Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Isak Hoffmeyer

Thursday, December 13, 2012

Hvordan kan du holde til det?

Det er ingen hemmelighed, at jeg har meget om ørene. Skrivning, foredrag, børn, resten. Når folk ser mit program, får jeg ofte spørgsmålet: Hvordan kan du holde til det? Så svarer jeg som regel, at det kan jeg fordi, det er sjovt, og fordi jeg har et højt energiniveau. Og det er sandt.

Men det er også sandt, at jeg af og til har svært ved at holde til det. Så bliver alt andet end arbejde og mine nærmeste barberet væk. Så knokler jeg så meget, at jeg lægger mig med enten migræne eller en eller anden virus. Så føler jeg at mit hoved er ved at eksplodere, og så kan jeg ikke sove om natten.

Der går altid lidt for længe, inden jeg kommer i tanke om, at jeg skal skrue ned for tempoet. Tage et par fridage, sige nej til noget der ellers lyder spændende. Når jeg presser mig selv mest, er en af de piske jeg svinger, at jeg i virkeligheden bare er priviligeret: Det går godt med mine bøger, folk har lyst til at høre, hvad jeg siger, jeg har den store lykke at have en stor familie. Og det er sandt.

Men det kan aldrig blive det samme som, at det er en god idé at køre sig selv i sænk. Og selvom det gør mig til et heldigt og ofte meget lykkeligt menneske, giver det mig ikke superkræfter.

Efteråret har været lige så travlt som altid. Jeg skriver på livet løs på fortsættelsen til "Hvad man ikke ved"og har været en del rundt og tale om min nye bog i mange forskellige sammenhænge. For at skrive skal jeg helst være i en tilstand af afslappet modtagelighed - det er en dejlig tilstand at være i. Og når skrivedagen er slut, er jeg helt og aldeles udmattet.

Som sædvanlig har jeg arbejdet for meget og har ovenikøbet udgivet en ny bog (og nej, ingen af mine børn har sovet igennem, før de var på den gode side af et år). Derfor har jeg hele efteråret lagt mig med den ene virus efter den anden. Og der har været stille på bloggen.

Midt i det hele blev jeg bedt om at skrive til Outsideren. Det er et et blad (og en meget fin hjemmeside) skrevet til og af psykisk sårbare. De har i hvert nummer en såkaldt diagnosefri spalte, hvor de beder en kulturpersonlighed om at skrive noget efter eget valg. Den eneste regel er, at spalten skal indledes med ordene: Jeg hedder ... og jeg er normal. Mit indlæg er afleveret, men ikke bragt endnu. Det blev en interessant rejse tilbage i tiden at skrive den ganske korte tekst.

Da jeg var yngre led jeg i perioder frygteligt af angst og depressioner. Det er der rigtig mange mennesker, der gør, og det er desværre stadigvæk et tabu. Der er ingen, der har lyst til at blive betragtet som sart, sær eller syg. Jeg har af samme grund heller ikke nogen særlig trang til at sige det højt, men man kan ikke drømme om, at et tabu skal skydes i sænk og samtidig holde sine egne kort tæt mod kroppen.

Selvom en psykiater gerne ville overbevise mig om, at det skyldtes en kemisk ubalance, er jeg ikke i tvivl om, at det snarere var resultatet af kombinationen af et følsomt sind og lang tids overbelastning. I den forbindelse kom mit energiniveau og min målrettede evne til at knokle mig også til gode. At jeg idag lever et liv, hvor jeg bliver forkølet i stedet for angst, at jeg har lært at holde pause, inden jeg trimler helt ud over kanten til den mørkeste afgrund, skyldes ikke kun held og tilfældigheder, men hårdt arbejde. Dejligt hårdt arbejde, gode mennesker og alt muligt andet.

Jeg ved godt, det er mere kompliceret end som så for mennesker, der lider psykisk og følelsesmæssigt. Det handler om en hel masse andet end om hårdt arbejde og om at møde de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt. Min historie er min, fordi jeg er mig, og den kan ikke byttes ud med en andens. Men friheden for den styrende angst gør, at jeg føler mig ekstra priviligeret. Og at jeg ved, hvor vigtigt det er, at lytte til udmattelsestegn og holde de pauser. Især når man slet ikke synes, man har tid.

Wednesday, November 7, 2012

Tyskland

Så er "Hvad man ikke ved" også solgt til udgivelse i Tyskland. Det er jeg temmelig glad for.

Wednesday, October 31, 2012

Research for åben mikrofon

Da jeg af Radio24syv blev spurgt, om jeg havde lyst til at deltage i programmet Mikrofonholder, sagde jeg ja og tak med det samme. Idéen er, at man får lov til at vælge, hvem man gerne vil tale med, bliver udstyret med en mikrofon (og en forholdsvis tavs radiovært) og så iøvrigt selv styrer samtalen.

Jeg valgte, at jeg gerne ville tale med Karen Grue, som var med i forreste række i hippiebevægelsen. Jeg havde læst om hende i Peter Øvigs Hippie 1 og var faldet for billederne af hende i særtoget på vej til Thylejren, hvor hun optræder i hjemmesyet silkekjole med huller til brysterne. Jeg var dels fascineret af hendes vilje til forandring, dels af at hun stadigvæk lever i overensstemmelse med idealerne fra dengang. Hvis man gerne vil se billeder fra dengang og læse mere om Øvigs pragtfulde dobbeltværk, kan man klikke sig ind på hippieselskabets hjemmeside.

Jeg fik lejlighed til at spørge Karen om alt muligt, som jeg gerne vil vide, når jeg skriver mig længere ind i 1970'erne i efterfølgeren til "Hvad man ikke ved."

Det blev en dejlig eftermiddag i Karens selskab. Man kan høre samtalen her.

Tuesday, October 23, 2012

Litteratursiden

Der er kommet en anmeldelse af "Hvad man ikke ved" på Litteratursiden. Anmelderen kalder det for en "stor og absolut fremragende roman." Det er dejligt at få sådan en anmeldelse på sådan et dejligt site. Jeg har reklameret for dem før, og jeg gør det igen. Det er bibliotekernes side, og der er så meget godt at finde - boganmeldelser, temaartikler, analyser, online læseklubber, litteraturblogs. Det er altid inspirerende at klikke ind på den side.

Monday, October 22, 2012

Bokprogrammet

Det norske tv-program Bokprogrammet har været i København for at lave et indslag om mine Hildegardbøger i anledning af udgivelsen i Norge. Resultatet kan ses her. De har også været i Tyskland og filme bl.a på Disibodenberg - det er der kommet nogle meget smukke billeder ud af.

Tuesday, October 16, 2012

Udlandet

"Hvad man ikke ved" er blevet solgt til Sverige, Finland og Italien. Det er ren juhu!

Wednesday, October 10, 2012

Friday, October 5, 2012

Sted

"Hvad man ikke ved" foregår i et land, jeg selv har fundet på. Jeg kalder det for Landet. Hovedstaden hedder Farring, den næststørste by Rossel og den forstad, hvor mine hovedpersoner bor, har jeg kaldt Vase.

Det er et vestligt land, et på én gang fremmed og genkendeligt land, et land som læseren forhåbentlig danner sig egne billeder af og hurtigt kan finde rundt i. Nogle læsere er overbeviste om, at det er Danmark. Andre at det er USA, Frankrig eller noget helt fjerde. Det tager jeg som et udtryk for, at de har taget stedet til sig og gjort det til deres eget.


Jeg valgte at gøre det sådan af flere grunde. Først og fremmest ville jeg gerne have, at læseren og jeg selv kunne møde mine personer uden at bedømme dem på baggrund af forudindtagede meninger om bestemte steder. Det gør jeg selv hele tiden. Hvis nogen siger Hellerup eller Nørrebro, danner jeg spontant indre billeder og forestillinger. Ligeledes hvis man siger Århus, Risskov, Nørresundby, Femø eller Odense.

Da jeg var i Oslo tidligere på ugen, og der var nogen, der talte om at en eller anden typisk og umiskendeligt stammede fra et bestemt sted i Norge, tænkte jeg, at det både rummer frihed og desorientering ikke at forstå, hvad de talte om. For mig, der ikke kender Norge på den måde, var stedet ikke andet end et navn og idéen om et landskab. Jeg forestiller mig at mødet med det andet menneske på den måde bliver mere fordomsfrit, end det ellers ville have været.

Jeg ville også gerne have den størst mulige frihed til at lade mine personer agere uden at tage strengt nationalpolitiske hensyn. Jeg ville lave et portræt af en tid og nogle personer, der var koncentreret om større tendenser i tiden end nationale strømninger. Opgøret med tidligere generationer og længslen efter frihed fik mange forskellige udtryk i 60'erne og 70'erne. Nogle meget lokale, andre mere omsiggribende og fælles.

At følge med ind i Landet kræver selvfølgelig en vis nysgerrighed og overgivelse hos læseren. Bliver man alt for forhippet på at finde ud af hvor romanen VIRKELIG foregår, tror jeg man går glip af noget.




Thursday, October 4, 2012

Tilbage

Jeg er tilbage i København efter efter nogle fine og intense dage i Oslo. Mit norske forlag var fantastiske værter og jeg fik både talt med journalister og set det helt nye og anbefalelsesværdige Astrup Fearnley museum på Tjuvholmen.

Selvom jeg efterhånden har talt om mine Hildegardbøger mange gange, er hvert eneste interview noget særligt. For mig handler det ikke om, at jeg skal fortælle noget, jeg har sagt hundrede gange før, men om et møde og en samtale med et nyt menneske. En af journalisterne havde sågar en gave med til mig. Han gav mig tre digtsamlinger af Steinar Opstad, som jeg ikke kendte i forvejen. Jeg har endnu ikke haft tid til at læse dem ordentligt. Men det tegner godt, for hver gang jeg har åbnet bøgerne og læst lidt her og lidt der, er jeg blevet fanget.

Opstad skriver også om Hildegard i et digt i samlingen Samle øksene inn for kvelden.
Han forestiller sig først at være hende, men ender med at skrive, at han nok bare forbliver sig selv

- det vil si en som skriver dikt
som en håndfull menn strides om
La de bare stride, sier Hildegard,
og elsk din ensomhet slik du elsker uendeligheten.

Og selvom digtet er meget længere og meget større end disse få linjer, er det præcis så sært først at skrive i ensomhed, siden at lade andre kaste granskende og vurderende blikke på de ord, som er vokset frem af ens tanker.



Monday, October 1, 2012

Interviews, Norge og den lille bamse

Interviewet med mig i Berlingske blev rykket til næste søndag. På fredag kan man også læse et interview i Kristeligt Dagblad. Selvom jeg ikke har læst det endnu, tror jeg vi kommer vidt omkring - det gjorde vi i hvert fald i samtalen.

I disse dage udkommer Hildegard II i Norge, og jeg tager til Oslo for at tale med journalister og møde mit rare norske forlag.

Mit yngste barn er kun 10 måneder, så hun kommer med. Denne gang med hendes mormor som passer. Min lille pige er sin unge alder til trods temmelig berejst. Hun har været med rundt i landet, når jeg skulle holde foredrag og i udlandet til boglancering og optræden og på ferie. Det er selvfølgelig mere krævende, end hvis jeg rejste alene. Men det er også hyggeligt, og hun tager det i stiv arm. Derfor er den lille sovebamse, som hun fik i dåbsgave af to af sine faddere, blevet det vigtigste i tasken, når jeg er på farten for tiden.


Saturday, September 29, 2012

Anmeldelser

Det har været en vild, træt og glad udgivelses-uge.

Hvad man ikke ved har fået fine anmeldelser, og det er jeg selvfølgelig ualmindelig glad for.

I Weekendavisen kalder Klaus Rothstein bogen for en vellykket og grum psykologisk velfærdsthriller, som er på højde med Hildegard-bøgerne. Han mener at det er en roman, som alle kan spejle sig i.

I Information skriver Marie Louise Kjølbye, at jeg "har en fabelagtig evne til at kalde indre universer til live (...) beskrevet med en minutiøs sanselighed, som Anne Lise Marstrand-Jørgensen mestrer."

Kristeligt Dagblad skriver Nils Gunder Hansen, at bogens er lykkedes "i emninent grad" og kalder det ligefrem "realistisk litteratur som kunstnerisk mirakel."

I Jyllandsposten skriver Henriette Bacher Lind, at det er "en velklingende roman om mislyden mellem ideal og virkelighed."

Eva Pohl fra Berlingske Tidende synes, "der kastes modige blikke på familien og den seksuelle frigørelse i 1960'erne og 1970'erne" og at det gøres både med glimt i øjet og en dynamik der peger frem.

Marie Tetzlaff er i Politiken ikke glad for, at hun på den ene side læser det som en Danmarkskrønike og på den anden side ikke kan stedfæste romanen, eftersom geografien og stednavnene ikke er genkendeligt danske. Selvom hun synes, at det trækker ned (hvor f. eks Nils Gunder Hansen tværtimod synes det lægger til) skriver hun, at mit "...speciale er stadig at skrive krøniker med hyppig inddragelse af hovedpersonernes indre liv og originale, sanselige beskrivelse." Hun sammenligner med universet i Mad Men, med Christian Kampmanns Gregersen-saga og med Kirsten Thorups "Himmel og Helvede."

I Elle (hvor man også kan læse et lille interview med mig) kommer Marie Louise Wedel Bruun også til at tænke på Mad Men og skriver, at det er "en af årets store bøger. Det bliver svært at vente på toeren (...) succesforfatteren bag Hildegard-bøgerne imponerer igen med en pageturner af rang."

Thursday, September 27, 2012

Film

Gyldendal har lavet en lille film i anledning af udgivelsen af "Hvad man ikke ved". Den kan man se her. Den handler om romanen, om mig og om kærlighed.

På søndag d. 30. 9. kan man læse et interview med mig i Berlingske, hvor jeg også taler om min bog.


Wednesday, September 19, 2012

Opløsning?

Bagsidetekster er vanskelige at skrive. Det bliver ikke lettere, når man skal uddrage essensen af en omfangsrig roman. Jeg har selv været med til at skrive bagsideteksten til Hvad man ikke ved, og synes den er blevet præcis, som den skal være. Alligevel bliver jeg ved med at kredse om, at der står, at den handler om en familie, der går i opløsning. På en måde lyder det forfærdelig trist. Som om de bliver overhældt med syre, forsvinder eller falder fra hinanden.

Det kunne også lyde, som om jeg er en af dem, der begræder kernefamiliens almindelige forfald og skilsmissestatistikkerne. Det er jeg egentlig ikke. Jeg synes hverken, det behøver være en skam eller en ulykke at blive skilt, selvom det kalder på stor ansvarlighed, især hvis der er børn involveret. Jeg ville meget nødigt leve dengang, hvor det var forbundet med social stigmatisering ikke at kunne leve lykkeligt sammen til dagenes ende. Og jeg synes kun verden bliver rigere og bedre, når vi har frihed til at vælge, hvordan vi vil leve - med eller uden børn.

Derfor synes jeg heller ikke, det er helt sandt, at sige at familien i min bog går i opløsning. De holder fast i hinanden trods alt. Men det er man nok nødt til at læse bogen for at blive klogere på.

Thursday, September 13, 2012

Nedtælling

Min roman er ankommet, der er tolv dage, til den udkommer. Det er et mærkeligt og særligt øjeblik at have den i hænderne for første gang. Så er den virkelig i verden. Og helt ude af mine hænder.




Ida Balslev-Olesen skal have stor tak for indsatsen med det smukke omslag. På billedet herover kan man ikke se, hvor flot den også er på indersiden af omslaget. Under flapperne finder man nemlig en nattehimmel med månen og Sirius, og det er der også en mening med.

Bagsideteksten lyder sådan her: Hvad man ikke ved beskriver en familie, der går i opløsning i forældrenes ønske om at følge med ungdomsoprørets kærligheds- og frihedsidealer - ikke mindst den seksuelle frigørelse. Romanen handler om forholdet mellem mænd og kvinder og seksualitet gennem generationer, om frihedsdrømme og længslen efter at høre til.

Det er vanskeligt at koge 541 romansider ned til en lillebitte, repræsentativ tekst. Men det ér det, den handler om. Plus en hel del andet.

Familien hedder Horn til efternavn og består af Alice og Eric og deres tre børn, Marie-Louise, Flora og Martin. Det meste af handlingen foregår mellem 1969 og 1975, og der er afstikkere tilbage i tiden til 1940'erne og 1950'erne.

Som om det ikke var nok, kommer der en bog mere om samme familie. Efter planen til næste efterår.


Friday, August 10, 2012

50 år - 50 bøger

Jyllandsposten har lavet en sommerserie, hvor de udnævner en bog for hvert af de seneste 50 år som årets vigtigste bog. Hildegard er blevet valgt for 2009, det kan man læse i avisen idag. Jeg er særdeles beæret.

Wednesday, August 8, 2012

August, august

Hver eneste gang, vi når til august, kan jeg næsten ikke tro, det er sandt. At sommeren næsten er forbi, at det bliver mørkere så hurtigt, at børnene skal i skole igen. Det har været en god og lang sommer. Jeg har holdt en oplevelsesrig ferie i USA med min familie. Og så har jeg arbejdet med korrekturen på min kommende roman. Jeg er ikke så vild med den fase. Det er ikke så meget fordi, det kan være kedeligt at skulle det hele igennem en gang til. Det er mere fordi, det endelig går op for mig, at bogen virkelig er færdig og at bordet fanger.

Det er en skrækblandet glæde: Kunne jeg have gjort den bedre? Skulle jeg have valgt at skrive dit eller dat anderledes? Er det virkelig den bog, jeg havde i tankerne?

Jeg genkender heldigvis den store perfektionistiske usikkerhed, der følger det afsluttende arbejde fra alle andre gange, jeg har udgivet en digtsamling eller roman. Det er en del af processen fra idé til bog, det er de sidste krampetrækninger.

Så er jeg endnu engang lykkelig for at have verdens bedste redaktør. På det her tidspunkt er hun kaptajnen med overblikket. Jeg har gjort mit arbejde, jeg drukner i detaljer og tager stilling til kommentarer. Jeg lufter min usikkerhed, den som følger (næsten) enhver skrivende og som kommer til at virke eksistentiel. Hun lytter, beroliger, tager stilling og sørger for, at det hele bliver flettet og ordnet, at den store tidsplan holder - alt det der gør mit manuskript til en bog, som jeg får i hænderne inden alt for længe.

August er også måneden for Louisiana Literature. En skøn litteraturfestival som afholdes på Louisiana. I år er der som sædvanlig mange spændende navne på programmet. Har man billet til Louisiana kan man gå til alle arrangementerne. Man kan også købe en billet til alle dagene. Selv optræder jeg med oplæsning fra min kommende roman søndag d. 26.8 klokken 12 i Giacometti-salen. Umiddelbart efter kan man høre mine digte sat i musik af Jomi Massage. Hendes optræden gentages klokken 16.

Samme dag prædiker jeg i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro. Det er klokken 14 og er et led i et samarbejde mellem kirken, Pablo Llambias og Gyldendal, hvor en række danske forfattere får lov til at indtage prædikestolen.

Friday, July 27, 2012

Udgivelsesdato

Min nye roman udkommer d. 20. september. Jeg kom lige hjem fra ferie til førstekorrekturen, som nu er afleveret og ekspederet videre i systemet.

Bogen hedder "Hvad man ikke ved" og foregår i 1960'erne og 70'erne med afstikkere og tilbageblik til 40'erne og 50'erne. Jeg glæder mig til at kunne vise omslaget inden længe. Det er Ida Balslev-Olesen, der laver det, og det bliver vældig flot.


Wednesday, June 6, 2012

Italien

Jeg er netop kommet hjem efter fem dage i Italien. Det var mit italienske forlag, Sonzogni, der havde inviteret mig i anledning af udgivelsen af Hildegard II. Jeg skulle optræde ved to forskellige litteraturfestivaler i hhv Cremona og Milano. Der blev også tid til at give et par interviews.

Cremona er en middelalderby knap 100 kilometer fra Milano. Det er en gammel violinbygger-by, hvor også Antonio Stradivari havde hjemme. Arrangementet i Cremona fandt sted i Stradivaris hus. Der var oplæsning på italiensk, en lutspillende middelaldermusiker og sceneinterview med mig. Det var meget stemningsfuldt.

I Milano optrådte jeg på en festival for dansk kultur.

Det var rart at møde nogle af mine italienske læsere og sjovt at signere italienske eksemplarer af mine bøger. Og så blev jeg naturligvis helt vildt glad for at høre, at Hildegard er Sonzognis bedst sælgende titel. Det er ikke verdens største forlag, men alligevel.

Jeg havde mand og yngste barn med. De gik ture, mens jeg optrådte, og resten af tiden holdt vi fri sammen. Det var dejligt og tiltrængt, eftersom jeg dagen inden havde afleveret hele mit omfangsrige manuskript til min redaktør.

Den nye roman udkommer sidst i september, og den vil jeg skrive meget mere om snart.

Sunday, May 6, 2012

Dråbers logik

Nu er min og Jomi Massages plade udkommet. Den hedder Dråbers logik. På Geiger Records hjemmeside, kan man se, hvor den kan købes. CD'en er blevet lidt forsinket, så i et par uger endnu, kan den kun fås som LP.

Thursday, March 29, 2012

Edvard Pedersens Biblioteksfond, biblioteker og min mormor.

Jeg har været en tur i Frederikshavn for at modtage Edvard Pedersens Biblioteksfonds forfatterpris, som blev uddelt ved Danmarks Biblioteksforenings årsmøde.

Man kan læse mere her, hvor man også både kan læse Brian Patrick McGuires tale og se en video med min (meget improviserede) takketale. Det var svært at finde på noget fornuftigt at sige efter al den ros - jeg var meget overvældet og glad.

Jeg er så vild med vores biblioteker. Tænk, at have mulighed for at låne bøger helt gratis. Og tænk på alle de bibliotekarer, der gør så meget for litteraturen og kulturen rundt omkring i hele landet. Der findes mange ildsjæle derude, jeg møder dem tit, når jeg holder foredrag og bliver altid opløftet og inspireret.

Da jeg var barn, elskede jeg også at komme på biblioteket. Labyrintiske bogreoler, at gå på opdagelse og komme hjem med bøger, man ikke anede fandtes. Jeg kom både på biblioteket i Hørsholm, som var i nærheden af mit hjem og på biblioteket i Skodsborg, som var i nærheden af der, hvor min mormor og morfar boede.

Jeg gik ikke i hverken vuggestue eller børnehave, men blev passet af min mormor sammen med fætre og kusiner. Min mormor var en meget aktiv dame (og hun ville have hadet at blive kaldt for en dame). Et af de bedste udflugtsmål i nærheden var det lillebitte bibliotek i Skodsborg. Det havde til huse i et lille, gammelt hus midt på en græsplæne ved Strandvejen. Det var mest min mormor, der lånte bøger der, og selvom de formentlig også har haft børnebøger, husker jeg dem ikke. Alligevel var det skønt at komme der - man kunne fortabe sig mellem reolerne og de mystisk nummererede bøger.

Min mormor lånte også bøger, som hun læste højt for os. Der var ikke mange klassiske børnebøger iblandt. Da jeg kom i skole, havde jeg således allerede hørt Odysseen og Robinson Crusoe. Jeg forestiller mig, at hun må have forenklet eller gendigtet noget, men det ændrer ikke på, at hun gav os de gode historier, som man ikke glemmer igen.

Tuesday, March 6, 2012

Danskernes yndlingsforfatter

Ved et tilfælde opdagede jeg, at jeg er nomineret i Bog & Idés konkurrence om at kåre danskernes yndlingsforfatter. Man kan stemme via facebook eller mail. Man kan se de nominerede og læse mere her. Jeg er yderst beæret over det gode selskab.

Thursday, February 23, 2012

Facebooksnak

Gyldendal Group Agency - som sælger bog-rettigheder til udlandet - er kommet på Facebook. Der afholder de fredagsarrangementer, hvor man kan stille spørgsmål til en forfatter og få svar med det samme. I morgen klokken 13 kan man stille spørgsmål til mig. Det behøver ikke være på engelsk. Læs mere om arrangementet her.

Friday, January 20, 2012

Alt det nye

I begyndelsen af december fik vi vores dejlige, lille pige. Nu har jeg tre fantastiske børn og en fantastisk bonussøn. Større bliver det ikke.

Jeg skriver, når hun sover om formiddagen og håber stadigvæk, det lykkes at blive færdig med min nye bog, inden det bliver sommer. Resten af tiden holder jeg barsel... når hun er vågen i hvert fald.

I begyndelsen af februar tager jeg hul på en ny foredragssæson. Det bliver i følgeskab af mand og amme-baby.

I april bliver et gammelt projekt til virkelighed - Jomi Massage og jeg udgiver pladen "Dråbers logik" hos Geiger. Det glæder vi os meget til og man vil garanteret også kunne opleve os sammen flere gange i den anledning.

Bag kunstnernavnet Jomi Massage er Signe Høirup Wille-Jørgensen. Hun er en særdeles alsidig dame, som mange også vil kende fra Speaker Bite Me. Hvad færre måske ved er, at hun også er massør - ovenikøbet en virkelig god en af slagsen. Hun tilbyder også barselsmassage, noget jeg i den grad selv nyder godt af. Det kan man læse mere om her.