Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Isak Hoffmeyer

Monday, December 9, 2013

Portrætprogram på DR K

DR K har lavet en serie portrætter af fem forskellige kvindelige forfattere. Jeg er en af dem og udsendelsen med mig blev sendt i går aftes. Den kan også ses her. Optagelserne er lavet lige omkring udgivelsen af "Hvis sandheden skal frem" - kaotiske, travle, dejlige og trætte dage.

Wednesday, December 4, 2013

Eget værelse

Jeg har altid siddet hjemme og skrevet. Fordi jeg bedst kunne lide det, og fordi det var praktisk. Engang fungerede det upåklageligt, det gør det ikke længere. Fire børn der bliver syge på skift, der møder sent og kommer tidligt hjem og stikker hovedet ind for at spørge om dit eller dat. Blikkenslagere og postbude og viceværter der ringer på hos mig, fordi de har fundet ud af, at jeg som regel er der. Rædslen i mine øjne, hvis min mand skulle få den afsindige idé at ville arbejde hjemme en enkelt dag. Katten der kradser på døren eller brækker sig demonstrativt, hvis den ikke får lov til at ligge på tastaturet. Mit skrivebord forvist til et hjørne af soveværelset.

Jeg er igang med research til en ny roman, der foregår i en tid, jeg ikke ved ret meget om, på et sted jeg endnu ikke kender. Det er en verden, der skal befolkes, romanpersoner der skal opstå, landskaber jeg skal kunne bevæge mig igennem. Det kræver ro og koncentration, og for en måned siden var jeg så desperat, at jeg var ved at gå ud af mit gode skind. 

Det er jeg ikke mere. Jeg har nemlig for første gang nogensinde fået mit eget kontor med en dør, der kan lukkes. 

Selvom det regner, og jeg har vinter-klaustrofobi, gør det ikke så meget idag. Jeg har sat mig bag mit skrivebord i hjertet af København. Det venter jeg mig meget af. Det her er udsigten:




Wednesday, November 6, 2013

Gratis lydbog

Hele ugen kan man hente "Hvad man ikke ved" som lydbog på P4's hjemmeside. Det er helt gratis og den er fint indlæst af Grethe Tulinius.

Man kan ovenikøbet hente to lydbøger mere: Gretelise Holms selvbiografi "Jesus, pengene og livet" og A.J. Kazinskis "Den sidste gode mand."

Rigtig god fornøjelse!

Sunday, October 27, 2013

En pris

Jeg har fået besked om, at jeg bliver tildelt Det Danske Akademis Otto Gelsted-pris. Jeg er meget stolt, glad og beæret. Prisen kan man læse mere om her.

I samme ombæring får Lars Frost Beatrice-prisen og Jakob Martin Strid får Silas-prisen. Så jeg er også i godt selskab.

2. sektion

Jeg har været i DR 2's 2. sektion og tale om 70'erne og måden hvorpå, den tid bliver ved med at påvirke os i dag. Det kan man se her.

Monday, October 14, 2013

Hvis man vil høre mig tale om "Hvis sandheden skal frem"

kan man følge nedenstående links:

D. 1.10. i DR 2 Morgen indslaget begynder ca 1 time 48 minutter inde i programmet.
D. 4.10. i DR2 Dagen indslaget begynder ca 36 minutter inde i programmet.
D. 14.10. i TV2 Lorrys Lounge og der er jeg på fra begyndelsen.

Wednesday, October 9, 2013

Nå da da... lesbisk lir?

Man kan regne med Ekstrabladet. Deres anmeldelse af "Hvis sandheden skal frem" har overskriften Svælger i sex. Og lover læseren både gruppeknald og lesbisk lir.

Jeg er bange for, at det er falsk varebetegnelse. Det er sandt, at jeg ikke skriver specielt floromvundet om sex, og eftersom min hovedperson er en del af et frigjort 70'er-kollektiv-miljø, fylder sex naturligvis noget i romanen.

Alligevel får jeg lyst til at sige: Så er det heller ikke værre.

Det er en ret tyk roman, hvor jeg følger en familie i sytten år. I løbet af den tid har Flora to kærester, to elskere, en kortvarig affære med en anden kvinde og så en række løse forbindelser, som jeg kun berører overfladisk. To gange skriver jeg om, at hun er sammen med flere på en gang. Sidemæssigt fylder det ikke voldsomt meget. Derudover tænker hun en del på sex, længes som ung efter at komme af med sin mødom og har nogle ophedede diskussioner med sine kærester og elskere om troskab og mangel på samme. Floras far og hans kæreste dyrker også sex, men de taler om og tænker på helt andre ting det meste af tiden.

Er det virkelig nok til at berettige Ekstrabladets overskrift? Og det for mig overraskende ensidige fokus på de eksplicitte sexscener? Åbenbart. Og i så fald er jeg endnu en gang overbevist om, at vi ikke har helt så afslappet et forhold til vores kroppe og seksualitet, som jeg troede... og som blomsterbørnene drømte om.

I år 2000 blev der offentliggjort en dansk undersøgelse, der sammenlignede mennesker født før 1920 med mennesker født efter 1960. Der kunne man blandt andet læse, at blandt de yngre mænd og kvinder havde 42% haft mere end ti seksualpartnere. Blandt de ældre var tallet for kvinder 1% og 17% for mændene. Den seksuelle debutalder var 16 år for både piger og drenge.

Tallene afslører, at ligestillingen er slået igennem i seksualvanerne, og det er nærliggende at tænke, at den seksuelle revolution har en del af æren. P-piller, fri abort, kvinder på arbejdsmarkedets økonomiske uafhængighed af mænd. At flere mennesker har sex med flere i løbet af et liv, kan man mene om hvad man vil. Jeg synes, det er svært at forestille sig, at det ikke skulle smitte af på vores forhold, ægteskaber og følelsesliv. Et samfunds holdning til sex er et barometer, der fortæller meget om vores selvopfattelse og relationer. Det er en af grundene til, at det er interessant. Og til at jeg ville skrive en bog, der blandt andet forsøger at indkredse, hvordan seksualitet og især kvinders mulighed for at udtrykke sig seksuelt har ændret sig gennem tiden. Det handler nemlig slet ikke kun om sex.

I morgen aften optræder jeg i 2. sektion på DR2. Programmet skal optages i morgen formiddag, og jeg ved, at vinklingen bliver meget mindre sex-fikseret, end den har været andre steder. Det glæder jeg mig egentlig til.

Saturday, October 5, 2013

Sex, sex og en sur klumme

Det har været nogle skønne og hektiske dage omkring udgivelsen af "Hvis sandheden skal frem." Jeg er rigtig glad for modtagelsen og oprigtigt overrasket over, hvor mange reaktioner det har affødt, at jeg skriver om sex på trods af, at hovedtemaet i romanen er den seksuelle revolution.

Jeg har selv svært ved at forstå, at nogen tager anstød af det seksuelle indhold i bogen, men ved selvfølgelig, at vi har forskellige grænser og normer. 

Jeg var forberedt på, at mange føler et stærkt ejerskab i forhold til halvfjerdserne. Nogen tror måske ligefrem, at det har været mit ærinde at skrive SANDHEDEN om den tid, selvom det er indlysende, at det var en mangfoldig tid. Og at jeg derfor tager fejl, hvis mine hovedpersoners erfaringer er meget anderledes end deres egne. Det er mærkeligt. Det er trods alt fiktion, ikke en fagbog, ikke et debatoplæg, ikke et essay, ikke et kampagneskrift. Der ligger ganske vist temmelig meget research og temmelig mange samtaler med forskellige mennesker til grund for min roman. Men mine personer er fiktive og min vinkling er klar: Jeg ville gerne undersøge, hvad der skete med seksualiteten, da den blev fri. Og hvad det kom til at betyde for os. Jeg ville skrive om seksualitet, begær, lyst, ulyst, vanskeligheder og glæder. Om at skulle orientere sig i en verden af muligheder, om hvordan seksuelle erfaringer kan være afsindigt vigtige, når man forsøger at finde ud af, hvem man er, og hvem man gerne vil være. Om hvad det vil sige at være kvinde i en kvindekrop, at kaste sit begærlige blik på verden, at lade sig lede, vildlede og forføre i lidenskab. At forsøge at blive fri, at fejle og at lykkes.

Jeg gjorde mig naturligvis en del overvejelser om, hvordan jeg skulle skrive om sex. Jeg ville ikke skrive pornografi, jeg ville ikke skrive en erotisk roman, jeg ville ikke omskrive og lave en hel masse floromvundne, højpoetiske omskrivninger.  Jeg valgte at skrive lige ud ad landevejen og forsøge at undgå klichéer - nogle gange uden omsvøb, nogle gange antydningsvist, altid orkestreret af sprog. Derfor er der ingen figner, lyserøde blomsterknopper, brusende bølger eller summende bier. Der er heller ingen pik-i-kusse-for-effektens-skyld.

Det er ikke sex for sex skyld. Det er ikke for at gejle min læser op, som jeg forestiller mig formålet med en erotisk roman er. Der er en del afsnit, der handler om sex, fordi det er vigtigt for den historie, jeg vil fortælle, og fordi det er en meget væsentlig del af at være menneske. Jeg skriver om, hvordan det er at forsøge at gøre sig fri at alle de mange restriktioner og normer, som historisk set er skabt for at holde seksualiteten nede og sætte kønnet i bås. Læserens egen reaktion på hovedpersonens seksuelle møder er naturligvis en del af den fortælling.

De fleste anmeldere har taget godt imod det hele, også Floras begær og erotiske eventyr. Der er et par undtagelser, og det har jeg det ganske fint med:

Jyllandspostens anmelder har svært ved at tro, at en sekstenårig pige kan have et brændende ønske om at komme af med sin mødom. Det viser vel bare, hvor forskellige mennesker og deres erfaringer er. Kristeligt Dagblads Nils Gunder Hansen synes, det er kedeligt at læse om sex, og det kan jeg jo ikke gøre noget ved. 

At sidstnævnte imidlertid vælger at gøre sin egen sex-træthed til genstand for en hel klumme må være fordi, han alligevel synes det er væsentligt. Overskriften "Ikke helt så meget sex, tak!" udtrykker hans egen orientering i feltet.

Alligevel blev jeg irriteret over nedenstående sure opstød, hvor den ellers udmærkede og belæste anmelder træder helt ved siden af og i karakter som patroniserende og ude af stand til at læse en bog på dens egne præmisser. Han tager fejl på mange områder, og burde måske i første omgang genlæse de interviews, han henviser til. Det virker som bevidst vildledning, at han så åbenlyst fejltolker mine personlige motiver - som han vel dybest set slet ikke kender endsige behøver hverken gisne om eller forholde sig til i sin analyse - og læser sin egen holdning til sex ind i teksten. Det forekommer mig at være den dårligst tænkelige måde at forholde sig til et værk på, selvom det måske i virkeligheden blot er et pip fra den konservative skyttegrav. Under alle omstændigheder har jeg svært ved at forestille mig, hvordan man skulle leve op til hans fordring, når man nu - som jeg - gerne vil skrive om den seksuelle frigørelse og dybest set mener, at sex ikke blot er kommet for at blive, men også er et betydningsfuldt fænomen, der både tåler og kalder på opmærksomhed og udforskning, der med seismografisk præcision fortæller om mennesker og deres forhold til sig selv, hinanden og livet. Også i litterær henseende. Han skriver sådan her, og jeg må med skam melde, at jeg synes, han vrøvler:

Som det fremgår af diverse interviews med Marstrand-Jørgensen, opfatter hun, ejendommeligt for en forfatter på hendes kunstneriske niveau, sin egen roman som en slags kampagnelitteratur til rehabilitering af den seksuelle frigørelse fra 1970' erne. I romanen skal det derfor være lysten, der styrer.

Vi får ikke alene alle disse reklame-, undskyld, sexblokke med rå og direkte ( læs: trivielle) samleje-og orgiebeskrivelser.

Lysten er i romanens handling og for dens personer af princip næsten løsgjort fra alle andre menneskelige motiverende faktorer som følelser, forelskelse, begær, forførelse, magt med mere. Lysten skal være tilfældig og ikke motiveret i andet end sig selv, for hvis den er det, lurer en eller anden ufrihed omkring næste hjørne.



Thursday, September 26, 2013

Formødre, mødre, mor.

På tirsdag udkommer min nye roman "Hvis sandheden skal frem." Den foregår i perioden 1975 - 1992 og er en selvstændig fortsættelse af "Hvad man ikke ved" der udkom sidste efterår.

Når jeg bliver spurgt, hvilket forhold jeg selv har til 1970'erne, svarer jeg som regel to ting.

Det ene er, at jeg synes, at 68-generationen skal have genoprejsning og anerkendes for alt det gode, de gjorde i stedet for hele tiden at blive kritiseret for dér, hvor de ikke slog til. De kvinder og mænd, der nu nyder godt af den større ligestilling mellem kønnene, som kvindebevægelsen banede vejen for, må sende en taknemmelig tanke til dem, der tog en væsentlig del af kampen. Det er let at glemme andres indsats, når ens egne privilegier er blevet så indlysende, at de bliver usynlige.

Det andet jeg svarer er, at jeg ikke har noget personligt mellemværende med 70'erne. Selvom jeg er født i 1971, voksede jeg op i en boble af konservatisme i Nordsjælland. Der var ikke ret meget hippieflip i min familie, min skole eller hjemme hos mine venner. Der hvor jeg voksede op, var der stadigvæk mange hjemmegående husmødre i 70'erne. I min egen lille familie var kønsrollerne traditionelle, min mor arbejdede på deltid, min far arbejdede hele tiden. Selvom kvinderne i min familie havde uddannelser og ville være i stand til at klare sig selv, blev mange af mændene serviceret og vartet op. Ingen tvivl om at mændene knoklede på deres arbejdspladser ude i verden, men derhjemme rørte flere af dem ikke en finger.

Det provokerede mig allerede tidligt. Jeg kunne ikke forstå, det skulle være så kønsopdelt. Jeg synes ikke, at mændene anerkendte kvindernes indsats eller var deres privilegier bevidst. Jeg havde - og har - svært ved at se, hvad kvinderne vandt ved det. Den konstante tilsidesættelse af egne behov, var en høj pris at betale for økonomisk tryghed, at have en familie og leve op til århundrede gamle idealer om den gode og uselviske hustru.

Jeg tænkte, at jeg aldrig selv ville ende i sådan en konstellation. Uden at kunne formulere det, savnede  jeg meget mere 70'er kampgejst i mine nære omgivelser.

Selvom jeg mener det, jeg siger, kan det let komme til at lyde som om, jeg ikke beundrer min egen mor for noget som helst. Som om hun i mine øjne blev reduceret til opvarterske. Sådan er det slet ikke.

Hun var ikke en del af kvindekampen. Hun viste mig ikke, hvordan man slår i bordet og kræver sit eget engagement mødt med et tilsvarende hos sin mand, men hun lærte hun mig meget andet. Noget af det, jeg beundrer hende mest for er hendes generøsitet - med tid, omsorg og kærlighed. Aldrig at lade ens nærmeste være i tvivl om, at de er førsteprioritet. Solidarisk at yde en indsats der, hvor det brænder på for andre. Dét er i virkeligheden også ret hippie.

Og det allerbedste er, at den form for omsorg ikke længere er forbeholdt kvinder. At mange efterhånden har indset, at det ikke giver mening at definere egenskaber som maskuline eller feminine, at der godt kan være lidt højere til loftet og lidt mere frihed til at vælge.

Wednesday, August 21, 2013

Jeg er tilbage

Jeg har holdt en lang pause fra bloggen. Først skulle jeg skrive en roman færdig, så skulle jeg læse korrektur på de frygtelig mange sider, og endelig tog jeg på ferie.

Fire børn mellem et og seksten år og to voksne på vandretur langs kysten i Cornwall. Stejle klipper, havfugle, at kunne se havet hele tiden. At sætte ét ben foran et andet, at koncentrere sig om at holde balancen på klippebrokker og smalle stier med den yngste på ryggen. Sol og vind og en lille smule regn, engelske badebyer, skønne strande og iskoldt vand. At nå trætte og glade frem til den næste bed & breakfast, at spise på den lokale pub, at være langt fra alting og uden mobilforbindelse. Det var den perfekte kur mod den mentale udmattelse, der fulgte færdiggørelsen af min bog.

At skrive to store romaner i et hug er som at bestige et bjerg lige efter at have afsluttet et maraton. Det har været både anstrengende og vidunderligt. Da vi tog afsted, var jeg tappet for kræfter, nu er energien vendt tilbage. Mens der arbejdes med boglancering og planlægning af efterårets foredrag, tænker jeg med spænding og hemmelig glæde på det næste projekt, jeg vil kaste mig over. Det kommer nok til at vare lang tid, før jeg skriver om det her, men jeg kan afsløre, at jeg har planer om at rejse tilbage i tiden igen, og at jeg ved, at jeg har meget research foran mig.

Nu er den nye roman i trykken og udkommer d.1.10. Det er den selvstændige og afsluttende fortsættelse til Hvad man ikke ved, som udkom sidste efterår. Den nye bog dækker tiden fra 1975 - 1992 og har titlen Hvis sandheden skal frem. Midterbarnet Flora er den centrale hovedperson, og det er en lysere bog end den foregående. Jeg glæder mig til det hele.


Monday, April 8, 2013

Forfatterskab? Moderskab? Hvilket skab?

For nylig opstod der en debat på forfatteren Henriette Rostrups facebookside om forældreskab og forfatterskab. Præcis hvordan og hvorfor kan man læse om på hendes blog. I virkeligheden kom den til at handle mest om moderskab, alene af den grund at det er de færreste mandlige forfattere, der bliver konfronteret med spørgsmålet om, hvordan de får skrift og faderskab til at gå op.

Jeg har holdt mange foredrag og talt med mange læsere. Det er inspirerende og positivt, og noget jeg holder meget af at gøre. Det eneste som irriterer mig er, når mor-spørgsmålet bliver stillet. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange læsere (primært ældre kvinder) har spurgt mig, hvordan jeg kan være mor og forfatter samtidig. Et par gange er jeg blevet spurgt, om jeg nogensinde har glemt mine børn (?!), om det overhovedet er muligt på forsvarlig vis at kombinere moderskab og forfatterskab, og om skrivning ikke rummer en form for vanvid, der må gå ud over børnene. En enkelt gang er jeg også blevet spurgt - da jeg flere gange har taget mine børn med på researchrejser - om de så ikke er rodløse "cirkusbørn". Researchen var i parentes bemærket til mine Hildegard-bøger og gik til det sydlige Tyskland + middelalderkirker i hele Europa, og var altså ikke til mine romaner om den gang kærligheden blev fri.

I facebookdebatten blev Jens Christian Grøndahl citeret for at have sagt, at det er umuligt at kombinere forfatterskab og forældreskab, og at f. eks Tove Ditlevsen var en halv forfatter af samme grund. En anden citerede Richard Ford for at have sagt, at man bliver en dårligere forfatter af at have børn. Det er i sagens natur en gratis (og ualmindelig dum) udtalelse, da det ikke kan efterprøves i praksis - med mindre han naturligvis mener, at ethvert allerede eksisterende forfatterskab svækkes mærkbart, når forfatteren får børn. Ford har i et interview opstillet ti regler for skrivning.  Blandt en række ellers fine karma-agtige regler er regel nummer to, at man ikke skal få børn. Den første regel er, at man skal sikre sig, at den man gifter sig med forstår og støtter, det man laver.

Det med at vælge en støttende partner er en fin regel. Ikke kun for forfattere, men for alle mennesker. Det med børnene er jeg af indlysende grunde uenig i.

I virkeligheden kunne jeg være ligeglad, men det er jeg ikke. Det skyldes givetvis, at jeg selv har børn, men det er ikke hele forklaringen. Det skyldes helt sikkert også, at jeg har en indbygget modvilje mod at mennesker skal opstille den slags regler for andre end sig selv, men det er heller ikke grund nok til, at jeg bliver så provokeret.

Da jeg læste bagsiden af Politiken idag, kom jeg igen op i det (lyse)røde felt og nærmere en forståelse af, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør. Det handler om køn og ligestilling. Om at tage sig selv alvorligt og nægte at blive bombet tilbage til de hæslige, forklædeblomstrede gamle dage. Om at stå ved, at det man laver og brænder for har værdi. Ikke kun som produkt, men også som fænomen. Om at det at være en god mor også handler om at være en god rollemodel og at det - set med mine øjne - kræver andet end opofrelse og gammeldags dyder. Egentlig ville det aldrig have faldet mig ind, at det kunne være et uoverstigeligt problem at kombinere skrivning og børn, hvis jeg ikke hørte det fra andre. Hvis jeg ikke så den ene kvindelige kunstner efter den anden tabe pusten og miste gejsten og hensynke i årelang tavshed efter den første fødsel. Jeg tror aldrig, jeg har set det samme ske for mænd. Og vi lever vel at mærke i år 2013.

At det kan rumme udfordringer at kombinere forældreskab og forfatterskab er indlysende, for hvilke menneskelige forhold, der involverer forskellige interesserer gør ikke det? At det skulle være umuligt? Glem det!


På bagsiden af Politiken kan man idag læse Marie Tetzlaffs interview af Charlotte Weitze i anledning af udgivelsen af hendes nye roman "Harzen-sanger." Allerede i rubrikken slås temaet an med spørgsmålet: Hvordan kan kærlighed, kunst og moderskab eksistere sammen? Forfatterens svar kan læses i slutningen af interviewet. Jeg blev provokeret, anfægtet og irriteret på samme tid. Både af det ensidige fokus - som dog hænger sammen med romanens tema og bagsideinterviewenes format. Og af Weitzes svar.

Lad mig slå fast med det samme, at jeg ikke kender, men kun har et godt indtryk af Weitze som person. Jeg synes tilmed, hun er en fantastisk forfatter. Jeg synes også, det er vigtigt, at man kan tale om moderskab og forfatterskab, og om hvor det brænder på. At mennesker er forskellige og kan have forskellige erfaringer er jeg også med på. Men når Weitze siger man frem for jeg, gør hun sine udtalelser almene.

Der står f. eks følgende:

"(...) den opmærksomhed man har på en roman, er den samme som den, man har på et lille barn. (...) Man er nødt til at leve sig ind i (de små børn) og nærmest være dem for at kunne hjælpe dem. Og det er måske det samme sted i hjernen, man bruger, når man skal leve sig ind i en roman."

og slutbemærkningen, hvor Weitze svarer på Tetzlaffs spørgsmål om, hvorvidt det er en besværgelse, at hun lader den lille familie i romanen overleve (på bekostning af kunsten):

"Jeg tror ikke, jeg kunne holde ud - som min livssituation er nu - at skulle ende med, at de gik fra hinanden. Så hellere ofre, hvad der skal ofres."

Som sagt: Weitze taler ud fra sine personlige erfaringer, og dem kan man ikke stille spørgsmålstegn ved. Men når hun siger man, bliver det alment og det ændrer det lille formildende måske, ikke ret meget ved. Og hvis man skal tage det for gode varer, betyder det altså:

- at forældre (primært mødre, forestiller jeg mig) ikke har plads til andet end deres børn i HJERNEN. At empaticentret er helt fyldt ud, når børnene er små, og at man derfor ikke kan skrive. Jeg forestiller mig, at det må være et stort problem for andre faggrupper også - psykologer, læger, sygeplejersker.

- at der findes et regnskab, som man er tvunget til at være en del af, som handler om, at noget må ofres, at det er enten familie eller kunst, enten børn eller den ild der antænder ord. Og hvilket menneske, hvilken mor, vil ikke straks gøre honnør og sige ja og amen til, at det aldrig er børnene (eller den hellige familie) der skal ofres?

Og selvfølgelig skal børnene ikke ofres. Problemet er, at jeg slet ikke kan få øje på, hvorfor i alverden de skulle blive det. Og hvorfor i alverden mødre villigt tager imod invitationen til den dans, der fordrer så pilrådden en grundantagelse, at de dels bærer ansvaret for hele familiens trivsel, dels ikke kan eller må gøre det, de elsker at gøre uden det stjæler noget fra børnene. At retten til at tænke en eneste egoistisk tanke bliver tabu i det øjeblik man får et barn i sin varetægt.


Jeg har tre børn. Den yngste er et år, den ældste er seksten. De har hver deres far og uden at fornærme nogen, kan man godt sige, at jeg har stået for stort set det hele, hvad angår de to ældste. Jeg forlod min mellemstes far, da jeg var gravid og har været alene med mine ældste børn i mange år. Nu bor jeg sammen med mine tre børn og min mand og halvdelen af tiden har vi også glæden af hans søn fra et tidligere ægteskab.


Jeg debuterede i 1998. På det tidspunkt var min ældste et år og digtsamlingen var skrevet, mens han lå i min mave. Siden er det blevet til en del flere bøger. Nogle af dem er skrevet, mens børnene sov og jeg havde barsel.


Som alle andre mennesker, der brænder for det, de laver, synes jeg af og til det er svært at få enderne til at mødes. Nogle gange måtte døgnet gerne have flere timer. Og som mange andre forældre tænker jeg meget over, hvordan jeg er den bedst mulige mor for de børn, jeg af egen fri vilje har valgt at sætte i verden.

Givet mit ønske om at være der for mine børn i den korte tid, de netop er børn, har der i sagens natur ikke været mange muligheder for at trække stikket ud og lade mig opsluge fuldstændigt i døgndrift af min skrivning. Jeg har vist været på 3 x 1 uges skriveophold i løbet af hele mit forfatterskab.

Forfatterarbejdet er hæmningsløst og grænseløst i sin natur. I sin essens vil det hele tiden trække mig væk fra andre mennesker, det fordrer ro, rum, at jeg kan slå mure om mine tanker og isolere mig med ordenes ekstatiske, besværlige, krævende strøm. Det er lystpræget og angstpræget at skrive. Det er kompromisløst, udsat og til tider vanvittigt. Det er det absolut modsatte af at være mor.

Sammen med mine børn fordres nærvær, ansvarlighed, lydhørhed og en bunke andre dyder, som i glimt får forfatterskabet til at klapre hidsigt med lågen. Klapre, klapre, klapre, som morsesignaler, SOS, vær her og ingen andre steder.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at det er et enormt arbejde, som kræver stor selvdisciplin at skrive i det hele taget. Det bliver ikke mindre, når man har børn. Og slet ikke, når man ikke har nogen at dele det daglige ansvar med. Det rummer en konstant ambivalens, et træk i modsatte retninger, som i visse øjeblikke kan føles umenneskeligt. Til gengæld rummer det også fantastiske muligheder - at lade moderskab og forfatterskab stå side om side og klapre med hver deres låge. Der kan opstå en hel symfoni på den måde. Jeg har f. eks lært at kickstarte min skrivning og tune ind på min skaberevne i løbet af et splitsekund. At skabe en fiktiv fornemmelse af, at jeg har uendelig tid til min rådighed, så jeg uden vanskeligheder kan springe ud i dén afgrund, hvor ord og fortællinger ligger på lur selvom jeg med min fornuft ved, jeg kan blive afbrudt om ti minutter. At skrive hver eneste gang, det kan lade sig gøre uden at spørge mig selv om jeg er træt, har lyst, hellere vil spise fyldte chokolader på sofaen. Eller om jeg burde gøre noget andet. Gøre rent, vaske tøj, lave praktiske ting. At have børn har givet min tilværelse en ny dimension. Det har lært mig så meget, at det er meningsløst at begynde at remse det op. Jeg tror ikke, man bliver et bedre eller dårligere menneske af at have børn. Jeg tror heller ikke på den fortærskede sang om, at det er den eneste måde, hvorpå man kan lære at forstå betingelsesløs kærlighed. Men jeg ved, at det i tilfældet MIG har været en entydig berigelse, som har givet mig flere nuancer og flere strenge at spille på. Og den indlevelsesevne jeg bruger for at skabe mine fiktive personer gør mig ikke til et mindre empatisk mor-menneske.

Jeg vil ikke synge den meningsløse sang om, at fordi jeg kan, så kan alle. Det har jeg absolut ingen forudsætninger for at sige. Men jeg får lyst til at slå i bordet og råbe: Mødre, stå fast! Tag kunsten og dig selv alvorligt. Lad være med at tro på skrønen om af den gode mor skal ofre alt. Man tager ikke noget fra nogen ved at brænde. Man kan faktisk risikere at give noget tilbage.

Find den partner, som Ford taler om. Eller lad være med at have en. Nytænk familien, tag ansvar, gør noget. Vi har allerede set generationer af kvinder, der trådte ned fra tribunen, når de fik børn. Eller helt lod være med at gå derop. Jeg har lyst til at råbe det meget højt: Det er en myte, som er skabt for at holde kvinder nede, at det ikke kan lade sig gøre. Det kan godt være, vi skal kæmpe for det. At vi skal insistere, sætte alt ind, rive og flå og kræve. Det er bedre end at bøje nakken og indordne sig under en tonstung kulturel forestilling om den gode mor. I alle de tilfælde hvor der er to forældre på banen, er det ikke kun den enes ansvar. Det er når vi tror det, at ligestillingen dør. De fleste nogenlunde moderne mænd vil nok gerne være med til at skrive under på, at forældreskab er noget man gør sammen. Man bliver ikke en dårlig eller uansvarlig mor af at have andet end sit barn at gå op i. Man bliver heller ikke en dårligere forfatter af at gøre andet end sit forfatterskab til det vigtigste.

Men måske kræver det et opgør med en hel håndfuld kunstnermyter. At stor kunst kræver døre, der kan lukkes i ugevis, at andre mennesker må træde varsomt i den store kunstners nærvær, at de skal stå ret så inspirationen kan indfinde sig. At egoet skal pudses og plejes og værnes om. Hov, det ligner jo næsten den gamle, udtrådte kliche om den mandlige kunstner.




Friday, April 5, 2013

Hvor er du? Hvem er du?

Det er kommet bag på mig, hvor mange mennesker, der leder efter forfatteren i romaner. Både da jeg holdt foredrag om "Hildegard" og nu, hvor jeg holder foredrag om min helt igennem fiktive Familien Horn fra "Hvad man ikke ved" får jeg ofte det samme spørgsmål: Er der ikke ret meget af dig selv i Hildegard/Flora?

Hildegard er en nonne fra 1100-tallet, Flora er født i 1959 som det vilde, stille, fantasifulde midterbarn. Hver gang må jeg svare det samme: Nej og jo.

Jeg forsøger at skabe psykologisk troværdige karakterer i mine romaner. Og selvom Hildegard af Bingen er en virkelig person, var mit arbejde det samme med hende, som med Flora og alle de andre. Jeg vil gerne gøre dem levende, nuancerede, mangefacetterede. For sådan er mennesker. Derfor lever og føler jeg med dem, når jeg skriver.

Det kan virke absurd, at fiktive personer ligger mig så meget på sinde, at jeg af og til tænker på dem lige før, jeg skal sove og som noget af det første, når jeg står op. En af de eneste regler jeg har, når jeg skriver er, at jeg skal have forståelse for alle mine personer. Jeg holder af de fleste, kun nogle meget få bi-personer er entydigt modbydelige. Derfor er jeg nødt til at leve mig ind i dem og den indlevelsesevne er et af mine allervigtigste arbejdsredskaber.

Når man søger at forstå andre - i og udenfor bøger - må man nødvendigvis sætte sig selv i deres sted. På den måde er der noget af mig i dem. Jeg har, mens jeg skrev, stået der, hvor de står. Jeg har tænkt deres tanker for dem, sagt deres replikker og ladet dem gøre som de gør.

Er man derimod ude på at lave en decideret biografisk læsning må jeg skuffe. Eller i hvert fald undlade at svare. Så skal man nok kende mig overordentlig godt for at finde ud af, hvem jeg ligner og i hvilket omfang. Under alle omstændigheder har det ikke været min hensigt at skrive mig selv ind i mine romaner.

Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde vil skrive en selvbiografisk roman. Jeg bliver helt træt ved tanken om at skulle endevende alt det liv, jeg har levet og lagt bag mig og udmattet ved tanken om at skulle være endnu mere i mit eget selskab, end jeg er i forvejen. Alt hvad jeg personligt har gennemlevet giver mig forhåbentlig mulighed for at trænge endnu dybere ind i mine fiktive personer, og jeg bruger i den grad løs af mig selv og min egen mosaik af erfaring, når jeg skriver. Men det gør ikke mig og mine personer ikke til én.

At skabe en karakter er at skrue op og ned for knapperne. Jeg kan tage en side, jeg kender hos mig selv eller hos andre og få den til at larme og skingre. Og tage en anden og skrue den ned til en hvisken. Op med temperament, ned med empati, på det jævne med viljestyrke og videre i den dur.

Der er mange forfattere, der får det samme spørgsmål, som jeg gør: Hvor er du? Hvem af dine personer er du (mest)? Der er nogen, der hader det og synes, det er intimiderende. Nogen der synes, det er at misforstå litteraturen. Jeg opfatter det som en kompliment. Ikke til mig som person, for de fleste af mine læsere kender mig i sagens natur ikke. Jeg tager det som et tegn på, at læserne synes, personerne er levende nok til at de kunne være en virkelig person. Og når det netop er i Hildegard eller Flora, at de regner med at kunne finde mig, virker komplimenten endnu mere smigrende, da jeg at så får lov til at være en af mine helt egne heltinder.

Wednesday, February 27, 2013

Skrive, skrive, skrive og tale.

... det er, hvad jeg foretager mig for tiden. Fortsættelsen til "Hvad man ikke ved" skal udkomme til efteråret. Jeg befinder mig heldigvis stadigvæk godt i mine personers selskab. Så godt, at jeg sidder ved computeren, så snart familien er ude af døren og meget af tiden kun længes efter at skrive endnu mere.

Jeg holder også en del foredrag. Det kan godt være krævende at navigere mellem to så forskellige verdner - at veksle mellem stille, isolerede, indadvendte dage og udadvendte, optrædende aftner. Det er krævende, men det er det værd. Det jeg bedst kan lide ved at holde foredrag, er de inspirerende samtaler, der opstår på baggrund af læsernes spørgsmål og fortællinger. Jeg bliver opløftet og føler mig priviligeret, over talrige møder med spændende og søde mennesker rundt i hele landet.

For et par uger siden, fik jeg mulighed for at optræde i rollen som interviewer i stedet, da jeg talte med Suzanne Brøgger om hendes nyeste roman "Til T" i Skuespilhuset. Det var en skøn eftermiddag. Jeg var meget glad for og berørt af romanen, og det var herligt at få chancen for at tale med forfatteren bagefter. Udover at være en virtuos forfatter er hun skarp og vidende, og jeg kan ikke anbefale hendes forfatterskab nok. "Til T" er en krævende, rig og facetteret roman. Den er hjerteskærende, tragisk, komisk og meget rørende. Den handler om en familie i slutningen af 1950'erne, om modernitet, kønsroller, psykisk sygdom, familier, mødre, fædre, døtre, Peter Plys-figurer og meget, meget mere. Jeg har svært ved at følge Politikens anmelders forvirring og synes i modsætning til hende, at det er en både vellykket, sprudlende og vigtig roman.

Og så har jeg lige opdaget denne fine omtale af min bog i Villabyerne. Tak for den.

Friday, January 11, 2013

En pris (dog ikke til mig)

Ultradygtige oversætter Martin Aitken er blevet tildelt en pris for en oversættelse til engelsk, som han har lavet af et uddrag af Hildegard. Det kan man læse mere om her. Det er yderst velfortjent - ikke fordi det er Hildegard, han har oversat, men fordi han er så god. Stort tillykke fra mig.