Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Isak Hoffmeyer

Monday, November 9, 2009

Kirsten Kjærulff og Jytte Abildstrøm

Mange danskere, der interesserer sig for Hildegard af Bingen, er helt sikkert stødt på Kirsten Kjærulff. Hun er dansk Hildegard-ekspert og har skrevet flere fagbøger om Hildegard af Bingen, som på det varmeste kan anbefales. Sammen med Hans Jørgen Frederiksen har hun også lavet den meget smukke bog Det levende lys, hvor man både kan læse uddrag af Hildegards visioner oversat til dansk, nyde de smukke illuminationer og læse Kirsten Kjærulffs vidende udlægninger og forklaringer. Jeg har brugt hendes bøger rigtig meget i min research.

Hvad jeg ikke vidste var, at Kirsten Kjærulff også er freelanceskribent for bladet Katolsk orientering. Faktisk vidste jeg ikke engang, at der er noget, der hedder sådan. En katolsk veninde læser imidlertid bladet og fortalte mig, at Kirsten Kjærulff har anmeldt min Hildegard i det nyeste nummer. Det var med nervøsitet og spænding, jeg læste anmeldelsen. Det er sin sag at blive anmeldt af en ekspert, som jeg ovenikøbet skylder stor tak for så enkelt og forståeligt gennem sine bøger at have givet mig en indføring i det, der er sværest at forstå, når det drejer sig om Hildegard af Bingen - nemlig indholdet i hendes visioner. Stor var min glæde over at læse, at hun kun har ros til overs for min roman. Hun slutter af med at ønske, at jeg vil skrive en fortsættelse, for "med Anne Lise Marstrand-Jørgensens loyale indlevelsesevne, kompetente research og fremragende måde at skrive på må det blive en bog mindst lige så fascinerende og aktuel som denne Hildegard." Hele anmeldelsen kan læses her. På den efterfølgende side er der en meget fin artikel om Hildegards musik og den gregorianske sang.

Kirsten Kjærulff holder også foredrag og arrangerer rejser i Hildegards fodspor. Jeg har endnu ikke haft chancen for at opleve hende, men det bliver der heldigvis snart rådet bod på. Som tidligere nævnt her på siden har Hildegard af Bingen også betydet meget for Jytte Abildstrøm og på torsdag klokken 20, er der salon i Riddersalen. For en beskeden entré kan man høre Kirsten Kjærulffs foredrag, høre Jytte Abildstrøm læse Hildegard-citater og lytte til arrangementer af Hildegards musik ved Poul Høxbro. Det glæder jeg mig meget til.

No comments: