At skrive i mørket

Jeg har været en del ude og tale om "Ingen" i den seneste tid. København læser, Bogforum og et par gange i Århus. Jeg synes det er dejligt, at tale med mine læsere og mærke at min bog har gjort indtryk.

I Århus kom vi til at tale om, hvordan det er at leve sig så meget ind i et andet (fiktivt) menneske, at man kan skrive i jeg-form.

Det fik mig til at tænke på noget, som den israelske forfatter David Grossman skriver i sin nyeste essaysamling "Writing in the Dark". Han skriver at vi mennesker er usikre på, hvad der virkelig foregår dybt inde i et andet menneske, selv når det andet menneske er en, vi elsker. Han mener endda, der er mere end usikkerhed på spil. Det er frygt for den mystiske, nonverbale, ubearbejdede kerne, alle mennesker indeholder. En kerne som er instinktiv, vild, kaotisk og politisk ukorrekt. Den er drømmeagtig og mareridstagtig, radikal, udsat og tøjlesløs. Vanvittig, dyrisk og nogle gange grusom.

Grossman mener, at enhver person indeholder sådan en kerne af brændende magma, som kølnes og størkner, når den kommer i kontakt med luft - når et menneske møder et andet menneske eller støder mod den fælles virkeligheds grænser. Grossman mener, at når forfatteren skriver, gør han oprør mod sin frygt for den andens hemmelige og utæmmede kerne. Det er et oprør mod at etablere en umærkelig barriere mellem sig selv og andre. Den primære trang, der motiverer skrivningen er forfatterens begær efter at opfinde og fortælle en historie og dermed kende sig selv. Men jo mere man skriver, fortsætter Grossman, kommer man til at føle en anden trangs kraft: Ønsket om at forstå et andet menneske indefra. At mærke hvad det vil sige at være en anden person: To be able to touch, if only for a moment, the blaze that burns within another human being.