Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Isak Hoffmeyer

Sunday, August 30, 2009

At få en sygeplejerske på nakken

Jeg blev bedt om at skrive en novelle til branchebladet "Medicin og mening." Det udkom som tillæg til Berlingske Tidende i fredags. På hjemmesiden præsenteres det pågældende nummer af bladet under overskriften "Det kræver et godt helbred at blive syg". Man kan læse om, hvilke sygdomme medierne helst skriver om, hvorfor kvalitet i sundhedsvæsenet skal på dagsordenen, og om hvorfor overbelægning er "Danmarks sorte samvittighed". Jeg blev bedt om at skrive en novelle om det sidste, men derudover fik jeg at vide, at jeg havde helt frie hænder. Ellers havde jeg sikkert også sagt nej.

Selv en omfangsmæssigt lille opgave som sådan en novelle er, kræver en del research. Jeg talte med læger og sygeplejersker for at høre om deres oplevelser. Det var ikke småting, de kunne fortælle, og det var ikke svært at tænke videre derfra.

Resultatet blev novellen "En kongelig behandling" som man kan læse her. I avistillægget har redaktionen valgt at sætte en boks under min novelle, selvom jeg havde bedt dem om at lade være. Da de læste min novelle, fik de den idé, at den kunne danne et godt udgangspunkt for debat. Derfor har de ladet hhv Torben Nielsen,konstitueret direktør for Hvidovre hospital og Grete Christensen, fungerende forman for Dansk Sygeplejeråd læse novellen og efterfølgende kommentere den.

De har bedt de to læsere om at vurdere, hvorvidt min novelle giver et realistisk billede af hverdagen på en medicinsk afdeling. Det er der for såvidt ikke noget i vejen med - bortset fra at jeg ikke var klar over, at jeg skulle skrive et skønlitterært debatindlæg. For så havde jeg sikkert også sagt nej. Eller var i hvert fald gået til det på en anden måde.

Hospitalsdirektøren siger bl. a, at novellen "... beskriver en hverdag, man kan nikke genkendende til." Han går derefter over til at tale om ressourcer og organisering af arbejdet. Grete Christensen er mere tvær. Hun synes det er "fejlagtigt og virkelighedsfjernt" og at novellen "tegner et billede af sygeplejersker på landets medicinske afdelinger som værende dovne, uengagerede og ligeglade med patienterne".

Hov, hov Fru Christensen. Hvad skete der lige der? Handler den udtalelse mon mest om min novelle eller mere om Dansk Sygeplejeråds kamp for bedre vilkår for sygeplejerskerne? De sygeplejersker, som Grete Christensen skynder sig at fortælle "... i fællesskab knokler døgnet rundt." Og hvordan kan hun få min novelle til at handle om ALLE de medicinske afdelinger og om ALLE sygeplejersker.

Jeg burde sikkert være ligeglad, for det er ret åbenlyst, at hun læser novellen med sin egen politiske agenda i baghovedet. Men jeg er ikke ligeglad. Måske er jeg sart, men jeg bliver vred, fordi min novelle bliver brugt på en måde, jeg ikke var indforstået med. Og jeg bliver irriteret over, at den skal bruges som en brik i andres politiske arbejde.

Jeg synes ikke, sygeplejersker eller læger eller brandmænd eller advokater eller forfattere eller skraldemænd eller kassedamer eller direktører er dovne, uengagerede eller ligeglade. Jeg har faktisk ikke nogen mening om en samlet faggruppe. Det er jo det, man almindeligvis kalder fordomme. Til gengæld har jeg mødt adskillige søde og dejlige og dygtige sygeplejersker. Og nogle enkle virkelig uforskammede og uengagerede nogle af slagsen. Det samme gælder læger. Og mennesker i al almindelighed.

Jeg har skrevet en novelle og ikke en journalistisk reportage fra en medicinsk afdeling. Jeg har opfundet mine personer selv og ladet dem interagere for at skabe fremdrift og ... ja, en historie. Det skaber immervæk mere dynamik i fortællingen, hvis nogen får tildelt rollen som bad guy, end hvis alle er søde og rare og ikke træder ved siden af. I denne her historie er det sygeplejerskerne, der er så stressede, at de ikke orker udføre deres arbejde ordentligt. I den novelle jeg skrev til Fadl-antologien, var det lægen, der var lettere anløben. Sådan fungerer litteratur. Journalistik er anderledes. Politik ligeså.

Thursday, August 13, 2009

Plingeling

Det var næsten ikke til at holde ud at læse Politikens store interview med Pia Kjærsgaard for et par uger siden. Hun havde fået hele forsiden af Kultursektionen til at udbasunere sin fordomsfuldhed overfor både moderne kunst og moderne kunstnere, samt understrege sin uhyrlige mangel på kunstforståelse og almen dannelse. Derudover kunne man læse, at hun mægtig gerne vil være kulturminister. Det er svært at vide, om man skal le eller græde.

Det var forstemmende læsning, især fordi kulturpersonligheder, der rent faktisk har noget interessant på hjerte, får så forsvindende lidt taletid i de danske medier.

I interviewet har Pia K, ironisk nok, travlt med at lange ud efter de såkaldte smagsdommere i kulturens verden, alt imens hun belemrer læserne med sin egen dom: Nu ved vi allesammen, at Pia Kjærsgaard ikke bryder sig om parterede heste og lort på dåse, og at hun har det svært med forestillinger, hvor to nøgne mænd springer hen over scenen og siger pling.

Det sidste kan man så tænke lidt over. Den 11. time har lavet et forrygende indslag om pling-fænomenet. Det kan man se her. Så er der i det mindste noget at more sig over.

Efter ferien


Det har været en lang og god sommer. Efter nogle dejlige uger på rundtur i Europa med mine børn, kom jeg hjem til korrekturen på min nye roman. Jeg tog den med i sommerhus på Læsø og tyggede mig igennem de næsten 400 sider.

Det er et langsommeligt og tålmodighedskrævende arbejde at læse korrektur, og jeg er meget glad for at både min redaktør og en professionel korrekturlæser også finkæmmer hver eneste side. Det er forbløffende, hvor mange tastefejl og tossefejl, jeg kan overse i første omgang. Det er selvfølgelig fordi, jeg kender manuskriptet så godt, at jeg bliver blind for den slags fejl.

Mellem strandture og regnbyger gik jeg side efter side igennem. Korrekturlæsning er ikke den mest interessante fase af arbejdet med en bog, men det er alligevel rart at være så tæt på målet - og at se den sat op i bogsider i stedet for som det worddokument, den hidtil har været.

Nu ved jeg også, at den udkommer d. 8. oktober. Jeg har arbejdet og arbejdet og arbejdet på den bog. Det bliver præcis lige så vildt, som det altid er, at få den i hånden inden alt for længe.

Jeg har også skrevet en novelle i løbet af sommeren. Jeg blev kontaktet af en medarbejder fra bladet "medicin og mening," som udkommer sammen med en landsdækkende avis i august. Det næste nummer er et temanummer om overbelægning på de danske sygehuse. De havde læst min novelle i "Hun var følelsesløs fra fødderne og ned," og blev inspireret til at bringe et skønlitterært indlæg i deres blad. Det var sjovt at skrive endnu en novelle med sundhedspersonale som hovedpersoner. Efter at have researchet hos læger og sygeplejersker, blev jeg endnu en gang glad for, at jeg holdt op med at læse medicin kort tid efter, at jeg i min pure ungdom havde forvildet mig ind på lægestudiet.