Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Isak Hoffmeyer

Monday, November 28, 2011

Norge

Nu er Hildegard udkommet i Norge. I den anledning kan man læse et interview med mig i Klassekampen. Det blev lavet i telefonen - jeg ville gerne have været i Oslo, men det virkede lige dristigt nok, eftersom det skulle have været i sidste eller i denne uge, og jeg har termin i morgen.

Sunday, November 6, 2011

Tiden nærmer sig

Det er ved at være sidste udkald, hvis man vil være med til at bestemme, hvem der skal have Danske Banks Litteraturpris 2011. Afstemningen slutter torsdag d.10.11. og vinderen afsløres d.11.11. klokken 10 på Bogforum. Samtidig kåres vinderen af årets debutantpris, det bliver en meget spændende dag.

Sammen med de to andre priskandidater, har jeg de seneste uger rejst rundt i landet med Danske Bank. Det er i sagens natur en helt anden slags arrangementer, end når jeg selv holder foredrag. Vi har haft tyve minutter hver til at præsentere vores bøger, og derefter har der været spørgsmål og debat. Selvom det har været både hyggeligt og inspirerende at være sammen med de andre, skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg også er temmelig træt efterhånden. Det jeg holder mest af ved at komme rundt med Hildegard er samtaler med læsere, og det blev der ikke meget tid til.

Trætheden skyldes selvfølgelig, at jeg gennem lang tid har været meget på farten med foredrag og arrangementer, samtidig med jeg er godt igang med at skrive en ny roman. Og det skyldes helt bestemt også, at en anden deadline nærmer sig: Jeg skal være mor for tredje gang ganske snart. Heldigvis har jeg det fint, og nyder stadigvæk at tale til - og ikke mindst med - mine læsere rundt omkring. På onsdag holder jeg denne sæsons sidste egentlige foredrag, det er i Tønder og så er der også mindre end tre uger, til jeg har termin.

Monday, October 10, 2011

Danske Banks Litteraturpris

Mine Hildegard-bøger er netop blevet nomineret til Danske Banks Litteraturpris, og det er jeg meget glad for og beæret over. Man kan stemme her.

De andre nominerede er Sven Holm og Birgithe Kosovic. Vi kommer alle tre rundt i landet i samlet trop i løbet af den næste måned inden afstemningen slutter d.10.11. og prisen uddeles d.11.11. Første stop bliver Esbjerg d.25.10. hvor vi både besøger et gymnasie og biblioteket.

Desværre har banken besluttet, at det er sidste gang prisen uddeles, og det er virkelig en skam.

Wednesday, September 28, 2011

Læse, læse

At læse skønlitteratur er ofte en ganske indadvendt og privat affære. Bagefter er skønt at kunne dele oplevelsen med andre. Jeg er imponeret over den rigdom af læseklubber, der findes rundt om i landet. Det er helt fantastisk hvad og hvor meget, der bliver læst - både på privat initiativ og gennem bibliotekernes læseklubber. I dette efterår læser DR's romanklub historiske romaner og jeg er så heldig, at Hildegard I bliver læst i november og december.

Gyldendal giver også alle bogelskere mulighed for at læse sammen med andre ved en ny type arrangementer. Med udgangspunkt i spørgsmål som "hvordan læses litteratur?" og "hvor står det i teksten?" vil en række gode læsere medbringe korte tekster, som skal ultra nærlæses. Man får teksten udleveret og den bliver også læst op, så man behøver ikke forberede sig hjemmefra for at følge med. Der er fri entre, ingen tilmelding og man kan læse mere her.

Thursday, September 8, 2011

Efterårets arrangementer og endnu en grund til at læse skønlitteratur.

Jeg har opdateret arrangementskalenderen for dette efterår. Jeg kommer rundt i hele landet og glæder mig til at møde mine læsere. Flere af stederne kan man opleve meget mere end mig og Hildegard.

Tager man f. eks. til litterær søndagsmatiné på BIBLIOTEKET på Rentemestervej i København d. 11. september, kan man både høre mig og Lone Hørslev læse op og tilmed beundre det spritny biblioteks spændende arkitektur.

Har man lyst til at høre både Hildegards musik og min oplæsning, kan det lade sig gøre i Husum kirke d. 25. september. Det er ensemblet Magnificat, der står for musikken, og jeg er sikker på, det bliver smukt.

Og hvis nogen skulle have brug for (endnu) en god grund til at læse gode bøger og til at opfordre deres børn til at gøre det samme, kan man læse denne artikel fra den engelske avis The Guardian. Der står, at læsning af skønlitteratur øger evnen til empati, og det er der vist ikke nogen, der kan være kede af.

Tuesday, August 9, 2011

Mystik, rejser, baby

Jeg er hjemme igen efter dejlige, varme dage i Kroatien. Min skrivehjerne elsker uendelige, ustrukturerede dage i fremmede omgivelser. Jeg har samlet sammen: Bunkevis af indtryk og idéer som skal med i min nye roman. Den foregår ikke i Kroatien, men i et fiktivt land med en kystlinje, der ligner.

Information bringer i denne tid en række interviews om mystik lavet af Karen Syberg. Hun har også interviewet mig, og det kan læses her. Billedet er taget på Assistens kirkegård, i nærheden af mit nye Nørrebro-hjem. Og som man kan se, er jeg ikke helt alene på billedet - jeg venter mit tredje barn til november. Derfor holder jeg sæsonens sidste foredrag d.9.11. Følg med i kalenderen, som jeg opdaterer løbende.

Thursday, June 16, 2011

Davd Lynch og Hildegard

Der er garanteret mange, der ikke ved det, men David Lynch producerede i 1998 et album med Hildegard-musik. Jocelyn Montgomery synger, og Lynch har lavet lyd til. Det giver musikken et melankolsk, mørkt, drømmende, næsten mystisk præg, der går fint i spænd med Montgomerys smukke stemme. Lyt selv her, det er ret enestående.

Man kan også se et fascinerende klip om Lynchs arbejde med Hildegardmusikken her.