Tak til alle jer, der har stemt

En stor tak til alle jer, der med jeres stemmer har været med til at bestemme, at jeg fik Weekendavisens Litteraturpris. Det er jeg helt ubeskriveligt glad for og beæret over!

Weekendavisen var vært ved et forrygende prisuddelings-arrangement i går aftes, og jeg har stadigvæk helt røde ører efter at have lyttet til smukke taler. Leonora Christina Skovs tale er trykt i Bogtillæget i avisen idag og der kan man også læse et interview med mig. Jeg ser lidt barsk ud på forsiden, men det er kun fordi, jeg fik solen i øjnene. Idag er jeg i hvert fald mildere end nogensinde.

Præmiering

Statens Kunstfond har præmieret 4 af efterårets nyudgivelser. Hildegard er en af dem, og det er jeg helt fantastisk glad for. Motiveringen kan læses her.

Migræne og ufrivillig research

Jeg har tilbragt et par dage med ufrivillig research. Det passer egentlig ikke, at det var research, men det var helt sikkert ufrivilligt. Efter lang tid i højt arbejdsgear blev jeg lagt ned med migræne, og mens jeg lå og havde ondt af mig selv, kom jeg til at tænke på Hildegard og migrænen-teorien. Og så blev det næsten en slags research.

Gennem tiden er der mange, der har ledt efter en forklaring på Hildegard af Bingens syner. En ordentlig forklaring altså, en naturvidenskabelig, rationel, lige-ud-ad-landevejen-forklaring. Et bud, der bliver refereret til og diskuteret i faglitteraturen er Oliver Sacks teori om, at Hildegard i virkeligheden led af migræne. Sacks er neurolog og forfatter til en række storsælgende bøger, der formidler neurologisk forskning på en måde, som alle kan forstå. Han tager gerne udgangspunkt i cases og viser på en ganske indlevende måde, hvordan forskellige mennesker håndterer forskellige neurologiske lidelser og udfordringer. Jeg har ikke læst hans seneste bog Musicophilia, men den ser interessant ud. Den handler om hvordan musik påvirker os - både i al almindelighed og i de tilfælde, hvor noget går galt og mennesker plages af non-stop musikalske hallucinationer. Han skriver også om, hvordan musik kan hjælpe mennesker med at få talen tilbage efter slagtilfælde og skabe orden i fragmenterede og kaotiske minder hos alzheimerpatienter. Man må sige, at Sacks kommer vidt omkring.

Mht Hildegard og migrænen mener han, at en god del af hendes visioner i virkeligheden var hallucinationer som følge af en såkaldt "stille migræne med aura". Aura er et fænomen som mellem 10 & 20 % af alle migrænikere oplever. I 20 - 60 minutter oplever man syns- og/eller føleforstyrrelser, og det er ikke ret underholdende skulle jeg hilse og sige. I langt de fleste tilfælde følger hovedpine og kvalme i kølvandet på auraoplevelsen, men hos nogle få udebliver hovedpinen og så kalder man migrænen for stille.

Men selvom Sacks teori med lidt god vilje nok kunne begrunde Hildegards oplevelse af at se et blændende lys, har jeg meget svært ved at forstå, hvordan det ellers skulle hænge sammen. På denne hjemmeside kan man se nogle forbløffende vellignende animationer af auraoplevelser. De ligner i hvert fald det, jeg selv oplever. Til gengæld ligner de slet ikke noget, der kommer i nærheden af det, Hildegard beskriver i sine visioner.

Flere bøger og husk Weekendavisen

Hildegard kommer nu i 4. oplag, og det er jeg kæmpeglad for. Indenfor overskuelig tid vil man også kunne få den som lydbog - det er mig selv, der læser den højt.

Og så er det ved at være sidste chance, hvis I vil nå at stemme på min bog til Weekendavisens litteraturpris. Det håber jeg meget, at I vil.

Jeg skriver på livet løs og synes, Hildegard er lige så spændende, som jeg hele tiden har syntes. Det er en gave, at kunne fordybe mig i hende og skriften igen. Alligevel føles det ikke, som om jeg bare skriver videre, hvor jeg slap. Selvom jeg kender min Hildegard rigtig godt efterhånden, bliver det en helt en anden bog end den første. Hun er selvfølgelig blevet ældre og hendes livsomstændigheder ændrer sig også radikalt. Der er ikke meget, der står stille - og det gør jeg forhåbentlig heller ikke.

I løbet af foråret tager jeg endnu en tur til Hildegard-land, altså det geografiske i omegnen af Frankfurt. Denne gang skal jeg se nogle andre steder, end jeg gjorde sidst, hvor jeg først og fremmest koncentrerede mig om klosterruinen Disibodenberg og museet i Bingen.

Litteratur er ikke et hestevæddeløb

... men i tv, aviser og radio kan de så godt lide at lave hitlister ved årsskiftet. Egentlig bryder jeg mig ikke om konceptet, men hvis man kan tage det for det, det er - enkelte fagpersoners mening om godt og skidt - kan det være ganske sjovt. Nogle gange er det ligefrem informativt. I hvert fald synes jeg, det er spændende at høre Anne Marie Mais vue over 00'ernes litteratur i Kulturnyts nytårsspecial, som blev sendt i går. Jeg udtaler mig også selv i programmet, hvor vi begge to blev bedt om at vælge to af de bedste (og en af de værste) danske udgivelser fra årtusindets første årti. Programmet er tilrettelagt således, at de værker vi vælger ses i en større sammenhæng, som vigtige og repræsentative for strømninger i dansk litteratur. Og så kommer det heldigvis væk fra hestevæddeløbstanken, hvor der skal kåres vindere og tabere og peges på et kedeligt midterfelt. For sådan er kunst lykkeligvis ikke. Jeg anbefaler Mette Moestrups kingsize og Hanne Marie Svendsens Unn fra Stjernestene som er to meget forskellige og meget gode bøger.



Jeg har læst rigtig, rigtig meget i det sidste årti, og der er ikke noget, der tyder på, at jeg vil læse mindre fremover. Jeg synes, der har været stor forskel på, hvad der er foregået i litteraturen internationalt og i Danmark. I mange år synes jeg, at dansk litteratur havde en tendens til at være temmelig konsensuspræget og en lille smule selvcentreret. Dét synes jeg heldigvis er ved at ændre sig, og jeg håber og tror, det vil fortsætte fremover. Jeg synes dansk litteratur er blevet mere rummelig og mere mangfoldig, og det er i hvert fald et stort plus for os allesammen.

Synæstesi

Jeg har gjort Hildegard til synæstetiker. Eftersom det ikke interesserede hende, at skrive om sig selv og sine private sensoriske oplevelser, er det ikke noget, jeg har kunne læse mig til. Men selvom jeg ikke kan bevise, at den historiske Hildegard af Bingen var synæstetiker, er det en nærliggende tanke for mig. For det første fordi hun beskriver, hvordan musikken allerede findes i verden på en sådan måde, at den kan aflyttes og videregives. For det andet fordi sproget i hendes visioner er fantastisk billedrigt og sanseligt. For det tredje fordi poesi og synæstesi er nært forbundne for mig. Og for det fjerde fordi jeg selv oplever verden sådan, og det gjorde det nemmere for mig at leve mig ind i hendes verden, at jeg udstyrede hende med tilsvarende oplevelser.

Til gengæld mener jeg ikke, at synæstesien på nogen måde kan forklare Hildegards syner. Visionerne var mystiske, men det er synæstesi ikke. Synæstesi er ganske enkelt sammenkoblingen af sanseindtryk. Hvor mange mennesker der oplever verden sådan, ved man ikke. Nogen mener, at det er omkring 5 %, andre mener, at 25 % kender til den mest almindelige form for synæstesi - oplevelsen af at f. eks ugedage har farver - mens kun 1 % har stærke synæstetiske oplevelser. Til gengæld er der vist rimelig enighed om, at det ofte er arveligt i et eller andet omfang.

Der gik mange år, før jeg for alvor indså, at alle mennesker ikke har den type oplevelser. Som barn fik jeg den første fornemmelse af det, da vi i 1. klasse skulle lære om forskellen på konsonanter og vokaler. Alle bogstaverne i alfabetet blev hængt op i klassen, vokalerne var røde, konsonaterne var blå. Det generede mig i en sådan grad, at jeg næsten ikke kunne holde ud at se på det. For kunne enhver ikke se, at hvert bogstav havde sin egen farve, og at den farve også var knyttet sammen med både en tone og en følelse. Og at det i hvert fald ikke var de røde overfor de blå? Kunne de ikke se, at det derfor var komplet unødvendigt med den slags primitive og urigtige husketeknikker? Åbenbart ikke. Det var virkelig svært for mig at forstå. Ikke mindst fordi jeg ofte havde talt med mine bedsteforældre om de forskellige ugedages farver. De var ganske vist anderledes end mine egne og mine havde også former, men alligevel. Min mandag var f. eks oval, svagt turkis med et strejf af svømmehalslugt, min tirsdag var en lyserød cirkel med en frugtagtig duft og så fremdeles.

De fleste synæstetikere oplever deres sansesammenblandinger som neutrale og meget lidt opsigtsvækkende. Som en naturlig måde at orientere sig på i verden. Sådan oplever jeg det også selv. Kun en gang imellem kan det være lige i overkanten, nemlig når lyde eller visuelle indtryk bliver meget stærkt koblet med fysiske fornemmelser. Det kan f. eks være svært at forklare, hvorfor jeg ikke bare synes, at en bestemt farve f. eks er grim, men at den ligefrem er koblet med en helt bestemt form for fysisk ubehag. For de fleste mennesker er det svært at tolke som andet end overdreven sarthed, så det er sjældent, jeg nævner det.

Til gengæld kan det også være praktisk. Når jeg er istand til at huske overdrevent mange fødselsdatoer, er det fordi jeg ser dem plottet ind på min rumligt-visuelle årskalender. Den går sådan cirka fra skulder til skulder og ligner en skæv hestesko.

De fleste synæsteter fortæller sjældent om deres oplevelser. Sikkert fordi, man ikke selv synes, der er så meget at fortælle - farveblinde fortæller vel også kun sjældent om, hvordan deres verden ser ud, mennesker med absolut gehør forsøger sjældent at forklare, hvordan musik lyder for dem. Til gengæld er der ikke noget sjovere end at udveksle oplevelser med ligesindede. Således kunne min datter og jeg diskutere farven af en lyd allerede, da hun kun var et par år gammel. Og da jeg forleden talte med en nær veninde, der også er forfatter , diskuterede vi, hvordan man kan se sit eget ufærdige manuskript i farver og på den måde finde ud af, hvor der mangler noget. "Lidt orange på siden 5 f. eks," som hun så smukt udtrykte det.

Hvis man synes, det er sjovt at læse om synæstesi, kan man finde en del gode artikler på nettet og en hel masse overfladisk ævl. Mange af de gode sider er på engelsk, men jeg faldt for nylig over denne glimrende artikel fra Ingeniøren. Den er skrevet af Robin Engelhardt, der også samler sine artikler på sin egen virkelig interessante blog.

Weekendavisens litteraturpris

Hildegard er blevet indstillet til Weekendavisens litteraturpris, og det er jeg selvfølgelig meget glad for.

Man kan læse om de nominerede bøger her. Der kan man også se, at jeg er i meget fornemt selskab blandt en række særdeles dygtige forfattere. Det føler jeg mig kun endnu mere beæret over.