Ord til alle sider

På den fine hjemmeside Ord til alle sider, kan man læse et interview med mig. Det handler om at skrive, om Hildegard og om ord i al almindelighed.

Balance, Hildegards sygdomsopfattelse... og mandler.

Det er længe siden, jeg har skrevet sidst. Efter at have haft temmelig travlt i temmelig lang tid kom jeg ganske ufrivilligt ned i gear. Jeg har haft lungebetændelse i et par uger, men nu er jeg på vej tilbage. Jeg priser mig lykkelig over ikke at leve i middelalderen og har mere end én gang tænkt på Hildegard og alle hendes nonner, der for tusinde år siden måtte ligge og hoste under uldtæpperne i det kolde kloster. Hildegard bryggede kraftige urtedrikke, jeg skyllede trofast min penicillin ned med grøn te. Hildegard ville muligvis have foreslået mig at spise mandler, så jeg snupper en håndfuld i ny og næ for en sikkerheds skyld. I medicinbogen Physica, kan man i hvert fald læse følgende: Den hvis hjerne er tom og hvis ansigt har en dårlig kulør grundet hovedpine, skal spise mandler. De fylder hans hjerne og giver ham den rette kulør. Også den som har problemer med lungerne, skal ofte spise mandler. Det giver styrke til lungerne og belaster på ingen måde kroppen. De gør heller ikke mennesket tørt, men gør ham derimod stærk.

Set med Hildegards øjne er sygdom et tegn på, at noget er ude af balance. Det kan være kroppen, der ikke vil tale med sjælen, men kun tilgodeser egne behov. Eller det kan være sjælen, der får lov til at kommandere med kroppen og presse den til mere, end den kan tåle. At jeg har haft alt for travlt er i hvert fald helt sikkert. At kroppen kvitterer med en lungebetændelse, synes jeg er lige skrapt nok.

Jeg glæder mig til at komme tilbage til skrivningen og alt det andet sjove. I denne uge kan man læse et lille interview med mig i Alt for Damerne, hvor jeg fortæller lidt om mit skriveliv. På lørdag deltager jeg i litteraturfestivalen CPH Litt 2010. Det bliver en samtale med Leonora Christina Skov med Mai Misfeldt som moderator. Det er i Huset i Magstræde klokken 16.

Frem og tilbage

Det var godt at være i Tyskland igen. Selvom jeg har besøgt de fleste af stederne før, var det nogle andre ting, jeg lagde mærke til denne gang. Første gang jeg var på inspirations- og researchrejse, var jeg meget optaget af at få styr på geografien, kronologien og landskabet. Jeg tror egentlig ikke, jeg lærte noget nyt denne gang, hvad angår biografiske og historiske facts, men det var heller ikke mit ærinde. At være der igen hensatte mig i en særlig stilfærdig og eftertænksom tilstand, som er frugtbar for skrivningen, og meget svær at beskrive. Det er både krævende og enkelt at rejse sådan. Det er at gøre sig selv til en modtager, at suge til sig af indtryk uden egentlig at vurdere dem undervejs, at vide at alt kan bruges, men ikke at ane hvordan. Martsvejret skruede helt op for volumenknappen og satte landskabet i scene - det ene øjeblik gik sorte skyer og sorte bakker i ét, det næste skinnede solen præcis så formildende og afslørende, som den kun gør i det tidlige forår.

Mine børn havde påskeferie, så de var med. Det i sig selv gjorde det til en helt anderledes tur end sidst jeg var afsted, hvor jeg rejste alene. Mindre stilhed, mere sjov, flere tyske chokoladepåskeæg og mere Rammstein i bilen. De ville gerne ud og vandre i bjerge, så det gjorde vi. Og eftersom naturen har fyldt så umådelig meget i middelaldermenneskers bevidsthed i al almindelighed og i Hildegards i særdeleshed, blev det i virkeligheden en af de allermest inspirerende dage for mig.

På billedet tager de unge vandrere et hvil på Grosser Feldberg, der er det højeste bjerg i Taunuskæden. Udsigten var fantastisk, stilheden ligeså.

Italien

Hildegard er blevet solgt til udgivelse i Italien. Det synes jeg selvfølgelig er helt fantastisk, og jeg glæder mig meget til at se den oversat.

På søndag tager jeg til Tyskland på endnu en researchtur. I disse dage skriver jeg om marts måned 1153, så rejsetidspunktet kunne ikke være bedre.

Marts

I marts måned har jeg indtil videre været ude og fortælle om Hildegard fem gange. Det har været fem gode og meget forskellige arrangementer - et par biblioteker, det katolske Sankt Andreas biblioteks fødselsdag, en lærerforening og Poul Pilgaards champagnesalon i Caféteratret. To gange er jeg blevet interviewet foran publikum, resten af gangene har det været mig og Hildegard på slap line.

Samtidig er jeg så dybt begravet i Hildegardfortsættelsen, at jeg ikke kan bære at holde fri, selvom jeg har været ude og holde foredrag aftenen i forvejen. Nogle gange bliver jeg meget, meget træt. Så holder jeg fri og går rundt og tænker på ... Hildegard.

I dagene op til påske tager jeg børnene med til Tyskland på endnu en researchtur. Det gode ved at have børnene med er - udover at de er ualmindeligt dejlige at være sammen med - at det hele ikke drukner i arbejde. Jeg lejer en bil og tager dem naturligvis med på den helt store Hildegardtur i området. Men der bliver også tid til andre ting - ren afslapning blandt andet.

Sol, måne, Silkeborg

Igår var jeg i Silkeborg og tale om Hildegard på biblioteket. Jeg ankom med toget en time før, jeg skulle optræde og gik en tur i kulden. Min oldemor boede der, da jeg var barn, og jeg ville se, om jeg kunne genkende byen. Det kunne jeg overhovedet ikke - men når jeg tænker tilbage er det, der står klarest i min erindring også villavejene, boldbanerne, Gudenåen og en enkelt gammeldags dametøjsforretning, hvor min oldemor skulle købe et eller andet.

Det blev en rigtig fin aften med mange mange gode spørgsmål. Det er en lang togtur, og jeg var først hjemme i nat. Til gengæld fik jeg set en film på min bærbare computer, som jeg har haft liggende længe. Filmen er fra 1972, den hedder "Brother Sun, Sister Moon" og er instrueret af Franco Zeffirelli, som nogen måske kender for "Romeo og Julie" fra 1968. Den handler om Frans af Assisi, der blev født knapt 100 år efter Hildegard af Bingen. Jeg ville se, hvordan Zeffirelli portrætterede ham og håbede at blive inspireret af billederne.

Jeg havde på forhånd læst, at Zeffirelli med filmen forsøger at pege på lighedspunkter mellem Frans af Assisi og hippiebevægelsen. Jeg vil ikke sige, det ligefrem var en skuffelse, det var snarere en lille smule komisk. Måske er det bare mig, der ikke har sans for kombinationen af det ekstremt sødladne og det meget højspændte. Donovans lydspor, de ansigts-dvælende kameraklip og prins Valiant looket rørte mig heller ikke rigtigt. Naturbillederne var ganske smukke - valmuemarker, ruiner i bølgende blomsterhav, blanke heste ind fra højre - men de mindede alligevel om en vilkårlig plakat fra 70'erne med pandebånd, panfløjte og vaseline på linsen.

Billedet her på siden er filmplakaten. Der har Frans netop smidt tøjet i (endnu) en temmelig komisk scene, det skal illustrere afstanden mellem hans fattigdomsideal og middelalderkirkens grådighed.

Så hvis man gerne vil vide noget om Frans af Assisi, skal det nok ikke være første valg. Vil man til gengæld gerne vide noget om hippiebevægelsens selvopfattelse og se 70'ernes tidsånd og billeder transformeret til middelalderen, er det lige sagen. Og det peger i hvert fald på noget interessant: Man aner ikke i hvor høj grad, man er et produkt af sin egen tid, og hvordan det afspejles i ens eget kunstneriske arbejde. I nogle værker et det bedøvende lige meget, fordi der er noget der overskrider al tid. Andre gange kommer det i vejen.

Hildegardnyt og miljøprofetier

Hildegard har sneget sig ind på bestsellerlisten, og jeg kan slet ikke få armene ned. Jeg får også en del mails og henvendelser fra folk, der har læst bogen, og jeg bliver lige glad hver eneste gang. Det er skønt for mig at møde mine læsere - både på den måde, og når jeg er ude og fortælle om Hildegard. Det sker også ofte, at en eller anden stiller et spørgsmål, som i den grad får mig til at tænke, og på den måde fornemmer jeg, at inspirationen går begge veje.

Jeg har også fået en meget dejlig anmeldelse i en norsk avis, selvom Hildegard ikke er oversat til norsk. Hildegard får to hele sider, og anmelderen er begejstret. Anmeldelsen begynder sådan her "Det er en forrykende roman. Vi drives fra side til side til side 397 og lurer på hvor tiden blir av og hvorfor vi sitter med mugglukten av rå klosterganger og duften av en blomstrende urtehage rundt oss - stille, tunge, sommernetter og lurveleven bak dørene i de mørkeste rommene."

Imens sidder jeg og skriver og skriver på fortsættelsen. Det bringer mig vidt omkring, hvad angår research. Netop nu er jeg ved at læse en bog, der hedder "The Medieval Machine". Den handler om det forfatteren, Jean Gimpel, kalder middelalderens industrielle revolution og ud over at fortælle om mekaniske anordninger, kan man også læse om forureningsproblemer og overdreven skovhugst i middelalderen.

Og så kan man passende opholde sig et øjeblik ved, hvad den historiske Hildegard af Bingen selv havde at sige om, hvad der sker, når menneskene svigter deres ansvar for naturen:

Ligesådan udspyr luften talrige urenheder på grund af menneskene, idet den udsender en naturstridig og usund fugtighed, som får alt til at visne - planter, frugter og alt det grønne, som skulle have tjent mennesker til næring.