Hildegard II udkommer d. 4. oktober og kommer til at se ud, som man kan se her. Det er igen Ida Balslev-Olesen, der har lavet omslag. Billedet er fra middelalderen, og det er det samme motiv som på Hildegard I - her kan man bare se det i sin helhed. Det er Hildegard, der sidder og skriver med det levende lys i kraniet, mens Volmar står og kigger ind.
Jeg har været til møde på Gyldendal om lanceringen. 2. korrekturen er afleveret. Ventetiden er altid lang. I mellemtiden holder jeg de første af efterårets mange foredrag. Torsdag var jeg på Østerbro bibliotek, lørdag var jeg i Dalum kirke på Fyn og idag var jeg til Hildegarddag på sygeplejeskolen i Slagelse.
Der var temmelig stor aldersforskel på publikum de forskellige steder, men det synes jeg kun er sjovt. Både på Fyn og i Slagelse var der en, der spurgte til Hildegard og kærligheden. Altså den fysiske kærlighed, der hører denne verden til. Begge gange svarede jeg, at der ikke er noget, der tyder på, at Hildegard nogensinde brød sit løfte om et liv i cølibat. Men det er ikke det samme, som at hun ikke oplevede stor kærlighed til et andet menneske. Det og meget andet kan man læse om i Hildegard II.
Wednesday, September 8, 2010
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment