Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Isak Hoffmeyer

Tuesday, September 29, 2009

Illuminationer


Der er illuminationer i et par af Hildegard af Bingens værker. Det er ikke bare illustrationer til teksten, men billedgengivelser af hendes syner. Nogle af dem er meget smukke, mange af dem er sære. Billedet her hører til visionen om Kosmosægget, og det er en af mine favoritter.

Det er et billede på universet. I centrum af det flammende æg er jordkuglen og de fire elementer: Ild, vand luft og jord. Hovederne med åbne munde er de kosmiske kræfter, der skal holde alt i balance. Kirsten Kjærulff og Hans Jørgen Frederiksen har sammen lavet en meget spændende bog, hvor de gennemgår nogle af Hildegard af Bingens visioner og de tilhørende illuminationer. Den hedder "Det levende lys" og kan helt sikkert lånes på biblioteket.

I middelalderen var det mest almindeligt at se kosmos som en cirkel. I senere visioner ser Hildegard det også som en sfære, men her har det form som et brændende æg. Det minder om middelalderens mandorlaer, en mandelformet udsmykning, der gerne omgav motiver af Majestas Domini - Kristus som majestæt på tronen. Man kan se et eksempel fra 1123 her.

Det er en feminin form, som et kvindeskød, som et æg fuldt af liv. Og så er vi allerede på vej ind i Hildegard af Bingens verdensopfattelse. Dér er intet endnu stivnet og fuldendt. Der er ethvert menneske medskaber af universet.

Sunday, September 27, 2009

Rhinen


Hildegard af Bingen blev, så vidt man ved, født i Bermersheim i Rhinlandet i den sydvestlige del af Tyskland. Det ligger i nærheden af Mainz, og det gør de andre steder, man forbinder med Hildegard af Bingen også. Disibodenberg, hvor hun kom i kloster, ligger omtrent 30 kilometer fra Bingen/Rupertsberg, som hun senere flyttede til. Disibodenberg ligger der, hvor Rhinens bifloder Nahe og Glan mødes, og Bingen ligger ved Rhinen. Man kan se et kort over Hildegards landskab her.

Jeg tog derned sidste efterår for at rejse rundt i den historiske Hildegards fodspor. Jeg havde først forestillet mig, at jeg ville have base i Bingen, men ved en indskydelse ændrede jeg det i sidste øjeblik til Mainz istedet for. Det viste sig at være en særdeles god beslutning. Ikke mindst fordi selve byen Bingen var noget af det tristeste, jeg oplevede på turen. Måske var det regnvejret, måske horderne af turister i røde og sorte regnjakker, den grimme station og de beige huse. Måske var det bare mig. Men selvom byen ikke var specielt charmerende, oplevede jeg alligevel næsten magiske stunder der. Ikke mindst fordi der er et helt museum viet til Hildegard af Bingens liv og en tilhørende boghandel med dejligt nørdede publikationer. Der er også en fin urtehave, som er en kopi af en klosterhave fra middelalderen.

Alligevel var jeg glad for ikke at skulle sidde og kukkelure i byen efter museets lukketid - ikke mindst fordi jeg rejste alene. På den anden side af floden ligger Rüdesheim, og det er at træde ind i en helt anden verden. En verden af julepyntsforretninger, af vinsmagning og skummende ølkrus og dansebarer med elorgler, mænd i lederhosen og kvinder i ... hvad end det kvindelige modstykke til lederhosen hedder. Det er noget med snøreliv og fremhævet barm og lyse fletninger. Der kunne jeg nok have fået selskab og sikkert også en svingom, men det virkede sært uforligneligt med min stille researchtur, så det var godt at kunne tage tilbage til Mainz om aftenen.

Selvom jeg har været i Tyskland, før jeg begyndte at skrive Hildegard, havde jeg kun en meget abstrakt forestilling om det geografiske område. Ligesom jeg måtte skrælle lyde af for at forestille mig middelalderens verden, måtte jeg også visuelt have den helt store skrællekniv frem. Fra mit hotelvindue i Mainz havde jeg udsigt over Rhinen. Når jeg sad ved skrivebordet, blev jeg hele tiden distraheret af den store, grønne flod. Enorme fragtskibe, turbåde for fuld musik, små joller. En stadig strøm af liv både nat og dag. Jeg lod være med at trække gardinerne for om natten, så jeg kunne falde i søvn med udsigt til den mørke flod, og så den var det første jeg så om morgenen. Floden løber stadigvæk, som den gjorde for 900 år siden. Og tidligere endnu. Stor og grøn strømmer den, som landskabets erindring. Og når det handler om at fastholde min egen fantasi om Hildegard, er det lige så meget værd, som alle de vidunderlige fagbøger, jeg har læst om hendes liv og samtid.

Friday, September 25, 2009

Arbejdsredskab: Øre


Noget af det første jeg tænkte på, da jeg begyndte at skrive "Hildegard" var lyden af middelalderen. Eller rettere sagt fraværet af kendte lyde. Jeg lyttede og lyttede til verden, mens jeg sad i min lejlighed på 5. sal i København og arbejdede. Jeg lyttede, når jeg gik rundt i byen, på landet, i verden. Hver gang jeg hørte en lyd, som jeg kunne have brugt til at skabe en stemning i et digt eller i en roman, der foregik i nutiden, lyttede jeg. Så begyndte jeg at skrælle alle lydene af: Væk med knallerter der gasser op og bildæk over våd asfalt. Væk med lyden af en radio gennem et åbent vindue, cykelklokker, knitrende elledninger, det bløde klik fra en kontakt der tændes. Væk med trin på trappen og smækken med døre og den evindelige summen af by. Jeg tog ud på landet og lyttede. Jeg så en uendelig langstrakt og prisbelønnet film i biografen, som handlede om livet i en lille sekt i Sydamerika. Titlen har jeg glemt, men lydene kan jeg huske: Køer der brøler, fordi de vil malkes, syngende græshopper, vind gennem blade, lyden af en flod. Det begyndte at ligne noget. Jeg fjernede og lagde til i forsøget på at forestille mig, hvordan verden lød for næsten 1000 år siden. Der kan ikke have været stille. Slet ikke på de store gårde og borge. Heller ikke i skovene eller på de ufremkommelige veje. Måske er de der endnu, middelalderlydene. Det tager bare tid at indstille øret rigtigt.

Wednesday, September 23, 2009

I mellemtiden



Jeg venter på "Hildegard" og kan, som hver gang jeg venter på en bogudgivelse, ikke forstå det skal være sådan en mærkelig tid. Selvfølgelig er det først og fremmest fordi jeg allerbedst kan lide at være opslugt af at skrive, og det er svært at finde ro, før "Hildegard" er blevet hjulpet helt ud i verden.

Til gengæld er det bogsæson for andet end min egen bog, og det betyder masser af bøger til anmeldelse. Nogle af dem anbefaler jeg også i P2 lørdag formiddag, og der er i sandhed nogle perler iblandt. Polske Wojiciech Kuczok har skrevet "Skarn" der udkommer på Batzer & Co fredag og Forlaget Ørby har sørget for at få oversat den store portugisiske forfatter Agustina Bessa-Luis vidunderlige sidste roman "Nattevagten". Begge bøger er et must for den sprogelskende læser, der vil beriges ud over egne landegrænser.

Og så er der generalforsamling i foreningen Poesiens Hus torsdag d.24.9. klokken 19 i salen i PH caféen på Halmtorvet på Vesterbro. Foreningen skal støtte tilblivelsen af det fremtidige Poesiens Hus i København. Jeg er en af initiativtagerne, en af dem der drømmer om at København inden længe vil få sit helt eget Poesiens Hus ligesom andre storbyer rundt omkring i verden har. Det skal være et sted, hvor man kan få viden om og indsigt i, hvad der rører sig i dansk poesi. Hvor man kan finde information om tidligere danske udgivelser, kan lede i lyrikbiblioteket og komme til at opleve en lang række arrangementer, hvor man kan møde et bredt udsnit af gode danske digtere. De fleste har hilst vores initiativ velkomment. Nogle få har været kritiske, da de frygter, vi vil konkurrere med Literaturhaus, bibliotekerne, det poetiske bureau og andre gode steder. Selv mener vi, det er et tegn på rigdom, hvis mange steder kan eksistere side om side og supplere hinanden på bedste vis. Lyrikeren Lene Henningsen er den absolutte drivkarft i projektet, og hun har netop fundet nogle spændende lokaler i nærheden af Kongens Have, hvor vi håber vi kan realisere nogle af drømmene. Oprindelig havde vi fået lov til at overtage Paludan i Fiolstræde på meget fordelagtige betingelser, men vores økonomiske sikkerhedsstiller blev ramt af finanskrisen og måtte trække sig i sidste øjeblik. Lene er heldigvis et damplokomotiv med uanede kul-reserver - hun opgiver ikke så let, og vi arbejder støt videre. Alle er velkomne til den stiftende generalforsamling. Man kan læse mere på Facebook. Der har vi også en gruppe, der hedder Poesiens Hus. Indtil det bliver virkelighed, kan man lade sig inspirere af andre poetiske huse - f.eks Poets House i New York.

Endelig skriver jeg som altid. Jeg løfter først sløret for, hvad det bliver til senere, men kan sige så meget, som at det falder i smuk forlængelse af "Hildegard".

Ja, og så har jeg ryddet op på mit skrivebord - deraf det nydelige billede foroven. Bunker af papirer, notesbøger og fagbøger er ryddet til side. Så nu kan jeg igen se på billedet af mine søde børn, der året rundt sidder og smiler til mig fra en café i Paris, når jeg arbejder. Det er sand motivation.

Tuesday, September 8, 2009

Hildegards musik

Hildegard af Bingen beskriver flere steder sit forhold til musik. Et sted skriver hun: Himlens musik er i alle ting og vi har glemt at høre den indtil vi begynder at synge. Et andet sted: Når ordene kommer er de kun tomme skaller uden musikken. De kommer til live, når de synges for ordene er kroppen og musikken er sjælen.

Man kan høre en del af Hildegards kompositioner på youtube. Kvaliteten er temmelig svingende, ligesom den er på de talrige cd-indspilninger, der er lavet. Nogle af dem er desværre akkompagneret af en overflod af middealderinstrumenter, der får det til at lyde som lystige trubadurer på et marked snarere end som korsang for kvinder.

Jeg holder selv mest af de helt enkle og strenge versioner. Videoerne på youtube ledsages ofte af uskønne billeder, men i denne her kan man se Hildegards egne (eller i hvert fald samtidige) smukke og sære billeder.

Thursday, September 3, 2009

Min Hildegard


Den 8. oktober udkommer min roman "Hildegard" på Gyldendal. Den handler om den første halvdel af Hildegard af Bingens liv. Hun blev født i det sydlige Tyskland i 1098 og døde i 1179. Hun kom i kloster allerede som barn og er først og fremmest kendt for sine visioner og teologiske skrifter, sine breve, sine optegnelser om urter og for sin himmelsk smukke musik.

Jeg er hverken middelalderekspert (selvom jeg godt nok har researchet meget) eller teolog med speciale i middelalderen (selvom jeg heldigvis har mødt nogen af slagsen undervejs). Jeg havde ikke engang forestillet mig, jeg skulle skrive sådan en roman. Men sådan blev det, og det har været en stor fornøjelse. Nu venter jeg med den sædvanlige førudgivelsesnervøsitet på at dele min version af Hildegard med andre.

På bagsiden af min roman, bliver handlingen præsenteret således:

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har med romanen ”Hildegard” skrevet et psykologisk drama om en af middelalderens mest betydningsfulde kvinder. Hildegard af Bingen (1098-1179)

Allerede som treårig oplevede Hildegard sine første visioner. Hun forstod hurtigt, at hun så noget, andre mennesker ikke kunne se, og holdt sine oplevelser skjult. For hvordan ville andre mennesker reagere, hvis hun fortalte dem, at hun både hørte Guds stemme og i glimt kunne se lige ind i fremtiden? Hvad skulle hendes egen mor stille op med sit tiende barn, der var sart og anderledes og næsten altid syg? Og hvem kunne skelne Guds og Djævelens tale fra hinanden? Hildegard var kun otte år, da hun blev sendt hjemmefra. Først til den fromme, unge adelskvinde Jutta, der skulle forberede hende på klosterlivet. To år senere flyttede de sammen ind i en isoleret celle ved klosteret på Disibodenberg. Hildegard blev tvunget til at leve i tavshed. Hun havde kun ringe kontakt med klosterbrødrene, men én fortrolig havde hun alligevel. Et usædvanligt venskab voksede frem mellem Hildegard og hendes lærer, den næsten jævnaldrende munk Volmar. Det engang så sære barn blev nonne, lægekyndig, forfatter og visionær. Hun komponerede musik, der stadig spilles den dag i dag. Hun forlod aldrig klosterlivet, men fik med tiden kontakt med de mest magtfulde mænd, deriblandt paven i Rom.

Historien om Hildegard rækker ud over hendes skrift og samtid. Det er et nuanceret portræt af en kvinde, der bliver ved med at fascinere på tværs af århundreder og som i sit virke tog store eksistentielle temaer under behandling: tro, tvivl, kald og afkald.

At overleve

Illustrator og forfatter Keri Smith har lavet Artist's Survival Kit. Til fri afbenyttelse, findes her.