Anmelderi

Jeg bliver tit spurgt, hvilken betydning det har for mig som anmelder, at jeg selv er forfatter.

Det er svært at svare på, men jeg tror det betyder, at jeg i hvert fald anmelder bogen og ikke forfatteren. Men måske er det bare, fordi jeg er sådan en bognørd, at jeg synes, det er interessant at finde og pege på de steder i et værk, der fungerer godt og mindre godt. Til gengæld synes jeg ikke, det er særlig spændende, hvor forfatteren har gået i skole, eller hvor gammel hun er.

Jeg kan godt lide, når anmeldelser er lige dele analyse og personlig mening. Jeg kan også godt lide, når det er tydeligt, hvad der er hvad. Derfor elsker jeg også at læse udenlandske aviser. I New York Times kunne man tidligere på ugen læse om Philip Roths nye roman "Indignation." Det er et fint eksempel på en anmelder, der forsøger at tage værket alvorligt, selvom han ikke er specielt vild med bogen.

Jeg bryder mig ikke om anmeldelser, hvor det virker som om anmelderen gerne vil have bogen til at matche egne litterære præferencer. Hvor bogen så at sige skal passe til anmeldelsen i stedet for omvendt. Det svarer til at skælde ud på en digtsamling, fordi man bedst kan lide krimier. Eller til at være forhåndsindtaget fordi forfatteren har - eller ikke har - gået på Forfatterskolen. Sådan en anmeldelse kunne man læse i Information igår. Det er Kamilla Löfström, der anmelder Henriette Rostrups nye roman. Jeg blev rigtig gal, da jeg læste den anmeldelse. Man kan læse hvorfor på Informations hjemmeside lige under selve anmeldelsen.