Flodens hemmelighed

I går læste jeg op i Blågårds antikvariat sammen med 2 unge lyrikere (Louise Rosengren og Bjørn Friis Thomsen) og altid gode Nicolai Stochholm. Efter oplæsningen spillede Mads Wæhrens + ensemble. Mads har lavet en dejlig cd, som hedder Flodens hemmelighed, hvor han fortolker 13 Henrik Nordbrandt digte. Det er intelligent og følsomt og værd at lytte til. Nordbrandt optræder også selv på cd'en. Lyt mere her og køb den her.

Går tiden baglæns i andre universer?

Når jeg skriver intenst, kunne jeg skrive syv dage om ugen i timevis. Det ville ikke være særlig sundt. Og skriften ville sikkert ikke blive bedre. Der er nogen, der spørger mig, hvordan jeg kan være så disciplineret, at jeg kan sætte mig ned foran computeren og skrive dag ud og dag ind, når der ikke er nogen, der tvinger mig til det. Men jeg synes, det kræver mere disciplin at holde fri. Det er skrivetrang og arbejdsglæde, der holder mig igang.

Alligevel kan jeg af og til have brug for at blive kickstartet mandag morgen. Nogle gange kræver det mere end stærk grøn te. Idag skete det ved, at jeg faldt over en artikel i Scientific American Digital.

Der kan man blandt andet læse, at universet ser forkert ud, og at tiden i princippet ligeså godt kunne gå baglæns. Et af universets mest unaturlige aspekter er tidsassymetrien. De fysiske love, der ligger bag den måde, universet opfører sig på, skelner ikke mellem fortid og fremtid. Alligevel er det tidlige univers væsensforskelligt fra nutidens univers. Oprindelig var universet velordnet, nu er det kaotisk. Men tiden går alligevel kun i én retning - vi kan ikke lave en omelet og derefter få ægget tilbage i den ubrudte skal. En af forklaringerne er, at vores univers kan være del af et meget større multivers.

Så vågnede jeg. Og før min hjerne koger sammen i forgæves forsøg på at fatte omfanget af det ... sætter jeg mig og skriver igen.

Stilhed og skæbner i hvidt

Der er ganske stille her på bloggen for tiden. Det skyldes først og fremmest, at jeg er begravet til op over begge ører i den roman, jeg er ved at skrive. Alt hvad jeg har at sige, siger jeg til min nye bog. Eller næsten - lidt andet sker der selvfølgelig. Jeg har blandt andet leveret et bidrag til en antologi, der udgives af FADL's forlag. FADL er lægeforeningens forlag, og de har fået den sjove idé at lade en række danske forfattere skrive en lægenovelle. Antologien kommer til marts, og selvom forsiden ligner kitsch, tror jeg ikke man skal regne med, at indholdet er det. Indtil bogen udkommer, kan man læse mere på Facebook, hvor man også kan se et videointerview med mig, hvor jeg udtaler mig om en anden bidragyders novelle.

At skrive i mørket

Jeg har været en del ude og tale om "Ingen" i den seneste tid. København læser, Bogforum og et par gange i Århus. Jeg synes det er dejligt, at tale med mine læsere og mærke at min bog har gjort indtryk.

I Århus kom vi til at tale om, hvordan det er at leve sig så meget ind i et andet (fiktivt) menneske, at man kan skrive i jeg-form.

Det fik mig til at tænke på noget, som den israelske forfatter David Grossman skriver i sin nyeste essaysamling "Writing in the Dark". Han skriver at vi mennesker er usikre på, hvad der virkelig foregår dybt inde i et andet menneske, selv når det andet menneske er en, vi elsker. Han mener endda, der er mere end usikkerhed på spil. Det er frygt for den mystiske, nonverbale, ubearbejdede kerne, alle mennesker indeholder. En kerne som er instinktiv, vild, kaotisk og politisk ukorrekt. Den er drømmeagtig og mareridstagtig, radikal, udsat og tøjlesløs. Vanvittig, dyrisk og nogle gange grusom.

Grossman mener, at enhver person indeholder sådan en kerne af brændende magma, som kølnes og størkner, når den kommer i kontakt med luft - når et menneske møder et andet menneske eller støder mod den fælles virkeligheds grænser. Grossman mener, at når forfatteren skriver, gør han oprør mod sin frygt for den andens hemmelige og utæmmede kerne. Det er et oprør mod at etablere en umærkelig barriere mellem sig selv og andre. Den primære trang, der motiverer skrivningen er forfatterens begær efter at opfinde og fortælle en historie og dermed kende sig selv. Men jo mere man skriver, fortsætter Grossman, kommer man til at føle en anden trangs kraft: Ønsket om at forstå et andet menneske indefra. At mærke hvad det vil sige at være en anden person: To be able to touch, if only for a moment, the blaze that burns within another human being.

Boganbefalinger

Jeg har igen anbefalet bøger i P2's Kulturguiden. I dag var det italienske Alessandro Bariccos Denne historie, hollandsk fødte Michel Fabers Vaniljehvidt som Eminem og hollandske Jan Sieblinks Knæler mellem stedmoderblomster. Hvad jeg siger om dem, kan man høre på netradio.

Kan man tale om kærlighed med en bog?

Jeg kendte en gang en, der sagde, at hans bøger var hans bedste venner. Han boede i en hule af de bøger, han havde tilbragt så meget liv sammen med. Han havde ført samtaler med romanpersoner og forfatterstemmer. Han havde grædt med dem, leet med dem, havde skændtes og var blevet forsonet med dem. Han påstod, at bøgerne aldrig talte ham efter munden eller bare gav ham de svar, han gerne ville have.

Heldigvis står valget sjældent mellem virkelige mennesker og bøger. Men hvis man ikke kan tale med en bog, er det ikke en god bog. Og som med mennesker gælder det, at de som har mod til at være ærlige og har noget på hjerte er mest tiltrækkende. Ordene behøver ikke være perfekte. De kan være klodsede og ujævne og alligevel lukke en samtale op og sitre af liv. De kan være mumlende, næsten uforståelige, knapt hørlige og alligevel brænde som ild. De kan være sat i stramme systemer, holdt i kort snor, beskårede og begrænsede og alligevel sparke til en sten, der bliver til en lavine. De kan være sludrende og snakkesaglige eller ordknappe og vanskelige at vriste et svar ud af.

Der er folk, der bruger bøger til at tage varsler. Man stiller et spørgsmål, slår op i bogen, læser svaret. Det er nok bestemte bøger, de bruger. Det er næppe "Anatomisk Atlas" eller telefonbogen. Selvom det sidste måske kunne være frugtbart, hvis man så ringede den person, som ens øjne faldt på op og spurgte vedkommende om det, man gerne ville have svar på: Skal jeg skifte job? Bliver jeg rask? Finder jeg nogensinde kærligheden?

Den del af magien har jeg endnu ikke dyrket. Men det er ikke for sent at prøve. Jeg har tre bøger liggende på mit skrivebord. Det er udvalg af tre meget forskellige poeters digte : Tomas Tranströmers "Samlade dikter", Ole Sarvigs "digte" udvalgt af Søren Ulrik Thomsen og gode gamle Lean Nielsens digtudvalg "Jeg siger dig, jeg har danset i nat".

Jeg vil høre noget om kærlighedens væsen, hvad andet er værd at tænke på en regnfuld formiddag i slutningen af oktober? Jeg stiller mit spørgsmål, jeg slår tilfældigt op:

Ett tåg har rullat in. Här står vagn efter vagn,
men inga dörrar öppnas, ingen går av eller på.
Finns några dörrar ens? Därinne vimlar det
av instängda människor som rör sig av och an.
De stirrar ut genom de orubbliga fönstren.
Och ute går en man längs tåget med en slägga.
han slår på hjulen, det klämter svagt. Utom just här!
Här sväller klangen ofattbart: et åsknedslag,
en domkyrkoklockklang, en världsomseglarklang
som lyfter hele tåget och nejdens våta stenar.
Allt sjunger. Ni ska minnas det. Res vidare!

Thomas Tranströmer Stationen fra Det vilda torget, 1983.

I nat ønskede jeg
at du ville komme svævende
over himlen fra byen
for at lande her og
banke på min dør
og komme stille ind
tage cigaretten
ud af min mund
fjerne bogen fra min hånd
og sige, kom, vær rolig
nu skal vi elske længe.

Lean Nielsen I nat

Elskede.
Dit ansigt var mig en kirke.
Højt oppe stod du
ved skovbrynet,
lyste hvidt mod de veje,
der lå for din fod.

Altid stod du og lyste,
når jeg færdedes ad vejene
i dit land.

Jeg husker middagene, da du vendte
ansigtet halvt bort
i sensommerskovens skygge ...
Og månenætterne, da du stirrede
mig imøde under månens ur ...

Altid stod dit blege ansigt
over mine dage,
kaldt fra skovens kant.

Du ved det jo. - Jeg for vild.
Men jeg var aldrig uden for
dit ansigts egn.

Ole Sarvig Vejene fra Menneske 1948.

Blev vi klogere? Jeg gjorde i hvert fald.

Kajbjerg

Jeg var for nylig til en ualmindelig festlig 50-års fødselsdag hos gode venner. Min bordherre viste sig at være et spændende bekendtskab. Det var en herre med et alias, det var selveste Matthias Faerber alias ... her må bloglæseren på detektivarbejde, og jeg røber ingenting.

Matthias Faerber er direktør for Kajbjerg Skov Kunstmuseum.

På et af Danmarks smukkeste udsigtspunkter, Kogsbølle Bakke syd for Nyborg blev dette enestående kunstmuseum indviet i 1962. På museets egen (usædvanligt velskrevne og fyldige) hjemmeside beskrives arkitekturen således:

Navnlig østfacadens vældige panoramavindue med udsigt over fjorden er berømt, ligesom den yndefulde etageopbygning i to, delvis fritliggende planer, der nærmest synes at svæve i storrummet.

Man ser det for sig. Vanskeligere bliver det, når man forsøger at gennemrode hukommelsen for de kunstnere, som museet repræsenterer: Marco da Spoleto, Alessio Bronzetto, Hubert Nickel, for slet ikke at tale om Hans Lüdungweit.

Er det fordi kunstnerne alle er fra 14- og 1500-tallet, at ikke en eneste klokke ringer? Og hvem er iøvrigt Fru Rank, der bager sådan nogle gode boller til museets café? Eller Iben Santerfelt Petersen, hvis passionsmusik blev uropført Skærtorsdag 2008?

Inden man starter bilen og følger den udførlige rejsebeskrivelse på museets hjemmeside, vil jeg komme med en advarsel. Matthias Faerber er mere sit alias end Hr. Faerber. Og det er en mand med en særdeles krøllet hjerne. Muligvis en herre med sans for magi og besværgelser - i hvert fald benægter fynboerne ethvert kendskab til Kajbjerg. Og kunsthistorikerne kender ikke kunstnerne.

Findes museet? Findes Hr. Faerber? Et lille spor er lagt ud på Forlaget Springs hjemmeside.