Mandag formiddag

Jeg er begyndt at få tilbagemeldinger fra folk, der har læst Hildegard. Jeg bliver altid glad for at høre fra mine læsere. På samme måde glæder jeg mig meget til de oplæsningsaftner, jeg har på programmet i efteråret. Det er særdeles inspirererende for mig, at høre om andres forhold til Hildegard af Bingen.

Idag har jeg lyttet til Hildegardmusik hele formiddagen. Jeg havde lovet en journalist fra DR, der skal interviewe mig om bogen at finde mine yndlingsnumre. Det er ikke en let opgave, for selvom mange synes, sangene er meget ens, bliver de meget forskellige, når man virkelig lytter. Og så er der ordene. Det er ren poesi, det er ild og kraft, mystik og overgivelse.

Da jeg skrev Hildegard, var jeg så uheldig at falde på min cykel og få hjernerystelse. I en hel uge kunne jeg ikke skrive eller læse eller se fjernsyn uden at få knaldende hovedpine. Først var jeg ved at blive desperat, for mit manuskript TRAK sådan i mig, og jeg havde overhovedet ikke lyst til en pause. Efter milde trusler fra min læge overgav jeg mig til sofaen. Det endte med at blive en særdeles inspirerende uge alligevel. For jeg kunne godt høre musik. Jeg hørte Hildegard på repeat hele ugen. Musikken lukkede sig op og foldede sig ud og viste sig hele tiden fra nye sider.

Bagefter skrev jeg nogle af afsnittene i bogen, der handler om Hildegards forhold til musik.

Her er et lille uddrag fra bogen, hvor jeg beskriver Hildegards gryende fornemmelse for, at musikken kan være anderledes end den måde, hun hører munkene synge. Hun er ganske ung på det tidspunkt, endnu ikke voksen. Hun får undervisning i at spille på psalter og hendes verden er fuld af munkenes sang:

"Hun koncentrerer sig om at skelne én tone fra en anden og ser lydene som farver. Hun lytter til munkenes sang med lukkede øjne. De synger for Gud syv gange i løbet af døgnet, bløde toner stiger og falder i samme takt. De synger for at nærme sig Gud, siger Jutta, men selvom det er smukt, kan Hildegard ikke høre lyset i deres sang. Det er hellig sang, der lyder som vuggeviser, kønt og søvndyssende. Hun kan se sangens farver, når hun lukker øjnene, men der mangler så mange nuancer - vinterens farver behersker brødrene til perfektion: Himlens isblå, dådyrets gråbrune vinterpels, en tynd bræmme af guld over kulsorte graner. Efterårets farver rammer de punktvis, ligesom sensommerens tørre, gule græs, men forårets saftspændte grønne kraft kan hun slet ikke fornemme i deres sang. Engang prøver hun at forklare Jutta det. De gennemsynger alle salmerne hver uge, siger Jutta bare, og Hildegard siger ikke mere."