Det lykkedes mig at holde planen og få afleveret hele Hildegard 2 til min redaktør. Hun har allerede læst det meste - undtagen slutningen - i april . Det er en tom og underlig fornemmelse at være færdig med at skrive. Jeg er mest træt, faktisk udmattet. Det har været et stort arbejde, og jeg har ikke holdt ret meget fri i de sidste mange måneder.
I morgen overlader jeg min lejlighed til gode venner og tager sydpå. Planen er at slappe af og lave mindst muligt - læse gode bøger og forhåbentlig komme til at mærke en vis tilfredshed med mit afsluttede arbejde.
Når jeg kommer hjem igen, skal jeg indføje de sidste rettelser og læse korrektur. Det er en helt anden slags arbejde end at skrive, selvom det fordrer stor koncentration er det langt mindre krævende. Nå ja, så nåede jeg også lige at tilbringe en formiddag med en fotograf og en stylist, da der skulle tages nye billeder af mig i forbindelse med bogen. Det er også at være på arbejde, temmelig sjovt og meget udmattende.
Saturday, July 3, 2010
Wednesday, June 9, 2010
Hildegard II, snarlig sommerferie og Hjemmefra
Jeg får ikke skrevet så meget her på siden i denne tid. Til gengæld er jeg ved at lægge sidste hånd på Hildegard II, som udkommer i oktober. Omslaget er lavet, titlen er fundet, efteråret er booket. Jeg begyndte på bogen før Hildegard udkom, så jeg har praktisk talt skrevet uafbrudt, siden jeg fik den idé, der først forekom mig at være vanvittig, siden indlysende. Det har været ubegribeligt krævende og meget dejligt, jeg er ved at være træt, men heldigvis ikke af Hildegard. Jeg glæder mig til at rejse på sommerferie inden længe - ud og væk og ind i billedet til venstre - og komme tilbage til korrekturen med fornyede kræfter.Hildegard er månedens bog i Gyldendals bogklub og hvis man har planer om at anskaffe sig Gyldendals e-bogslæser Cybook Opus og dermed spare sig selv for mange kilo bøger i sommerferiekufferten, kan man netop nu få Hildegard plus fem andre nyere bøger og elleve engelske klassikere med ganske gratis.
Selvom man kunne tro det, er alt ikke gået op i Hildegard I og Hildegard II. Jeg har også været med til at skrive tre numre til Lotte Andersens debut-cd Hjemmefra, som udkom i maj. Den er lavet i samarbejde med Torben Westergaard og produceret og mixet af Halfdan E. Det er en mægtig fin og anbefalelsesværdig cd, og den kan både købes i butikkerne, på iTunes og via Lottes hjemmeside. De numre jeg har været med til at skrive er Februar (som kan høres på Lottes MySpace), Søvnløse nætter og Redder dig.
Friday, May 14, 2010
Ord til alle sider
På den fine hjemmeside Ord til alle sider, kan man læse et interview med mig. Det handler om at skrive, om Hildegard og om ord i al almindelighed.
Monday, May 3, 2010
Balance, Hildegards sygdomsopfattelse... og mandler.

Det er længe siden, jeg har skrevet sidst. Efter at have haft temmelig travlt i temmelig lang tid kom jeg ganske ufrivilligt ned i gear. Jeg har haft lungebetændelse i et par uger, men nu er jeg på vej tilbage. Jeg priser mig lykkelig over ikke at leve i middelalderen og har mere end én gang tænkt på Hildegard og alle hendes nonner, der for tusinde år siden måtte ligge og hoste under uldtæpperne i det kolde kloster. Hildegard bryggede kraftige urtedrikke, jeg skyllede trofast min penicillin ned med grøn te. Hildegard ville muligvis have foreslået mig at spise mandler, så jeg snupper en håndfuld i ny og næ for en sikkerheds skyld. I medicinbogen Physica, kan man i hvert fald læse følgende: Den hvis hjerne er tom og hvis ansigt har en dårlig kulør grundet hovedpine, skal spise mandler. De fylder hans hjerne og giver ham den rette kulør. Også den som har problemer med lungerne, skal ofte spise mandler. Det giver styrke til lungerne og belaster på ingen måde kroppen. De gør heller ikke mennesket tørt, men gør ham derimod stærk.
Set med Hildegards øjne er sygdom et tegn på, at noget er ude af balance. Det kan være kroppen, der ikke vil tale med sjælen, men kun tilgodeser egne behov. Eller det kan være sjælen, der får lov til at kommandere med kroppen og presse den til mere, end den kan tåle. At jeg har haft alt for travlt er i hvert fald helt sikkert. At kroppen kvitterer med en lungebetændelse, synes jeg er lige skrapt nok.
Jeg glæder mig til at komme tilbage til skrivningen og alt det andet sjove. I denne uge kan man læse et lille interview med mig i Alt for Damerne, hvor jeg fortæller lidt om mit skriveliv. På lørdag deltager jeg i litteraturfestivalen CPH Litt 2010. Det bliver en samtale med Leonora Christina Skov med Mai Misfeldt som moderator. Det er i Huset i Magstræde klokken 16.
Sunday, April 4, 2010
Frem og tilbage
Det var godt at være i Tyskland igen. Selvom jeg har besøgt de fleste af stederne før, var det nogle andre ting, jeg lagde mærke til denne gang. Første gang jeg var på inspirations- og researchrejse, var jeg meget optaget af at få styr på geografien, kronologien og landskabet. Jeg tror egentlig ikke, jeg lærte noget nyt denne gang, hvad angår biografiske og historiske facts, men det var heller ikke mit ærinde. At være der igen hensatte mig i en særlig stilfærdig og eftertænksom tilstand, som er frugtbar for skrivningen, og meget svær at beskrive. Det er både krævende og enkelt at rejse sådan. Det er at gøre sig selv til en modtager, at suge til sig af indtryk uden egentlig at vurdere dem undervejs, at vide at alt kan bruges, men ikke at ane hvordan. Martsvejret skruede helt op for volumenknappen og satte landskabet i scene - det ene øjeblik gik sorte skyer og sorte bakker i ét, det næste skinnede solen præcis så formildende og afslørende, som den kun gør i det tidlige forår.
Mine børn havde påskeferie, så de var med. Det i sig selv gjorde det til en helt anderledes tur end sidst jeg var afsted, hvor jeg rejste alene. Mindre stilhed, mere sjov, flere tyske chokoladepåskeæg og mere Rammstein i bilen. De ville gerne ud og vandre i bjerge, så det gjorde vi. Og eftersom naturen har fyldt så umådelig meget i middelaldermenneskers bevidsthed i al almindelighed og i Hildegards i særdeleshed, blev det i virkeligheden en af de allermest inspirerende dage for mig.
På billedet tager de unge vandrere et hvil på Grosser Feldberg, der er det højeste bjerg i Taunuskæden. Udsigten var fantastisk, stilheden ligeså.
Thursday, March 25, 2010
Italien
Hildegard er blevet solgt til udgivelse i Italien. Det synes jeg selvfølgelig er helt fantastisk, og jeg glæder mig meget til at se den oversat.
På søndag tager jeg til Tyskland på endnu en researchtur. I disse dage skriver jeg om marts måned 1153, så rejsetidspunktet kunne ikke være bedre.
På søndag tager jeg til Tyskland på endnu en researchtur. I disse dage skriver jeg om marts måned 1153, så rejsetidspunktet kunne ikke være bedre.
Thursday, March 18, 2010
Marts
I marts måned har jeg indtil videre været ude og fortælle om Hildegard fem gange. Det har været fem gode og meget forskellige arrangementer - et par biblioteker, det katolske Sankt Andreas biblioteks fødselsdag, en lærerforening og Poul Pilgaards champagnesalon i Caféteratret. To gange er jeg blevet interviewet foran publikum, resten af gangene har det været mig og Hildegard på slap line.
Samtidig er jeg så dybt begravet i Hildegardfortsættelsen, at jeg ikke kan bære at holde fri, selvom jeg har været ude og holde foredrag aftenen i forvejen. Nogle gange bliver jeg meget, meget træt. Så holder jeg fri og går rundt og tænker på ... Hildegard.
I dagene op til påske tager jeg børnene med til Tyskland på endnu en researchtur. Det gode ved at have børnene med er - udover at de er ualmindeligt dejlige at være sammen med - at det hele ikke drukner i arbejde. Jeg lejer en bil og tager dem naturligvis med på den helt store Hildegardtur i området. Men der bliver også tid til andre ting - ren afslapning blandt andet.
Samtidig er jeg så dybt begravet i Hildegardfortsættelsen, at jeg ikke kan bære at holde fri, selvom jeg har været ude og holde foredrag aftenen i forvejen. Nogle gange bliver jeg meget, meget træt. Så holder jeg fri og går rundt og tænker på ... Hildegard.
I dagene op til påske tager jeg børnene med til Tyskland på endnu en researchtur. Det gode ved at have børnene med er - udover at de er ualmindeligt dejlige at være sammen med - at det hele ikke drukner i arbejde. Jeg lejer en bil og tager dem naturligvis med på den helt store Hildegardtur i området. Men der bliver også tid til andre ting - ren afslapning blandt andet.
Subscribe to:
Posts (Atom)