse reklame-, undskyld, sexblokke med rå og direkte ( læs: trivielle) samleje-og orgiebeskrivelser.

Lysten er i romanens handling og for dens personer af princip næsten løsgjort fra alle andre menneskelige motiverende faktorer som følelser, forelskelse, begær, forførelse, magt med mere. Lysten skal være tilfældig og ikke motiveret i andet end sig selv, for hvis den er det, lurer en eller anden ufrihed omkring næste hjørne.