Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Isak Hoffmeyer

Friday, May 23, 2008

Humument

De fleste bøger ser mere eller mindre ens ud indeni. Sort tekst på hvid baggrund. Arial, Century, Garamond, Palatino, Times, Tahoma, men ellers ens.

Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, når det ikke forholder sådan. Når billeder og grafiske eksperimenter går op i en højere enhed med ordene og skaber et tredje rum i værket. Så er det ikke længere bare illustrationer, der står og råber til ordene på den modsatte side. Det er heller ikke undertekster til billeder. Istedet opstår et udefinerligt sted, hvor betydning genereres anarkistisk og endeløst.

Et meget smukt og radikalt eksempel er Tom Phillips "A Humument". I midten af 60erne tog Phillips forfatteren W.H.Mallock's glemte victorianske roman "A Human Document" og arbejdede med teksten for at skabe et helt andet værk. Ud af det opstod "A Humument". Den blev udgivet første gang i 1980'erne, men jeg har først opdaget den nu.

Om værket siger Phillips selv: Jeg udplyndrede, minerede og nedbrød teksten for at få den til at afgive spøgelser af andre mulige historier, scener, digte, erotiske episoder og surrealistiske katastrofer, der så ud til at være skjult mellem dens vægge af ord. Mens jeg arbejdede på den, erstattede jeg den tekst, som jeg skrællede af med alle mulige slags visuelle billeder. Blandt andre erindringer, drømme og reflektioner begyndte jeg at fortælle og afbilde den triste historie om Bill Toge, en af kærlighedens tilskadekomne.

"A Humument" er dybt fascinerende, foruroligende, smuk, morsom og farvestrålende. Den er erotisk, uhyggelig, tankevækkende. Og så har kunstneren været så gavmild at lave en hjemmeside, hvor man kan se alle bogens sider (se link). Hvis det ikke er nok, kan man købe bogen hos www.amazon.co.uk for mindre end 120 kroner.

No comments: