Hele Weekendavisens anmeldelse kommer her:

Weekendavisen d.9.10.2009. Leonora Christina Skov.

Fremragende nyt til alle, der holder af historiske romaner, litterære fantasier og visionære tyske nonner.

Wow, det kan da kun gå godt! var min første tanke, da jeg fik Anne Lise Marstrand-Jørgensens litterære fantasi over den tyske nonne Hildegard af Bingen (f. 1098) i hænderne. Hildegard, hedder den, og den er god. Virkelig god, endda. Marstrand-Jørgensen er efter min bedste overbevisning en af Danmarks mest velskrivende forfattere, selv om det helt store publikum, hun fortjener, vist endnu har til gode at opdage det. Hun tager sig kærligt af Hildegard af Bingen, uden sammenligning middelalderens mægtigste kvinde. I en tid, hvor kvinder skulle tie og underordne sig, nedskrev hun med pavens velsignelse sine religiøse visioner, forfattede poesi og naturvidenskabelige værker, opfandt sproget lingua ignota, komponerede liturgisk musik og korresponderede med flere tyske kejsere og den hellige Bernard af Clairvaux. Hun grundlagde også klostre i Rupertsberg og Eibingen og arbejdede som abbedisse, lægekyndig og mystiker frem til sin død i 1179. Feminister har hyldet hendes kvindemod i årtier, og new age-folk har taget hendes holistiske helbredelsesmetoder til sig. Nå ja, og så har neurologen Oliver Sacks slået til lyd for, at hendes lysende visioner skyldtes noget så ordinært som migræne, mens andre kloge hoveder har diagnosticeret hende som synæstetiker. Men det er stadig først og fremmest hendes musik, vi kender hende for i dag. Hildegard af Bingen er formodentlig den mest indspillede af samtlige komponister fra før 1600 og den første, hvis biografi er kendt.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har tidligere skrevet fire digtsamlinger og tre højst forskellige romaner. I den ene ende af spektret har vi den store forelskelsesroman Konventioner. I den anden ende har vi Ingen, der handler om sindssyge og angst, og med Hildegard spreder forfatteren vingerne endnu mere. Der er ikke tale om en klassisk biografi, som genrebetegnelsen litterær fantasi vel også antyder. Lige præcis den genrebetegnelse har jeg det ellers normalt ambivalent med, for ofte dækker den over temmelig ligeud-ad-landevejen historiske romaner, der gerne vil være mere end dét. Nemlig stor litteratur. Men i Hildegards tilfælde giver genrebetegnelsen god mening. På den ene side er der ingen tvivl om, at romanen, med sin stærke, gennemresearchede historie, vil sprede glæde blandt læsere af for eksempel Maria Hellebergs og Mette Winges historiske romaner. På den anden side må man nok sige, at Hildegard både kompositorisk og sprogligt er lige så meget i familie med f.eks. Sara Stridsbergs Nordisk Råd-vindende Drømmefakultetet om den hårdtslående Valerie Solanas.

Vi følger den skravlede Hildegard, der kommer til verden som tiende barn i en velhavende tysk familie. Da hun mod alle odds overlever, beslutter hendes mor med det storslåede navn Mechthild at give hende som oblat til kirken, når hun fylder otte. Som årene går, virker beslutningen mere og mere indlysende. For den lille pige er sær. Hun er hele tiden uforklarligt syg, det første, hun siger, er »lys«, og de syner, der følger med lyset, er foruroligende. Den ene dag ser pigen en ufødt kalv i koens mave, den næste et dødt foster i kokkepigens. Forældrene aner ikke, hvad de skal stille op med hverken deres datter eller hinanden, og Marstrand-Jørgensen beskriver nænsomt det uvidende og overtroiske samfund og ægteskabets gradvise opløsning. For ikke at tale om den lille piges ensomhed, da hun forstår, at ingen ser det samme som hun, og at ingen må vide, hvad hun ser. Som otteårig bliver hun sendt til en familie langt væk. Her skal hun sammen med den strenge, 16-årige Jutta forberede sig på klosterlivet, og i 1108 ender de to unge piger i det nyopførte munkekloster Disibodenberg. Jutta bliver hurtigt en selvpinerisk, anorektisk eremit, imens Hildegard bliver venner med sin jævnaldrende lærer, munken Volmar. Han lærer hende alt, hvad der er værd at vide om lægekunst og helbredende urter, og imellem dem vokser en åndelig kærlighed, der udholder alt. Relationen mellem de to er lydhørt beskrevet af Marstrand-Jørgensen, der har sans for både intimiteten og udviklingen i venskabet, efterhånden som Hildegards visioner tager til, og magtbalancen forrykker sig. Til slut er visionerne så stærke, at hun må følge »Det Levende Lys« og gøre sig til »trompet for herren«, selv om det er uhørt for en kvinde at tale. Da hun beder Volmar fungere som sin sekretær, må han gøre endegyldigt op med sig selv, om han tør tro på hendes åbenbaringer eller ej. Med overhængende fare for ekskommunikation, hvis han er den eneste, der tror hende.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen vægter med held den gode historie lige så højt som det fintmærkende litterære sprog. Formen, der veksler mellem det fortællende og det lyriske, passer perfekt til den hypersensitive hovedperson med de højstemte visioner og den associative tankegang. I hænderne på en mindre kompetent forfatter kunne Hildegard af Bingen let være endt som enten helgen eller bindegal, men fra begyndelsen fremskriver Marstrand-Jørgensen helt ubesværet et menneske af kød og blod. På én gang plaget og oplyst af sine religiøse syner og med tiden i stand til at forvalte den magt over eget og andres liv, som synerne giver hende. For når alt kommer til alt, hvem tør så argumentere mod Guds vilje? Eftersom Hildegard er en litterær fantasi, kan man vel dårligt klandre den for at slutte, hvor Hildegard af Bingens livshistorie bliver allermest spændende. Nemlig i 1148, hvor hun langt om længe får pavens tilladelse til at nedfælde sine visioner. Herefter grundlægger hun sine klostre og komponerer sin musik. Som læser undrer man sig dog en del over, at hendes mest produktive år går upåtalte hen, også i den sært fåmælte biografiske opsummering til slut. Man vil i hvert fald hellere end gerne læse mere, selv om bogen allerede er 400 sider lang. Især om komponisten Hildegard, som trods alt er den Hildegard, de fleste kender i dag. Om der rent faktisk er et bind to i støbeskeen, ved jeg ikke. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg krydser både fingre og tæer.