Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Isak Hoffmeyer

Friday, November 26, 2010

Ambassadør for Litteratursiden, takt og tone (og en lille smule pral).

Jeg har fået det ærefulde hverv at være ambassadør for Litteratursiden indtil jul. Det betyder blandt andet, at jeg i den periode også skriver blogindlæg der. Første indlæg handlede om at løbe. Andet indlæg handler om takt og tone i mødet med en forfatter, og det kan læses her.

Litteratursiden er bibliotekernes website om skønlitteratur, og det er et fantastisk sted. De blev kåret som årets bibliotek 2009, og det er stedet, hvor man kan finde boganbefalinger, online læseklubber, analyser af værker, tematiske læsninger, oplysninger om forfattere, spændende reportager og interviews og meget, meget mere.

Og så kan jeg ikke skjule min begejstring over, at der igen bliver lavet nye oplag af både Hildegard og Hildegard II. Det er 9. oplag af Hildegard og 3. oplag af Hildegard II.

Monday, November 22, 2010

Nomineret til DR Romanprisen 2011

Hildegard II er blevet nomineret til DR Romanprisen 2011. DR vælger 6 romaner, som er udgivet i 2010 og tester dem på læsere fra hele landet. Omkring 50 biblioteker har læseklubber, der fra december til maj læser og debatterer en nomineret roman om måneden. Forfatterene til de nominerede værker får også lov til at høre nogle af kommentarerne og deltage i diskussionen.

Hvis man ikke har mulighed for at deltage i en af læseklubberne, kan man enten lave sin egen eller deltage online på Litteratursiden. Det er læserne, der afgør hvilken roman, der kommer til at vinde prisen.

Jeg er meget glad for, at min bog er nomineret og glæder mig til at høre, hvad læserne mener. Hildegard II er til debat i januar og februar måned, og det synes jeg passer meget godt til bogen.

Friday, November 19, 2010

Hildegard som lydbog

Det er snart et år siden, jeg indlæste Hildegard som lydbog. Det var sjovt ... og langt mere krævende end jeg havde forestillet mig. Man har længe kunne låne den på bibliotekerne, og nu kan man købe den her. Samme sted kan man også høre et lille uddrag af bogen. Indehaveren af butikken laver også anmeldelser af de lydbøger, han har til salg. Den anmeldelse kan man se og høre på youtube. Den er dejlig positiv, og det er jeg selvfølgelig glad for.

Tuesday, November 16, 2010

Bogforum og Holger Drachmann

I weekenden var der Bogforum igen. Det var præcis lige så hektisk og sjovt og udmattende, som det plejer at være. Lørdag blev jeg interviewet af Mikael Linde på Litteratursidens stand, søndag af Ann Mariager i bogcaféen.

Ann og jeg kender hinanden i forvejen. Vi mødtes i foråret 2009 på fantastiske Klitgaarden i Skagen, hvor vi begge to havde fået et skriveophold. Dengang sad jeg og skrev Hildegard færdig. Det var en meget disciplineret uge med lange skrivedage. En enkelt gang sneg vi os ud og gik på Skagens museum. Bagefter gik vi på Brøndums hotel og spiste flødeskumskager og forsøgte at nyfortolke motivet fra et af de billeder vi havde set. Det var Krøyers store maleri Ved kaminilden, hvor Holger Drachmann iført fez, pen og skriveblok sidder foran pejsen i sit nyindrettede atelier i Villa Pax. Det er den store kunstner, der arbejder, så verden må stå stille. Det morede vi os lidt over. Os, der prøver at bygge vores egen Villa Pax mellem ørerne og måtte tage til toppen af Danmark og liste rundt på strømpesokker for at få arbejdsro.

Fotografen hedder Jette, og hun sad også og skrev på Klitgården. Ars Pariendi om håndgreb ved fødsler, men det er en helt anden historie.

Sunday, November 7, 2010

P1

Jeg har haft besøg af P1-journalisten med det flotte navn Lisbeth Brocelius Meléndez Martinez. Hun har interviewet mig og lavet en udsendelse om Hildegard til "Mennesker og tro". Den kan høres her.

Friday, November 5, 2010

Hildegard og mig på video

Gyldendal har lavet et videointerview, hvor man kan høre mig fortælle om mit arbejde med Hildegard og Hildegard II. Samme sted kan man skrive kommentarer og give stjerner, hvis man har lyst til det. Interviewet findes lidt nede på siden her.

Thursday, November 4, 2010

På med hatten


Der er interview med mig om Hildegard i Jyllandspostens bogtillæg idag. Jeg optræder sågar på forsiden med en nydelig hvid stråhat, som jeg har fået i fødselsdagsgave af mine børn, og som fotografen bestemt mente ville gøre billederne bedre. Det vil jeg lade være op til beskueren at bedømme. Man kan også læse interviews med andre forfattere i samme sektion. Især er samtalen med den superdygtige, unge debutant Josefine Klougart meget fin. Og vil forhåbentlig få endnu flere til at læse hendes Stigninger og fald, der udkom tidligere på året.