Nedtælling

Idag er der en uge til Hildegard II udkommer. Jeg fik bogen igår. Den havde ligget på forlaget siden i sidste uge, men jeg var til litteraturfestival i Flensborg på det tidspunkt, så jeg måtte vente med at se den. Jeg er glad for, hvordan den ser ud, men tør slet ikke læse i den. Det er vist heller ikke nødvendigt, for jeg ved godt, hvad der står.

Ind og ud af klosteret

Når jeg holder foredrag om Hildegard, bliver jeg tit spurgt, om jeg aldrig selv har overvejet at gå i kloster i en periode. Svaret er nej, selvom det af og til har føltes, som om jeg faktisk var i kloster, mens jeg skrev Hildegard-bøgerne. Der har været mange lange og arbejdsomme dage. Der har været særdeles stille og set udefra har de fleste dage lignet hinanden. Det har til tider været ensomt, og der har ikke været tid til så forfærdelig meget andet end at skrive og være sammen med mine nærmeste. Alligevel var der ikke andet at gøre, end at skrive til jeg var færdig. I lang tid kunne jeg slet ikke forestille mig at sige farvel til Hildegard. Men i løbet af foråret kom det til at virke både naturligt og nødvendigt. Jeg fik lagt hende i graven lige inden sommerferien, det var lidt vemodigt, men mest godt. Hun var trods alt en gammel dame, især efter datidens standard. Og selvom det har været noget af det sjoveste og mest inspirerende, jeg nogensinde har lavet, er det også en befrielse at være kommet ud af mit skrivekloster igen. Jeg har fulgt i hælene på hende i nogle år, nu kan hun få lov til at følges lidt med mig. Ud i verden. For at holde foredrag blandt andet.

4. oktober

Hildegard II udkommer d. 4. oktober og kommer til at se ud, som man kan se her. Det er igen Ida Balslev-Olesen, der har lavet omslag. Billedet er fra middelalderen, og det er det samme motiv som på Hildegard I - her kan man bare se det i sin helhed. Det er Hildegard, der sidder og skriver med det levende lys i kraniet, mens Volmar står og kigger ind.

Jeg har været til møde på Gyldendal om lanceringen. 2. korrekturen er afleveret. Ventetiden er altid lang. I mellemtiden holder jeg de første af efterårets mange foredrag. Torsdag var jeg på Østerbro bibliotek, lørdag var jeg i Dalum kirke på Fyn og idag var jeg til Hildegarddag på sygeplejeskolen i Slagelse.

Der var temmelig stor aldersforskel på publikum de forskellige steder, men det synes jeg kun er sjovt. Både på Fyn og i Slagelse var der en, der spurgte til Hildegard og kærligheden. Altså den fysiske kærlighed, der hører denne verden til. Begge gange svarede jeg, at der ikke er noget, der tyder på, at Hildegard nogensinde brød sit løfte om et liv i cølibat. Men det er ikke det samme, som at hun ikke oplevede stor kærlighed til et andet menneske. Det og meget andet kan man læse om i Hildegard II.

Træthed og gaffatape for munden

Ferien er forlængst overstået, korrekturen ventede på mig, da jeg kom hjem. Min første indskydelse er, at skynde mig at sige, at det i virkeligheden er en så slidsom og kedsommelig del af arbejdet, at det næsten ikke er værd at skrive om.

Det burde være let. Det handler om at få øje på utydeligheder og kommafejl, på meningsløse gentagelser og ord der er blevet væk. Sproget skal strammes og poleres endnu en gang, så jeg kan ende med at vide, at jeg har gjort det så godt, jeg kan. Det kræver selvfølgelig en vis grad af perfektionistisk koncentration, men ikke på samme måde som skrivningen gør. Det er let og ubesværet at gå til og fra, at lave noget andet i nogle timer og vende tilbage om aftenen, når børnene er gået i seng. Korrekturen skaber ikke sit eget særprægede og altopslugende univers - jeg drømmer ikke om den om natten, som da jeg flere nætter i foråret løb panikslagen rundt i Hildegards kloster og havde glemt noget meget vigtigt. Jeg taler ikke med korrekturen i mine tanker, som jeg kommer til at gøre med mine romanpersoner, den ligger bare på mit skrivebord som løse ark, som den stille tilfredshed med at den rettede bunke langsomt vokser sig større end den urettede. Derfor undrer det mig hver gang, at det virker så uoverkommeligt og drænende og nogle gange næsten umuligt for mig at tage mig sammen. Jeg bliver træt og irriteret og urolig. Det er jo bare at komme igennem det, det er at tage en kuglepen i hånden og glæde sig over mine blå streger og håndskrevne kommentarer, fordi de er håndgribelige beviser på, at jeg er et skridt nærmere afslutningen. Timemæssigt tilbringer jeg også kortere stræk ved skrivebordet, end når jeg skriver, så der er virkelig ikke noget at klage over.

Alligevel gik det i morges op for mig, at det ikke er det, det handler om. Det er heller ikke den uomgængelige udgivelsesnervøsitet, der forbereder sindet på anmeldelser og læserkommentarer. Det er først og fremmest, fordi jeg skal tilbringe time efter time i selskab med min egen indre kritiker, den hårdeste dommer, den ondeste censor. Bøger bliver skrevet ved at låse den side inde og give den gaffatape for munden. Men de bliver kun færdige ved at lade den komme ud af fængslet og kæfte op om alt det, der kan gøres bedre og formuleres snedigere. Problemet er bare, at den form for kritikere sjældent kender deres besøgelsestid. De tror, de skal mene noget om alting og sætte meget i tvivl. Det er et nødvendigt, men anstrengende bekendtskab. Det er godt at få øje på, for så bliver det måske lettere at huske at låse gitterporten og sætte ny tape over munden i al den tid, jeg ikke sidder og arbejder.

Afsted, afsted

Det lykkedes mig at holde planen og få afleveret hele Hildegard 2 til min redaktør. Hun har allerede læst det meste - undtagen slutningen - i april . Det er en tom og underlig fornemmelse at være færdig med at skrive. Jeg er mest træt, faktisk udmattet. Det har været et stort arbejde, og jeg har ikke holdt ret meget fri i de sidste mange måneder.

I morgen overlader jeg min lejlighed til gode venner og tager sydpå. Planen er at slappe af og lave mindst muligt - læse gode bøger og forhåbentlig komme til at mærke en vis tilfredshed med mit afsluttede arbejde.

Når jeg kommer hjem igen, skal jeg indføje de sidste rettelser og læse korrektur. Det er en helt anden slags arbejde end at skrive, selvom det fordrer stor koncentration er det langt mindre krævende. Nå ja, så nåede jeg også lige at tilbringe en formiddag med en fotograf og en stylist, da der skulle tages nye billeder af mig i forbindelse med bogen. Det er også at være på arbejde, temmelig sjovt og meget udmattende.

Hildegard II, snarlig sommerferie og Hjemmefra

Jeg får ikke skrevet så meget her på siden i denne tid. Til gengæld er jeg ved at lægge sidste hånd på Hildegard II, som udkommer i oktober. Omslaget er lavet, titlen er fundet, efteråret er booket. Jeg begyndte på bogen før Hildegard udkom, så jeg har praktisk talt skrevet uafbrudt, siden jeg fik den idé, der først forekom mig at være vanvittig, siden indlysende. Det har været ubegribeligt krævende og meget dejligt, jeg er ved at være træt, men heldigvis ikke af Hildegard. Jeg glæder mig til at rejse på sommerferie inden længe - ud og væk og ind i billedet til venstre - og komme tilbage til korrekturen med fornyede kræfter.

Hildegard er månedens bog i Gyldendals bogklub og hvis man har planer om at anskaffe sig Gyldendals e-bogslæser Cybook Opus og dermed spare sig selv for mange kilo bøger i sommerferiekufferten, kan man netop nu få Hildegard plus fem andre nyere bøger og elleve engelske klassikere med ganske gratis.

Selvom man kunne tro det, er alt ikke gået op i Hildegard I og Hildegard II. Jeg har også været med til at skrive tre numre til Lotte Andersens debut-cd Hjemmefra, som udkom i maj. Den er lavet i samarbejde med Torben Westergaard og produceret og mixet af Halfdan E. Det er en mægtig fin og anbefalelsesværdig cd, og den kan både købes i butikkerne, på iTunes og via Lottes hjemmeside. De numre jeg har været med til at skrive er Februar (som kan høres på Lottes MySpace), Søvnløse nætter og Redder dig.

Ord til alle sider

På den fine hjemmeside Ord til alle sider, kan man læse et interview med mig. Det handler om at skrive, om Hildegard og om ord i al almindelighed.