Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Isak Hoffmeyer

Monday, December 15, 2008

Stilhed og skæbner i hvidt

Der er ganske stille her på bloggen for tiden. Det skyldes først og fremmest, at jeg er begravet til op over begge ører i den roman, jeg er ved at skrive. Alt hvad jeg har at sige, siger jeg til min nye bog. Eller næsten - lidt andet sker der selvfølgelig. Jeg har blandt andet leveret et bidrag til en antologi, der udgives af FADL's forlag. FADL er lægeforeningens forlag, og de har fået den sjove idé at lade en række danske forfattere skrive en lægenovelle. Antologien kommer til marts, og selvom forsiden ligner kitsch, tror jeg ikke man skal regne med, at indholdet er det. Indtil bogen udkommer, kan man læse mere på Facebook, hvor man også kan se et videointerview med mig, hvor jeg udtaler mig om en anden bidragyders novelle.

Friday, November 21, 2008

At skrive i mørket

Jeg har været en del ude og tale om "Ingen" i den seneste tid. København læser, Bogforum og et par gange i Århus. Jeg synes det er dejligt, at tale med mine læsere og mærke at min bog har gjort indtryk.

I Århus kom vi til at tale om, hvordan det er at leve sig så meget ind i et andet (fiktivt) menneske, at man kan skrive i jeg-form.

Det fik mig til at tænke på noget, som den israelske forfatter David Grossman skriver i sin nyeste essaysamling "Writing in the Dark". Han skriver at vi mennesker er usikre på, hvad der virkelig foregår dybt inde i et andet menneske, selv når det andet menneske er en, vi elsker. Han mener endda, der er mere end usikkerhed på spil. Det er frygt for den mystiske, nonverbale, ubearbejdede kerne, alle mennesker indeholder. En kerne som er instinktiv, vild, kaotisk og politisk ukorrekt. Den er drømmeagtig og mareridstagtig, radikal, udsat og tøjlesløs. Vanvittig, dyrisk og nogle gange grusom.

Grossman mener, at enhver person indeholder sådan en kerne af brændende magma, som kølnes og størkner, når den kommer i kontakt med luft - når et menneske møder et andet menneske eller støder mod den fælles virkeligheds grænser. Grossman mener, at når forfatteren skriver, gør han oprør mod sin frygt for den andens hemmelige og utæmmede kerne. Det er et oprør mod at etablere en umærkelig barriere mellem sig selv og andre. Den primære trang, der motiverer skrivningen er forfatterens begær efter at opfinde og fortælle en historie og dermed kende sig selv. Men jo mere man skriver, fortsætter Grossman, kommer man til at føle en anden trangs kraft: Ønsket om at forstå et andet menneske indefra. At mærke hvad det vil sige at være en anden person: To be able to touch, if only for a moment, the blaze that burns within another human being.

Saturday, November 1, 2008

Boganbefalinger

Jeg har igen anbefalet bøger i P2's Kulturguiden. I dag var det italienske Alessandro Bariccos Denne historie, hollandsk fødte Michel Fabers Vaniljehvidt som Eminem og hollandske Jan Sieblinks Knæler mellem stedmoderblomster. Hvad jeg siger om dem, kan man høre på netradio.

Tuesday, October 21, 2008

Kan man tale om kærlighed med en bog?

Jeg kendte en gang en, der sagde, at hans bøger var hans bedste venner. Han boede i en hule af de bøger, han havde tilbragt så meget liv sammen med. Han havde ført samtaler med romanpersoner og forfatterstemmer. Han havde grædt med dem, leet med dem, havde skændtes og var blevet forsonet med dem. Han påstod, at bøgerne aldrig talte ham efter munden eller bare gav ham de svar, han gerne ville have.

Heldigvis står valget sjældent mellem virkelige mennesker og bøger. Men hvis man ikke kan tale med en bog, er det ikke en god bog. Og som med mennesker gælder det, at de som har mod til at være ærlige og har noget på hjerte er mest tiltrækkende. Ordene behøver ikke være perfekte. De kan være klodsede og ujævne og alligevel lukke en samtale op og sitre af liv. De kan være mumlende, næsten uforståelige, knapt hørlige og alligevel brænde som ild. De kan være sat i stramme systemer, holdt i kort snor, beskårede og begrænsede og alligevel sparke til en sten, der bliver til en lavine. De kan være sludrende og snakkesaglige eller ordknappe og vanskelige at vriste et svar ud af.

Der er folk, der bruger bøger til at tage varsler. Man stiller et spørgsmål, slår op i bogen, læser svaret. Det er nok bestemte bøger, de bruger. Det er næppe "Anatomisk Atlas" eller telefonbogen. Selvom det sidste måske kunne være frugtbart, hvis man så ringede den person, som ens øjne faldt på op og spurgte vedkommende om det, man gerne ville have svar på: Skal jeg skifte job? Bliver jeg rask? Finder jeg nogensinde kærligheden?

Den del af magien har jeg endnu ikke dyrket. Men det er ikke for sent at prøve. Jeg har tre bøger liggende på mit skrivebord. Det er udvalg af tre meget forskellige poeters digte : Tomas Tranströmers "Samlade dikter", Ole Sarvigs "digte" udvalgt af Søren Ulrik Thomsen og gode gamle Lean Nielsens digtudvalg "Jeg siger dig, jeg har danset i nat".

Jeg vil høre noget om kærlighedens væsen, hvad andet er værd at tænke på en regnfuld formiddag i slutningen af oktober? Jeg stiller mit spørgsmål, jeg slår tilfældigt op:

Ett tåg har rullat in. Här står vagn efter vagn,
men inga dörrar öppnas, ingen går av eller på.
Finns några dörrar ens? Därinne vimlar det
av instängda människor som rör sig av och an.
De stirrar ut genom de orubbliga fönstren.
Och ute går en man längs tåget med en slägga.
han slår på hjulen, det klämter svagt. Utom just här!
Här sväller klangen ofattbart: et åsknedslag,
en domkyrkoklockklang, en världsomseglarklang
som lyfter hele tåget och nejdens våta stenar.
Allt sjunger. Ni ska minnas det. Res vidare!


Thomas Tranströmer Stationen fra Det vilda torget, 1983.

I nat ønskede jeg
at du ville komme svævende
over himlen fra byen
for at lande her og
banke på min dør
og komme stille ind
tage cigaretten
ud af min mund
fjerne bogen fra min hånd
og sige, kom, vær rolig
nu skal vi elske længe.


Lean Nielsen I nat

Elskede.
Dit ansigt var mig en kirke.
Højt oppe stod du
ved skovbrynet,
lyste hvidt mod de veje,
der lå for din fod.

Altid stod du og lyste,
når jeg færdedes ad vejene
i dit land.

Jeg husker middagene, da du vendte
ansigtet halvt bort
i sensommerskovens skygge ...
Og månenætterne, da du stirrede
mig imøde under månens ur ...

Altid stod dit blege ansigt
over mine dage,
kaldt fra skovens kant.

Du ved det jo. - Jeg for vild.
Men jeg var aldrig uden for
dit ansigts egn.


Ole Sarvig Vejene fra Menneske 1948.

Blev vi klogere? Jeg gjorde i hvert fald.

Saturday, October 11, 2008

Kajbjerg

Jeg var for nylig til en ualmindelig festlig 50-års fødselsdag hos gode venner. Min bordherre viste sig at være et spændende bekendtskab. Det var en herre med et alias, det var selveste Matthias Faerber alias ... her må bloglæseren på detektivarbejde, og jeg røber ingenting.

Matthias Faerber er direktør for Kajbjerg Skov Kunstmuseum.

På et af Danmarks smukkeste udsigtspunkter, Kogsbølle Bakke syd for Nyborg blev dette enestående kunstmuseum indviet i 1962. På museets egen (usædvanligt velskrevne og fyldige) hjemmeside beskrives arkitekturen således:

Navnlig østfacadens vældige panoramavindue med udsigt over fjorden er berømt, ligesom den yndefulde etageopbygning i to, delvis fritliggende planer, der nærmest synes at svæve i storrummet.

Man ser det for sig. Vanskeligere bliver det, når man forsøger at gennemrode hukommelsen for de kunstnere, som museet repræsenterer: Marco da Spoleto, Alessio Bronzetto, Hubert Nickel, for slet ikke at tale om Hans Lüdungweit.

Er det fordi kunstnerne alle er fra 14- og 1500-tallet, at ikke en eneste klokke ringer? Og hvem er iøvrigt Fru Rank, der bager sådan nogle gode boller til museets café? Eller Iben Santerfelt Petersen, hvis passionsmusik blev uropført Skærtorsdag 2008?

Inden man starter bilen og følger den udførlige rejsebeskrivelse på museets hjemmeside, vil jeg komme med en advarsel. Matthias Faerber er mere sit alias end Hr. Faerber. Og det er en mand med en særdeles krøllet hjerne. Muligvis en herre med sans for magi og besværgelser - i hvert fald benægter fynboerne ethvert kendskab til Kajbjerg. Og kunsthistorikerne kender ikke kunstnerne.

Findes museet? Findes Hr. Faerber? Et lille spor er lagt ud på Forlaget Springs hjemmeside.

Sunday, September 28, 2008

Flakker, Sexdronning, Hund

Jeg har anbefalet bøger til Kulturguiden på DR2, som blev sendt her til aften. De bøger jeg anbefalede var Thomas Bobergs "Flakker", Christina Hagens "Sexdronning" og Hanne Richardt Becks "Men Bedste Hr. Hund".

Thomas Boberg er en af vores allerbedste lyrikere, og han har også skrevet fremragende rejseskildringer. "Flakker" er hans romandebut. Det er en vidunderlig, flaksende bog om den unge mand Robert Flakker. Det er en roman om kærlighed, opvækst, rejser og stor rastløshed. Jeg morede mig, da jeg læste Jyllandspostens (iøvrigt fine) anmeldelse af romanen: I underrubrikken står, at "som klassisk roman betragtet er digteren Thomas Bobergs genredebut ikke videre vellykket." Nej, det tror pokker - og jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at det har været Bobergs intention at skrive en klassisk roman. Det lader han til gengæld elegant være med, og resultatet er en dejligt udfordrende og fængslende roman. Sprogligt er det altid en fornøjelse at læse Thomas Boberg - uanset om det er digtsamlinger, rejsebøger eller denne sørgmodigt smukke roman.

Christina Hagens "Sexdronning" er en novellesamling. Det er Hagens meget overbevisende debut. Som titlen antyder, handler novellerne i høj grad om sex. Hagen har en befriende direkte måde at skrive på. Her bliver bestemt ikke lagt fingre imellem. Novellerne bevæger sig helt ud over kanten, der tages livgreb med fordomme og følelseskulde i et univers, hvor der kneppes på livet løs. Det er rystende læsning, fordi det så præcist fører den sproglige skalpel gennem den ene scene efter den anden, hvor mennesker udnytter, hader, misforstår og forsøger at elske sig selv og hinanden.

Og endelig er der Hanne Richardt Becks roman "Men bedste Hr. Hund" som er en af mine absolutte favoritter dette efterår.

I "Alice i eventyrland" møder Alice en mus, der svømmer rundt i en sø af tårer. Da de får fast grund under fødderne, vil musen forklare Alice, hvorfor han ikke kan lide hunde. Alice misforstår, hvad han siger, og tror han vil holde "hale" istedet for "tale" (eller tail vs tale i den engelske udgave). Derfor ser hun hans fortælling for sig som en hale - sådan er den også grafisk sat på siden. Årsagen til musens mistro overfor hunde er, at han en gang mødte hunden Bister, der dømte den uskyldige mus til døden uden forudgående retssag. "Jamen, bedste Hr. Hund," protesterer musen, men Bister svarer bare "”Stik din anke i lommen (…) jeg sørger for dommen og dømmer dig herved til døden.”

I Becks roman hedder hovedpersonen Alis, og hendes mor læser "Alice i Eventyrland for hende." Det vil hendes far ikke have, for det er ikke en bog for børn. Han smider bogen i affaldsskakten, men den er allerede flyttet ind i hovedet på Alis. Barnet Alis lever nemlig ligesom musen i en verden, der ikke er ligetil at forstå, og hvor hun er nødt til at bruge både fantasi og energi for at skabe orden og sammenhæng. Hun fornemmer tydeligt, at hendes familie ikke er som de andre familier i betonbyggeriet i 60'ernes København. Hendes far går hjemme, han er fysisk og psykisk medtaget efter at have været taget af tyskerne under 2.Verdenskrig. Alis bliver hans allierede, de står sammen mod en verden, som ikke altid fatter, at faren har brug for mere morfin, flere penge og mere kredit.

Det er ikke let at skabe en troværdig barnestemme i en roman, men det lykkes suverænt for Richardt Beck. Alis er et klogt, fantasifuldt og ensomt barn. Nogle gange misforstår hun sproget, ligesom eventyrets Alice. For det er gennem sproget at verden foldes ud, det er sådan vi også bemærker at Alice bliver ældre og verden forandres i takt med, at brudstykker føjes sammen til historien om en far, en familie, et liv. Det er en sørgelig, hjertegribende, morsom og meget velskrevet roman. Der er kun én ting at sige: læs den!

Friday, September 19, 2008

Anmelderi

Jeg bliver tit spurgt, hvilken betydning det har for mig som anmelder, at jeg selv er forfatter.

Det er svært at svare på, men jeg tror det betyder, at jeg i hvert fald anmelder bogen og ikke forfatteren. Men måske er det bare, fordi jeg er sådan en bognørd, at jeg synes, det er interessant at finde og pege på de steder i et værk, der fungerer godt og mindre godt. Til gengæld synes jeg ikke, det er særlig spændende, hvor forfatteren har gået i skole, eller hvor gammel hun er.

Jeg kan godt lide, når anmeldelser er lige dele analyse og personlig mening. Jeg kan også godt lide, når det er tydeligt, hvad der er hvad. Derfor elsker jeg også at læse udenlandske aviser. I New York Times kunne man tidligere på ugen læse om Philip Roths nye roman "Indignation." Det er et fint eksempel på en anmelder, der forsøger at tage værket alvorligt, selvom han ikke er specielt vild med bogen.

Jeg bryder mig ikke om anmeldelser, hvor det virker som om anmelderen gerne vil have bogen til at matche egne litterære præferencer. Hvor bogen så at sige skal passe til anmeldelsen i stedet for omvendt. Det svarer til at skælde ud på en digtsamling, fordi man bedst kan lide krimier. Eller til at være forhåndsindtaget fordi forfatteren har - eller ikke har - gået på Forfatterskolen. Sådan en anmeldelse kunne man læse i Information igår. Det er Kamilla Löfström, der anmelder Henriette Rostrups nye roman. Jeg blev rigtig gal, da jeg læste den anmeldelse. Man kan læse hvorfor på Informations hjemmeside lige under selve anmeldelsen.

Friday, September 5, 2008

Flere gode grunde til at skrive

Jeg er i Tyskland for at researche til en roman, jeg er ved at skrive. På vej her ned faldt jeg over en artikel i SAS's flyvemagasin. Der kan man læse, at nyere forskning viser, at det er sundhedfremmende at skrive. Det skulle efter sigende være godt for hukommelsen, styrke immunforsvaret, forbedre nattesøvnen og få sår til at hele hurtigere.

Forskerne bag det glade budskab kan ikke sige, præcis hvad det er, der gør skrivning til sådan en fantastisk kur. De mener det har noget med dopamin at gøre, men det bliver man jo ikke klogere af.

Så nu er der ikke længere nogen, der behøver spørge en forfatter, om skrivning er terapi og ingen forfatter, der behøver blive forskrækket over det spørgsmål.

Sunday, August 31, 2008

Den sidste hal

Øverste Kirurgiske som blandt meget andet arrangerer oplæsninger, har fået nyt sted efter Lab er lukket. Det nye sted hedder "Den sidste Hal" og det ligger på Enghavevej 82.

Der skal jeg læse op torsdag d.4.9. klokken 20.

Man kan læse mere om aftenen program på ØK's nye hjemmeside.

Sunday, August 24, 2008

Ord under himlen

Lørdag d.30. august klokken 13 er det tid til "Ord under himlen". Det er et stort anlagt og tilbagevendende oplæsningsarrangement i Kongens Have. Her kan man møde og høre mere end 100 digtere og forfattere, der vil stå rundt omkring på plænerne og læse op. Nogle er etablerede forfattere, andre er endnu ukendte digterspirer. Der vil blive læst digte, noveller, uddrag af romaner, børnebøger og meget mere. Arrangementet slutter med uddelingen af årets forfatterpris ved Herkulespavillonen klokken 17. Bag arrangementet står nogle meget energiske arrangører, der af ren og skær kærlighed til litteraturen sørger for, at enhver der lægger vejen forbi Kongens Have på lørdag vil få en helt speciel og ganske gratis oplevelse. "Ord under himlen" har deres egen blog, hvor man kan læse meget mere om deltagerne.

Jeg skal læse op sammen med min gode ven og kollega, digteren Mikael Josephsen. Mikael kommer rejsende helt fra Thurø for at berige københavnerne med sine ord. Han har udgivet tre suveræne digtsamlinger med smukke, hårdtslående digte samt prosasamlingen "Opløb." Det er en række foruroligende barndomserindringer med titler som "Den gang færingen tapetserede under mors kjole," "Da mors øje blomstrede som en mark," og "Dengang der var en der mistede sit øje mens far blev solbrændt i striber."

Som opvarmning til "Ord under himlen" kan du her læse et af Mikaels digte:

Verden er fantastisk.
En kat gnider på skinnebenet
og pokaler af kød trylles ned fra
hylden. Jeg afskyr jordens tabere,
vinderne med, men har altid et eller
andet væddeløb kørende i hjernen.
Tænk om man kunne gå bagom ligesom
hos købmanden og få det hele skrevet,
alt det der hober sig op i fingrene
og må afdrages med ord som kat og
væddeløb.


Mikael Josephsen Pokalhjertet, Borgen 2000.

Friday, August 15, 2008

Forfatterweb fortsat

Jeg troede, man var nødt til at betale for at logge på forfatterweb, men har på Henriette E Møllers blog fundet ud af, at man kan logge ind via Københavns bibliotekers hjemmeside.

Bor man ikke i københavns kommune, skal man logge på via fjernadgang, og det kan man læse mere om på bibliotekshjemmesiden.

Sunday, August 10, 2008

Forfatterweb

Nu kan man læse et portræt af mig og mit forfatterskab på www.forfatterweb.dk
Det er Signe Juul Kraft, Mediefabrikken/Dagbladet Information, der har skrevet portrættet, analyseret mine romaner og et enkelt digt. Det synes jeg, hun har gjort rigtig fint.

Anbefalinger i fremtiden

Hele foråret har jeg jævnligt anbefalet bøger til P2's Kulturguide, der bliver sendt lørdag formiddag. Fra efteråret vil jeg også af og til anbefale bøger i Kulturguiden på DR2, der vises hver søndag klokken 18.

Det er dejligt at få lov til at anbefale bøger, som jeg selv holder af. Dejligt, at få lov til at vælge de bøger, som har givet mig oplevelser, jeg gerne vil dele med andre. Og dejligt at kunne få lov til at være entydigt positiv, hvilket naturligvis ikke sker lige så ofte, når jeg anmelder bøger til Berlingske.

Anbefaling - kærlighed, død og frosne fugle

Jeg har netop læst Dorthe de Neergaards meget fine og meget grumme roman "Eventuelle pårørende." Neergaard har skrevet flere børnebøger, og er nu debuteret som voksenforfatter. I romanen møder vi hjemmehjælperen Helle, der samler døde fugle i sin fryser og sørger for at give dem en smuk begravelse. Helst to og to i et sært kærlighedsbesværgende ritual. Helle har et forfærdeligt plaget sind og en ubærlig tung bagage. Fortællingen er i sandhed besynderlig, men Dorthe de Neergaard formår med sit fine sprog og sin sikre tone, at trække læseren ind i Helles mærkelige og skæve verden. Det er en uhyggelig og rystende roman, skarpt ciseleret og medrivende fortalt.

Saturday, July 26, 2008

Store Bogdag

D.9. august deltager jeg i Store Bogdag på herregården Hald Hovedgård uden for Viborg.

Hald Hovedgaard er et vidunderligt sted, hvor forfattere og oversættere kan få arbejdsro i kortere eller længere perioder. Jeg skrev min første roman færdig på Hald og opholdet var helt magisk. Det er roen og stilheden og koncentrationen, det er de smukke lokaler og den store gæstfrihed, det er gåture om søen og overvældende natur og isfuglen, man kan være heldig at få at se. Og så er Hald også et kulturelt omdrejningspunkt, hvor ildsjæle sørger for at holde litteratuen spillevende.

Store Bogdag på Hald er blevet afholdt en lørdag i august siden 2003. Det er en stor bog- og litteraturfestival, hvor man både kan opleve litterære arrangementer, forfattermøder, antikvarbogmarked og bogkræmmermarked.

Det er virkelig værd at sætte dagen af til at opleve bøger for fuld udblæsning.


Tuesday, July 15, 2008

Sommerferie

Jeg har været på Vallekilde Højskole i to gode dage og tale om "Ingen". Det var, som altid, meget inspirerende at møde læsere.

Nu holder jeg ferie på vores dejlige sommergård på Læsø midt i Kattegat. Jeg har computeren med, men prøver at holde ferie og lade være med at skrive ... ret meget.

Sunday, July 6, 2008

To slotte, én konge

Torsdag var jeg til Leonard Cohen koncert i parken ved Sofiero slot i Helsingborg. Lørdag hørte jeg ham på eksercerpladsen ved Rosenborg slot i København. To smukke, blide sommeraftener og to sublime oplevelser, der gav sjælen vinger.

Og selvom jeg til enhver tid synes, at Cohen er en bedre sangskriver end digter, kommer man ikke uden om digtlinjer som disse:

A kite is the last poem you've written,
so you give it to the wind,
but you don't let it go
until someone finds you
something else to do.

fra A kite is a victim fra digtsamlingen The Spice-Box of Earth, 1961.

Eller hvad med disse få fortvivlede linjer fra digtet You don't have to love me ?

I wake up alone
my hand on your absence
in Hotel Discipline.

Han er 73 år. Ordene holder, stemmen holder og jeg håber ikke, det er sidste gang, jeg har hørt ham live.

Sunday, June 29, 2008

Ingen bliver anbefalet

Under overskriften "Bøger skrevet af kendte forfattere, II" anbefaler Henriette E. Møller "Ingen" på sin fine blog. Den anbefaling er jeg meget glad for.

Jeg har fået mange henvendelser fra folk, der har læst "Ingen" og er blevet berørt af den. Det gør mig ægte glad hver gang. Det meste af tiden arbejder jeg i stilhed, helt alene foran min computer. Det er et mærkeligt og isoleret arbejdsliv, og når jeg skriver, kan det let komme til at føles, som om der er så stille, at mine bøger slet ikke eksisterer. Derfor er det så dejligt, at høre fra mennesker, der har glæde af mine bøger.

Jeg skriver fordi, det er det, jeg er bedst til, og fordi jeg elsker at skrive. Jeg skriver også i håb om at nå andre mennesker, og for at give mit (lillebitte) bidrag til verden

Tuesday, June 24, 2008

Salka Valka

Jeg har netop læst og anmeldt Halldór Laxness fremragende roman "Salka Valka" fra 1934. Laxness fik fuldt fortjent Nobelprisen i 1955 og kan, i modsætning til mange andre prismodtagere, læses med fuldt udbytte idag. Det er verdenslitteratur og det holder. Min anmeldelse kan læses på www.berlingske.dk

Thursday, June 12, 2008

Boganbefalinger til P2

Jeg anbefaler jævnligt bøger til P2's kulturguide, som bliver sendt lørdag formiddag. På lørdag kan man høre mig anbefale Henriette E Møllers "Kaiser" (som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen), Mervyn Peakes "Titus alene" og Torgny Lindgreens "Norrlands akvavit".

"Titus alene" (fra 1959) er tredje bind i Mervyn Peakes forunderlige og bemærkelsesværdige trilogi om slottet Gormenghast og slægten Groan. Peake ville skrive fem bind, men døde i 1968 før han nåede det. Peakes bøger er blevet kaldt fantasy, samfundskritik og analogi over klassesamfundet. Men lige meget hvad man kalder det, er det littartur der holder - sansemættet, fabulerende, eventyrligt, sørgeligt, morsomt og stærkt foruroligende. Oversættelsen af Arne Keller er fremragende og forlaget Ries skal have ros for at udgive Peakes værk på dansk.

Torgny Lindgreen er en af Sveriges helt store forfattere, som er skammeligt lidt kendt i Danmark. "Norrlands Akvavit" er den på samme tid morsomme og tragiske historie om den 83-årige Olof Helmersson, der i sin tid har stået i spidsen for en vækkelse, der frelste 416 sjæle i et tyndt befolket område i Västerbotten. I sin fremskredne alder er det gået op for ham, at frelsen ikke eksisterer og gudstroen er det rene vanvid. Og så vender han tilbage for at af-frelse de, som endnu er i live.


Sunday, June 8, 2008

Møn

Jeg har været på Møn i nogle dage. Det så sådan ud:



Det var meningen, jeg ville holde fri, fordi jeg har skrevet så meget på min nye bog i den seneste tid. Jeg skrev ikke, men jeg holdt heller ikke fri. Mit kontor sidder mest mellem ørerne.

Thursday, June 5, 2008

Litteraturfestival

Så skal jeg alligevel deltage i den danske festival med det engelske navn, Copenhagen Literature Festival 2008. Det bliver søndag formiddag, hvor man kan høre mig læse op af Ingen. Jeg skal læse op ved et arrangement med "den yngste litteratur" - så det er helt klart bedre end botox.

Litteraturfestivalen er et rigtig godt initiativ, og jeg håber at succesen bliver gentaget næste år - med et forhåbentlig endnu bredere program.

Sunday, June 1, 2008

Anbefaling

Jeg er netop blevet færdig med Henriette E. Møllers dejlige roman "Kaiser," som er udkommet dette forår. Det er en på én gang stilfærdig og stormfuld roman om familien Kaiser.

Gamle Albert Kaiser ligger for døden omgivet af kvinderne i sit liv: Ebba, hans hustru gennem alle årene, datteren Agnete og det voksne barnebarn Ida. De har hver deres historie om Albert, hver deres hemmeligheder, fortielser, drømme og sorg. Under 2. verdenskrig havde Ebba et forhold til en tysk soldat, mens hun var gift med Albert. Selvom det aldrig er blevet sagt højt, har Albert lidt under den nagende tvivl om, hvorvidt han er far til Agnete. Det skaber en smertefuld afstand mellem dem, som kommer til at præge Agnetes selvopfattelse og verdensbillede. Senere får hun selv Ida med en tysk mand, der er gift og ikke ønsker at have noget med sin datter at gøre.

Der er en fin og sitrende melankoli i romanen, som først og fremmes bæres af det smukke, gennemarbejdede sprog. Henriette E. Møller har en ganske særlig måde at skrive på. Der er mange gentagelser i sætningerne, småbitte forskydninger og omrokeringer, der føjer sig sammen til en original og koncentreret stemme.
De cirklende sætninger spejler også historien, der går i ring. Men det er aldrig en fuldstændig ringslutning. Det er snarere som at vinde garn - et stadigt voksende garnnøgle, lag på lag på lag.

Samtidig med, man indfanges af fortællingen og de meget levende persontegninger, bremser sætningerne læsetempoet på en vidunderligt meditativ måde. Det er ikke en roman, man skal jage igennem. Den skal nydes for sproget, for stemmen og for den vemodige familiehistorie.

Friday, May 30, 2008

My mission is to communicate

My mission is to communicate, to wake people up, to accept their energy and to give them mine. Sådan formulerer Patti Smith et på én gang stort og ydmygt ønske i Steven Sebrings dokumentarfilm "Dream of Life," som har haft premiere på filmfestivaler dette forår. Filmen er ikke blevet entydigt godt modtaget. Den er blevet beskyldt for ikke at bibringe noget nyt og for ikke at have et klart sigte. Men jeg glæder mig til at se den alligevel. Hun er intens, magisk, voldsom i sin ærlighed. Billederne rækker, stemmen rækker. Tjek www.dreamoflifethemovie.com

Friday, May 23, 2008

Lidt nyt om Ingen

Jeg er blevet interviewet til et blad, der hedder "Kulør". Det handler egentlig ikke om "Ingen" men det handler om mig, fordi jeg har skrevet "Ingen". Det bliver bragt i juli-nummeret, så vidt jeg kan forstå.

Og så glæder jeg mig over, at der kun er 141 eksemplarer tilbage af 1.oplag af "Ingen".

Til gengæld kunne der desværre ikke blive plads til mig på Litteraturfestival Copenhagen 2008, fik jeg at vide. Ikke med mindre jeg er Salman Rushdie. Og det er jeg ikke. Men hvem er alle de andre så?

Humument

De fleste bøger ser mere eller mindre ens ud indeni. Sort tekst på hvid baggrund. Arial, Century, Garamond, Palatino, Times, Tahoma, men ellers ens.

Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, når det ikke forholder sådan. Når billeder og grafiske eksperimenter går op i en højere enhed med ordene og skaber et tredje rum i værket. Så er det ikke længere bare illustrationer, der står og råber til ordene på den modsatte side. Det er heller ikke undertekster til billeder. Istedet opstår et udefinerligt sted, hvor betydning genereres anarkistisk og endeløst.

Et meget smukt og radikalt eksempel er Tom Phillips "A Humument". I midten af 60erne tog Phillips forfatteren W.H.Mallock's glemte victorianske roman "A Human Document" og arbejdede med teksten for at skabe et helt andet værk. Ud af det opstod "A Humument". Den blev udgivet første gang i 1980'erne, men jeg har først opdaget den nu.

Om værket siger Phillips selv: Jeg udplyndrede, minerede og nedbrød teksten for at få den til at afgive spøgelser af andre mulige historier, scener, digte, erotiske episoder og surrealistiske katastrofer, der så ud til at være skjult mellem dens vægge af ord. Mens jeg arbejdede på den, erstattede jeg den tekst, som jeg skrællede af med alle mulige slags visuelle billeder. Blandt andre erindringer, drømme og reflektioner begyndte jeg at fortælle og afbilde den triste historie om Bill Toge, en af kærlighedens tilskadekomne.

"A Humument" er dybt fascinerende, foruroligende, smuk, morsom og farvestrålende. Den er erotisk, uhyggelig, tankevækkende. Og så har kunstneren været så gavmild at lave en hjemmeside, hvor man kan se alle bogens sider (se link). Hvis det ikke er nok, kan man købe bogen hos www.amazon.co.uk for mindre end 120 kroner.

Friday, May 16, 2008

audioPoesi

Jeg mødte Jomi Massage alias Signe Høirup Wille-Jørgensen første gang i 2003, hvor vi blev sat sammen i forbindelse med Lyd+Litteratur 2. Det var en del af det suveræne århusianske koncept "Litteraturen på scenen". Signe og jeg var enige om, at vi gerne ville lave noget, der ikke bare var mine digte + akkompagnement. Det skulle ikke være ord pakket ind i lydtæppe, men et ægte møde mellem mine digte og hendes musik, et frugtbart møde, en sammensmeltning af to verdener.

Jomi Massage er et fænomenalt inspirerende bekendtskab. Hun er ukonventionel, eksperimenterende, kunstnerisk kompromisløs og aldrig bange for at gå nye veje. At ankomme til hendes øvelokale med mine digtsamlinger under armen, at blive inviteret indefor i hendes lydunivers var en form for poetisk udgravningsarbejde. Signes læsning, mine ord, to stemmer og en guitar. For mig var det en stor oplevelse at Signe fandt sine egne veje ind i mine digte, så dem gennem sin musikalske prisme og viste mig nye sider af mine egne ord.

Lyden lukker digtene op. Det gælder for de fleste digte. At de viser sig frem, når man læser dem op. Og det gælder i særdeleshed, når man følger dem gennem Jomi Massages stemningsmættede og hypnotiske lydland. På www.litteraturnu.dk synes anmelderen, at vores bidrag skiller sig ud ved dets vellykkethed. Det skal "høres og nydes, ikke forklares her," skriver hun. Og det er mit ønske at mange flere ville møde digte sådan. Overgive sig, lytte og nyde. Det er også at forstå.

Jomi Massage og jeg har optrådt sammen flere gange, og kommer helt sikkert til det igen. Vi har også planer om en cd-udgivelse, men indtil videre kan to af vores numre høres på "audioPoesi - en antologi" som er den første udgivelse på Geiger Records Lyd+Litteratur-serie og udgives i samarbejde med CrossArt og Husets Forlag.
De øvrige medvirkende på cd-en er:

Janus Kodal og Turbulens
MikkelModulererMarius (Marius Nørup-Nielsen & Mikkel Meyer)
Nye Rør (Mads Eslund, Martin Sommer og Anders Birk)
T.S. Høeg og Troels Bech
Forgetting Feet
M/S schwth (Morten Søndergaard & Schweppenhäuser/Thomsen)

audioPoesi er 70 minutters spændende lyd og poesi + en booklet med de medvirkende forfatteres tekster. Lige nu er den udsolgt, men den genoptrykkes og kan forudbestilles gennem Husets Forlag.

For anmeldelser osv se links her på siden.

Tuesday, May 6, 2008

Hvad skete der med Virginia Woolf?

En solskinsmorgen på et stille og småblomstret hotel i Bloomsbury, London. På lydløse listefødder har en af hotellets ansatte igen stukket Daily Telegraph ind under døren. Dagen før havde den engelse forfatter Sebastian Faulks lavet en liste over de 40 bøger, der har inspireret ham mest i hans forfatterskab. Og nu er det Telegraphs anmelderes tur. Otte anmeldere, heraf to kvindelige, anbefaler ialt 40 værker "that would never have won the Booker, but nevertheless won a place in their hearts." I håb om at blive inspireret gennemgår jeg listen nøje. Og bliver vanvittigt irriteret. Så tæller jeg. 40 forfattere - 35 mænd og 5 kvinder. Blandt kvinderne er én forfatter til en bog om englændernes madvaner. En anden er Daisy Ashford, der skrev romanen "The young visiters" (stavefejlen er hendes) som 9-årig. Hun holdt op med at skrive som teenager.

Nederst på siden reklamerer avisen for sig selv: More inspired choices at telegraph.co.uk/books

Jeg tror jeg springer over og lader mig inspirere andre steder.

Blood on paper

"Blood on paper" er en udstilling på Victoria & Albert museet i London. Idéen med udstillingen er at vise nogle af de eksperimenterende, usædvanlige, ekstraordinære måder moderne kunstnere har forholdt sig til bogen som form. Det er en lille, intens og usandsynlig smuk udstilling.

Der er blevet plads til traditionelle kunstbøger - med illustrationer der enten er nydeligt placeret side om side med teksten eller bevæger sig udfordrende ind over teksten. Og der er blevet plads til installationsprægede værker og kommentarer til bogen som institution eller begreb. Der er blod, mudder og blæk på papiret. Der er sår, flænger og strålende farver. Bronce, messing og stål. Der er notesbøger, digtbøger, ulæselige bøger og et hus til de søvnløse fuldt af nummererede drømme.

Og så er der Cai Guo Qiang's "Danger book: Suicide Fireworks". Det er en bog fuld af tegninger lavet af brændbart, klæbende materiale. Qiang har lagt krudt ind i alle siderne. På en skærm kan man se, hvordan kunstneren sætter ild til sit eget eksemplar og ved siden af er resterne af bogen udstillet - aske, sod, og brændte sider.

Selvfølgelig var udstillingen velbesøgt. Og selvfølgelig kan man købe en forrygende bog om udstillingen for under 500 kroner. I præsentationen af udstillingen skriver museet, at det også er en kommentar til en tid, hvor bogen udfordres af andre medier. En yderst berigende kommentar.