Anbefaling

Jeg er netop blevet færdig med Henriette E. Møllers dejlige roman "Kaiser," som er udkommet dette forår. Det er en på én gang stilfærdig og stormfuld roman om familien Kaiser.

Gamle Albert Kaiser ligger for døden omgivet af kvinderne i sit liv: Ebba, hans hustru gennem alle årene, datteren Agnete og det voksne barnebarn Ida. De har hver deres historie om Albert, hver deres hemmeligheder, fortielser, drømme og sorg. Under 2. verdenskrig havde Ebba et forhold til en tysk soldat, mens hun var gift med Albert. Selvom det aldrig er blevet sagt højt, har Albert lidt under den nagende tvivl om, hvorvidt han er far til Agnete. Det skaber en smertefuld afstand mellem dem, som kommer til at præge Agnetes selvopfattelse og verdensbillede. Senere får hun selv Ida med en tysk mand, der er gift og ikke ønsker at have noget med sin datter at gøre.

Der er en fin og sitrende melankoli i romanen, som først og fremmes bæres af det smukke, gennemarbejdede sprog. Henriette E. Møller har en ganske særlig måde at skrive på. Der er mange gentagelser i sætningerne, småbitte forskydninger og omrokeringer, der føjer sig sammen til en original og koncentreret stemme.
De cirklende sætninger spejler også historien, der går i ring. Men det er aldrig en fuldstændig ringslutning. Det er snarere som at vinde garn - et stadigt voksende garnnøgle, lag på lag på lag.

Samtidig med, man indfanges af fortællingen og de meget levende persontegninger, bremser sætningerne læsetempoet på en vidunderligt meditativ måde. Det er ikke en roman, man skal jage igennem. Den skal nydes for sproget, for stemmen og for den vemodige familiehistorie.