At få en sygeplejerske på nakken

Jeg blev bedt om at skrive en novelle til branchebladet "Medicin og mening." Det udkom som tillæg til Berlingske Tidende i fredags. På hjemmesiden præsenteres det pågældende nummer af bladet under overskriften "Det kræver et godt helbred at blive syg". Man kan læse om, hvilke sygdomme medierne helst skriver om, hvorfor kvalitet i sundhedsvæsenet skal på dagsordenen, og om hvorfor overbelægning er "Danmarks sorte samvittighed". Jeg blev bedt om at skrive en novelle om det sidste, men derudover fik jeg at vide, at jeg havde helt frie hænder. Ellers havde jeg sikkert også sagt nej.

Selv en omfangsmæssigt lille opgave som sådan en novelle er, kræver en del research. Jeg talte med læger og sygeplejersker for at høre om deres oplevelser. Det var ikke småting, de kunne fortælle, og det var ikke svært at tænke videre derfra.

Resultatet blev novellen "En kongelig behandling" som man kan læse her. I avistillægget har redaktionen valgt at sætte en boks under min novelle, selvom jeg havde bedt dem om at lade være. Da de læste min novelle, fik de den idé, at den kunne danne et godt udgangspunkt for debat. Derfor har de ladet hhv Torben Nielsen,konstitueret direktør for Hvidovre hospital og Grete Christensen, fungerende forman for Dansk Sygeplejeråd læse novellen og efterfølgende kommentere den.

De har bedt de to læsere om at vurdere, hvorvidt min novelle giver et realistisk billede af hverdagen på en medicinsk afdeling. Det er der for såvidt ikke noget i vejen med - bortset fra at jeg ikke var klar over, at jeg skulle skrive et skønlitterært debatindlæg. For så havde jeg sikkert også sagt nej. Eller var i hvert fald gået til det på en anden måde.

Hospitalsdirektøren siger bl. a, at novellen "... beskriver en hverdag, man kan nikke genkendende til." Han går derefter over til at tale om ressourcer og organisering af arbejdet. Grete Christensen er mere tvær. Hun synes det er "fejlagtigt og virkelighedsfjernt" og at novellen "tegner et billede af sygeplejersker på landets medicinske afdelinger som værende dovne, uengagerede og ligeglade med patienterne".

Hov, hov Fru Christensen. Hvad skete der lige der? Handler den udtalelse mon mest om min novelle eller mere om Dansk Sygeplejeråds kamp for bedre vilkår for sygeplejerskerne? De sygeplejersker, som Grete Christensen skynder sig at fortælle "... i fællesskab knokler døgnet rundt." Og hvordan kan hun få min novelle til at handle om ALLE de medicinske afdelinger og om ALLE sygeplejersker.

Jeg burde sikkert være ligeglad, for det er ret åbenlyst, at hun læser novellen med sin egen politiske agenda i baghovedet. Men jeg er ikke ligeglad. Måske er jeg sart, men jeg bliver vred, fordi min novelle bliver brugt på en måde, jeg ikke var indforstået med. Og jeg bliver irriteret over, at den skal bruges som en brik i andres politiske arbejde.

Jeg synes ikke, sygeplejersker eller læger eller brandmænd eller advokater eller forfattere eller skraldemænd eller kassedamer eller direktører er dovne, uengagerede eller ligeglade. Jeg har faktisk ikke nogen mening om en samlet faggruppe. Det er jo det, man almindeligvis kalder fordomme. Til gengæld har jeg mødt adskillige søde og dejlige og dygtige sygeplejersker. Og nogle enkle virkelig uforskammede og uengagerede nogle af slagsen. Det samme gælder læger. Og mennesker i al almindelighed.

Jeg har skrevet en novelle og ikke en journalistisk reportage fra en medicinsk afdeling. Jeg har opfundet mine personer selv og ladet dem interagere for at skabe fremdrift og ... ja, en historie. Det skaber immervæk mere dynamik i fortællingen, hvis nogen får tildelt rollen som bad guy, end hvis alle er søde og rare og ikke træder ved siden af. I denne her historie er det sygeplejerskerne, der er så stressede, at de ikke orker udføre deres arbejde ordentligt. I den novelle jeg skrev til Fadl-antologien, var det lægen, der var lettere anløben. Sådan fungerer litteratur. Journalistik er anderledes. Politik ligeså.