Kan man tale om kærlighed med en bog?

Jeg kendte en gang en, der sagde, at hans bøger var hans bedste venner. Han boede i en hule af de bøger, han havde tilbragt så meget liv sammen med. Han havde ført samtaler med romanpersoner og forfatterstemmer. Han havde grædt med dem, leet med dem, havde skændtes og var blevet forsonet med dem. Han påstod, at bøgerne aldrig talte ham efter munden eller bare gav ham de svar, han gerne ville have.

Heldigvis står valget sjældent mellem virkelige mennesker og bøger. Men hvis man ikke kan tale med en bog, er det ikke en god bog. Og som med mennesker gælder det, at de som har mod til at være ærlige og har noget på hjerte er mest tiltrækkende. Ordene behøver ikke være perfekte. De kan være klodsede og ujævne og alligevel lukke en samtale op og sitre af liv. De kan være mumlende, næsten uforståelige, knapt hørlige og alligevel brænde som ild. De kan være sat i stramme systemer, holdt i kort snor, beskårede og begrænsede og alligevel sparke til en sten, der bliver til en lavine. De kan være sludrende og snakkesaglige eller ordknappe og vanskelige at vriste et svar ud af.

Der er folk, der bruger bøger til at tage varsler. Man stiller et spørgsmål, slår op i bogen, læser svaret. Det er nok bestemte bøger, de bruger. Det er næppe "Anatomisk Atlas" eller telefonbogen. Selvom det sidste måske kunne være frugtbart, hvis man så ringede den person, som ens øjne faldt på op og spurgte vedkommende om det, man gerne ville have svar på: Skal jeg skifte job? Bliver jeg rask? Finder jeg nogensinde kærligheden?

Den del af magien har jeg endnu ikke dyrket. Men det er ikke for sent at prøve. Jeg har tre bøger liggende på mit skrivebord. Det er udvalg af tre meget forskellige poeters digte : Tomas Tranströmers "Samlade dikter", Ole Sarvigs "digte" udvalgt af Søren Ulrik Thomsen og gode gamle Lean Nielsens digtudvalg "Jeg siger dig, jeg har danset i nat".

Jeg vil høre noget om kærlighedens væsen, hvad andet er værd at tænke på en regnfuld formiddag i slutningen af oktober? Jeg stiller mit spørgsmål, jeg slår tilfældigt op:

Ett tåg har rullat in. Här står vagn efter vagn,
men inga dörrar öppnas, ingen går av eller på.
Finns några dörrar ens? Därinne vimlar det
av instängda människor som rör sig av och an.
De stirrar ut genom de orubbliga fönstren.
Och ute går en man längs tåget med en slägga.
han slår på hjulen, det klämter svagt. Utom just här!
Här sväller klangen ofattbart: et åsknedslag,
en domkyrkoklockklang, en världsomseglarklang
som lyfter hele tåget och nejdens våta stenar.
Allt sjunger. Ni ska minnas det. Res vidare!

Thomas Tranströmer Stationen fra Det vilda torget, 1983.

I nat ønskede jeg
at du ville komme svævende
over himlen fra byen
for at lande her og
banke på min dør
og komme stille ind
tage cigaretten
ud af min mund
fjerne bogen fra min hånd
og sige, kom, vær rolig
nu skal vi elske længe.

Lean Nielsen I nat

Elskede.
Dit ansigt var mig en kirke.
Højt oppe stod du
ved skovbrynet,
lyste hvidt mod de veje,
der lå for din fod.

Altid stod du og lyste,
når jeg færdedes ad vejene
i dit land.

Jeg husker middagene, da du vendte
ansigtet halvt bort
i sensommerskovens skygge ...
Og månenætterne, da du stirrede
mig imøde under månens ur ...

Altid stod dit blege ansigt
over mine dage,
kaldt fra skovens kant.

Du ved det jo. - Jeg for vild.
Men jeg var aldrig uden for
dit ansigts egn.

Ole Sarvig Vejene fra Menneske 1948.

Blev vi klogere? Jeg gjorde i hvert fald.