Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Isak Hoffmeyer

Sunday, December 13, 2009

Synæstesi


Jeg har gjort Hildegard til synæstetiker. Eftersom det ikke interesserede hende, at skrive om sig selv og sine private sensoriske oplevelser, er det ikke noget, jeg har kunne læse mig til. Men selvom jeg ikke kan bevise, at den historiske Hildegard af Bingen var synæstetiker, er det en nærliggende tanke for mig. For det første fordi hun beskriver, hvordan musikken allerede findes i verden på en sådan måde, at den kan aflyttes og videregives. For det andet fordi sproget i hendes visioner er fantastisk billedrigt og sanseligt. For det tredje fordi poesi og synæstesi er nært forbundne for mig. Og for det fjerde fordi jeg selv oplever verden sådan, og det gjorde det nemmere for mig at leve mig ind i hendes verden, at jeg udstyrede hende med tilsvarende oplevelser.

Til gengæld mener jeg ikke, at synæstesien på nogen måde kan forklare Hildegards syner. Visionerne var mystiske, men det er synæstesi ikke. Synæstesi er ganske enkelt sammenkoblingen af sanseindtryk. Hvor mange mennesker der oplever verden sådan, ved man ikke. Nogen mener, at det er omkring 5 %, andre mener, at 25 % kender til den mest almindelige form for synæstesi - oplevelsen af at f. eks ugedage har farver - mens kun 1 % har stærke synæstetiske oplevelser. Til gengæld er der vist rimelig enighed om, at det ofte er arveligt i et eller andet omfang.

Der gik mange år, før jeg for alvor indså, at alle mennesker ikke har den type oplevelser. Som barn fik jeg den første fornemmelse af det, da vi i 1. klasse skulle lære om forskellen på konsonanter og vokaler. Alle bogstaverne i alfabetet blev hængt op i klassen, vokalerne var røde, konsonaterne var blå. Det generede mig i en sådan grad, at jeg næsten ikke kunne holde ud at se på det. For kunne enhver ikke se, at hvert bogstav havde sin egen farve, og at den farve også var knyttet sammen med både en tone og en følelse. Og at det i hvert fald ikke var de røde overfor de blå? Kunne de ikke se, at det derfor var komplet unødvendigt med den slags primitive og urigtige husketeknikker? Åbenbart ikke. Det var virkelig svært for mig at forstå. Ikke mindst fordi jeg ofte havde talt med mine bedsteforældre om de forskellige ugedages farver. De var ganske vist anderledes end mine egne og mine havde også former, men alligevel. Min mandag var f. eks oval, svagt turkis med et strejf af svømmehalslugt, min tirsdag var en lyserød cirkel med en frugtagtig duft og så fremdeles.

De fleste synæstetikere oplever deres sansesammenblandinger som neutrale og meget lidt opsigtsvækkende. Som en naturlig måde at orientere sig på i verden. Sådan oplever jeg det også selv. Kun en gang imellem kan det være lige i overkanten, nemlig når lyde eller visuelle indtryk bliver meget stærkt koblet med fysiske fornemmelser. Det kan f. eks være svært at forklare, hvorfor jeg ikke bare synes, at en bestemt farve f. eks er grim, men at den ligefrem er koblet med en helt bestemt form for fysisk ubehag. For de fleste mennesker er det svært at tolke som andet end overdreven sarthed, så det er sjældent, jeg nævner det.

Til gengæld kan det også være praktisk. Når jeg er istand til at huske overdrevent mange fødselsdatoer, er det fordi jeg ser dem plottet ind på min rumligt-visuelle årskalender. Den går sådan cirka fra skulder til skulder og ligner en skæv hestesko.

De fleste synæsteter fortæller sjældent om deres oplevelser. Sikkert fordi, man ikke selv synes, der er så meget at fortælle - farveblinde fortæller vel også kun sjældent om, hvordan deres verden ser ud, mennesker med absolut gehør forsøger sjældent at forklare, hvordan musik lyder for dem. Til gengæld er der ikke noget sjovere end at udveksle oplevelser med ligesindede. Således kunne min datter og jeg diskutere farven af en lyd allerede, da hun kun var et par år gammel. Og da jeg forleden talte med en nær veninde, der også er forfatter , diskuterede vi, hvordan man kan se sit eget ufærdige manuskript i farver og på den måde finde ud af, hvor der mangler noget. "Lidt orange på siden 5 f. eks," som hun så smukt udtrykte det.

Hvis man synes, det er sjovt at læse om synæstesi, kan man finde en del gode artikler på nettet og en hel masse overfladisk ævl. Mange af de gode sider er på engelsk, men jeg faldt for nylig over denne glimrende artikel fra Ingeniøren. Den er skrevet af Robin Engelhardt, der også samler sine artikler på sin egen virkelig interessante blog.

Saturday, December 12, 2009

Weekendavisens litteraturpris

Hildegard er blevet indstillet til Weekendavisens litteraturpris, og det er jeg selvfølgelig meget glad for.

Man kan læse om de nominerede bøger her. Der kan man også se, at jeg er i meget fornemt selskab blandt en række særdeles dygtige forfattere. Det føler jeg mig kun endnu mere beæret over.

Saturday, December 5, 2009

Politiken, katten, julen

Lise Garsdal har lavet et inteview med mig om Hildegard. Det er i bogtillægget i Politiken idag. Miriam Dalsgaard, som er en fantastisk fotograf, har taget billederne. Katten ville have del i opmærksomheden og sneg sig med. Dens noget specielle udseende afføder mange spørgsmål. Derfor: Det er en Sphynx og den hedder Gandhi. Den kom ind i familien nærmest ved en tilfældighed, og selvom jeg først blev lidt blufærdig på dens vegne, vænner man vænner sig hurtigt til, at den ikke har hår.
Jeg er kommet ind i en god skriverytme, og der findes ikke noget bedre. Jeg læser Hildegards værker og breve igen. Noget af det er vanskeligt stof, andet er mere ligetil. Sidste weekend bagte jeg pebernødder og tjekkede, hvad hun havde at sige om kanel. Hun mener krydderiet er godt for den almene sundhed: "...når den nydes mindsker den ofte de onde og fremmer de gode safter." Det kan man jo ikke være ked af. Til gengæld er hun mindre begejstret for peber: "Rigelig indtagelse skader menneskene (...) og forvandler de gode safter til onde." Peber og kanel - det kan være det går lige op i sidste ende. Forresten var der også ingefær i, og det er straks værre. Så må enhver underkaste sig selvransagelse inden han eller hun kaster sig over fadet. Er man sund og velnæret, mener Hildegard at ingefær skader "...da det gør ham dum, uvidende, uengageret og tøjlesløs." Men er man til gengæld "tør og modløs" kan det tværtimod gavne.




Monday, November 30, 2009

Arbejdshi og Odense

Jeg har været stille et stykke tid. Det er fordi, jeg har travlt med at skrive. Lige nu er jeg hemmelighedsfuld og optaget af hundrede gode idéer. Lige nu kan jeg ikke sige så meget mere om det.

Til gengæld vil jeg sige en hel masse i morgen, når jeg fortæller om Hildegard i Odense. Det foregår i Sankt Knud salen i Odense Domkirke fra klokken 17 - 19.

Monday, November 16, 2009

Hør om Hildegard

Kristeligt Dagblad er vært ved to arrangementer, hvor man kan høre mig fortælle om Hildegard. Jeg vil fortælle om min roman, om den historiske Hildegard af Bingen, læse op og svare på spørgsmål. Det første arrangement er i morgen fra klokken 17-19 i Billedsalen, Rømersgade 17 i København. Nærmere information om tilmelding mm kan findes her.

Saturday, November 14, 2009

Salon, Bogforum, Sentura

Torsdag aften var jeg til Hildegardsalon i Riddersalen. Jytte Abildstrøm og Kirsten Kjærulff var på scenen sammen med musikeren Poul Høxbro. Kirsten K holdt foredrag, Jytte A lagde stemme til Hildegards visioner, og Høxbro havde lavet ledsagende musikarrangementer, som han spillede på middealderinstrumenter. Det var en magisk aften. Salen var fyldt, og de optrædende supplerede hinanden bedre, end nogen kunne have forestillet sig. Jeg er sikker på at både garvede Hildegard-kendere og nytilkomne interesserede blev både inspireret og underholdt. Selv svævede jeg nærmest derfra.



Denne weekend står i Bogforums tegn. Gyldendal har omprioriteret forfatteroptrædener på Tranescenen i år, hvilket betyder, at der er knapt så mange skønlitterære forfattere på programmet. Istedet kunne man opleve nogle af dem i Trykkeriet på Klareboderne i ugen op til Bogforum. Det kan man mene om, hvad man vil, men egentlig tror jeg ikke, det har den store betydning. Fra fronten kan jeg rapportere, at Bogforum lignede sig selv i år. Jeg var der ikke for at optræde, men for at give et interview til Kulturnyt på P2 om Hildegard og så selvfølgelig for at møde kollegaer og venner. Der var mange spændende forfattere på de forskellige scener, men jeg havde på forhånd opgivet at lytte. Bogforum er spændende, og Bogforum er anstrengende. Der bliver altid ekstremt varmt, og jeg bliver distraheret og overvældet af mennesker og summende larm. Jeg ender altid med at blive mere bims end oplyst af at være der, og kan kun glæde mig over, at det ikke er alle, der har det ligesom jeg. Hvis man gerne vil høre mig tale om Hildegard og have mulighed for at stille spørgsmål, får man chancen flere gange i den kommende tid. Jeg skal nok omtale arrangementerne her på siden inden de afholdes.



Endelig er der kommet endnu en dejlig anmeldelse af Hildegard. Det er Tina Charlotte Møller, der har skrevet den i Sentura, og den kan læses her.

Wednesday, November 11, 2009

København læser

Det er tid for Københavns tilbagevendende litteraturfestival. Hele ugen op til Bogforum præsenteres et væld af litteraturarrangementer i hele byen. Hvor Bogforum er et gedemarked, en gigantisk og meget varm boghandel, hvor man risikerer at blive blæst omkuld af ord fra højre og venstre, giver København læser en helt anden mulighed for at fordybe sig i og nyde den levende litteratur. På festivalens hjemmeside kan man se, hvor mange forskellige, helt gratis tilbud der er.

Gyldendal er også med. Der er 12 timer med interviews og oplæsninger fra klokken 11-23. Det foregår i Trykkeriet i forlagets baggård i Klareboderne. Man kan se programmet her, selvom man skal være opmærksom på, at tiderne er blevet ændret lidt. Jeg taler selv om Hildegard klokken 17.30.

Tuesday, November 10, 2009

Litteratursiden og dagens arbejde

Der er også kommet en anmeldelse af HildegardLitteratursiden. Den er jeg rigtig glad for!

Idag er viet til detalje-research. Jeg har en lang liste over ting, jeg gerne vil vide. Det er helt nede på hverdagsdetaljeplanet: Hvor ofte fik nonnerne nyt tøj? hvordan vaskede man i klosteret? arbejdsgangen ved fremstilling af pergament. 95% af det jeg finder ud af, kommer aldrig kommer til at stå nogen steder, men jeg er nødt til at vide det alligevel. Det er gennem detaljerne, at middelalderverden får liv i min fantasi. Og uden liv ingen historie.

Monday, November 9, 2009

Kirsten Kjærulff og Jytte Abildstrøm

Mange danskere, der interesserer sig for Hildegard af Bingen, er helt sikkert stødt på Kirsten Kjærulff. Hun er dansk Hildegard-ekspert og har skrevet flere fagbøger om Hildegard af Bingen, som på det varmeste kan anbefales. Sammen med Hans Jørgen Frederiksen har hun også lavet den meget smukke bog Det levende lys, hvor man både kan læse uddrag af Hildegards visioner oversat til dansk, nyde de smukke illuminationer og læse Kirsten Kjærulffs vidende udlægninger og forklaringer. Jeg har brugt hendes bøger rigtig meget i min research.

Hvad jeg ikke vidste var, at Kirsten Kjærulff også er freelanceskribent for bladet Katolsk orientering. Faktisk vidste jeg ikke engang, at der er noget, der hedder sådan. En katolsk veninde læser imidlertid bladet og fortalte mig, at Kirsten Kjærulff har anmeldt min Hildegard i det nyeste nummer. Det var med nervøsitet og spænding, jeg læste anmeldelsen. Det er sin sag at blive anmeldt af en ekspert, som jeg ovenikøbet skylder stor tak for så enkelt og forståeligt gennem sine bøger at have givet mig en indføring i det, der er sværest at forstå, når det drejer sig om Hildegard af Bingen - nemlig indholdet i hendes visioner. Stor var min glæde over at læse, at hun kun har ros til overs for min roman. Hun slutter af med at ønske, at jeg vil skrive en fortsættelse, for "med Anne Lise Marstrand-Jørgensens loyale indlevelsesevne, kompetente research og fremragende måde at skrive på må det blive en bog mindst lige så fascinerende og aktuel som denne Hildegard." Hele anmeldelsen kan læses her. På den efterfølgende side er der en meget fin artikel om Hildegards musik og den gregorianske sang.

Kirsten Kjærulff holder også foredrag og arrangerer rejser i Hildegards fodspor. Jeg har endnu ikke haft chancen for at opleve hende, men det bliver der heldigvis snart rådet bod på. Som tidligere nævnt her på siden har Hildegard af Bingen også betydet meget for Jytte Abildstrøm og på torsdag klokken 20, er der salon i Riddersalen. For en beskeden entré kan man høre Kirsten Kjærulffs foredrag, høre Jytte Abildstrøm læse Hildegard-citater og lytte til arrangementer af Hildegards musik ved Poul Høxbro. Det glæder jeg mig meget til.

Friday, November 6, 2009

Anbefaling - Skarn

Jeg afbryder mine endeløse oplysnings- og reklameindslag for Hildegard for at komme med en anbefaling. Det er ikke så ofte, jeg giver 6 stjerner i en anmeldelse, men da jeg læste polske Wojciech Kuczoks prisbelønnede roman Skarn, var jeg ikke i tvivl om stjerneregnen.

Det er det geniale lille forlag Batzer & Co, der endnu en gang sørger for, at vi får chancen for at læse litteratur i verdensklasse i dansk oversættelse. Det er også dem, der udgiver både Per Petterson og dette års nobelprisvinder Herta Müllers Mennesket er en stor fasan i verden.

Man kan læse min anmeldelse her ... eller endnu bedre: Skynde sig ned i nærmeste boghandel og købe romanen.

Tuesday, November 3, 2009

Ud og ind af Hildegard-land

I interviewet i Kristeligt Dagblad kan man læse, at jeg er gået igang med en roman om de sidste 40 år af Hildegard af Bingens liv. Og det er så sandt, som det står skrevet. Det besluttede jeg mig for allerede midt i forløbet, dog uden at turde lægge mig helt fast på det.

Grunden til jeg har valgt at gøre det sådan er, at jeg synes, at Hildegards liv falder i to markante dele: Den første del, hvor hun modtager sine visioner, følger sit kald og modtager undervisning, uden at kunne tale om det hun ser til andre end dem, som er tættest på hende. Den anden del hvor hun i den grad begynder sit udadvendte virke i verden, det virke vi kender hende for idag. I mit hoved blev det logisk at vie en hel bog til de tavse år. Og en anden til de talende, syngende, skrivende år. Alligevel syntes jeg, at jeg var nødt til at vente med at sige det højt og tage endelig stilling, til jeg var godt igang med at skrive. Jeg var bange for, at jeg ikke havde den rette skriveenergi til at tage en tur mere med Hildegard, når det kom til stykket. Det er noget der først viser sig, når jeg sidder med stoffet, sidder alene i stilheden og hverdagen med mine bøger, mine tanker og min computer.

Nu er jeg igang, og jeg nyder det. Så nu tør jeg godt sige, at der kommer en roman mere om Hildegard. Jeg synes kun lige, jeg er begyndt, og selvom jeg har lavet en stor del af researchen allerede, er det alligevel et stort arbejde, der venter. Jeg skal finde den rigtige fortællestemme. Jeg skal finde en rød tråd. Finde ud af hvem og hvad der skal være i forgrunden, hvordan stoffet skal disponeres og hvorfor. Jeg skal skabe en voksen Hildegard i min forestilling - en kvinde i den sidste halvdel af sit liv.

Lige nu er jeg igang med at grave ud til fundamentet, om man så må sige. Jeg bruger meget tid på at være stille og forestille mig hendes personlighed og udvikling. Jeg laver lister og skemaer over kronologien, som jeg hænger op over mit skrivebord, jeg ser flere film og dokumentarprogrammer og læser flere bøger om alle mulige aspekter af middelalderen. Jeg er især nødt til at læse endnu mere om politiske forhold, om paver, kejsere og landegrænser. Jeg har bestilt et ton bøger fra Amazon og fra biblioteket vel vidende, at kun en brøkdel af det jeg lærer kommer med i bogen. En af de bøger jeg har bestilt er Colin McEvedys "The New Penguin Atlas of Medieval History" som man kan se her. Det er en skøn og billedrig lille sag som kickstarter fantasien.

Samtidig skriver jeg, når mine børn er i skole eller er gået i seng. Og når jeg gør det, tager jeg ophold i en helt anden verden end den, jeg dyrker mellem bøger og film. Det er sprogets verden, og der må jeg gå stille omkring og lytte til ordenes egen musik.

Monday, November 2, 2009

2. november og Kristeligt Dagblad

D. 2. november er den dato, hvor Hildegard trådte ind i klosteret på Disibodenberg. Det er vildt at tænke på, at der virkelig fandt sted en gang for over 900 år siden.

Idag kan man læse et interview med mig i Kristeligt Dagblad om hvad hun har betydet for mig.

Tuesday, October 27, 2009

P1 og bøger der bliver solgt

Nu kan man høre en hel time om Hildegard af Bingen i Religionsrapport på P1 ved at følge linket her. Der var lidt lydtekniske problemer med nogle dele af udsendelsen, da den blev sendt igår, men det bliver rettet.

Og så skal Hildegard allerede trykkes i 2. oplag. Mere juhu !

Thursday, October 22, 2009

Hildegard hitliste og radio

I går blev jeg interviewet af Iben Thranholm til P1 programmet Religionsrapport. Det er et langt interview, næsten en hel time om Hildegard. Jeg fortæller om tilblivelsen af min roman, om den historiske person Hildegard af Bingen, om forholdet mellem fakta og fiktion, om middelalderens religiøsitet, om skrivning som åndelig oplevelse og meget mere. Iben Thranholm er en dygtig interviewer og en grundig researcher, og det var inspirerende at tale med hende. I programmet kan man også høre musik af Hildegard og et indslag om hvad der karakteriserer hendes musik. Derudover kan man høre et kort indslag med Jytte Abildstrøm, der også er stor Hildegard-fan. Det bliver sendt første gang på mandag.

I en kommentar her på siden blev jeg bedt om at give min personlige Hildegard af Bingen hitliste. Det er ikke enkelt at vælge, men her er i hvert fald nogle af de musikstykker, jeg ikke bliver træt af at lytte til:

Caritas abundat
O ecclesia
O viriditas

Hvis man gerne vil vide mere om musikken, finde gode indspilninger og måske finde en Hildegard-koncert, kan man se det danske Hildegard Ensembles hjemmeside. Det er Danmarks eneste kvindelige vokalgruppe, der specialiserer sig i middelalderens kirkemusik med gregoriansk enstemmigt repetoire. De synger a capella, og de gør det smukt.

Monday, October 19, 2009

Mandag formiddag

Jeg er begyndt at få tilbagemeldinger fra folk, der har læst Hildegard. Jeg bliver altid glad for at høre fra mine læsere. På samme måde glæder jeg mig meget til de oplæsningsaftner, jeg har på programmet i efteråret. Det er særdeles inspirererende for mig, at høre om andres forhold til Hildegard af Bingen.

Idag har jeg lyttet til Hildegardmusik hele formiddagen. Jeg havde lovet en journalist fra DR, der skal interviewe mig om bogen at finde mine yndlingsnumre. Det er ikke en let opgave, for selvom mange synes, sangene er meget ens, bliver de meget forskellige, når man virkelig lytter. Og så er der ordene. Det er ren poesi, det er ild og kraft, mystik og overgivelse.


Da jeg skrev Hildegard, var jeg så uheldig at falde på min cykel og få hjernerystelse. I en hel uge kunne jeg ikke skrive eller læse eller se fjernsyn uden at få knaldende hovedpine. Først var jeg ved at blive desperat, for mit manuskript TRAK sådan i mig, og jeg havde overhovedet ikke lyst til en pause. Efter milde trusler fra min læge overgav jeg mig til sofaen. Det endte med at blive en særdeles inspirerende uge alligevel. For jeg kunne godt høre musik. Jeg hørte Hildegard på repeat hele ugen. Musikken lukkede sig op og foldede sig ud og viste sig hele tiden fra nye sider.


Bagefter skrev jeg nogle af afsnittene i bogen, der handler om Hildegards forhold til musik.


Her er et lille uddrag fra bogen, hvor jeg beskriver Hildegards gryende fornemmelse for, at musikken kan være anderledes end den måde, hun hører munkene synge. Hun er ganske ung på det tidspunkt, endnu ikke voksen. Hun får undervisning i at spille på psalter og hendes verden er fuld af munkenes sang:


"Hun koncentrerer sig om at skelne én tone fra en anden og ser lydene som farver. Hun lytter til munkenes sang med lukkede øjne. De synger for Gud syv gange i løbet af døgnet, bløde toner stiger og falder i samme takt. De synger for at nærme sig Gud, siger Jutta, men selvom det er smukt, kan Hildegard ikke høre lyset i deres sang. Det er hellig sang, der lyder som vuggeviser, kønt og søvndyssende. Hun kan se sangens farver, når hun lukker øjnene, men der mangler så mange nuancer - vinterens farver behersker brødrene til perfektion: Himlens isblå, dådyrets gråbrune vinterpels, en tynd bræmme af guld over kulsorte graner. Efterårets farver rammer de punktvis, ligesom sensommerens tørre, gule græs, men forårets saftspændte grønne kraft kan hun slet ikke fornemme i deres sang. Engang prøver hun at forklare Jutta det. De gennemsynger alle salmerne hver uge, siger Jutta bare, og Hildegard siger ikke mere."


Friday, October 16, 2009

Mere af det gode

Det er en turbulent oplevelse at udgive en bog. Efter al den tid med hårdt arbejde og musestille samvær med romanpersoner står det enhver frit for at udtrykke sin mening om det færdige produkt. Kontrasten mellem det lange seje træk med dagligt indadvendt arbejde og så selve udgivelsen er ubegribelig stor. Det føles vildt og voldsomt, fantastisk og overvældende. Som jeg før har skrevet, synes jeg, det er vidunderligt at få lov til at dele ud af min egen begejstring for det stof, jeg har begravet mig i så længe. Og stor er min glæde, når jeg fornemmer, jeg når igennem til modtageren.

Hildegard bliver meget flot anmeldt i Berlingske Tidende idag. Eftersom jeg selv skriver anmeldelser for samme avis, har den gode bogredaktør bedt en ekstern anmelder om at læse min roman. Elisabeth Møller Jensens anmeldelse kan læses her. Hun slutter anmeldelsen med disse ord: Det er denne helt utrolige historie, der får kød og blod i Anne Lise Marstrand-Jørgensen højlitterære, intuitive og næsten mirakuløst velskrevne roman. Man griber sig i at undre sig over, hvor forfatteren mon selv modtager sine syner fra.

Jeg har også fået fine anmeldelser andre steder. I Flensborg avis skriver Christina Dahl, at Hildegard er "et fremragende psykologisk drama om en af middelalderens mest betydningsfulde kvinder." Og på Dansk Historisk Fællesråds spændende hjemmeside er Elisabeth Windmüller yderst positivt stemt.

Overfor al den ros har jeg lige nu kun ét at sige: JUHUUU!

Monday, October 12, 2009

Hele Weekendavisens anmeldelse kommer her:

Weekendavisen d.9.10.2009. Leonora Christina Skov.

Fremragende nyt til alle, der holder af historiske romaner, litterære fantasier og visionære tyske nonner.

Wow, det kan da kun gå godt! var min første tanke, da jeg fik Anne Lise Marstrand-Jørgensens litterære fantasi over den tyske nonne Hildegard af Bingen (f. 1098) i hænderne. Hildegard, hedder den, og den er god. Virkelig god, endda. Marstrand-Jørgensen er efter min bedste overbevisning en af Danmarks mest velskrivende forfattere, selv om det helt store publikum, hun fortjener, vist endnu har til gode at opdage det. Hun tager sig kærligt af Hildegard af Bingen, uden sammenligning middelalderens mægtigste kvinde. I en tid, hvor kvinder skulle tie og underordne sig, nedskrev hun med pavens velsignelse sine religiøse visioner, forfattede poesi og naturvidenskabelige værker, opfandt sproget lingua ignota, komponerede liturgisk musik og korresponderede med flere tyske kejsere og den hellige Bernard af Clairvaux. Hun grundlagde også klostre i Rupertsberg og Eibingen og arbejdede som abbedisse, lægekyndig og mystiker frem til sin død i 1179. Feminister har hyldet hendes kvindemod i årtier, og new age-folk har taget hendes holistiske helbredelsesmetoder til sig. Nå ja, og så har neurologen Oliver Sacks slået til lyd for, at hendes lysende visioner skyldtes noget så ordinært som migræne, mens andre kloge hoveder har diagnosticeret hende som synæstetiker. Men det er stadig først og fremmest hendes musik, vi kender hende for i dag. Hildegard af Bingen er formodentlig den mest indspillede af samtlige komponister fra før 1600 og den første, hvis biografi er kendt.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har tidligere skrevet fire digtsamlinger og tre højst forskellige romaner. I den ene ende af spektret har vi den store forelskelsesroman Konventioner. I den anden ende har vi Ingen, der handler om sindssyge og angst, og med Hildegard spreder forfatteren vingerne endnu mere. Der er ikke tale om en klassisk biografi, som genrebetegnelsen litterær fantasi vel også antyder. Lige præcis den genrebetegnelse har jeg det ellers normalt ambivalent med, for ofte dækker den over temmelig ligeud-ad-landevejen historiske romaner, der gerne vil være mere end dét. Nemlig stor litteratur. Men i Hildegards tilfælde giver genrebetegnelsen god mening. På den ene side er der ingen tvivl om, at romanen, med sin stærke, gennemresearchede historie, vil sprede glæde blandt læsere af for eksempel Maria Hellebergs og Mette Winges historiske romaner. På den anden side må man nok sige, at Hildegard både kompositorisk og sprogligt er lige så meget i familie med f.eks. Sara Stridsbergs Nordisk Råd-vindende Drømmefakultetet om den hårdtslående Valerie Solanas.

Vi følger den skravlede Hildegard, der kommer til verden som tiende barn i en velhavende tysk familie. Da hun mod alle odds overlever, beslutter hendes mor med det storslåede navn Mechthild at give hende som oblat til kirken, når hun fylder otte. Som årene går, virker beslutningen mere og mere indlysende. For den lille pige er sær. Hun er hele tiden uforklarligt syg, det første, hun siger, er »lys«, og de syner, der følger med lyset, er foruroligende. Den ene dag ser pigen en ufødt kalv i koens mave, den næste et dødt foster i kokkepigens. Forældrene aner ikke, hvad de skal stille op med hverken deres datter eller hinanden, og Marstrand-Jørgensen beskriver nænsomt det uvidende og overtroiske samfund og ægteskabets gradvise opløsning. For ikke at tale om den lille piges ensomhed, da hun forstår, at ingen ser det samme som hun, og at ingen må vide, hvad hun ser. Som otteårig bliver hun sendt til en familie langt væk. Her skal hun sammen med den strenge, 16-årige Jutta forberede sig på klosterlivet, og i 1108 ender de to unge piger i det nyopførte munkekloster Disibodenberg. Jutta bliver hurtigt en selvpinerisk, anorektisk eremit, imens Hildegard bliver venner med sin jævnaldrende lærer, munken Volmar. Han lærer hende alt, hvad der er værd at vide om lægekunst og helbredende urter, og imellem dem vokser en åndelig kærlighed, der udholder alt. Relationen mellem de to er lydhørt beskrevet af Marstrand-Jørgensen, der har sans for både intimiteten og udviklingen i venskabet, efterhånden som Hildegards visioner tager til, og magtbalancen forrykker sig. Til slut er visionerne så stærke, at hun må følge »Det Levende Lys« og gøre sig til »trompet for herren«, selv om det er uhørt for en kvinde at tale. Da hun beder Volmar fungere som sin sekretær, må han gøre endegyldigt op med sig selv, om han tør tro på hendes åbenbaringer eller ej. Med overhængende fare for ekskommunikation, hvis han er den eneste, der tror hende.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen vægter med held den gode historie lige så højt som det fintmærkende litterære sprog. Formen, der veksler mellem det fortællende og det lyriske, passer perfekt til den hypersensitive hovedperson med de højstemte visioner og den associative tankegang. I hænderne på en mindre kompetent forfatter kunne Hildegard af Bingen let være endt som enten helgen eller bindegal, men fra begyndelsen fremskriver Marstrand-Jørgensen helt ubesværet et menneske af kød og blod. På én gang plaget og oplyst af sine religiøse syner og med tiden i stand til at forvalte den magt over eget og andres liv, som synerne giver hende. For når alt kommer til alt, hvem tør så argumentere mod Guds vilje? Eftersom Hildegard er en litterær fantasi, kan man vel dårligt klandre den for at slutte, hvor Hildegard af Bingens livshistorie bliver allermest spændende. Nemlig i 1148, hvor hun langt om længe får pavens tilladelse til at nedfælde sine visioner. Herefter grundlægger hun sine klostre og komponerer sin musik. Som læser undrer man sig dog en del over, at hendes mest produktive år går upåtalte hen, også i den sært fåmælte biografiske opsummering til slut. Man vil i hvert fald hellere end gerne læse mere, selv om bogen allerede er 400 sider lang. Især om komponisten Hildegard, som trods alt er den Hildegard, de fleste kender i dag. Om der rent faktisk er et bind to i støbeskeen, ved jeg ikke. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg krydser både fingre og tæer.

Sunday, October 11, 2009

Bims?

Jeg fik en fin anmeldelse med fire stjerner og den mærkelige overskrift "Var Hildegard bims?" i Politiken igår. Der kaldes Hildegard både interessant og klog. Anmelderen, Mikkel Bruun Zangenberg bekender kulør og betegner sig selv som agnostisk realist, og det præger hans læsning. Derfor konkluderer han, at Hildegard må have lidt af en let form for sindssyge. Det tror jeg bestemt ikke, hun gjorde, men derfor er det stadigvæk interessant at få en andens blik på tingene.

Ellers er det vist mest mig, der er bims idag. Eller træt i hvert fald. Så er det godt, det er sådan en regnvåd søndag, hvor det mest fornuftige er at blive indendøre og læse gode bøger og lave så lidt som muligt.

Friday, October 9, 2009

Mere glæde

Hildegard bliver fantastisk anmeldt i Weekendavisen idag. En hel side med en smuk ledsagende Hildegard-illumination. Leonora Christina Skov skriver bla:

"Anne Lise Marstrand-Jørgensen vægter med alt held den gode historie lige så højt som det fintmærkende litterære sprog. Formen der veksler mellem det fortællende og det lyriske, passer perfekt til den hypersensitive hovedperson med de højstemte visoioner og den associative tankegang. I hænderne på en mindre kompetent forfatter kunne Hildegard af Bingen let være endt som enten helgen eller bindegal, men fra begyndelsen fremskriver Marstrand-Jørgensen helt ubesværet et menneske af kød og blod."

Det er lykkeligt, når det jeg gerne vil med min bog går igennem til læseren.

Thursday, October 8, 2009

Udgivelsesglæde



Idag er Hildegard på gaden. Jeg har allerede fået en meget fin anmeldelse i Kristeligt Dagblad under overskriften "At tie eller at tale". Her skriver Maria Sjøqvist mange rosende ord om bogen. Hun skriver også, at den fænger fra første side. Gode anmeldelser er dejlige. Ikke mindst fordi jeg så gerne vil dele min egen fascination af Hildegard af Bingen med andre.


Idag holder jeg fri og fejrer. Katten er virkelig hårløs. Og jeg er virkelig glad.



Tuesday, October 6, 2009

Lidt for hurtig ...

Var jeg med min seneste kommentar. Det var åbenbart en joke - et fremtidsinterview. Det er der sikkert mange, der synes er sjovt. Jeg gør ikke. En af grundene er, at jeg mener det jeg skrev om det middelalderlige efterslæb.

Middelalderens genkomst? Eller hvor langt kan man nå på 1000 år?

I al den tid, hvor jeg har læst om middelalderen, har jeg penduleret mellem at synes, at vi er milevidt fra og meget tæt på den tid. Under alle omstændigheder vil jeg vove at påstå, at den manglende ligestilling mellem kvinder og mænd, som stadigvæk findes i nogen grad i Danmark og i høj grad mange andre steder i verden, er et middelalderligt efterslæb med endnu ældre rødder.

Det blev jeg mindet om, da jeg læste et af de mest tåbelige interviews, jeg længe har set. I Information igår udtaler den 73-årige litteraturprofessor Bjørn Alsted Nielsen sig om, den amatørisme, han synes at finde i megen moderne litteratur. Han taler om Nobelprisen, men det er kvinderne, der står for skud: "Det er eksempelvis sigende, at vi ser så mange kvindelige vindere i disse år, for amatørismen ligger mere naturligt til det kvindelige. Men en nobelpristager bør hæve sig over det behagelige og det hyggesyge. Stor litteratur kommer et helt andet sted fra. Den kræver mod, styrke og viljen til konfrontation."

Hvad skal man sige til det? Jeg tror, jeg vil lade det tale for sig selv og bruge lidt tid på at minde mig selv om, at vi i det mindste har ytringsfrihed i vore dage.

Monday, October 5, 2009

En helt anden Hildegard og en hilsen til Ingen

Jeg er lige blevet gjort opmærksom på, at en spillefilm om Hildegard af Bingen netop har haft premiere i Tyskland. Den hedder Vision - aus dem leben der Hildegard von Bingen, og det er den store tyske filminstruktør Margarethe von Trotta, der står bag. Den har fået en temmelig blandet modtagelse og bliver nogle steder kritiseret for, at ville vise for mange sider af Hildegard af Bingen. Jeg har ikke set filmen endnu, men traileren er meget dramatisk - von Trottas Hildegard har selvlysende blå øjne, og bag hende står himlen i brand.

I en helt anden boldgade vil jeg reklamere for et nyt tiltag og en ny hjemmeside om psykisk sygdom. Siden hedder www.psykisksaarbar.dk og i styregruppen finder man bla Poul Nyrup Rasmussen. Hjemmesiden åbnede i anledning af psykiatritopmødet i weekenden, og formålet er bla at være med til at nedbryde tabuer om psykiske sygdomme. På hjemmesiden kan man læse, at Psykiatrifonden anslår, at hver anden familie i Danmark har psykisk sygdom inde på livet. Alligevel er det svært at tale om, selvom man kunne ønske sig, at det var ligeså acceptabelt at fortælle, at man lider af angst eller psykisk sygdom, som det er at fortælle, at man har en hjertesygdom eller diabetes.

Når jeg læser op fra og taler om Ingen kommer samtalen med publikum ofte til at handle om lige præcis det - skam, tabuer og ensomhed. Psykisk sårbar er et prisværdigt initiativ, og hjemmesiden er meget fin og informativ. Det lille filmklip med personlige beretninger, burde alle mennesker se. Ingen er også med på hjemmesidens litteraturhenvisninger, og det er jeg naturligvis meget glad for.

Friday, October 2, 2009

Weekendavisen og Frederikssund

Susanne Bjertrup har lavet et interview med mig til Weekendavisen. Det kan man læse i bogsektionen idag. Jeg synes, hun er sådan en god interviewer, og det var dejligt at tale med hende. Så kan jeg godt leve med det mærkelige billede af mig, som de har valgt at sætte i. Det er vist taget på skønne Hald Hovedgaard for cirka 100 år siden.

Jeg havde en meget fin aften på Frederikssund bibliotek i går. Der var stort fremmøde og publikum var af den bedste slags: Interesserede, spørgende, entusiastiske. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre førstegangsoptræden med Hildegard. Efter at have siddet i stilheden og arbejdet i så lang tid, er det en gave at få lov til at dele noget af det jeg brænder for med andre.

Thursday, October 1, 2009

At holde Hildegard i hånden


Nu er bogen kommet fra trykkeriet, og jeg har fået den i hånden. Det er en vældig god følelse. Ida Balslev-Olesen har lavet det flotte omslag med en detalje fra et middelalderbillede af Hildegard, der modtager en af sine visioner.
Og så skal jeg ud og tale om bogen for første gang i aften. Selvom den først kommer om en uge, skal jeg tale om den på Frederikssund bibliotek. Jeg glæder mig meget til at møde nogle af mine - forhåbentlig - kommende læsere.

Tuesday, September 29, 2009

Illuminationer


Der er illuminationer i et par af Hildegard af Bingens værker. Det er ikke bare illustrationer til teksten, men billedgengivelser af hendes syner. Nogle af dem er meget smukke, mange af dem er sære. Billedet her hører til visionen om Kosmosægget, og det er en af mine favoritter.

Det er et billede på universet. I centrum af det flammende æg er jordkuglen og de fire elementer: Ild, vand luft og jord. Hovederne med åbne munde er de kosmiske kræfter, der skal holde alt i balance. Kirsten Kjærulff og Hans Jørgen Frederiksen har sammen lavet en meget spændende bog, hvor de gennemgår nogle af Hildegard af Bingens visioner og de tilhørende illuminationer. Den hedder "Det levende lys" og kan helt sikkert lånes på biblioteket.

I middelalderen var det mest almindeligt at se kosmos som en cirkel. I senere visioner ser Hildegard det også som en sfære, men her har det form som et brændende æg. Det minder om middelalderens mandorlaer, en mandelformet udsmykning, der gerne omgav motiver af Majestas Domini - Kristus som majestæt på tronen. Man kan se et eksempel fra 1123 her.

Det er en feminin form, som et kvindeskød, som et æg fuldt af liv. Og så er vi allerede på vej ind i Hildegard af Bingens verdensopfattelse. Dér er intet endnu stivnet og fuldendt. Der er ethvert menneske medskaber af universet.

Sunday, September 27, 2009

Rhinen


Hildegard af Bingen blev, så vidt man ved, født i Bermersheim i Rhinlandet i den sydvestlige del af Tyskland. Det ligger i nærheden af Mainz, og det gør de andre steder, man forbinder med Hildegard af Bingen også. Disibodenberg, hvor hun kom i kloster, ligger omtrent 30 kilometer fra Bingen/Rupertsberg, som hun senere flyttede til. Disibodenberg ligger der, hvor Rhinens bifloder Nahe og Glan mødes, og Bingen ligger ved Rhinen. Man kan se et kort over Hildegards landskab her.

Jeg tog derned sidste efterår for at rejse rundt i den historiske Hildegards fodspor. Jeg havde først forestillet mig, at jeg ville have base i Bingen, men ved en indskydelse ændrede jeg det i sidste øjeblik til Mainz istedet for. Det viste sig at være en særdeles god beslutning. Ikke mindst fordi selve byen Bingen var noget af det tristeste, jeg oplevede på turen. Måske var det regnvejret, måske horderne af turister i røde og sorte regnjakker, den grimme station og de beige huse. Måske var det bare mig. Men selvom byen ikke var specielt charmerende, oplevede jeg alligevel næsten magiske stunder der. Ikke mindst fordi der er et helt museum viet til Hildegard af Bingens liv og en tilhørende boghandel med dejligt nørdede publikationer. Der er også en fin urtehave, som er en kopi af en klosterhave fra middelalderen.

Alligevel var jeg glad for ikke at skulle sidde og kukkelure i byen efter museets lukketid - ikke mindst fordi jeg rejste alene. På den anden side af floden ligger Rüdesheim, og det er at træde ind i en helt anden verden. En verden af julepyntsforretninger, af vinsmagning og skummende ølkrus og dansebarer med elorgler, mænd i lederhosen og kvinder i ... hvad end det kvindelige modstykke til lederhosen hedder. Det er noget med snøreliv og fremhævet barm og lyse fletninger. Der kunne jeg nok have fået selskab og sikkert også en svingom, men det virkede sært uforligneligt med min stille researchtur, så det var godt at kunne tage tilbage til Mainz om aftenen.

Selvom jeg har været i Tyskland, før jeg begyndte at skrive Hildegard, havde jeg kun en meget abstrakt forestilling om det geografiske område. Ligesom jeg måtte skrælle lyde af for at forestille mig middelalderens verden, måtte jeg også visuelt have den helt store skrællekniv frem. Fra mit hotelvindue i Mainz havde jeg udsigt over Rhinen. Når jeg sad ved skrivebordet, blev jeg hele tiden distraheret af den store, grønne flod. Enorme fragtskibe, turbåde for fuld musik, små joller. En stadig strøm af liv både nat og dag. Jeg lod være med at trække gardinerne for om natten, så jeg kunne falde i søvn med udsigt til den mørke flod, og så den var det første jeg så om morgenen. Floden løber stadigvæk, som den gjorde for 900 år siden. Og tidligere endnu. Stor og grøn strømmer den, som landskabets erindring. Og når det handler om at fastholde min egen fantasi om Hildegard, er det lige så meget værd, som alle de vidunderlige fagbøger, jeg har læst om hendes liv og samtid.

Friday, September 25, 2009

Arbejdsredskab: Øre


Noget af det første jeg tænkte på, da jeg begyndte at skrive "Hildegard" var lyden af middelalderen. Eller rettere sagt fraværet af kendte lyde. Jeg lyttede og lyttede til verden, mens jeg sad i min lejlighed på 5. sal i København og arbejdede. Jeg lyttede, når jeg gik rundt i byen, på landet, i verden. Hver gang jeg hørte en lyd, som jeg kunne have brugt til at skabe en stemning i et digt eller i en roman, der foregik i nutiden, lyttede jeg. Så begyndte jeg at skrælle alle lydene af: Væk med knallerter der gasser op og bildæk over våd asfalt. Væk med lyden af en radio gennem et åbent vindue, cykelklokker, knitrende elledninger, det bløde klik fra en kontakt der tændes. Væk med trin på trappen og smækken med døre og den evindelige summen af by. Jeg tog ud på landet og lyttede. Jeg så en uendelig langstrakt og prisbelønnet film i biografen, som handlede om livet i en lille sekt i Sydamerika. Titlen har jeg glemt, men lydene kan jeg huske: Køer der brøler, fordi de vil malkes, syngende græshopper, vind gennem blade, lyden af en flod. Det begyndte at ligne noget. Jeg fjernede og lagde til i forsøget på at forestille mig, hvordan verden lød for næsten 1000 år siden. Der kan ikke have været stille. Slet ikke på de store gårde og borge. Heller ikke i skovene eller på de ufremkommelige veje. Måske er de der endnu, middelalderlydene. Det tager bare tid at indstille øret rigtigt.

Wednesday, September 23, 2009

I mellemtiden



Jeg venter på "Hildegard" og kan, som hver gang jeg venter på en bogudgivelse, ikke forstå det skal være sådan en mærkelig tid. Selvfølgelig er det først og fremmest fordi jeg allerbedst kan lide at være opslugt af at skrive, og det er svært at finde ro, før "Hildegard" er blevet hjulpet helt ud i verden.

Til gengæld er det bogsæson for andet end min egen bog, og det betyder masser af bøger til anmeldelse. Nogle af dem anbefaler jeg også i P2 lørdag formiddag, og der er i sandhed nogle perler iblandt. Polske Wojiciech Kuczok har skrevet "Skarn" der udkommer på Batzer & Co fredag og Forlaget Ørby har sørget for at få oversat den store portugisiske forfatter Agustina Bessa-Luis vidunderlige sidste roman "Nattevagten". Begge bøger er et must for den sprogelskende læser, der vil beriges ud over egne landegrænser.

Og så er der generalforsamling i foreningen Poesiens Hus torsdag d.24.9. klokken 19 i salen i PH caféen på Halmtorvet på Vesterbro. Foreningen skal støtte tilblivelsen af det fremtidige Poesiens Hus i København. Jeg er en af initiativtagerne, en af dem der drømmer om at København inden længe vil få sit helt eget Poesiens Hus ligesom andre storbyer rundt omkring i verden har. Det skal være et sted, hvor man kan få viden om og indsigt i, hvad der rører sig i dansk poesi. Hvor man kan finde information om tidligere danske udgivelser, kan lede i lyrikbiblioteket og komme til at opleve en lang række arrangementer, hvor man kan møde et bredt udsnit af gode danske digtere. De fleste har hilst vores initiativ velkomment. Nogle få har været kritiske, da de frygter, vi vil konkurrere med Literaturhaus, bibliotekerne, det poetiske bureau og andre gode steder. Selv mener vi, det er et tegn på rigdom, hvis mange steder kan eksistere side om side og supplere hinanden på bedste vis. Lyrikeren Lene Henningsen er den absolutte drivkarft i projektet, og hun har netop fundet nogle spændende lokaler i nærheden af Kongens Have, hvor vi håber vi kan realisere nogle af drømmene. Oprindelig havde vi fået lov til at overtage Paludan i Fiolstræde på meget fordelagtige betingelser, men vores økonomiske sikkerhedsstiller blev ramt af finanskrisen og måtte trække sig i sidste øjeblik. Lene er heldigvis et damplokomotiv med uanede kul-reserver - hun opgiver ikke så let, og vi arbejder støt videre. Alle er velkomne til den stiftende generalforsamling. Man kan læse mere på Facebook. Der har vi også en gruppe, der hedder Poesiens Hus. Indtil det bliver virkelighed, kan man lade sig inspirere af andre poetiske huse - f.eks Poets House i New York.

Endelig skriver jeg som altid. Jeg løfter først sløret for, hvad det bliver til senere, men kan sige så meget, som at det falder i smuk forlængelse af "Hildegard".

Ja, og så har jeg ryddet op på mit skrivebord - deraf det nydelige billede foroven. Bunker af papirer, notesbøger og fagbøger er ryddet til side. Så nu kan jeg igen se på billedet af mine søde børn, der året rundt sidder og smiler til mig fra en café i Paris, når jeg arbejder. Det er sand motivation.

Tuesday, September 8, 2009

Hildegards musik

Hildegard af Bingen beskriver flere steder sit forhold til musik. Et sted skriver hun: Himlens musik er i alle ting og vi har glemt at høre den indtil vi begynder at synge. Et andet sted: Når ordene kommer er de kun tomme skaller uden musikken. De kommer til live, når de synges for ordene er kroppen og musikken er sjælen.

Man kan høre en del af Hildegards kompositioner på youtube. Kvaliteten er temmelig svingende, ligesom den er på de talrige cd-indspilninger, der er lavet. Nogle af dem er desværre akkompagneret af en overflod af middealderinstrumenter, der får det til at lyde som lystige trubadurer på et marked snarere end som korsang for kvinder.

Jeg holder selv mest af de helt enkle og strenge versioner. Videoerne på youtube ledsages ofte af uskønne billeder, men i denne her kan man se Hildegards egne (eller i hvert fald samtidige) smukke og sære billeder.

Thursday, September 3, 2009

Min Hildegard


Den 8. oktober udkommer min roman "Hildegard" på Gyldendal. Den handler om den første halvdel af Hildegard af Bingens liv. Hun blev født i det sydlige Tyskland i 1098 og døde i 1179. Hun kom i kloster allerede som barn og er først og fremmest kendt for sine visioner og teologiske skrifter, sine breve, sine optegnelser om urter og for sin himmelsk smukke musik.

Jeg er hverken middelalderekspert (selvom jeg godt nok har researchet meget) eller teolog med speciale i middelalderen (selvom jeg heldigvis har mødt nogen af slagsen undervejs). Jeg havde ikke engang forestillet mig, jeg skulle skrive sådan en roman. Men sådan blev det, og det har været en stor fornøjelse. Nu venter jeg med den sædvanlige førudgivelsesnervøsitet på at dele min version af Hildegard med andre.

På bagsiden af min roman, bliver handlingen præsenteret således:

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har med romanen ”Hildegard” skrevet et psykologisk drama om en af middelalderens mest betydningsfulde kvinder. Hildegard af Bingen (1098-1179)

Allerede som treårig oplevede Hildegard sine første visioner. Hun forstod hurtigt, at hun så noget, andre mennesker ikke kunne se, og holdt sine oplevelser skjult. For hvordan ville andre mennesker reagere, hvis hun fortalte dem, at hun både hørte Guds stemme og i glimt kunne se lige ind i fremtiden? Hvad skulle hendes egen mor stille op med sit tiende barn, der var sart og anderledes og næsten altid syg? Og hvem kunne skelne Guds og Djævelens tale fra hinanden? Hildegard var kun otte år, da hun blev sendt hjemmefra. Først til den fromme, unge adelskvinde Jutta, der skulle forberede hende på klosterlivet. To år senere flyttede de sammen ind i en isoleret celle ved klosteret på Disibodenberg. Hildegard blev tvunget til at leve i tavshed. Hun havde kun ringe kontakt med klosterbrødrene, men én fortrolig havde hun alligevel. Et usædvanligt venskab voksede frem mellem Hildegard og hendes lærer, den næsten jævnaldrende munk Volmar. Det engang så sære barn blev nonne, lægekyndig, forfatter og visionær. Hun komponerede musik, der stadig spilles den dag i dag. Hun forlod aldrig klosterlivet, men fik med tiden kontakt med de mest magtfulde mænd, deriblandt paven i Rom.

Historien om Hildegard rækker ud over hendes skrift og samtid. Det er et nuanceret portræt af en kvinde, der bliver ved med at fascinere på tværs af århundreder og som i sit virke tog store eksistentielle temaer under behandling: tro, tvivl, kald og afkald.

At overleve

Illustrator og forfatter Keri Smith har lavet Artist's Survival Kit. Til fri afbenyttelse, findes her.

Sunday, August 30, 2009

At få en sygeplejerske på nakken

Jeg blev bedt om at skrive en novelle til branchebladet "Medicin og mening." Det udkom som tillæg til Berlingske Tidende i fredags. På hjemmesiden præsenteres det pågældende nummer af bladet under overskriften "Det kræver et godt helbred at blive syg". Man kan læse om, hvilke sygdomme medierne helst skriver om, hvorfor kvalitet i sundhedsvæsenet skal på dagsordenen, og om hvorfor overbelægning er "Danmarks sorte samvittighed". Jeg blev bedt om at skrive en novelle om det sidste, men derudover fik jeg at vide, at jeg havde helt frie hænder. Ellers havde jeg sikkert også sagt nej.

Selv en omfangsmæssigt lille opgave som sådan en novelle er, kræver en del research. Jeg talte med læger og sygeplejersker for at høre om deres oplevelser. Det var ikke småting, de kunne fortælle, og det var ikke svært at tænke videre derfra.

Resultatet blev novellen "En kongelig behandling" som man kan læse her. I avistillægget har redaktionen valgt at sætte en boks under min novelle, selvom jeg havde bedt dem om at lade være. Da de læste min novelle, fik de den idé, at den kunne danne et godt udgangspunkt for debat. Derfor har de ladet hhv Torben Nielsen,konstitueret direktør for Hvidovre hospital og Grete Christensen, fungerende forman for Dansk Sygeplejeråd læse novellen og efterfølgende kommentere den.

De har bedt de to læsere om at vurdere, hvorvidt min novelle giver et realistisk billede af hverdagen på en medicinsk afdeling. Det er der for såvidt ikke noget i vejen med - bortset fra at jeg ikke var klar over, at jeg skulle skrive et skønlitterært debatindlæg. For så havde jeg sikkert også sagt nej. Eller var i hvert fald gået til det på en anden måde.

Hospitalsdirektøren siger bl. a, at novellen "... beskriver en hverdag, man kan nikke genkendende til." Han går derefter over til at tale om ressourcer og organisering af arbejdet. Grete Christensen er mere tvær. Hun synes det er "fejlagtigt og virkelighedsfjernt" og at novellen "tegner et billede af sygeplejersker på landets medicinske afdelinger som værende dovne, uengagerede og ligeglade med patienterne".

Hov, hov Fru Christensen. Hvad skete der lige der? Handler den udtalelse mon mest om min novelle eller mere om Dansk Sygeplejeråds kamp for bedre vilkår for sygeplejerskerne? De sygeplejersker, som Grete Christensen skynder sig at fortælle "... i fællesskab knokler døgnet rundt." Og hvordan kan hun få min novelle til at handle om ALLE de medicinske afdelinger og om ALLE sygeplejersker.

Jeg burde sikkert være ligeglad, for det er ret åbenlyst, at hun læser novellen med sin egen politiske agenda i baghovedet. Men jeg er ikke ligeglad. Måske er jeg sart, men jeg bliver vred, fordi min novelle bliver brugt på en måde, jeg ikke var indforstået med. Og jeg bliver irriteret over, at den skal bruges som en brik i andres politiske arbejde.

Jeg synes ikke, sygeplejersker eller læger eller brandmænd eller advokater eller forfattere eller skraldemænd eller kassedamer eller direktører er dovne, uengagerede eller ligeglade. Jeg har faktisk ikke nogen mening om en samlet faggruppe. Det er jo det, man almindeligvis kalder fordomme. Til gengæld har jeg mødt adskillige søde og dejlige og dygtige sygeplejersker. Og nogle enkle virkelig uforskammede og uengagerede nogle af slagsen. Det samme gælder læger. Og mennesker i al almindelighed.

Jeg har skrevet en novelle og ikke en journalistisk reportage fra en medicinsk afdeling. Jeg har opfundet mine personer selv og ladet dem interagere for at skabe fremdrift og ... ja, en historie. Det skaber immervæk mere dynamik i fortællingen, hvis nogen får tildelt rollen som bad guy, end hvis alle er søde og rare og ikke træder ved siden af. I denne her historie er det sygeplejerskerne, der er så stressede, at de ikke orker udføre deres arbejde ordentligt. I den novelle jeg skrev til Fadl-antologien, var det lægen, der var lettere anløben. Sådan fungerer litteratur. Journalistik er anderledes. Politik ligeså.

Thursday, August 13, 2009

Plingeling

Det var næsten ikke til at holde ud at læse Politikens store interview med Pia Kjærsgaard for et par uger siden. Hun havde fået hele forsiden af Kultursektionen til at udbasunere sin fordomsfuldhed overfor både moderne kunst og moderne kunstnere, samt understrege sin uhyrlige mangel på kunstforståelse og almen dannelse. Derudover kunne man læse, at hun mægtig gerne vil være kulturminister. Det er svært at vide, om man skal le eller græde.

Det var forstemmende læsning, især fordi kulturpersonligheder, der rent faktisk har noget interessant på hjerte, får så forsvindende lidt taletid i de danske medier.

I interviewet har Pia K, ironisk nok, travlt med at lange ud efter de såkaldte smagsdommere i kulturens verden, alt imens hun belemrer læserne med sin egen dom: Nu ved vi allesammen, at Pia Kjærsgaard ikke bryder sig om parterede heste og lort på dåse, og at hun har det svært med forestillinger, hvor to nøgne mænd springer hen over scenen og siger pling.

Det sidste kan man så tænke lidt over. Den 11. time har lavet et forrygende indslag om pling-fænomenet. Det kan man se her. Så er der i det mindste noget at more sig over.

Efter ferien


Det har været en lang og god sommer. Efter nogle dejlige uger på rundtur i Europa med mine børn, kom jeg hjem til korrekturen på min nye roman. Jeg tog den med i sommerhus på Læsø og tyggede mig igennem de næsten 400 sider.

Det er et langsommeligt og tålmodighedskrævende arbejde at læse korrektur, og jeg er meget glad for at både min redaktør og en professionel korrekturlæser også finkæmmer hver eneste side. Det er forbløffende, hvor mange tastefejl og tossefejl, jeg kan overse i første omgang. Det er selvfølgelig fordi, jeg kender manuskriptet så godt, at jeg bliver blind for den slags fejl.

Mellem strandture og regnbyger gik jeg side efter side igennem. Korrekturlæsning er ikke den mest interessante fase af arbejdet med en bog, men det er alligevel rart at være så tæt på målet - og at se den sat op i bogsider i stedet for som det worddokument, den hidtil har været.

Nu ved jeg også, at den udkommer d. 8. oktober. Jeg har arbejdet og arbejdet og arbejdet på den bog. Det bliver præcis lige så vildt, som det altid er, at få den i hånden inden alt for længe.

Jeg har også skrevet en novelle i løbet af sommeren. Jeg blev kontaktet af en medarbejder fra bladet "medicin og mening," som udkommer sammen med en landsdækkende avis i august. Det næste nummer er et temanummer om overbelægning på de danske sygehuse. De havde læst min novelle i "Hun var følelsesløs fra fødderne og ned," og blev inspireret til at bringe et skønlitterært indlæg i deres blad. Det var sjovt at skrive endnu en novelle med sundhedspersonale som hovedpersoner. Efter at have researchet hos læger og sygeplejersker, blev jeg endnu en gang glad for, at jeg holdt op med at læse medicin kort tid efter, at jeg i min pure ungdom havde forvildet mig ind på lægestudiet.

Wednesday, June 17, 2009

Min nye bog

Forlagskontrakten er skrevet under, omslaget er lavet, manuskriptet er så godt som parat til at gå i trykken. Forude venter kun korrektur, og så er min nye roman helt ude af mine hænder.

Det har været et kæmpestort arbejde at skrive den. Jeg har brugt meget tid på research og på at tale med folk, der ved noget om middelalderen. Det har været fantastisk berigende og meget sjovt. Nu føles det temmelig tomt. Jeg er træt, men jeg har lyst til at skrive. For uanset hvor hårdt det kan være, er det altid bedre end ikke at skrive.

Wednesday, May 20, 2009

Det er ikke fordi, jeg er gået i stå

Det er ikke fordi, jeg er gået under jorden eller i stå, at jeg ikke har skrevet her i mere end en måned. Det skyldes udelukkende sindsoprivende travlhed.

Først og fremmest har jeg skrevet og skrevet på en roman, som udkommer senere på året. Den er meget anderledes end hvad jeg tidligere har skrevet, men indtil videre vil jeg ikke afsløre andet end, at den foregår et sted i Europa omkring år 1100.

Derudover er jeg huskunstner på Kildegård skole hele dette forår. Kunstrådet har en forrygende ordning, hvor skoler og andre institutioner kan søge penge til at få en huskunstner i en periode. Jeg laver skriveøvelser med eleverne, får dem til at skrive digte og taler om sprog, litteratur og poesi. Jeg er i hver klasse i 2 x 2 timer, og jeg har været i et hav af klasser fra 3. - 10. Der er mange, der ikke har prøvet at skrive på den måde før. Jeg beder dem lade de kværnende tanker hvile og tysse på den indre kritiker, for at udforske hvad ordene kan på (næsten) egen hånd. Jeg har flere gange oplevet, at nogle af de elever, som normalt ikke er særlig stærke, skriver de allerbedste digte. Det er en stor oplevelse.

Og så skriver jeg selvfølgelig stadigvæk anmeldelser for Berlingske, anbefaler bøger i P2, er involveret i at få Poesiens Hus op og stå (vi håber stadigvæk, at det bliver til noget), arbejder sammen med en kunstnergruppe (mere om det senere). Ja, og så er der resten af livet, børnene, maj måned, syrener og tordenvejr.

Friday, April 10, 2009

Skæber i hvidt

Så er samlingen af moderne lægenoveller udkommet. Det er FADLs (foreningen af danske lægestuderendes) forlag, der står bag udgivelsen, hvor jeg og 11 andre danske forfattere giver meget forskellige bud på fortolkninger af genren. Det eneste krav til skrivningen var, at der skulle optræde en læge i novellen. Der er langt fra trivialnovellerne til de historier, man kan læse i "Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter," og det er noget af det, der gør udgivelsen så sjov.

Min novelle har titlen "Skilt" - den handler om en mandlig læge, der har store problemer med kærligheden.

Ud over at være gode til at få idéer, har bagmændene fra FADL's forlag vist sig at være suveræne til markedsføring. De har oprettet en gruppe på Facebook, hvor man kunne følge med op til udgivelsen, og hvor man også kan se videointerviews med bidragsyderne.

Bogen har fået en del omtale og fin modtagelse i bl.a Politiken ,Berlingske Tidende og Information.

Wednesday, March 25, 2009

Ben Okri

Jeg har lige læst og anmeldt Ben Okris seneste roman Stjernebogen. Han er en forrygende forfatter, og jeg kan ikke komme i tanke om nogen, der skriver som han. Stjernebogen er en hypnotisk og eventyrlig roman om Afrika, om tab, sorg, glæde og drømme. Her kan man høre, hvad forfatteren har at sige om bogens stil. Han kalder det the cloud method. Og lyt så lige til hans stemme.

Monday, March 23, 2009

Foryngelseskur

Hvis man skal tro denne artikel, er det ualmindeligt sundt at skrive. Jeg ved ikke, hvordan de har målt kreativitetspercentiler, måske er det i virkeligheden det mest mærkelige.

Ro


Idag tog jeg til Skagen, hvor jeg skal tilbringe den næste uge på Klitgården
På turen fra København regnede og sneede det, men da jeg steg af toget i Skagen skinnede solen. Det var vindstille og mildt og forårsagtigt, og stedet er intet mindre end fortryllende. Billedet viser udsigten fra mit værelse: Klitter, hav og solnedgang. I et år har jeg skrevet på en bog, der foregår i middelalderen. Nu skal jeg læse alle siderne igennem og redigere. Her er helt stille. Der bliver serveret tre måltider om dagen. Når solen skinner på havet og de små forblæste træer udenfor vinduet, kunne man næsten tro, det var sommer. I morgen vil jeg kravle ind i mit manuskript og rejse næsten 1000 år tilbage i tiden.

Friday, February 27, 2009

Bibelquiz

Jeg har en kusine, der er teolog og laver ph D i Oxford. Hun har en blog, som giver mig oplysninger, jeg næppe selv ville finde frem til. Forleden dag linkede hun til en bibelquiz i Guardian. Samme sted kan man finde artikler om folk, der mener, at alle mennesker bør kende de store bibelske historier bedre. Kender man dem ikke, er det vanskeligt at forholde sig til både litteratur og billedkunst. Og det kan jeg kun være enig i. Uanset religiøs observans er det en del af den vestlige kulturs uomgængelige grundlag. Og så synes jeg iøvrigt, man gør sig selv en tjeneste, hvis man også sørger for at orientere sig i andre religioners store fortællinger.

Jeg scorede fuldt hus i bibelquizzen. Det skyldes vist først og fremmest, at jeg har læst på lektien i det seneste år. Jeg er nemlig ved at skrive en roman, der foregår i et kloster i middelalderen. Det har krævet rigtig meget research. Meget information kan findes på nettet, meget på bibliotekerne og meget i hovederne på kloge folk. Det har været så spændende, at jeg er sikker på jeg kommer til at savne det, når romanen er færdig.

Friday, February 6, 2009

Flodens hemmelighed

I går læste jeg op i Blågårds antikvariat sammen med 2 unge lyrikere (Louise Rosengren og Bjørn Friis Thomsen) og altid gode Nicolai Stochholm. Efter oplæsningen spillede Mads Wæhrens + ensemble. Mads har lavet en dejlig cd, som hedder Flodens hemmelighed, hvor han fortolker 13 Henrik Nordbrandt digte. Det er intelligent og følsomt og værd at lytte til. Nordbrandt optræder også selv på cd'en. Lyt mere her og køb den her.

Monday, January 26, 2009

Går tiden baglæns i andre universer?

Når jeg skriver intenst, kunne jeg skrive syv dage om ugen i timevis. Det ville ikke være særlig sundt. Og skriften ville sikkert ikke blive bedre. Der er nogen, der spørger mig, hvordan jeg kan være så disciplineret, at jeg kan sætte mig ned foran computeren og skrive dag ud og dag ind, når der ikke er nogen, der tvinger mig til det. Men jeg synes, det kræver mere disciplin at holde fri. Det er skrivetrang og arbejdsglæde, der holder mig igang.

Alligevel kan jeg af og til have brug for at blive kickstartet mandag morgen. Nogle gange kræver det mere end stærk grøn te. Idag skete det ved, at jeg faldt over en artikel i Scientific American Digital.

Der kan man blandt andet læse, at universet ser forkert ud, og at tiden i princippet ligeså godt kunne gå baglæns. Et af universets mest unaturlige aspekter er tidsassymetrien. De fysiske love, der ligger bag den måde, universet opfører sig på, skelner ikke mellem fortid og fremtid. Alligevel er det tidlige univers væsensforskelligt fra nutidens univers. Oprindelig var universet velordnet, nu er det kaotisk. Men tiden går alligevel kun i én retning - vi kan ikke lave en omelet og derefter få ægget tilbage i den ubrudte skal. En af forklaringerne er, at vores univers kan være del af et meget større multivers.

Så vågnede jeg. Og før min hjerne koger sammen i forgæves forsøg på at fatte omfanget af det ... sætter jeg mig og skriver igen.